Depression hos en whiny 18 årig dreng......:-/

Kek.... Endnu en depressionstråd. Jeg skal prøve at gøre det kort.
Jeg er en 18 årig fyr. Ligesom en del andre på min alder så ved jeg ikke hvad jeg vil. Faktisk har jeg en meget kedelig indstilling til livet - Jeg har ingen drømme, ingen mål, ingen hobbyere og jeg synes at jeg er ved at blive mere kynisk og kold.
Jeg er virkelig blevet familiens sorte får. Og med god grund - Jeg neglicere dem faktisk helt vildt.
Jeg går på HF. Har næsten 50% fravær, har fået taget min SU og fået flere advarsler med hjem. Det værste er at jeg ikke er syg. Jeg sover bare. Er nærmest ligeglad med det.
Min kære moder er selvfølelig meget sur. Jeg for hele tiden hele den tale med, hvor glad jeg skal være for de muligheder jeg kan få, og jeg vil ende i netto, resten af mit liv hvis jeg ikke får den studentereksame.
Lysten til at gøre noget som helst er bare væk.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Om jeg skal stoppe på HF, få et arbejde, måske mit eget sted at bo, eller prøve at komme igennem det.
Hvordan skal jeg få mening med livet igen?
Jeg er et meget dårligt mennesker. Jeg er meget barnlig og kan ikke tage ansvar for mig selv. Min mor er bare for flink til at smide mig ud, og jeg ser ikke min far så tit(han er Alkoholiker, eller var... Not sure anymore).
Jeg er dårlig i skolen fagligt og er blevet meget anti social på det sidste. Jeg tager aldrig min mobil mere, prøver at undgå folk og den slags.
Jeg har en halv bror der siger til mig at jeg bare skal holde op med at flæbe, og at jeg altid vil være en taber og en bums hvis jeg ikke tager mig sammen.

Er der nogen her, der har været i en lignede situation? Eller nogen der kunne give mig nogen råd til hvad jeg skulle gøre?

tag det ikke så tungt. du har masser af tid til at finde det du vil med dit voksen liv. Det er jo kun lige ved at startet og ja det høre med at være fortvivlet.
Der er da ikke noget sortfår over at at ikke vide hvad man vil bryge sit liv til det at da en stor beslutning.
Mange mennesker indklusiv mig selv zapper lidt rundt før man finder en uddannelse der kan fange en og give bare lidt mening i ens liv. Jeg har været i gang med 3 uddannelser før jeg fandt den rette. Jeg tror måske at det ville være sundt for dig at tage noget arbejde i 1 års tid og så se hvad du vil bagefter. det er ikke til nogen skade for dig tvært imod.
et godt råd til dig er at du skal pleje dine relasioner til venner og bekende da dem oftes er dem men tyr til i nødens stund. I forhold til din modløshed burde du nok finde en hobby om det er fitness, svømning eller at bygge eifeltårnet af tændstikker, ispinde og læretyggegummi er faktisk underordnet det der er pointen er at have noget at gå op i.
Prøv at stil dig selv nogle spørgsmål om hvad et godt liv vil være for dig. Hvad skal der til for at indfri det og så sæt dig nogle mål for det. det kunne f.eks. være at få et arbejde og spare lidt penge op til at rejse for eller at flytte hjemme fra inden for det næste år.
Prøv at tale med en ven hvis du har nogen du mener du kan tale lidt dyber med. Ang. din mor burde du også forklare hende det altså hvordan du har det og så gå hende på klingen his hun bare prøver at afvise dig med de sevanlige gloser om at du bliver en bums hvis du ikke har en uddannelse. du har masser af tid.
håber at du kan bruge lidt af disse råd!
pøj pøj med det og velkommen til verden du This is life!
ps: tror at hvis du fortsat har det sådan om 2 måneder ville jeg nok søge hjælp ved min læge eller studievejleder.

for ungdomssløvsind. Idag har det sikkert et fint navn.
det er en slags depressionstilstand og den slags skal man ikke undervurdere.
Du gør helt bestemt ikke noget forkert ved at gå til din læge og beskrive din tilstand for ham/hende-og bede om hjælp.. så vidt jeg kan se har du virkelig hårdt brug for hjælp ..
håber du får energien og glæden tilbage.
Held og lykke

snak med din studievejleder, han/hun kan hjaelpe dig og muligvis henvise dig til en psygolog.

Min bedste ven havde det som dig, da han var præcis i din alder.
Hans forældre var blevet skilt, og dét gav ham en stor nedtur.
Han tog på højskole, og fik det så meget bedre.
Mener dog, at du virkelig skal tale med din læge, allerførst, eller din studievejleder, som en anden skrev.
Husk, at solen skinner altid ovenpå, og du får det bedre.
God bedring.

Jeg skal forvisse dig om ind i din marv at jeg ved hvordan du har det. Men nu er jeg jo 46 år...og det er LÆNGE siden jeg var der, hvor du er...men jeg var der i LAAAANG tid...jeg endte med hverken at tage gymnasiet eller HF...jeg endte faktsik med at sige til mig selv..."Når jeg ikke har energi på det, så er det ikke det jeg vil"...jeg har senere forstået at det var HELT rigtigt af mig at droppe ud og søge mit liv på anden måde...men sikke en luxus at vi har den mulighed her til lands!
Men...det er ikke lutter idyl at have den luxus...den existerer ikke for nogens blå øjnes skyld...den existerer, fordi mange er rodløse og rådvilde...der er ting i ens liv man skal have styr på, forstå, sætte sammen så det giver mening, samtidg med at det sakl rime med den person man er...hvis både den indre og ydre virkelighed er tåget i kanten...hvordan skulle man så kunne beslutte hvad man skal stille op i sin fremtid...og hvordan skal man kunne suge lærdom til sig, som virker irellevant?
Da det belv min datters tur at stå i det valg...der var hun dødfrustreret...på den ene side, ønskede hendes far, at hun fik den studentereksamen han aldrig havde fået, og på den anden side stod jeg og sagde, at hvis hun havde valgt det, skulle hun kæmpe for det.
Men hun havde jo ikke valgt det fordi det var hendes inderste ønske....det forstod jeg så, efter 1½ års gymnasium så sagd ejeg til hende, at hun skulle forfølge sin drøm!
At se et menneske forandre sig så positivt og så hurtigt, det var sgu smukt at se på...ligesom at se en blomst folde sig ud...
Hun gik ud af gymnasiet efter ½år, og begyndte at tage timer hos en sanger og på noget rytmisk musikkonservatorium og sådan noget....
Det jeg "kom til"...det var mere held en det var forstand...det var at jeg havde sagt til hende, at hun skulle kigge indad og finde hendes drøm!
Og det er ikke til at beskrive kort...for hun gik jo ikke den lige linie sådan lige ud og fandt ud af hvad hun ville....det gjorde jeg heller ikke selv....
Det kræver at man søger, og at man TØR tage nogle udfordringer og riskere at få nogle skrammer.
Jeg selv begyndte at læse hos en skuespiller, og tog timer i talepædagogik...tog en massa dramakurser og sang i kopr og sådan noget. Men så skulle jeg også tjene nogle penge, og tog job som pædagogmedhjælper....
Jeg lærte enormt meget om mennesker, ved at møde en masse forskellige mennesker...og ligeså stille begyndte jeg at finde ud af hvem jeg selv var...og tænk dig...der var sgu ingen der vidste dengang at der lå en mainframeprogrammør og systemplanlægger gemt i mig...men lige pludselig tog jeg handelsskole og hele baduljen...meget snere end alle de andre...men jeg havde det højeste gennesnit ligegyldig hvad for et af stederne jeg gik på. Og det var jo primært fordi jeg var dødmålrettet og havde fundet ud af hvad jeg ville! Sgu ikke fordi jeg egentlig var dygtigere end dem jeg gik sammen med...jeg var bare at andet sted i livet end de var.....
Jeg tror ikke det er der rigtige tidspunkt at du tager den der HF...lad være at spilde dine gode kræfter på den. Du kan få en brillant HF senere...hvis du VÆLGER ud fra et en moden overvejelse om hvad du vil i dit liv.
Du har tusindvis af muligheder, og man drukner i bevidstheden om det....glem det...find ud af hvem du selv er først.
Prøv at udfordre dig selv, og find ud af hvad du bliver glad for...hvad får dig op at ringe? Hvad bliver du MØGvred over? Hvad kan få dig til at fare i blækhuset, og klage? Uretfærdighed måske? Hvad pirrer dig? Hvad ser du andre gøre, som får dig til at ØNSKE du også kunne det...og sætter dig i gang med at lære at kunne det? Stramaj, Kung-fu, fransk kogekunst, dykning, oliemaleri, 3D-programmering? Der er millioner af ting...og hvsi du ikke lige kan få øje på det...så VOV feks. at tage et 14-dages kursus i et eller andet helt vildt. Sæt dig et mål om at gennemføre det...ligegyldigt hvad det er...Kræv af dig selv at gennemføre. "Fejr din Sejr" bagefter ;o) (mit hemmelige motto). Lad være at indvie andre i det...det er dit eget private projekt....det har KUN til formål, at du skal finde ud af, hvad du gider, og hvad du ikke gider. Hvad du kan lide, og hvad du ikke kan lide. Find FORSKELLENE inde i dig selv....
Som du beskriver den måde du har det på nu...der lyder det som om alting flyder helt sammen og alt egentlig er sådan ca. det samme. Der er ikke høje bjerge og dybe dale...du skal altså rejse i dit indre landskab for finde ud af hvordan der ser ud.
Der er mange ting man skal brug på sådan en rejse...det vigtigste i hele dit liv er ilt. dit blod skal have ilt, så det kan sætte dine indre processer såvel fysiske som psykise igang.
Jeg ved ikke om du dyrker sport...det vil jeg ikke anbefale, for det er i mine øjne at skyde over målet...men en vandretur hver dag....Der er simpelthen ikke noget tidspunkt hvor hjernen og hjertet arbejder bedre sammen end når man går....Og nogengange kommer man ind i sådan en rytme...så går man bare og hjernen er i hopla drømmer, tænker og slå sig løs og leger og hjertet hygger sig med at pumpe ilt rundt i kroppen...det er ustyrlig fedt....
Efter kort tid...en uge 14 dage...med en gåtur hver dag...der vil resultatet af at du hare fået mere ilt vise sig. Dine indre processer kommer op i omdrejninger, du bliver mere sådan rigtig træt, når du bliver træt, og mere vågen og veludhvilet når du står op. Der begynder så småt at være forskel på tingene....
Du vil faktisk opleve at få mere optimisme, og dermed mere mod på at prøve ting...jo flere successer du kommer til at opleve...jo flere udfordringer du har taget, og fejret....jo mere viden får du om dig selv, hvem du er og hvad du har lyst til, og hvad du ikke har lyst til.
Det giver dig også mod på at søge mere...og samtidig, vi du have mere power at udstråle....det lægger andre mærke til, og du vil virke tiltrækkende på andre mennesker....du vil få venner og bekendte på denne måde....og kærester....
Og så kan jeg sgu godt lide at du siger din mor er for flink til at smide dig ud...du værdsætter et andet mennesker for det, det gør. Bliv ved med det...udvid det.
Nogle andre redskaber du kan bruge er...dine signaler. Prøv at blive klar over hvor meget "nej", "ikke" og "men" du bruger i dit sprog...det er altsammen udtryk for et billede af negative indre omdrejninger. "Lad være...at sige nej"...forkert formuleret..."Bliv ved...at sige ja"...kan du se forskellen på de to sætninger? Prøv at omsæt det til dit indre sprog.
Hør musik...lad musikken udtrykke dig...til sidst bliver det dig, der udtrykker dig igennem musikken...eller noget andet feks. maleri, sang, smykkekunst, poesi, videokunst...hvad ved jeg...DEN du er, skal have udtryk...Du er et bidrag til denne verden...du er en måde at være menneske på, som kun DU kan vise verdenen! Vis os allesammen hvem du er! Vi mangler dig! Det er vigtigt du tager dig selv alvorligt...ellers kan du ikke forvente at nogen andre gør....
Okay...dette skrive er bare fyret af..ikke redigeret...direkte fra hjertet...til dig...og jeg håber inderligt du kan bruge det....Jeg synes det er så ærgerligt at der går mennesker rundt og spilder sig selv på gulvet...du er alt for meget værd til det.
Julegløgg smager enormt godt....hvis du siger til mig på et tidspunkt...at du kunne bruge bare lidt af det jeg har skrevet...så skal jeg have noget julegløgg...så har jeg noget jeg skal fejre....
Glæde, lykke og held herfra....

Og så lytte efter hvad din mor og halvbror siger til dig. hvis du ikke tager dig sammen NU, så er løbet kørt for dig, MEN DET ER NU.
Du vil gerne flytte hjemme fra, ja det er da' også helt fint, men hvordan vil du nu og i tiden frem over klare dine udgifter, når du er så slap og slasket, og ligeglad med det hele, tro endelig ikke at dine kommende arbejdsgivere, finder sig i det.
Nu er det jo mange år siden at jeg var en knægt på 18 år, og der fik vi losset, ud af reden med dig, og lær at klare dig selv.
I dag er man alt for blødsøden, og derfor står du hvor du gør nu.
Tag dig sammen, start med at smide den skide mobiltelefon væk, det stads spilder i unge for meget tid, lyt til din mor, og pas din skolegang, ellers ender du på sjasen,øl piller og misbrug, og hvad det nu ellers hedder alt sammen, og er du først kommet på sjasen, så sidder du først fast i systemet, og så går der rigtigt skidt i dit liv.
Hvis jeg var din far, så skulle jeg nok få rusket noget liv i dag, for ved gud du trænger til en der kunne aflægge dig et visit, så i kunne få sat tingene på plads, og du kunne i samme arbejdsgang så få sparket.
God vind

det er sgu en alvorlig psykiatrisk diagnose du er ude i at stikke den unge mand....
stop det lige ik http://www.dr.dk/laegen/artikler/2005/0311/slovsind.asp
Hvor fedt er det at se sig selv om som en alvorlig psykiatrisk diagnose! Han skal sgu da se sig selv som et menneske først og fremmest...Tror det er MEGET skadeligt at stemple folk på den måde....og uden videre kendskab til dem, få dem til at opfatte sig selv som en fejl, som noget sygt, som noget forkert.
Tror det er meget mere vigtigt at han finder den rette hylde...det kan ALDRIG nogensinde skade et menneske at finde brugbare ressourcer frem i sig, men det kan skade et menneske at miste troen på sig selv og opleve den ene fiasko efter den anden....så han skal selvfølgelig først finde frem til hvad der er hans inderste ønske....spørge indad istedet for at spørge ud ad og få svar om andre forventninger til ham.....det nytter ikke en skid...
Men skizofren tvivler jeg sgu på han er...Det han beskriver om sig selv er sgu meget almindeligt for mange unge.

et super godt indlæg med et godt konstruktivt svar. Det er lige før jeg vil kopiere den og hænge den op til når jeg selv får disse "åååh nej" stunder, selvom jeg er på en videregående uddannelse. Problemet med i dag er, at der er så utrolig mange muligehder, så man ved dårlig hvad man kan blive når man er færdig med sin uddannelse, hvilket ikke altid er en stor motivationsfaktor

Jeg ved hvor meget energi der er i det indlæg (og en hel masse andet)
Og dig der er indlægshaver - følg de råd du fik her.
Din mors reaktioner skyldes udelukkende forældrebekymring. Hvis hun føler du "hænger i fri luft" er hun bekymret, men fortæl hende hvor du er i din verden, så forstår hun dig og kan støtte dig i stedet for at komme med sine "evendelige" bemærkninger. Sådan er mødre.
Held og lykke med dit frikvarter til at tænke.

De har ikke den "faderlige omsorg" at døje med - du godeste, jeg troede i var en uddød race.

Jeg har ikke selv prøvet det, men min kæreste har været i en ligende situation da han var en 16-18 år... Det hele kunne bare være ligemeget for ham han lukkede alle ude og blev småalkoholiker... Virkelig en skidt situation han var kommer ud... Men han fik et opråb fra et familiemedliem... derfor begyndte han at løbe... I starten kunne han kun løbe en halv kilomet og så var han total smadret... men nu løber han marathonløb... Ikke dermed sagt at du nødvendigvis skal begynde at løbe, men det at han gjorde det har holdt ham fra at blive deprimeret og i dag drikker han kun når vi er i byen, hvilket er meget sjældent... Det jeg vil prøve at sige er at du skal prøve at sætte dig et mål, det behøver kun at være et lille et og så opfylde det... Håber du kommer ud af det...

Dejlige tilbagemeldinger, der varmer.
Man bliver bare så glad, når man får positive tilbagemeldinger. Det er en rigtig god skik. Det synes jeg, vi skulle blive bedre til allesammen.
Det er sgu dejligt at andre kan bruge det man siger...det giver sgu tingene lidt mere mening ik?
Men jeg venter lige lidt med gløggen....håber indlægsforfatteren melder tilbage, om hvordan det går med ham.

Tak for dit lange svar:)

"Da det belv min datters tur at stå i det valg...der var hun dødfrustreret...på den ene side, ønskede hendes far, at hun fik den studentereksamen han aldrig havde fået, og på den anden side stod jeg og sagde, at hvis hun havde valgt det, skulle hun kæmpe for det. "
Heh. Det er det samme for mine forældre. Min Mor fik aldrig heller en fuld HF, og min far... Min far "hustlede" sig til succes i lang tid fra han var 17, før han blev fanget for svindel og bedrag og kom i fængsel. Han solgte livsforsikringer og den slags.
Problemet er bare at jeg ser det som et sikkerhedsnet. Min Mor f.eks. forslog mig at begynde på en mediegrafiker uddannelse der ville tage 4 år, og som ikke krævede en studentereksame. Så ville jeg kunne komme ud og arbejde på et reklamebureau.
Men jeg er bare bekymret for, hvad når jeg ikke har lyst til at gøre det mere. Så har jeg måske hænderne i kagekassen og ikke har nogen muligheder tilbage?
Jeg har tænkt meget over det du sagde, og jeg tror det der ligesom gør mig mest glad er kreativ. jeg har altid været ordblind og dårlig i skolen, men elsker at skrive, og jeg elsker film og lave skuespil.

Jeg er dog bange for at alt jeg beskrevede i første indlæg ikke er alt. Jeg har byttet om på mine sovevaner, så jeg er vågen om natten og først står op om eftermiddagen. Jeg føler mig uhyggeligt træt og nedbrudt.
Jeg tror motion ville være en god ide. Måske bare for at få mig væk fra TVet og computeren som langsomt, men effektivt ætser min hjerne når man tilbringer 10-16 timer vær dag foran den.
Jeg har også det her problem med mad. Jeg plejede at være virkelig overvægtig. Omkring 13-14 års alderen. Du ved, den periode hvor man fik interesse for piger og den slags. Jeg kom og vejede ca 130 kilo! Det var virkelig skidt fordi det krasede min selvtillid af fuldstændig, tror jeg. Jeg tror jeg har en meget dårlig tendens til at undvige folk. Jeg har tabt mig siden. Jeg er nede i 95 og er godt og vel 2 meter høj, så det er vel ikke så slemt. Min mor påstår at jeg har spiseforstyrelser og... Hvad skal man sige... total fikusering på min vægt. Jeg har dog aldrig stukket en finger i halsen eller noget i den stil.
Det er dog sandt at jeg kan få de her ædeflip... Har et meget afhængigt forhold til sukker og den slags. Specielt ting med aspatam i som Cola Light og den slags. heh:-( Lyder latterligt ikke... Afhængig af Cola:/
Ligesom du sagde, at jeg skulle springe ud i det og prøve nogen ting. Når du står og siger det på den måde, kan jeg ikke være mere enig, og har bare lyst til at tage en kost i hånden og marcere ned på strøget og søge 10.000 forskellige jobs, men i den virkelig verden så tror jeg at jeg er blevet for sky.
Af en eller anden grund har jeg fået paranoia. Jeg har sådan et meget seldestruktivt billede af mig selv vær gang jeg kigger ind i et butiksvindue eller min egen reflektion i en bil der køre forbi, så hader jeg bare nærmest mig selv for den jeg er.

Et eller andet sted så føler jeg at jeg er en taber. Jeg er 18, jeg har ingen job, jeg har ingen penge, jeg har været væk fra min skole i snart 2 måneder hvor jeg bare er kommet få dage om ugen nogen gange, jeg bor hjemme, jeg ser ikke nogen mere(venner eller familie, udover min mor).
Min far var i en anden situation. Da han var 18 var han allerede blevet far og forsørgede 2 mennesker med 3 deltidsjob i århus. Min storebror flyttede hjemme fra da han var 12, og har boet på fine boardings skoler og i USA lige siden. Jeg elsker dem meget, men de er meget hårde. De mener at jeg er seriøst "spoiled" og har brug for nederlag og slag for at vågne op. Måske har de ret. Min trackrecord over ting i mit liv jeg har nået, er... Faktisk på nul. Altså jeg har ikke rigtig gjort noget godt på længere plan for andre, eller for mig selv. Selv om jeg nok altid handler ud af egoistiske grunde, fordi jeg er ligeglad med det hele. Eller ihvert fald har den følelse.
Det er en ting og følelser jeg har gået rundt med rigtig længe.
Helt tilbage til 13 års alderen. Efterskole, produktionskole og den slags hjalp mig bare ikke med at finde mig selv.
Det er ved at være lang tid. Jeg har problemer med at gå ud på gaden i dagslys fordi jeg er så flov over mig selv.
Dog er jeg "normal" nok til at kunne forstå at det IKKE er normalt, hvilket vel for mig til at hade mig selv endnu mere. Det er måske lidt ironisk!

Men tak for dit indlæg evil. Det er rart at have nogen at snakke lidt med:) I appreciate it... Det gør jeg faktisk, rigtig meget:-)

-confused entity

Det var da et imponerende indlæg! Gid jeg havde sagt sådan til min knægt, da han var 18 - så havde mange ting måske set anderledes ud.....
Jeg tænker - han skal vise sin mor både sit eget indlæg og dit! Måske vil hun forstå ham bedre bagefter og alt andet lige vil begge indlæg give grobund for en seriøs snak om tingene. Det er jo heller ikke umuligt, at der skal lidt professionel hjælp til at "humpe" ham i gang, før han kan gøre det du foreslår ;-)
Jeg har gemt dit indlæg - bare for min egen skyld ;-)

Fantastisk! Jeg er dog helt overvældet....mange tusind tak for din positive melding. ;o)
Også god weekend til dig.

jeg har lagt mærke til dig - vi er jævnaldrende! Og jeg må sige - dyb respekt! Du har mere styr på dig selv og dit værd end jeg har. Men jeg lærer ;-))
kærlig hilsen - og tak
Jette

Har du andre problemer end depressionen? De fleste psykiske lidelser er arvelige. Din fars alkoholisme kan teoretisk være en følge af en anden lidelse, og denne kan han have passeret videre til dig. Alkoholisme kommer ofte bundtet sammen med andre sygdomme. Hvordan ved jeg det? Bitter personlig erfaring....
Siger din mor nogen sinde, at du "minder om din far" eller lignende, når hun bliver vred?
Har du ekstremt svært ved at blive ved emner, som ikke interesserer dig og bliver du nemt distraheret?
Er du "doven"? Du kan egentlig godt, men det bliver aldrig til noget?
Bliver dine omgivelser provokeret, fordi de føler, at du ikke lytter efter, når de taler?
Undgår du opgaver som kræver stor koncentration? Får hovedpine, glemmer dem, begynder på noget vigtigere, bliver aggressiv osv.?
Dette er ikke nødvendigvis almindelige teenageproblemer, hvis de er mere udtalte end hos andre teenagere. Jeg var på fem forskellige skoler og en tur i fængsel, og ingen opdagede at jeg havde en psykisk lidelse.
Jeg gik sikkert og målrettet fra mønsterelev til problembarn og ingen fattede problemet. Jeg besøgte en masse børnepsykologer og blev tilknyttet et SSP-projekt. Men jeg var ikke, som de ville have, så de sendte aben videre til min mor, som ellers havde nok at se til, fordi hun gik og blev ædt op af knoglekræft. Det var problemer i hjemmet, sagde de, som fik mig til at være fræk og forkert. Min fars alkoholisme og vold, min mors dødelige sygdom er vel også traumatisk for en knægt. At mine søskende ikke viste lignende ekstreme symptomer, tog de ikke så tungt. Det var et attitudeproblem, jeg gik med, og det kom fra mine omgivelser.
Jeg er 28 år, og har aldrig haft et job eller en kæreste i mere end et par uger. Jeg er afhængig af alkohol og hash og er godt på vej til at følge min fars sti, selvom jeg ikke vil. Men uroen inden i mig er bare for stor. Jeg har prøvet AA, men det kunne jeg heller ikke overskue.
Sidste år havnede jeg på psykiatrisk skadestue efter et selvmordsforsøg. Jeg havde depression og psykotisk adfærd. Jeg fik bunker af antipsykotisk medicin, men det hjalp ikke en skid. De foreslog elektrochok, men der sagde jeg til slut fra og lod mig udskrive (er ellers nem at lokke til især lidt farlige ting).
Men hvad er der galt med mig? Jeg har en lidelse, som hedder ADHD, siger min nye psykiater/terapeut, og for første gang giver det mening, hvad "de" fortæller mig. Lige nu eksperimenterer vi med forskellige præparater og dosis, men jeg har det allerede bedre og på grund af medicinen kan jeg sagtens gå hele dage uden at ryge og drikke. Den hjælper mig til at fokusere og få ro indeni.
Jeg ved godt, at dit eksempel ikke er så ekstremt som mit, men jeg fortæller det, for at skræmme dig til at tage lortet alvorligt. Jeg havde det fint som 18-årig, for jeg reagerede udad. Det var mine omgivelser, det gik udover. Du reagerer indad og skader dig selv i stedet. ADHD er en bred diagnose som kan sammensættes forskelligt, men det er en rigtig sygdom. Folk som siger "tag dig sammen" har ikke nogen ide, så overhør dem. Min hjerne er også temmelig umoden. På nogen punkter reagerer jeg stadig som et barn, impulsivt, uhensigtmæssigt, lyststyret, kortsigtet, uhæmmet, larmende, osv. Det er ren kemi, som jeg ikke har prøvet at forstå. Min hjerne er ikke modnet korrekt.
Hvad en mand som Jens siger "Tag dig sammen, du skal have et spark i røven", er noget pis. Lyt ikke til de folk, selvom de er overalt og råber højt.
Du er muligvis ikke helt "normal" i hjernen, så du skal ikke have "normal" hjælp. Giver det mening?
Jeg tør vædde på, at din halvbrors vrede over din svaghed, er hans eget problem og afspejler hans egen frygt. Fuck ham. Han har ikke din hoved. Han ved ikke en skid om dine følelser og hvordan du bearbejder dem. Det gør jeg heller ikke, jeg prøver bare at hjælpe, så du kan komme videre med dit liv.
Opsøg din læge og snak med ham ugentligt i en periode indtil han kan henvise dig til en speciallæge i psykiatri, som han mener er god.
NB Jeg har fået hjælp til at skrive dette, da jeg ikke staver så godt, men ADHD påvirker ikke intelligensen, blot indlæringsevnen. Jeg er højt begavet, men socialt er jeg nærmest retarderet, og pga. min opmærksomhedsforstyrrelse har jeg svært ved at tænke fokuseret, med mindre jeg ryger hash eller tager medicin. Desværre bliver jeg depressiv af hashen efterhånden, så jeg håber virkelig at pillerne virker fremover også. Jeg får dem, som hedder Ritalin. Det hjælper helt vildt på koncentrationen og derfor på selvværdet og derfor på mit liv.
Håpber du kan bruge det uden at blive hypokonder.

Ikke i at diagnosen er skizo, men i at det lyder alvorligt og skal diagnosticeres. Jeg er et omvandrende bevis på, at den slags symptomer ikke altid går over af sig selv.

Og jeg har efterhånden mødt 100 af din slags med dine gode råd og positive tilgang. Desværre er vilje og gode intentioner ikke altid nok. Hver gang jeg lod mig "overtale" af den svada der, endte jeg i et dybere hul, fordi jeg ikke har de grundlæggende evner til at aktivere mig selv og til at sortere i impulser. Kort fortalt: Jeg har ADHD. Min kommandocentral virker ikke i hjernen. Jeg kan ikke koordinere en række mindre opgaver til et større mål, selvom jeg teoretisk forstår det uden problemer. Jeg kan ikke sortere i vedkommende og uvedkommende signaler udefra. Jeg bliver distraheret af ALT.
Forestil dig dette scenarie: Du skal pakke en taske for at forberede dig på i morgen. Der hænger sedler i alle rum for at minde dig om det, for ellers glemmer du det. Sedlerne gør dig stresset, for du kan ikke tage dig sammen til at komme i gang. Ti minutter efter sengetid tager du dig endelig sammen. Du rejser dig, men bliver distraheret. Der ligger krummer på bordet. De skal væk, så du henter en klud. Nu når du alligevel er i køkkenet kan du lige så godt tage noget at spise, så du kigger i køleskabet. Du har ikke fået købt ind i lang tid, så du beslutter at koge nogle skruer og putte det sidste pesto på. Du vender dig om for at finde en gryde, men får øje på din mobil. Der er en besked fra din aftale i morgen. Fuck! Tasken skal jo også pakkes. Du efterlader pestoen og skruerne på køkkenbordet og går ind til tasken. hvis du ikke skriver en seddel, får du aldrig lortet pakket, så du leder efter en blok, finder en gammel en og bladrer lidt i den. Pludselig får du en genial ide og begynder at tænke videre på den. Den er så god, at du må ringe til din veninde og fortælle det. Du er helt oppe og køre. Munden er som et vandfald. Din veninde er træt, men du opdager ikke, at hun helst vil sige farvel og sove. Du er for opkørt og er ikke så godt til skjulte signaler og hentydninger, så du ævler og ævler om 100 emner. Fuck! Tasken - den må du se at få pakket, når du lige har lavet maden og været ude og tisse. Du må sige farvel nu. På badeværelset opdager du, at du har en bums, så du bruger 10 minutter på den, indtil du kommer i tanker om at du skal svare på den sms og gøre de andre ting. Nu er du så stresset, at du ikke længere har lyst til at pakke taske, så du lader være og udskyder det til i morgen. Det bliver aldrig til noget. Du sover over dig og af skam og ulyst spærrer du dig inde og svarer ikke, når de ringer efter dig. Sådan kører hver dag af mit liv som ADHD'er. Med tiden holder folk op med at ringe, selv behandlere og gamle venner gider ikek spilde deres tid på, at du mangler respekt over for de mest almindelige spilleregler. Du kan jo godt, hvis du vil.
Kan du så se, at gode intentioner og "normale" retningslinjer ikke er nok? Jeg kan ikke overskue planlægning af simple ting som en taske eller spisning eller telefonen eller you name it.
ADHD er kronisk, men kan behandles med medicin, terapi og især faste rammer. Men forkert behandling og uforstående omgivelser er ren gift, og velmenede råd hjælper virkelig ikke, hvis man ikke kan pakke en skide taske uden at ryge på røven over det.
Jeg håber, at du blev klogere, for du har en dejlig indstiling til livet og andre mennesker. Gode ønsker herfra.
Fra Michael Blinklys

Men du må også bare vide, at ingen problemer løst med ritalin.
Det er nogle gode indlæg du har skrevet, og det er meget tydeligt, at du har meget du gerne vi give af....Jeg vil bare i parantes bemærke, at det ikke er givet at fordi du har det på en måde der kunne ligne det Confused Entity beskriver som sig selv, at det så er givet at han har den samme problematik, som du har.
Egentlig ved jeg uhyre meget om ADHD. Har været medlem af ADHD-foreningen (tidligere DAMP-foreningen) samt NLD-gruppen, som ligger under Autisme foreningen...Altsammen fordi min søn fik en mindre hjerneskade pga. iltmangel ved fødslen. Han havde på et tidspunkt diagnosen ADD (uden H...altså ikke hyperaktiv) har også fået ritalin og modiodal...men det hjalp slet ikke. Og man er også gået væk fra den diagnose igen.
Uanset hvad han måtte "fejle"...eller hvilken skavank, det er hans skæbne at bære med sig igennem livet, skal han jo klare det, ved hjælp af de ressourcer, han nu engang har...og ingen forskånes for nederlag, kærestesorg, utilstrækkelighed, bristede forventninger og hvad ved jeg. Det er en fejl, hvis du forestiller dig at ritalin, vil kunne tage den slags fra dig. Og det er et velment råd fra min side...pas på ikke at stirre dig blind på medicinens fortræffeligheder...Den kan ikke tage sorgerne fra dig, og ingen kan leve dit liv for dig....
Medicinen kan du bruge som en slags krykke...den hjælper dig med at samle tankerne, og det er vidunderligt for dig, at du har fundet noget der hjælper dig. Det er ikke så tit det sker...Jeg ved godt hvordan ADHD-mennesker har det, og det er IKKE spor sjovt, så jeg forstår dig...Men igen...stort set alle skal leve med et eller andet...Jeg har Scheuermanns Syndrome...nogle kileformede ryghvirvler...Det er smertefuldt ad H til, og det bliver kun værre med tiden siges det! Det må jeg dels kompensere for i min dagligdag, men også sørge for at forebygge, for ikke at ende mit liv i et smertehelvede...Andre alås med astma, allergi, migræne, rygerlunger, mavesår, psoriasis, inkontinens, gigt, blindhed, døvhed, stumhed...altmuligt...
Det jeg er ude i at ville ind på er.... Vi må LÆRE at klare os i livet på trods af vores mere eller mindre invaliderende handicaps....
Der findes jo ikke en pille der kan LØSE problemerne for os...for livets besværligheder beskrives ikke ved de ting vi ikke kan...Problemerne er det, livet gør ved os mens vi lever det. Her er handicaps kun en del af det...Klart at handicaps sætter dagsordenen for menneskers forudsætninger, men det er hvert enkelt menneskes evne til at forvalte individulle færdigheder, der skaber fundamentet for livets kvalitet!
Mennesker vi møder, som sårer os, elsker os, forlanger noget af os, følges med os, forsvinder fra os...Færdigheder vi vil opnå, visioner vi vil realisere, ønsker vi søger at indfrie....uddannelse vi vil gennemføre, job og karierrer vi vil have, ønsker om at stifte familie ...
Det er den energi, som driver dette værk, det hele handler om.
Det er derfor jeg siger, det er farligt, som udgangspunkt, at skulle se sig selv som et menneske med en diagnose...eller en "fejl". Det ville hæmme mig ufatteligt meget i min livsglæde, hvis jeg skulle reduceres til en diagnose..eller leve en tilværelse som en patient....
Du har en problematik, der hedder ADHD. Du er som person jo ikke beskrevet igennem den diagnose. Derfor skal folk se DIG og ikke dit prædikat...det er ligegyldigt! Det behøver ikke hedde noget.
Diagnosen har et specielt billede i dit tilfælde, og andre med samme diagnose har lignende problematikker, men de er ikke magen til dine...Og der findes også mennesker, som har lignende problematikker, men som slet ikke har den diagnose! Man gør ikke mennesker en tjeneste ved at beskrive dem som diagnoser....Man sætter dem sgu i kasser...og det passer altså ikke til en så mangesidet størrelse, som et menneske er...
Det kan være det har hjulpet dig på kort sigt at få en diagnose. "AAAAHHH det havde et navn! Der er nogen i verden, der VED hvordan jeg har det...og de kan HJÆLPE mig! Det er en KENDT viden at folk som jeg, har det svært. TAK fordi min lidelse er genkendt ude i verden" Den sang har jeg ihvertfald sunget...og mange mange andre jeg har kendt gennem tiden har også sunget den.
Det næste, der sker, er bare, at de opdager at den diagnose rent faktisk begrænser deres mulighder i forhold til samfundet i øvrigt. Jeg siger det ikke for at tage noget fra dig, men for at gøre dig klar over, at du også skal videre derfra, hvor du er nu. Du SKAL sørme have alle de muligheder der er at komme til her i livet....hvorfor ikke?
Mit indtrængende råd: du må ud af det diagnoseræs...Selvfølgelig skal du tage medicinen når det hjælper dig! Alt hvad der hjælper, skal man benytte sig af. Bare husk det er "krykker"...hjælpemidler...og kan som sådan ikke stå alene. Ikke når vi snakker mestring i livet...der skal alle mulige menneskelige færdigheder til....
Du må se, dig selv som en helhed, og integrere dit handicap, som en del af dig selv. Du skal leve dit liv på godt og ondt...på lige linie med andre mennesker! Du har på samme måde som Confused Entity...en umådelig værdi for denne verden...de forhold du har at leve under, giver verden en variant af entiten MENNESKE, som er helt særlig, nemlig DIN måde...findes kun i eeen udgave...fortæl verden om det....
Jeg håber, du forstår hvad jeg mener...
Det kunne lyde som om det er ret nyt det med din diagnose og ritalinen...og det er en lykke, at det virker så godt for dig. Tillykke med det...Nyd det! ;o)
Confused Entity har muligvis samme diagnose, en anden diagnose, eller slet ikke en diagnose...det er fuldstændig underordnet...han er under alle omstændigheder nødt til at finde sig selv, og det skader ingen, at finde deres egne ressourcer frem, eller at styrke deres selvtillid eller fysiske kondition for den sags skyld. Hverken han, du eller nogen andre kan lægge ansvaret for eget liv fra sig. Det gavner at tale med nogen, som har det som en selv...det er bla. deri man spejler sig og finder ud af hvem man selv er.
Faktisk gavner det bare at tale med nogen om noget...man bliver inspireret på alle mulige måder...når bare man er åben og modtagelig...
Hope u get my point....
Hav det godt
Alle min bedste hilsner derude i stuen ;o)