Alene mor, stadig single - hvorfor?

Jeg har en undren jeg gerne vil dele med jer alle og samtid et spørgsmål, som nok mest henvender sig til fyre!
Jeg er alene mor og har været det lige siden jeg blev gravid. Den dag i dag har jeg en dejlig søn på næsten 5 år. Det jeg så undre mig over, er hvorfor at alle fyre jeg dater ser mig som kæreste potentiale indtil de får et kig ind i min og min søns hverdag? - Hvorfor er det så skræmmende at involvere sig i en halv familie? Jeg er en meget pæn kvinde og det er virkelig ikke noget problem for mig at få fat på en fyr - problemet ligger i, at de altid springer fra pga. de ser begrænsningerne og ikke fordelene ved at involvere sig i en, som har et barn! Hvornår er fyre klar til at slå sig til ro og bliver de nogensinde det? Heh he ;o)

Jeg kan se at du er 23 år, og det tror jeg simpelthen er den største hæmsko. De færreste fyre på under 30 år, vil være interesserede i at indgå et seriøst forhold med en pige der allerede har barn. Jeg er selv 27, og tror alderen har stor betydning for, at jeg ville have enormt svært ved at forlige mig med, at jeg ikke skulle være den unikke (genetiske) far til dit barn. I forvejen er jeg ikke parat og/eller har lyst til at være far, og det er unægteligt det man føler, at man skal acceptere, hvis forholdet skal være seriøst.
Jeg ved ikke om det svarer på alt, og du må gerne spørge yderligere, for det er unægteligt en noget prekær situation - i hvert fald set med mit mandlige perspektiv.
vh Sysifos

Jeg kunne forestille mig at barnet ikke ''er mit eget''. Og at du pga det barn vil altid være involveret med barnets biologisk far.
Men opgiv ej. Der er fyre derude som ikke ser det som nogen begrænsning (er en af dem selv) og som nok skal lære at elske både dig og dit barn.
Good luck

Så kommer det berømte men...
Jeg havde en kæreste for 2 år siden der smed alt han havde og kunne se udover, min rolle som mor - han så mig og den jeg er. Ikke min titel som mor. Forstår udemærket at det er meget svært at skulle komme ind i en halv familie og på en eller anden måde, uden at have et valg, at skulle tage den ekstra sidegevinst med, der hedder "barn"! Der hvor jeg så har svært ved at udvise forståelse er, når - som min sidste date - egentlig er små forelsket - så stikker halen mellem benene da han møder min verden.
Men det er vel bare spørgsmålet om at møde en fyr der er klar og moden nok til at falde lidt ned i gear. By the way - det med alderen fandt jeg ud af for lang tid siden, heh he ;o) Men anyway, tak for rådet...

Forstår udemærket hvad det er du mener, men min situation er så, at min søns far ikke ønsker at være en del af hans liv og aldrig har været det - så i mit tilfælde er den biologiske far ikke inde i billedet og dermed heller ikke konflikter, jalousi osv.

Jeg vil vove den påstand, at det er ikke barnet, der skræmmer. Det kommer an på hvad du siger. Hvad du lægger i forholdet, hvilken position du ønsker fyren skal påtage sig ift. barnet.
Du kan sagtens have og holde en kæreste. Det siges, at man møder en partner i samme følelsesmæssige tilstand, som man selv befinder sig i. Her kan eventuelt ligge en årsag, som du skal have tænkt nærmere over.
Håber dog at du snart finder lykken og kærligheden!

Tidligt

lyder som om du kvæler dine nye fyre med dig og dit barn har du tænkt på det ?
jeg snakker af erfaring for da jeg var yngre
var jeg sammen med et par piger med børn og det var det samme hver gang
det var altid barnet først og det bli'r man som mand jo hurtigt træt af

Det kan have noget/meget med alderen at gøre...man skal virkelig være klar/"moden" til at gå ind og tage forældre rollen for et barn som ikke er ens eget...
Jeg var selv 29 da jeg involverede mig med en single mor til en dreng på 4 - vi blev gift - og så desværre også skilt efter 5 år - men her to år efter skilsmissen har jeg også drengen i de dage jeg har hans lillesøster som så er min datter...
Og min kones nye kommende mand har taget mine unger til sig som var det hans egne - så vi er derude - og du skal også nok finde ham som vil være der for dig og din dreng...
Held og lykke :-)

Forstår udemærket hvad du mener, det har også taget mig noget tid at komme dertil hvor jeg er nu. Og der hvor jeg er nu, er jeg klar til at involvere mig og samtid lukke en mand ind i vores liv- det har ikke altid været sådan.
Du har ret i det du siger - kigger altid indad før jeg ser udad.
Og de sidste par fyre jeg har datet, har været glad for mig og vi har virkelig hygget os sammen, men min hverdag har skræmt dem. Med deres egne ord - de var ikke klar til at binde sig, de havde stadig en masse ting de gerne vil opleve. Det at stå op om morgenen og spise morgenmad med min søn og jeg var da hyggeligt, men ikke hver morgen!

Vi har alle vores måder at takle ting på - min metode er, at jeg først lukker en fyr ind i vores liv, hvis der er potentiale i os - ca. efter 3 måneder. Jeg gør klart hvad det er for en situation jeg står i, at hvis vi kommer til at have et forhold, vil han altid være 2. prioritet... Jeg pakker ikke tingene ind, jeg fortæller hvordan landet ligger. Selvfølgelig er det hård, altid at skulle være 2.prioritet, men når du en dag selv får børn, så finder du ud af hvorfor det altid vil være 1. prioritet!

Som single far vil det for mig også altid være mine børn først - og så en kæreste...
Nu har jeg så "kun" mine børn 5 dage hver anden uge, så jeg har tid ved siden af hvad mange single mødre ikke har meget af...
Men man skal huske selv at have et liv - og ikke glemme sig selv og sine behov...

For en gangs skyld er der da et positivt respons... Er heller ikke i tvivl om at han nok skal komme en dag, men slyngede ligesom spørgsmålet ud for at få en objektiv mening fra fyre om det. Da det for mig er en helt anden verden og jeg godt kunne tænke mig at vide, hvorfor det er så skræmmende. Det er rart at høre I findes derude :o)
Ked af det med skilsmissen, men du fik 2 dejlige børn med i købet og også en, på det tidspunkt, en dejlig kæreste.

er er mange der glemmer sig selv i barnets verden, men jeg er ikke en af dem. Der er mange der ser det at have et barn, som en begrænsning af ens udfoldelses muligheder. I mit tilfælde og for mig, er man kun begrænset i det omfang man lader sig begrænse...

det du skrev der er grunden til at fyre løber sin vej
sq fint nok med alle jer hellige eneforældre men tænk lige på den der skal ind i jeres
¨familie¨
det kræver sq sin mand at sku' træde ind i et nyt forhold hvor der er et barn og man hele tiden ved at barnet kommer altså bare først
det ta'r nok lige modet fra de fleste
men held og lykke på din vej Randy

Som en anden nævner, så vil man som kæreste (især i starten) gerne være unik for sin egen kæreste. Så når du har et barn, så vil det unægteligt gå udover noget af den intimitet i kan have sammen. De lange dage, hvor man bare bliver i sengen sammen og nyder hinandens kroppe og forelskelsens rus. Jeg er sikker på, at jeg på et senere tidspunkt i mit liv ville være klar til at kunne takle at være sammen med en kvinde i din situation og have lyst til at dele hele din verden. Alder og modenhed er helt sikkert vigtige parametre, og det har egentligt ikke kun noget med køn at gøre.
Jeg mødte fornyligt en vens ven, som var 29 og som havde en søn på 5 år, han fortalte at han aldrig havde haft svært ved at "score", men det blev tit blot ved scoringen, idet pigerne blev skræmt af at han havde en søn.
Du skal dog bare klø på. Jeg er sikker på, at det trods alt er en del mænd, der ville kunne blive så forelsket i dig, at resten måtte forekomme ligegyldigt.
Held og lykke og en masse kærlighed.
-Sys

...men en voksen kan trods alt bedre forholde sig til tingene end et barn som pludselig ikke kan forstå at far/mor ikke har den samme tid som før...
Så hvis en kæreste ikke kan forstå at jeg bliver nødt til at tage hånd om mine børn før hende - så er hun ikke noget potentiale i mange minutter...

Klar til at involvere dig i et forhold til en enlig far ?...... eller er det mindre spændende når det ikke kun er dig der har kufferten fuld ?...

jeg ka sagtens følge dig men du ignorerer det jeg siger og det er jo det der er problemet
vil da godt sige det igen
når man som ny kæreste mand/dame kommer ind
i et nyt forhold skal man lige pludselig ta'
hensyn til et evnt. barn og det er da osse fint
nok men efter et stykke tid hvor man har hørt på mit barn her og mit barn der
så gider man bare ikke mere
det var jo ikke derfor man begyndte at kærste
med hende/ham vel
det var vel fordi man gerne ville prøve at bygge noget op og hvis der så var et barn med nå ja
men at sku' høre hele tiden på at det er barnet før ens nye forhold
jaaaaa
det si'r selv den holder bare ikke og
det er sq synd i eneforældre ikke kan fatte det

jeg er selv mor hvor faderen er skredet...
er så "heldig" at have fundet mig en fyr, og er sammen på 10 md. nu.... meeeen må sige at under idylen er jeg stadig ikke tilfreds med hans funktion herhjemme.
det må være virkelig svært at tage andres børn til sig....eller han har i hvert tilfælde.
forstår egentlig ikke helt han ikke er smuttet, for han lyder ret træt af hende ... men han vidste hvad han gik ind til så han må ta os som vi er.
synes ellers jeg snakker med mange fyre som intet vil have imod en pige m.barn... og nogle af dem har også et barn fra tidl.forhold.

...og forstår fuldt ud hvad du mener...men hvis du har læst alle mine indlæg i den her debat vil du også have læst at jeg også mener at man ikke skal glemme sig selv og sine egne behov selvom man er single forældre...
Så af og til skal man få passet barn/børn og så have noget alene-tid med kæresten, hvor man netop ligger længe søndag morgen osv. osv.
Men faktum er at du ikke kan skifte dine børn ud - men kæresten kan godt skiftes ud....

Du skal da bare finde den rigtige, så vil han også gerne involveres i "hele" dig...
Det at du er mor, er jo også en del af dig, så det må han tage med.... Mange mænd lader sig nok bare skræmme...
Held og lykke

tingene skal jo gå begge veje... Har ikke prøvet at ære involveret i en der selv har barn. Så kan ikke sige ja og kan ikke sige nej!

Det kræver vel tilvænning fra din fyrs side af, det må være svært.. Også for dig, at involvere ham i jeres liv. Men dejligt at høre der er nogle fyre der er villige til at tage chancen. Håber da at det bliver bedre mellem jer. Lykke til..

håber jeg godt nok også...men man kan nok ik være heldig hver gang.... så må vel bare på markedet igen hvis det ikke går. selvom jeg vil være frygtelig ked af det hvis det gik i stykker, men er desværre mange tegn på det er kommende :s

Hellere tidligt så jeg kan nyde mit barn og børnebørn, når den tid kommer - end gammel og grå, med en søn på 20 år når jeg er ved pensionsalderen.

er måske fordi at det er lidt en mundfuld for en gut. Altså det handler nok også lidt om hvad du selv forventer af ham. Hvis han skal være erstatning for barnets far eller i det hele taget være far så tror jeg det er svært. Du har jo valgt at få dette barn men de mænd du møder skal jo ligsom også "vælge" dit barn og det er nok lidt svært for mange når der er så mange enlige uden børn. De fleste mænd jeg kender har ikke valgt at få børn det er deres kvinder der vælger og overtaler groft sagt. Mænd er ikke så vilde med børn som I og vil nok først med den rigtige kvinde og nok kun hvis hun rigtig gerne vil.
Men du må jo blive ved at lede og lige pludselig så møder du nok en der ikke tænker på denne måde.
Held og lykke

Ja...hvorfor mon fyrene *Hopper* fra...hmmm....mon ikke det er sådan at de ser et problem...nu du har et barn..??..forstået på den måde....de ser måske at du er *optaget*...og ikke kan gøre alle de ting Single fyre nu engang gør med *kærester*..hygger går i byen etc...??
Du skal se....forklaringen er...at de ikke er Modne nok.....til at sætte sig ..*fast*...og forblive der..hvis du forstår....
Connector

kort og godt.

Det kunne også være at man troede at man havde fundet manden i sit liv og bliver gift efter 7 år som kærester og får børn, og 11 måneder efter finder man ud af at han er en utro... Så det er ikke altid kvindens "skyld"
Men jeg tror at problemet er at vi er for stærke vi kan klare en hverdag selv, og barn/børn og jeg tror at det er det der skræmmer "mændene", og det der med at de tror at de skal være den stærkeste i forholdet, og så er det jo heller ikke nemt at komme ind til en halv familie, de har nogle faste rammer og kan ikke bare gøre hvad de har lyst
til..