At blive forladt i dit indre

Jeg er så heldig, har en sød kæreste og gode venner. Men de forlader mig altid, når jeg har brug for dem, jeg er i mit sind altid sidst i køen.Hvorfor er jeg sådan, hvorfor kan jeg bare ikke acceptere, at de har deres eget liv. Men shit, jeg bliver altid forladt, og det får mig så lang ned, at jeg ikke kan komme op igen, og straffer mennesker der elsker mig

at det er i det øjeblik de forlader dig, du oplever/beslutter du mangler dem?
Hvis det er tilfældet kan du afbøde noget af følelsen ved at være den der slutter samværet.
I stedet for at vente til veninden siger, at nu SKAL hun altså hjem, så sørger du for at være på forkant så det er dig der "hæver mødet"
Den erfaring kan du så bygge videre på, så det er dine valg at forlade, så vil du ikke have følelsen af at blive forladt.

der kender sine egne behov godt
eller de føler det måske sådan at de ikke kan tilføre ekstra at du trænger til fred(måske virker den metode bedst for dem, og tror du også har det behov istedet for at trække dig med ud)
eller også føler de at de bare bliver triste selv, og ikke formår at muntre dig op, og gennemgå dette før alt er godt igen, men uanset hvad er du ikke afhængig af noget før du mener du selv er, men videre, og vær i nuet, og lad intet du ikke ser som godt for dig selv lade dig påvirke..så oplever du at du er uendelig meget stærkere nu, og du kan vende dit humør som du lyster, ved at påvirke dig selv med nyt, og ikke svæve i et tankemønster, men handle, og prøve dig frem på forskellige måder, og vide med dig selv(og det du tager til dig=er dig selv)hvad vej du tager

Tak for dit svar. mine venner forlader mig ikke, kun i mit indre på dårlige dage, og jeg angriber dem for noget de ikke har gjort, og derved skubber jeg dem væk. Jeg er nu ved at lære qt tage ansvar for mine egne handlinger, og tro på at de elsker mig, når de siger det. Jeg prøver at leve efter ordene, Du styrer selv dit sind, og derved dine resultater