Hvad gør jeg galt?

Hejsa, har det sådan lidt mærkeligt med at lukke alle mine følelser ud på internettet, men har virkelig brug for råd! så jeg håber der er nogle søde mennesker derude der vil hjælpe lidt.
Jeg har været sammen med min kæreste i snart 3 år, vi har et barn sammen, som snart er 6 mdr gammel.
Men mit problem er så at min kæreste er blevet så mærkelig overfor mig siden vi fik den lille!
Han vil aldrig snakke om tingene hvis vi kommer op at skændes, og så siger han bare " jeg magter det bare ikke" det gør ondt han siger det hver evig eneste gang jeg vil snakke med ham! Foreksempel så hvis jeg gør noget der ikke passer ham og han bliver sur på mig så siger han : Fuck ud af den dør nu, fuck af, skrid osv... Jeg er bare kommet så langt ud at jeg ikke ved hvad det er jeg gør galt???? jeg prøver alt for at vores forhold skal blive bedre! foreksempel som nusser om ham, laver lækker mad til ham og gør hvad jeg kan for at gøre ham glad. Han gør bare intet for mig overhovedet!
Han siger også han gerne vil holde en pause, men så sagde jeg det kan vi også godt men mig og bebsen bliver her, for alt hans legetøj osv står her. Så ville han ligepludselig ikke holde en pause når det var ham der skulle finde et andet sted for han kan ikke undværre sin computer og internettet! GRR.. føler mig bare så dum og magtesløs!
det værste er bare jeg elsker ham alligevel!
og han mener at jeg står i vejen for ham, så han kke kan gøre hvad han vil! Foreksempel tage til lagns som varer en hel weekend med overnatning og komme og gå som det passer ham, og det pisser mig virkelig af! HAllO vi har en lille baby!?!?
Nå men han kan virkelig også finde på at sige de mærkeligste ting nogengange!
at jeg skal blive mere selvstændig og at jeg så bedre ud da vi mødtes (ja klart der havde jeg jo heller ikke født hans barn). hvis han lover mig noget kan han heller aldrig holde det.. og så hvis jeg konfronterer ham med det siger han bare "fuck hvor er du nærtagende!) det gør sq så ondt! jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv og hvor jeg har ham henne!
MEN det er ikke det værste, han kan nemlig ikke styre sit temperamant over for den lille! Hvis den lille ikke vil sove når det passer min kæreste bliver han sur og vugger den lille hårdt! og ryster liften osv.... også bare de ting han kalder babyen : homounge, lorteunge osv...
Hvad kan jeg gøre for at gøre det bedre???
Jeg vil bare ikke give op i vores forhold, da det er alt for nemt!
Og ja det nytter jo heller ikke at snakke med ham, for han forstår mig ikke og siger hele tiden ironisk "nå ja, men så synes du jo også det er min skyld det synes du jo altid!"
og det har jeg ikke nævnt en dyt om! Han digter altid på hvad han tror jeg mener, og så er det jo altså lidt svært at snakke med ham.
puha det er bare så svært, og udover det så har jeg ingen venner! føler bare de udnytter mig de par stykker som jeg er en smule sammen med.
Synes bare det hele ser så trist ud, men jeg håber snart at jeg har lidt nok så jeg fortjener en smule lykke!
Undskyld hvis der er stavefejl.
Hilsen den triste

Nu skriver du ikke noget i dit indlæg om, hvor gammel du er, men jeg går ud fra, at du er relativt ung.
For mig lyder det som om, din kæreste ikke helt har været med på legen "far, mor og barn". Måske har I ikke været helt enige om, om tidspunktet til at stifte familie var det rigtige?
Det lyder som om, han ikke er sit ansvar voksen, og egentlig hellere vil tilbage til ungkarletiden, hvor der ikke var nogle forpligtelser og ansvarsområder.
Du er nødt til at få ham i tale på den ene eller anden måde.
Om det skal komme til et brud mellem jer, må være op til dig selv at dømme. Men husk på, at der er grænser for, hvad man skal lade sig byde.
Måske er det bedre med et liv alene med barnet end et liv med barnets fader og en evig kamp for at få tingene til at fungere.
Beklager - jeg kunne ikke give dig løsningen, men har forhåbentligt sat nogle tanker i gang.
Held og lykke!

Puha.. du har det ikke godt, hva?
Hmm det virker ikke til, han er opgaven voksen. Det at have et barn og en familie og det ansvar der ligger der. Det lyder til, han er i en situation, hvor han ikke har lyst til at være, og løsningen for ham er så at bebrejde dig det hele. For mig lyder det til at han på intet niveau kan tage ansvar for eget liv og handlinger, hvorfor han lader det hele gå ud over dig. Hvis han samtidig ikke vil gå i dialog med dig, så er det jo skruen uden ende for dig. Det vil jo blive ved at være sådan fremover, hvis ikke du gør noget ved problemet. For dig selv, dit barn og jeres lykke. Hvilket barn på 6 mdr har fortjent at blive kaldt en homounge? Jeg forstod på dit indlæg, at du ikke var indstillet på at give op, men hvad med at tage en pause? Så har du da et barn mindre at tage vare på, hvis ikke han er i nærheden. Det lyder til at både du og dit barn har brug for mere ro omkring jer, og det lyder ikke til at i får, så længe det går som det gør lige pt. Desuden er der vel heller ingen grund til at blive, hvis det vigtigste er hans Internet og computer? Håber det falder ud til det bedste for dig og dit barn. Held og lykke.

Nu er jeg godt nok kun 18.. Men altså... det med at det bare er lettere at skrive det herinde i SOLen... Tja.. den bruger jeg meget. Rigtig meget!
Jeg synes egentlig du skal spørge dig selv..
Elsker du ham?
Lav en plus minus seddel... Sæt point fra 1-10...
Du siger han er voldig overfor dit barn...
Kan du leve med det?
er du bange for at han skader den?
Hvad er vigtigst for dig? Ham eller barnet?
I starten regnede jeg egentlig bare med, at det var pga. barnet? At i begge var udkørte osv... Men han lyder som en ret egoistisk fyr... Måske skulle du lade ham tage til lan en weekend.. og så finde ud af om du kan undværer ham.. og endnu vigtigere.. om du vil...
Men husk.. det er hårdt at få et barn... Og det kan ske i lige skal vende jer til det.
Med hensyn til dig selv...
Når du står op.. hvad gør du så? Hvordan har du det med dig selv?

Desværre har jeg heller ikke løsningen, for det er så nemt for andre bare at sige at forholdet må ophøre.
Som den forige skrev, så er det kun dig der kan tage den beslutning. Jeg tro dog det vil være det bedste.
Jeg tror ikke på at du får ham ordentligt i tale, før du har gjort alvor af at komme ud af forholdet, ja måske får du det heller ikke der.
For mig at se, er han hverken moden nok, eller interesseret nok i hverken dig eller barnet, desværre.
Er det en fælles bolig eller er den i dit eller hans navn? Hvad med dine forældre eller har du nogen søskende du kan støtte dig til.
Ellers må du kunne få hjælp på kommunens socialforvaltning.
Jeg ønsker dig al mulig held med at komme videre med DIT og BARNETS liv.
Kærlig hilsen
Carmen

Han ville meget gerne være far og da vi fandt ud af jeg var gravid var vi slet ikke i tvivl om at vi skulle beholde det! men han vil ikke ligge sit gamle liv på hylden og ligesom prøve at skabe nye muligheder med den lille vi har fået nu...
Jeg er 21 og kæresten er 22.

1. Du er for god til din kæreste...
2. I har brug for hjælp hvis i skal få det til at køre... Pro hjælp.. par terapi eller sådan noget... snak med din læge og forhør dig hos ham/hende.
3, Lyder til at forholdet er godt dødt... der skal kæmpes eller gives op, men du kan ikke kæmpe alene.. og det lyder til at allerede er på vej ud.
Det gør mig ondt at læse... det er en meget skidt situration.. og i mine øjne er det en dødssejler... :o(
Du må være lidt mere ego... kik på dig selv og dit barn... ser ikke ud til du alene kan komme ind til fyrern...
Det er desværrer ikke en unik situration... mange forhold knækker når der kommer børn ind, fordi opmærksomheden flytter fra Dem til barnet... og for mig lyder det til at fyren er Jalous på den opmærksomhed barnet får, og det kan forklarer hans adfær.. han trænger til at vokse op, og være mindre ego... i lyder til at være lidt unge i det??
Hmm... svært at rådgive.. men seriøst, snak med din læge og forhør om par terapi... tror ikke du kan få kæresten med... lyder til han er ude af forholdet, og bare venter på det slutter...
Er ked af det på dine vejne... håber du får det løst.. men engang imellem, så må man kaste håndklædet i ringen og gå.. selv om man elsker stodderen...
Held og lykke.. *knus*
Badboy out.

med sådan en plus og minus seddel :o)
En pause til at starte med kan også være en løsning frem for et permanent brud fra start.
Det er også vigtigt at man kan give hinanden frihed til at gøre ting hver for sig, - det skal bare være gensidigt, således at hvis han får en weekend for sig selv, så må hun også. Men så er problemet hvis hun ikke stoler på at han passer barnet ordentligt i den weekend hun er væk.
Knus fra
Carmen

Jeg kan ikke klare tanken om der skal ske noget med barnet! MEN så længe jeg er her os kan jeg jo ligesom sætte en stopper for hvad der sker, men det kan jeg jo ikke hvis vi går fra hinanden og han skal se ham i weekenden alene, den tanke skræmmer mig :-(
Og ja jeg elsker ham, han har jo ikke altid været sådan, vi har jo været sammen i 3 år.
og når jeg står op om morgenen har jeg det fint, jeg pusler om den lille og gør hvad jeg kan for at han skal føle sig højt elsket! for det er han virkelig!
Jeg håber bare det en dag bliver bedre, men jeg er os bange for at jeg venter forgæves :-/

Det lyder for mig, som om din kæreste ikke helt kan magte de forandringer der sker i ens liv, når man får et barn - og så lader han det gå ud over dig og barnet. Han trænger virkelig til at blive voksen!
Jeg synes, at du skal tage jeres barn og flytte. Hvad hvis hans temperament en dag løber af med ham for alvor, og han gør skade på barnet eller dig? Hverken du eller jeres barn er tjent med den måde tingene er på. Du skal på ikke finde dig, at han taler til dig på den måde og lader sin vrede over situationen gå ud over dig ved at få dig til at føle dig lille osv. og kalde jeres barn grimme ting. Hvad bilder han sig ind??
Han har slet ikke fortjent at have en dejlig kæreste og et dejlig barn. Så se at komme ud derfra eller få ham sparket ud, så du kan blive glad igen.
Jeg ved godt, at det er svært med udsigten til at skulle klare det hele selv, men det gør du vel egentlig allerede lyder det til. Jeg er sikker på, at du nok skal klare det og finde den lykke, du absolut fortjener.
Held og lykke!
Qnuz Betty

Kære Triste.
Hvis han gerne ville have barnet og glædede sig til at blive far - har han så fået lov til det??? Måske er han blevet skuffet i sine forventninger.
Med det mener jeg; Har du inddraget ham i alle de ting, man som far godt kan gøre - skifte, bade, made (hvis ikke du ammer) m.m.
Det værste, man som mor kan gøre, er at udelukke faderen. Bleen behøver ikke lige sidde som hvis man selv skifter barnet - mænd kan faktisk også.
At lade ham hjælpe med de "hyggelige" gøremål, vil også give ham noget kvalitetstid sammen med barnet - og endnu vigtigere - opbygge et tilhørsforhold mellem far/barn.
Du vil også kunne høste fordel af at lade ham overtage - der vil blive lidt tid til dig selv. Så kunne der måske blive mulighed for at gøre lidt ud af dig selv - at gøre dig attraktiv i hans øjne.
Bare et par forslag.
Det er jo lidt svært, når man ikke kender jer.

Han vil kun bruge pausen til at gøre hvad han vil og så side på nettet og game alt tiden væk!
selv når han sider på nettet har han den lille på skødet, han kan ikke kun koncentrere sig om den lille...
Og det med en plus og minus side, ja den har jeg prøvet og der kommer kun flere og flere dårlige ting på.. men jeg er så bange for at skulle tage det spring og sige, fint så klarer jeg det selv og flytter for så bliver drømmen om den lille glade familie ødelagt.
Men jeg kan også godt se at det aldrig bliver bedre, og jeg har ihverfald ikke fortjent de ting han kalder mig, siger om mig og gør mod mig...
Men nogle gange håber jeg os bare det er med til at gøre mig stærkere selvom jeg tit føler mit hjerte går i stykker igen og igen... Utroligt et hjerte kan holde til så meget.

ang faderrollen så har jeg ladet ham gøre alt hvad han vil med den lille og han skifter ham da os jævnligt og mader ham... men så er den heller ikke længere og det er simpelthen ikke fordi jeg ikke vil have det, det er fordi han hellere vil bruge tid foran sin computer :-(

sikke dog et trist liv, det fortjener hverken dig eller dit barn at leve i. Du skal lige prøve at overveje en enkelt ting og ud fra det tag en beslutning om hvad du skal gøre. Den dag hans vold over for barnet bliver så voldsom at dit barn bliver alvorligt skadet er du så villig til at tage et medansvar for det? For bliver du hos ham vel vidende at han ikke kan styre sit temperament over for barnet ja så har du jo ikke beskyttet barnet vel? Og så er ansvaret for barnets skader også dit. Nu er det så du skal overveje om han er det værd. Jeg håber du vælger en god og sund løsning for dit barn som er den største taber i den her sag. Held og lykke til dig og dit barn.
Bekymrede hilsner fra Rocksy

Det kan jeg godt se. Man kan ikke både sidde ved computer og så være nærværende over for barnet eller dig.
Det er hårdt at være ene forsørger, og svært at tage springet, men jeg tor at i er bedst tjent med det i det lange løb.
Dit forhold minder meget om det min egen datter havde med sit barns far. Hun er alene nu og har været det fra barnet var 2 uger og nu er hun 4½
Min datter er i gang med uddannelse, så det kan lade sig gøre, selvom det er hårdt.
Du er nok nødt til at kaste håndklædet i ringen og tænke på dig og den lille, og så søge hjælp alle steder du kan.
Kærlig hilsen
Carmen

Han er en kæle knægt, der både vil blæse og have mel i munden. Han skulle skamme sig, og så skulle han indledningsvis revidere sit noget aparte ordforråd.
Du skal have noget udefrakommende hjælp. Hvad med jeres forældre? Kan du få støtte hos dem?
Hvis svaret er nej kan du kontakte mødrehjælpen der hvor du bor, de har programmer til sådan en som ham. Hvis du bare trænger til en kvalificeret snak og noget rådgivning er det muligt på dit nærmeste krisecenter. Det er ikke kun for fysisk voldsramte kvinder, og det du er udsat for er psykisk terror. Endelig er der kommunen, som nu tilbyder hjælp/rådgivning til netop sådan nogen som jer - altså børnefamilier der er opløsningstruede.
Du kan finde kontaktnoder til alle nævnte på nettet.
Og så skal du i tænkebox. Har han virkelig nogle kvaliteter, der er værd at beholde? Du sætter dit barn i en ganske alvorlig risiko for at lide overlast, med den behandling han giver det.
Parforhold kan også være så ringe at de ikke er værd at bruge ressourcer på.

Kære Triste
Prøv at kigge indlæggene igennem en gang til...
Jeg tror godt du kan høre hvor det bærer hen.
Du skal lytte til din indre stemme, som vist allerede har "fortalt" dig, hvordan du skal tackle situationen.
Det er svært, og det er en tung beslutning. Men du skal huske på, at det gælder både dit barns og din egen fremtid. Nogle gange går tingene ikke som man håber, og man kan ikke altid alene vende tingenes tilstand.
Endnu en gang - held og lykke.

i nærheden af baby før han har fået noget hjælp,imod sit temperament.Han lyder som om han kan finde på at gøre den lille noget slemt.Hvis du har forældre du kan tage til vil jeg råde dig til det.Ellers henvend dig på kommunen og de hjælper dig med en akut bolig.Men jeg tror i første omgang at du skel vælge mor og far :-) held og lykke

Men hvad gør du for dig selv?
tager du et bad? Hvilke forskelle er der fra før den lille?

Nogle gange må man tage sig selv i armen, og sige.. "Den fyr jeg forelskede mig i, ville tage sig af barnet!" Hvem ved, måske føler han at du overvåger ham! Ex. når han sidder ved sin pc.. med den lille... Så lad dem hygge sig lidt.. og ikke være helt ekstremt overbeskyttende...
Nogle gange skal man overlade ansvaret, før at personen tager imod ansvaret.

Du skal huske.. der er ikke noget der hedder at slippe for let...
Han har det sikkert hårdt.. og du har det hårdt... Hvis du har en magnet, støder de to negative poler fra hinanden, aldrig sammen.
men jeg vil egentlig gerne have du lige fortsætter på den anden tråd...

og ikke mindst - hvor er hans mor?

jeg overbeskytter ham ikke, overhovedet.
jeg er ikke pylret, synes bare ikke han kan tillade sig at side foran computeren fra han kommer hjem til han går i seng, og det er jo det han gør.

min mor og far bor sammen ca. 20 km fra os.
Men han har ikke en mor som han vil kendes ved, fordi hun engang har været misbruger af piller (smertestillende)
Men hun er det ikke mere og er helt ude af det, men han vil stadig ikke se hende.
hans far bor ca 15 km fra os og han ser ham.

Du spørger hvad du gør galt...
Måske der lige skal klappes en hest her?
Hvis du kan, så prøv at se det hele lidt oppefra - jeg ved at det er skide svært, men prøv alligevel.
Du skriver nemlig mange ting her, og jeg tror ikke, at du fokuserer på det relevante. Du fokuserer på hvad der sker, men ikke på HVORFOR det sker.
Det handler om den mand du har fået et barn sammen med, og om det er selve barnet, der får ham til at reagere uhensigtsmæssigt, eller om det blot er katalysatoren, skal jeg ikke kunne sige.
Men som sagt, så skriver du mange ting.
For det første har du ikke selv styr på dig - du skriver bl.a. at du kun har få venner, men at de faktisk ikke er venner, fordi det ligner udnyttelse mere end venskab.
Hvorfor indtager du offerrollen dér?
Lige præcis den udmelding siger ihvertfald mig, at du indtager nøjagtig den samme rolle overfor din partner.
Og sådan noget har det altså med at tricke mænd.
Du har ikke hele ansvaret for situationen, men du har vel selv ansvaret for, hvordan du vælger at håndtere den, ikke?
Jeg tror ikke, at din mand er voldelig - jeg tror bare, at han er vildt ærlig i sine handlinger og ytringer, og det viser altså også et eller andet sted, at han er i en afmagtssituation.
Der hvor vi mennesker er så ens, allesammen, er at vi alle har de samme følelser. Forskellen mellem os er så, hvilke følelser vi "vælger" at have og hvorfor.
I er kommet meget langt fra hinanden rent følelsesmæssigt, lyder det til, og jeg forestiller mig også, at jeres intime samvær er enten sjældent eller ikke-eksisterende.
Jeg tror ikke på, at det rigtige er at gå fra hinanden i en situation som denne. Men jeg tror, at dialogen er væk og skal genoptages.
Det I gør nu er ihvertfald ikke det rigtige.
Og vigtigst: Jeg tror ikke det handler om barnet overhovedet. Det handler nok om alt andet end lige jeres barn.
Dr. Solitaire ;)

Men hvad gør du for dig? dig selv?
HVordan ser du ud, i forhold til før?

jeg gør det samme nu, mangler lige at tabe de sidste par kg... Jeg gør noget ud af mig selv, bruger lidt make up, køber jævnligt nyt tøj. Ligger ansigtsmaske og plukker øjenbryn og går til kosmetelog og får lavet negle engang i mellem...
Og ja tager hver dag et dejligt varmt bad :-)

Vores sexliv fungerer faktisk perfekt... men det er så nok også det eneste.

pak dine ting med det sammen,,, måske kun i en periode,så vågner han forhåbentlig op,når han ser hvad han mister, ellers fortjener han jer ikke og er ikke sin opgave voksen,du fortjener ihvertefald ikke dette liv. held og lykke min søde det skal nok gå.

Hvad gør han ud af sig selv?
Hvornår har i sidst haft en weekend for jer selv? Hvor der ikke lige skulle laves 2030 ting?

hmm, det var et godt spørgsmål... aaalt for længe siden.. han kan finde på at sætte hår engang imellem, ellers ikke noget videre

Prøv det... giv det en chance.. og giv ham en chance selv med barnet...
Hvis det ikke går godt, (og det lyder forkert, men mener det altså ikke sådan) så... gør op med dig selv, om du gider spilde din tid.

så jeg ved ikke om nogen har været inde på det, men det kunne godt lyde som om at han har en fødselsdepression. Det er der rigtig mange mænd der får, men det er meget tabulagt. Men hans aggressioner, ligyldighed overfor barnet og dig, at han ønsker at komme væk er alle symptomer på en depression. Mænd med fødselsdepression reager meget anderledes end kvinder.
Jeg ved det kan være svært at få ham til lægen, men måske skulle I prøve det. Har du talt med din sundhedsplejerske om det? Måske vill familieterapi være en mulighed.

Først og fremmest: Tillykke med den lille ny! :)
Det lyder til, at dig og din kæreste skal lære at omgås hinanden på en bedre måde. Det er ikke godt, at han føler du giver ham skylden for alting, der ikke er lige som det skal være og det er slet ikke godt, at han siger sådan nogle grimme ting til dig og ryster barnet!
I er begge stadigvæk unge og det at få et barn er en stor omvæltningen for jer begge. Du klarer det sandsynligvis bedre end ham. Du har kunnet mærke den lille vokse indeni dig og har bedre kunne forberede dig på det at skulle være mor.
Prøv at tage en dyb indånding. Tag et skridt tilbage. Lad være med at lave lækker mad til ham og nusse ham, når han opfører sig grimt. Du belønner jo i bund og grund dårlig opførsel.
Istedet for vil jeg forslå, at du husker at rose ham, når han gør noget godt (som foreksempel skifter den lille) og så ellers prøver at slappe af. Gør det foreksempel noget, at han surfer på nettet når han holder den lille? Siger han alt muligt grimt til dig, så sig fra. Sig, at du bliver ked af det når han snakker sådan. Ryster han liften eller lign. så tag stille og roligt barnet væk - det er noget han absolut ikke skal gøre.
Prøv at lægge mærke til hvordan I taler med hinanden - hvis det hele tiden er beskyldninger der kommer ud af munden på jer, så skal I lære at omformulere jer. Det er utroligt hvor langt man kan komme med et forhold hvis man belønner/roser ønsket opførsel og ignorerer/stopper dårlig opførsel.
I bund og grund, skal du selvfølgelig gøre hvad du føler er det rigtige. Tror du ikke, at I har en chance, så er det bedre at slutte nu og få ro på jeres liv inden I kommer længere ud på det sidespor I er inde på nu. Er du bange for, at der skal ske noget med den lille, så er det også tid til at komme væk. Jeg mener, at der er mange løsninger hvor han stadigvæk kan have samvær med sit barn uden du behøver at sidde og bide negle - snak evt. med din kontaktperson på kommunen om det.
Hvis du beslutter dig for at kæmpe for forholdet, så sæt tid på. Sig til dig selv, at hvis situationen ikke er blevet bedre inden for så og så langt tid, så er det måske tid til at give op. Hvis I begge er indstillet på det, kan I også søge professionel hjælp.
Mange varme tanker til jer alle tre.

hej
jeg er en mor til en dreng på knap to år, jeg har selv været igennem lidt lignene dig. Min mand blev også mærkelig da vi fik vores dreng. Han kunne lige pludselig ikke se noget godt i mig mere. Men han blev dog ikke voldelig mod os. Når han var sur, som han altid var, kunne han smadre ting, men han rørte os aldrig. Jeg gjorde også alt for ham. Jeg fandt så ud af at han havde fået en depression ved fødslen, da vi også havde fået en kolik unge, gjorde det ikke sagen bedre. Vi er stadig sammen, i dag bliver han ikke så sur, vi har et liv der er værd at leve i dag, men det har været et helved. Men jeg ved ikke om jeg vil gå igennem det igen hvis det var.

Kære triste dig.
Jeg sidder her og er lidt tvivl om, hvad jeg skal skrive til dig. Ved ikke om jeg skal prøve at trøste dig eller give dig en skideballe, men det bliver sikkert det sidste.
Når han allerede nu er voldsom (skrev ikke voldlig) overfor et barn på 6 md, hvordan tror du så det bliver, når dit barn bliver større? Prøv at se på dit barn og spørg dig selv, om du ønsker at se det vokse op som en grøntsag, som følge af sin fars vold?? Jeg blev meget chokeret og ked af det, da jeg læse din beskrivelse af tingene.
Mit råd er kort og godt - KOM VÆK. Dit argument med, at legetøjet er her og bla bla bla - det kan du stoppe et ganske bestem sted hen. Få hjælp til at finde et andet sted at bo - i det mindste for en periode.
Et andet godt råd er, at du skal finde dig en eller flere gode mailvenner, som du kan betro dig til helt anonymt (du må gerne bruge mig)!. det har jeg haft og det er en dejlig følelse, at der er nogen som følger din "sag" og som kan give dig både trøst og en skideballe, når det er påkrævet. HUSK lige i den forbindelse, at det er utroligt let at lægge et spion program ind på en computer, så prøv at låne dig frem til en, så din kæreste ikke kan følge med i alt, hvad du skriver!!!!
Det der er galt i dit forhold er - som jeg ser det, at din kæreste gerne vil have børn, men han har ikke overvejet, at hans placering i dit liv pludselig falder drastisk. Ikke forstået på den måde, at du ikke elsker ham mere eller sådan, men at du pludselig skal til at tage dig af et barn også og derfor ikke har den samme tid og overskud til ham. Samtidig er han låst lidt inde, da han pludselig skal vise hensyn og ikke bare kan smutte ud og have det sjovt, når det passer ham.
Jeg ved godt, at jeg er hård i mit indlæg, men modsat dig, så er jeg en gammel erfaren rotte, som har lært en masse gennem livet.
knus og gode ønsker til dig
Jacob