Hvornår er man syg?

Jeg er en pige på 22 år, der måske har et lidt underligt spørgsmål: Hvornår lider man af spiseforstyrrelse?
Jeg har siden jeg var omkring 17 år, haft perioder hvor jeg har kastet min mad op. De sidste måneder har været en af disse perioder. Jeg har svært ved at forklare, hvorfor jeg gør det. Er bare ked af min krop, og får det bedre med mig selv, når jeg kaster op. Efterfølgende bliver jeg så ramt af skyldfølelse og en følelse af at være ulækker, hvilket jeg jo selvfølgelig også er.
Men tilbage til mit spørgsmål: hvornår er man syg af det? For rent fysisk kan jeg jo godt lade være, men efter jeg har spist kører det bare rundt i hovedet af mig: at jeg igen har spist for meget, hvor fed jeg føler mig, og dette løses så kun ved at gå ud og forløse det på toilettet. Er jeg syg, eller bør jeg bare tage mig sammen?

er det du har en spiseforstyrrelse.
Hver gang du kaster op, ødelægger du plakken på tænderne.
Jeg ved godt at jeg får det til at lyde nemt, men du siger at du godt kan lade være med at skulle kaste op. Ville det ikke være nemmere at spise så meget så du kun lige føler dig mæt.
Nu syntes jeg lige pludseelig at det jeg skrev, var at i stedet for at have bulimi var det bedre at have anorexi.
Jeg tror hellere jeg vil anbefale dig at snakke med en læge om det, for det er i hvert fald en spiseforstyrrelse.

Jep spiseforstyrelse.
Der er fler måder man kan være syg på når det gælder det du taler om.
Det ene er at man ikke kan stoppe igen. men det siger du jo at du kan.
Den anden er tankerne, så længe du tænker at det er nødvendig for dig og at det gøre dig pæner så det ved at være slemt.
Jeg ved ikke hvordan du ser ud men jeg tro på den indre skønhed ikke den ydre.
Det kan vel være lige meget om man er tynd eller tyk, det er vel hvordan ens personlighed er og om man har et godt hjerte. Folk elsker dig ikke for hvordan du ser ud, men for hvem du er. Sådan plejer det ihvertfald at være.
En ting til hold op med at kaste op det ødelækker ikke kun imalgen på tænderne. For hver gang du kaster op kommer der også noget mavesyre med op som kan ødelægge noget i halsen.

Jeg håber du opsøger en at snakke med om det.. Det er virkeligt godt at du har en idé om at der er noget galt, for det lyder det virkeligt som om der er.. især fordi det er noget der er kommet igen over så mange år. Held og lykke

og det ved du også godt selv. Få fat i dine nærmeste og fortæl dem omkring dine tanker, du skal i behandling. Det er en lang og sej kamp, men hvis du vil være rask er der ingen anden udvej. Jo længere du kommer ud i din spiseforstyrrelse jo værre bliver det og det bliver mere og mere vanskeligt for dig at få kontrol over den. Så det er lige præcis nu du skal rydde din kalender og få behandling. Inden du får set dig om kan du havne i en livstruende situation.
Held og lykke

men det jo, en massekult
den eneste der kan stoppe den evindelige overfokusering er dig, du i centrum!underlæg dig ikke andres meninger, for du får ingen ro til at være dig, med alt resten du bør indholde, hvis du har problemer med føden?nu er du jo, desværre allerede 22 ser jeg, men oprethold den fyssiske aktivitet/få tilført kalk/sollys, det er så vigtigt for din knogleprocent, for at kroppen ikke forfalder, så du ender som halv-invalid:-(

Interesser er svaret på dine bønner, krooppen er ingen hindring, og hvis jeg var dig!ud at se verden rejser, og da udseende spiller en stor rolle i denne "skzoide"forstyrrelse, så sørg for at holde dig pæn på et tåleligt niveau, har set dem der altid skal spejles, og lov mig at det der opkastningsnoget!

spiserøret går bag om lungerne!saften ætser væv,tandemalje, og ja, det øger risiko, for kræft i spiserøret giver blister(og tro det eller ej, kaloriegevinsten er ofte rimelig lille)

computeren er ingen hjælp, men kom ud, og brug hovedet!
og fald naturligt, så folk ikke opstiller en syg form for forventning til dig
om fuld efterlevelse af et eller andet sygt ideal
stærk idig selv kvinde,udskydikke dine drømme(for det vil spiseforstyrrelsen jo, rent faktisk gøre), og fortryd ikke dine handlinger sket, er sket, og du er blevet stærkere, og du er blevet klogere end de små spaghetti-strop-tøser der konstant starter lign.symptomer, hvis du har svært ved at slippe det er der støttegrupper for alle typer folk der har haft/ekller har du har erfaring, men synes hellere du skal væk, og evt.din omgangskreds er de en medvirkende faktor?få flere at ses med udover dem

OG GØR KUN DET BEDSTE FOR DIG SELV!DU VED HVAD DET ER

lyt til de naturlighe signaler, el.opfind dem selv hvis den missede i svinget

du HAR haft dit, du har gennemglevet det!
mad har ingen betydning for dig det er kun mad, og ingen oplevelse i sig selv

Jeg vil vove at påstå at det er oget du evt bør snakke med din læge om.
Hvis du vælger ikke at gøre dette så husk denne ene ting, hver gang du kaster op ÆTSER du dit spiserør. Dette kan ende gruligt med mad gennen tube siger ikke dette for at skræmme dig men fordi jeg selv har stået i dine sko.

Jeg har selv haft en spiseforstyrrelse i ca. 1 år (skiftevis anorexi og bulimi). For mig startede det også med et par opkastninger engang imellem og jeg genkender udemærket de følelser, som du beskriver i dit indlæg! Mit råd til dig er at du skal fortælle det til nogen med det samme, for hvad jeg forstår, er at du er ved at gå ind til en spiseforstyrrelse, som jeg godt tror at du ved. Man er syg lige så snart man kaster op - for det kan meget nemt udvikle sig! Jeg håber at det kommer til at gå dig godt i fremtiden og kan bruge mit svar. Venlig hilsen Nanna.

hm jeg kan ikke svare på det. jeg skriver herind fordi jeg har det samme problem. jeg kan ikke finde ud af om jeg har en spiseforstyrrelse eller ej.
nogle gange har jeg det fint, kan spise og være glad - uden at tænke over det.
nogle perioder kaster jeg også op, vejer mig konstant, laver skemaer over hvad jeg har spist, hvad jeg må spise, hvor mange kg jeg taber.
jeg kan ikke finde ud af det, men her det sidste stykke tid er jeg begyndt at tænke sådan igen.
jeg mener ikke selv jeg fejler noget, jeg kan jo godt spise normalt. hvis jeg tager mig sammen. men her for nogle mdr siden, fortalte jeg én om hvordan jeg havde haft det.
jeg sagde også at jeg ikke mente jeg fejlede noget.
jeg synes det er rart, for hvis jeg så ER syg, og kommer ud i noget lort igen, så kan hun jo "holde øje med mig" og stoppe mig. på det tidspunkt vil jeg jo hade mig selv fordi jeg har sagt det, det "ødelægger" jo det hele, hvis jeg ikke kan få lov til at styre det.
men jeg synes du skal prøve at sige det til noget. en du virkelig stoler på, og en som du tror kan hjælpe dig hvis det går galt.
nu er du ældre end mig, og har kæmpet med det i flere år end jeg har, men jeg håber du vil prøve at fortælle det til en. fortæl hvad du tænker og hvad du gør.
men nu er jeg da i hvert fald kommet lidt af med mine tanker. så lidt gavn har det her indlæg vel s: