Et medmenneske

De er naboer. Min datter fik en lille pige for et par måneder siden. Hun og og hendes nabo var gravide samtidig. Havde termin med 14 dages mellemrum.
Idag puslede min datter udenfor, og naboen kom ud af døren. Deres blikke mødtes. Min datter gik hen til sin nabo...spurgte: "Må jeg tale med dig?" "Ja, selvfølgelig må du det" sagde naboen...Min datter kunne ikke sige et ord...begyndte at græde..."Jah..." sagde naboen og begyndte også at græde. De omfavnede hinanden.
Min datter havde skrevet et brev, som hun gav sin nabo. Noget i denne stil: "Jeg har jo set, der er noget, der ikke er som det bør være. Jeg ved ikke, hvordan man siger sådan noget respektfuldt uden at overtræde dine grænser, jeg vil bare sige...som dit medmennesker, som din nabo...som væsen i universet...jeg er her for dig."
Min datter skulle ned at hente sin store søn i vuggestuen, naboen skulle ned at hente en gravsten til sin datter.

men super fedt gjort af din datter! Den slags kræver virkelig.... jeg ved ikke om "mod" er det rigtige ord, men jeg er sikker på, du ved hvad jeg mener.
Lige for tiden læser jeg masser af den slags beretninger. Og de forældrer den oplever tragedier som den du fortæller om, har altså en formidabel evne til, at bearbejde den sorg, og så komme videre... måske har de allerede et barn der har brug for deres omsorg. Jeg har også indtryk af, at sundheds systemet stiller op med al mulig hjælp til forældrer i den situation. Men lige meget hvad, så er det ikke noget man ønsker ske for nogen. Overhovedet!!

Jeg ved simpelthen ikke hvordan man gør det her rigtigt, men jeg synes det mest rigtige, var det min datter gjorde.
Hvordan deler man denne umådelige sorg, med en mor på den anden side af hegnet, som fik lov at beholde sin lille prinsesse?
Ja...jeg ved ikke HVORDAN man gør det....det er sgu bare vigtigt, at man gør det...
Sindssyg vigtigt at vi har den omsorg for hinanden. At rumme andre med disse følelser.
Ellers så bliver de i det. JA...jeg har også hørt at folk kommer ud af flækken, på ubegribelig vis. Og der er også samtalegrupper jeg ved man kan gå i. Er det noget kommunen tilbyder mon?
En anden kvinde, jeg kendte for mange år siden, fødte også en dødfødt pige. Pigen blev lagt op på moderens mave ved fødslen, og døbt samme nat. Nogle dage senere blev hun begravet på fuldstændig "almindelig" vis med kiste, kirke salmer og det hele.
Formålet med at gøre alt det på traditionel vis er, at udføre ritualer, hvorigennem vi er opdraget til at give vores følelser udtryk. Vi er opdraget i en kultur, hvor viu har lært at gøre sådan. Det er MEGET terapeutisk og helende at udføre ritualer. Sådan noget kunne gøre mig helt kristen...ritualerne hjælper folk til at komme videre.
Når vi frasiger os et religiøst tilhørsforhold...så risikerer vi at stå meget alene med vores almenmenneskelige følelser...og i vores kultur er vi meget tilbøjelige til at lægge det over i sundhedssektoren.
Så bliver terapi en slags religion, for det bliver med tiden en tradition...et kulturelt tilbud.
Den kvinde jeg talte om...hun blev medlem af en forening til forældre, der var fælles om et sådan tab. Det er meget ok, synes jeg at gøre det på den måde...fællesskabet, dialogen og en spirende tro på en fremtid er vigtigst.
(Kære Gnaekko, jeg synes ikke man skal undlade at tale om det, selvom jeg godt ved du er i lykkelige omstændigheder! Virkeligheden forsvinder ikke af at man ikke taler om den. Jeg kan kun understrege med en stor fed tusch, at det er virkelighed for meget få! Jeg vil være uendelig ked af det, hvis du får en frygt på baggrund af et indlæg som dette... Mit fokus var ment til at ligge et helt andet sted...netop i hvordan man er et medmenneske i svære situationer.)

jeg synes dit indlæg er meget meget vigtigt!!
Som jeg også skrev, så læser jeg om den slags dagligt... jeg søger viden, og ikke alt er rosenrødt, sådan er det bare.
Jeg har igennem min (lidt for spændende) graviditet fundet en ro i mig selv, og ved at når den slags tragedier sker, så er der som oftest en grund til det. Her taler jeg ikke religiøsitet, men biologi.
Selvfølgelig frygter man (altså jeg) det værste, men det er jo gudskelov de færreste graviditeter/fødsler der ender som den du beskriver.
kys kys