Depressiv mor...

Jeg er en pige på 17 år der bor alene med min mor. Min mor er førtidspensionist, på grund af depression, som hun også lider af nu. Hun har ingen livsglæde og er ofte nedtrykt og er konstant hjemme i vores lille lejlighed, eller jo hun går da ture i haven, men hun oplever bare ikke meget, ville selv blive nedtrykt hvis jeg levede det liv. Mit problem er at jeg kan mærke denne sindsstemning lige straks jeg træder ind af døren. Jeg kan mærke det. Og i stedet for at blive ked af det og spørge ind til det, er jeg nu begyndt at sætte en væg op. For kan ikke klare det. For ved at jeg ikke kan hjælpe. Så i stedet bliver jeg irriteret, og tænker ” kan hun ikke bare tage sig samme?” – hvilket hun jo ikke kan. Men jeg kan ikke hjælpe hende, det ved jeg. For lige meget hvad jeg ligger frem af kurser eller ting har hun ikke overskud til at tage det næste skridt. Er bare så ked af at hun skal have det sådan. Spørger tit om hun vil med ud og gå en tur eller noget? Om vi ikke skulle lave en aftale? Men det kan hun heller ikke, da hun jo ikke lige ved hvordan hun f.eks. har det i morgen. Bliver bare frustreret og ked af det over det. Hvor tit skal man blive ked af det og lade det påvirke en før det er for meget? Når jeg tager i byen er hun ret bange, og jeg føler ikke jeg har de samme muligheder som mine veninder, der er mere frie, til at gå i byen? Det mine tanker går på er om jeg skulle flytte hjemmefra eller om det er for drastisk? Min far og hans andre børn, mine halvbrødre har også nævnt det. Jeg går i 1.g. Er der nogle der kan rådgive med noget lignende de har prøvet? Hvornår flyttede du hjemmefra og hvordan gik det?

Han har et ansvar overfor dig! ikke kun praktisk og økonomisk, men også moralsk! hvis han har talt om problemet, så er han en stud når han ikke har hjulpet dig! du skal enten bo hos ham eller have et værelse, du skal ikke lide for din mors skyld, det får ingen af jer det bedre af!
videre i livet med dig ;-) og få så din far til at hjælpe dig!
pøj-pøj!

Måske det er for det bedste at du flyttede. Og det er nu også letter sagt end gjort for selvfølgelig tænker du på din mor og hvordan det går derhjemme, om hun kan klare sig gennem hverdagen osv
Men på den anden side set ville det nok også kunne give din mor et skub til at komme videre, hun bliver nød til at komme videre eller idet mindste få hjælp udefra.
Jeg tænker nu hun ikke (måske ubevidst) har dig at læsse af på.
Jeg ved ikke om hun går til psykolog eller noget iden retning - den slags hjælp er ikke så tosset som nogle går og tror.
Tag fat i din far (gerne på enmandshånd) og forklar ham hvordan du har det eller vis ham brevet du har skrevet herinde hvis orderne svigter, for det siger rigtig meget.
Jeg tror på at sammen skal i nok finde ud af noget.
Jeg tror hvis det forsætte meget længere på den her måde, så går du selv ned med flaget og ender i et stort sort hul - derfra tager det både tid, sved og tårer - rigtig mange af dem at komme op igen, samt støtte fra venner og familie, den støtte kan din mor ikke give dig i øjeblikket.

... i hvert fald prøver at undgå at føle dig for ansvarlig for din mor. Det kan jo næsten ende med, at du bliver hendes "mor".
De ting, man ikke kan gøre noget ved, kan man jo ikke gøre noget ved - og så må man jo prøve ikke at føle sig skyldig eller ansvarlig over det. Jeg ved godt det kan være svært i din situation!
Vil din far hjælpe dig med at flytte hjemmefra?
mvh

Dit råb om hjælp gør mig helt trist til mode - og får mig til at tænke tilbage på min egen barndom. Jeg har nemlig stået i en lign situation, som den du er i.
Da jeg var 13 år døde min far desværre, og min mor gik HELT og aldeles ned med flaget. Hun magtede simpelthen ikke at tage sig speciel meget af mig. Jeg var selvfølelig dybt ulykkelig over tabet af min far - men samtidig var jeg meget bekymret for min mor, der i løbet af tre mdr tabte 30 kg, og var helt doppet af nervepiller, og ikke orkede noget som helst.
Jeg kan huske at jeg ikke kunne holde ud at være derhjemme, og at jeg sagde til skolesundhedsplejesken, at jeg gerne ville i plejefamilie, hvilket min mor blev rasende over. Vi fik kontant til socialforvaltningen og jeg endte med at komme tre år på efterskole, og herefter blive indlogeret på et kollegieværelse, da jeg ikke ville hjem og bo igen.
Når jeg tænker tilbage føler jeg at hun svigtede mig, jeg var BARNET, hun havde det sværet med hun var den VOKSNE.
Jeg har aldrig fået beabejdet min fars død ordentlig - og kan faktisk ikke rigtig huske ham særlig godt.
Jeg kan virkelig godt forstå du har det meget svært, din mor må indse at hun skal have noget hjælp, og du skal tages alvorligt af nogle voksne der kan hjælpe dig.
Tal med din far, det undrer mig meget at han ikke har taget affære???
Og ellers må du kontakte kommunen, eller jeres læge - de skal hjælpe dig, om ikke andet så med nogle psykolog samtaler.
Jeg flyttede hjemmefra da jeg var 14 år, og kom aldrig hjem igen, det ville jeg ikke.
Men jeg kan da huske HVOR ENORMT ENSOM jeg meget meget tit følte mig.
Men jeg klarede mig trods alt og er velfungerene idag, med kernefamilen, hus, god økonomi, drømmemanden, barnet, og et skønt arbejde. Men vejen dertil har ikke altid været en dans på roser - men den har gjort mig til det menneske jeg er idag.
Jeg håber det aller bedste for dig og din mor - få noget hjælp, gå til en voksen du stoler på og bed vedkommende om hjælp.
Min kærligste tanker til dig :)
Enya-

Jeg tror du vil komme til at bruge uanede ressourcerpå at spekulerer på hvordan det går hjemme, hver gang du har et ledigt øjeblik. Eller føle dig forpligtet til daglige besøg, som du dårligt har tid til, når du skal klare dig selv. Du skal bruge din kræfter på din skole og det skal du have ro til ikke overlades til dig selv.
Jeg mener derimod, I skal have noget hjælp udefra. Din mor skal have en voksen, der kan gøre de ting for hende, du gør idag. Det kan være en besøgsven fra Røde Kors eller andet. Og så skal hun i et behandlingsforløb og medicineres korrekt.
Hvis du kan, så bed din far om hjælp til at få de ting etableret. Kan/vil han ikke hjælpe dig (har du ikke andre voksne familiemedlemmer? Mors søskende eller lign.?) Så må du henvende dig på socialforvaltningen. Ingen offentling myndighed kan lægge det her åg på et hjemmeboende barn. Jeg har aldrig kendt mage, at I ingen hjælp får.
Tal med din far allerede idag, så er du på vej.
Alt det bedste til dig
Hanne

Kan udemærket følge din situation og kan godt forstå du er ked af det, men det er godt du tager din situation op - det er første skridt hen mod at gøre op med den magtesløshed du føler og den skyldfølelse du får, når din mor er i "et hul" og du ingenting kan stille op. Det er helt naturligt at sætte en væg op i din situation, men du kan gøre noget for at få den ned igen. Søg al den viden du kan om det at være pårørende til en med depression og hvad depression er - det vil løfte sløret for mange ting. Det lyder som om du er nået til erkendelsen om at du ikke kan gøre din mor rask, men det gør det selvfølgelig ikke mindre frustrerende at kigge på. Men I kan lære, at leve med det.
Jeg giver dig lige et par link fra Depressionsforeningen
http://www.depressionsforeningen.dk/ptinfo.php
http://www.depressionsforeningen.dk/goderaad.php
http://www.depressionsforeningen.dk/andre.php
Måske du kunne komme og fortælle din mor en dag, at nu er du blevet medlem af depressionsforeningen (bare et eks.) - vise hende at du gør noget aktivt, for dig selv og viser interesse for hende, uden at presse hende. Hvis det ville hjælpe dig at flytte for dig selv og få det hele på afstand syntes jeg du skal gøre det. Det kan du sagtens klare. Du kan flytte på et kollegie, hvor der er andre unge. Du svigter hende ikke - det kan give dig kræfterne tilbage.
Jeg tror du skal begynde åbent at tale om at din mor har en depression, få brudt tabuet -ligesom du gør her. Hendes depression forsvinder ikke af at du sætter en væg op. Den beskytter dig måske lige nu og her, men den fjerner ikke dine bekymrimger, dine skyldfølelser eller din uro. Det gør erkendelse. Igennem Depressionsforeningen kan du møde pårørende og folk med depressioner, som har erfaringer og lever med det hver dag ligesom dig. Du skal ikke gå med det alene.
Mvh. Blindebuk

Du skal IKKE bære din mors depression/tage ansvar for det, det er HENDES LIV. HENDES KARMA. Du har livet foran dig og skal finde din egen vej i dette kaotiske samfund. Held og lykke

Hej min ven.
Jeg er nu en kvinde på 34 år. Den dag idag dukker der stadigvæk spøgelser op fra min ung-
dom.Jeg kender det du skriver alt for godt, min mor var ligesådan.
Men dengang var der ingen hjælp at hente til børn/unge med en syg forældre.Det hele var meget tys tys, jeg tror ikke engang mine lære i skolen vidste noget. Det talte man ikke om.
Det er andre tider nu, har du prøvet at tale med jeres familielæge, el din vejleder på skolen, der er selvhjælps grupper (Der er hjælp til pårørende med pyskisk problemer prøv lige at spørge din læge ad, jeg mener at man også kan komme til gratis til psykolog.
Det kan være en stor hjælp at få proff hjælp, til at takle det store pres, man bliver påvirket af. Det er ikke tabu at gå til en psykolog, det er en stor hjælp.
Du er ikke alene.
Gør noget ved det nu,med de muligheder der er idag skal det nok gå dig godt.
En stor krammer fra, en der ikke havde de sammme muligheder som dig.