Bonusmor/Stedmor/Papmor etc..

-Jeg,som selv er "fars nye kæreste" på 5. år, og dermed papmor (så ufint et ord) til en
dreng på 8 et halvt-kunne rigtig,rigtig godt tænke mig en fri debat med "mødre" i samme
situation..
Skal siges at jeg holder enormt meget af drengen-og han af mig,ingen tvivl om det.
Men jeg er røvtræt af,i sidste instans,at blive "underkendt" i vigtige situationer-med argumenter a la: du har jo ikke selv børn,baaare vent til det bliver din tur;så forstår du... (At jeg ikke selv har børn,betyder sgu da ikke,at jeg ikke har holdninger til/meninger om disse.
Desuden lurer en fornemmelse i mig,jeg ikke kan sige mig fri for: at Bonus-FÆDRE, som oftest "slipper" langt lettere hen over "det", end bonus-MØDRE..
Jeg føler efterhånden at det er noget køns-relateret; føler at en "ny mor" (qua det faktum at hun er kvinde) forventes at kunne rumme det hele,være tolerant,eftergivende,forstående og fleksibel i langt højere grad end en "ny far" forventes at være det..
-Og jeg føler også,at disse forventninger i høj grad er baseret på ens køn og samfundet´s
(kønsbestemte) forventninger til-og -omkring kvinder.
Står jævnligt i situationer,hvor jeg -i dén grad-undlader at (eks.) skælde ud, sætte grænser o.lign. -af fare for at blive stemplet "som den onde stedmor".
-More to come herfra,vil bare gerne høre evt. respons på dette først.
:)
Mesha

- min situation er lidt anderledes end din.
- Jeg har selv tre børn som alle var ældre end den datter jeg fik på weekend fra hun var to og stadig blebarn.
- Vi kaldte det nu "pap" til begge sider længe, inden "bonus" blev opfundet, men nu bruger vi det som kærlig mob og andet godt. Hun er 17 år idag og hænger her stadig, selvom hendes far og jeg end ikke er på talefod længere. Vi bliver i hinandens liv, men dermed ikke sagt at vi har elsket hinanden fra første hik eller blik. Det ville være den sorteste løgn.
- Da vi havde været på ferie første gang med "dine og mine børn" erklærede min yngste søn at han ville ønske hun var hans rigtige lillesøster. Det var jeg noget overrasket over, for jeg syntes egentlig ikke det var gået specielt fantastisk med de unger. Men næste sætning var "for så kunne jeg tæske hende"! Det sagde jo lidt om den nye søskendekærlighed og det uformelle grænser som ikke bare de voksne, men også børnene mærker.
- Jeg har fra start cementeret at mine børn var mine og unødig indblanding i min børneopdragelse ikke ville blive tolereret. Børnene fik besked på at opføre sig, så de var til at holde ud. Såvidt så godt, men du har ret, når du siger, der forventes andet og mere af os. Jeg overtog hende jo i det øjeblik vi var kommet inden for dørerne. Bleskiftene var mine, men lapning af dæk og transport til sport for mine ungers vedkommende var sandelig også. Skulle han arbejde i weekenden aflyste han ikke samværet. Jeg var der jo - også selvom vi ikke boede sammen. Så var hun bare hos mig. Det omvendte er aldrig passeret.
- Jeg synes så nok at jeg har fået 100 fold igen. Hun har fået nogle søskende, det ville hun ikke have uden mine børn og hun har fået en niece og en nivø, som hun med stor fornøjelse er barnepige for. Hverken hun eller mine børn ser til gengæld min tidligere kæreste og altså hendes far. Det holdt hun op med, da det sluttede med ham og mig.

Hej Mesha.
Det lyder så bekendt... :)
Har en papdatter på efterhånden 15 år og har været lidt af det samme igennem som du beskriver...
"baaare vent til det bliver din tur; så forstår du... (At jeg ikke selv har børn, betyder sgu da ikke,at jeg ikke har holdninger til/meninger om disse)."
Præcis det skulle jeg også lægge øre til...og det er så langt ude - hvorfor må man ikke have meninger om børn når man ikke har nogen? Jeg plejede så altid at svare: Nej, men jeg har engang været et (barn) - gælder det ikke? (Det sjove af det hele er at i dag, hvor jeg selv HAR børn, er mine holdniger/meninger stort set ikke ændret).
Men jeg synes så samtidig også, at det er blevet meeeget nemmere, i og med hun er blevet så meget ældre. Vi har et rigtig godt forhold i dag, sms'er sammen nærmest daglig og selv om hun ikke kommer så tit for tiden (har lige fået sin allerførste kæreste), så er det altid så skønt når hun er der og vi taler om alt mellem himmel og jord.
For vi havde bestemt heller ikke nogen god start. Hun var jaloux, jeg var jaloux og farmand - ja, han var jo lidt bange for at sætte grænser, for hvad nu hvis hun så ikke ville komme mere? - Åbenbart meget almindeligt for papfædre...

Alt i alt et meget interessant oplæg.

Jeg er lidt i tvivl om man må have meninger og holdninger til dette emne, når man ganske vist er skilt, og har et barn, men ikke har nogle papbørn?
Løvemor

- har da af og til citeret bemærkningen: "Ingen børn = 5 teorier om børn. 5 børn = ingen teorier om børn" men den er nu mest blevet fremsat, når f.eks min barnløse bror ikke fattede at børn kunne/skulle opholde sig andre steder end på deres værelse, for slet ikke at tale om deres legetøj. Han mente ikke de pyntede i mine møbler!!!!
- Jeg kender en masse mennesker uden børn, der er ganske anderledes fornuftige, men i mange tilfælde bliver tolerenceknappen aktiveret, når først det er børn man har tæt inde på livet - som f.eks egen eller pap/bonus og hvad de ellers kaldes ud over øgleyngel og skrotunger.

Har selv været i et forhold hvor jeg blev "belemret" med et delebarn. Har selv en datter, så jeg ved absolut godt hvordan der er et have et barn. Hans barn var lige fyldt 4 år og min var 7½ da vi mødtes. De var henholdsvis 10 og 13½ da vi gik fra hinanden igen.
I starten gik det såmænd meget godt. Bortset fra at han sammenlignede de 2 børn, og altid til min datters fordel. Det var en uretfærdig sammenligning, for dels var hans barn en dreng, og dels var han 3½ år yngrer end min datter. Man kan nok ikke forvente at en dreng på 4 kan det samme som en pige på 7½. Det gik så også over, og var efterhånden mere en irritation og misundelse over at jeg havde et normalt fungerende og temmelig kvikt barn, og hans barn var mentalt handicappet.
Handicappet, ja desværre. Efterhånden gik det op for os, at der desuden var noget andet galt med drengen. Han kom (på trods af min modstand) for tidligt i skole, og det endte med at han måtte gå børnehaveklassen om. Da han så havde gået i 1. klasse, syntes hans lærere, at han burde gå denne klasse om, primært fordi han legede nedad, aldersmæssigt. Hans faglige indsigt var OK, omend han var temmelig ukoncentreret. Han er sindenhen diagnostigseret med DAMP, den passive slags.
I forholdet dit barn mit barn, endte vi der, hvor min kæreste vogtede over hvert ord jeg sagde til hans søn. Drengen var simpelthen ulidelig at være sammen med. Han var ekstremt passiv, men når han endelig foretog sig noget, så var det destruktivt. Umådeligt irriterende. Især fordi han (min kæreste) ikke holdt øje med drengen når vi var ude. Og som du selv siger: af uransagelige årsager, så bliver det os kvinder der hænger på ynglet, uanset om det er egen avl eller noget som tilfældigt er kommet ind i vores liv. Det er os der forventes at have styr på såvel snotnæser, pilfingre og lortebleer (underbukser i vores tilfælde, for drengen havde en rigtig kedelig vane med at skide i bukserne i stedet for på toilettet).
Jeg undlod også til sidst at skælde ud. Når drengen var destruktiv, vendte jeg demonstrativt ryggen til, og når de spørgende blikke afkrævede et svar, meddelte jeg, at det var ikke mit barn. Inden da havde jeg naturligvis været igennem faserne med "du er nødt til at holde lidt mere øje med dit barn" og "jeg gider ikke hænge på din unge".
Jeg har også været igennem den med, at han (min kæreste) påtog sig pligter i weekenderne, for jeg var der jo, mens jeg dårligt nok kunne tillade mig at drikke en kop kaffe med en veninde en hverdagsaften, for så skulle han jo sidde alene med mit barn, en aften hvor han lige så vel kunne have været ude med gutterne.
Ja ja - dum det var jeg nok. Jeg ventede alt for længe med at gøre det forbi. Men nu er det slut, og har været det i 2 år, og jeg og min datter har aldrig haft det bedre. Jeg ser og hører intet til hverken ekskæreste eller hans søn, og ønsker det heller ikke.

-Endelig!
Det er jo ALT (dvs. situationen set fra så mange vinkler som muligt) jeg efterlyser-
Og i guder hvor ville jeg være et dobbeltmoralsk s... ,hvis Jeg (som jo ikke selv har
børn-men alligevel har holdninger til disse OG børneopdragelse) ikke ønskede DIG
velkommen med dit besyv..! :)

Og til Jer alle: jeg er virkelig glad for jeres respons-
jeg elsker jo min kæreste og tager hans søn med "som i en pakkeløsning".
Dette ændrer dog ikke på,at det er p....svært nogengange.
Og NÅR det ér,føler jeg mig tit underkendt, primært af moderen,men skam også af kæresten OG sønnen-som jo skynder sig at drøne til far,hvis han føler sig sat til vægs
(berettiget) ,vil have sin vilje ell. andet.
Og så får jeg : Laad dog drengen,det er jo kun et barn,nu må du "være den voksne" etc.
etc.
JEG, af alle ,er den første til at give evt. ret i indvendninger a la: Din kæreste må
træde i karakter/mande sig op/foregå med et godt eksempel osv. Men det ændrer bare ikke
noget for mig-det kan ingen tvinge ham til,han og jeg kan tale og snakke,og han er absolut ikke u-effen mht. forståelse; men-ét er teori,noget andet praksis som man siger.
Og "tillader" jeg mig at brokke mig til andre,så føler jeg som regel at dette er tabu:
Papmødre SKAL åbenbart for enhver pris forgude partnerens afkom,eller hur?
Hvis der er noget som kan gøre folk helt elektriske,er det som bekendt deres afkom,ikke sandt?
Og jeg forstår dem. But...
V.H. Mesha

....Hvem har dog opfundet begrebet "bonusbørn" og "bonusmor". Sjovt nok har jeg aldrig hørt om "bonusfar"! Bonus er for mig noget positivt, og man kan ikke vende en negativ oplevelse med et barn, ved at påklistre etiketten "bonus".
Jeg skal så lige indskyde, at min datter har haft verdens bedste biiiiib-mor hos sin far. Hun har altid været der for min datter, men omvendt har min datter også altid været eminent overfor hendes meget yngre (halv)søskende som hun har hos sin far. Og præcis denne erkendelse har været svær for mig, for hvor har jeg dog været privilligeret med en kvinde der gad mit barn, mens jeg selv har fundet det noget nær umuligt at rumme min kærestes barn.
Jeg har efter lang tids overvejelser og mange samtaler med en rigtig god veninde nået frem til, at det sådan set ikke er mig der er noget galt med, men at det er ganske svært at holde af et fremmede barn, og især når barnet er "uindbydende".
Sædvanligvis er jeg den alle børn klatrer på, den der lige skal ind og "drikke te" eller gå tur i "dinosauer-skoven" på værelset , læser godnathistorien, synger med på MGP i mikrofonen, hinker i indkørslen osv osv osv - så når jeg står af, så er det altså fordi det er usædvanligt besværligt.
Og sidst men ikke mindst: der er ingen regl om, at blot fordi man elsker manden, så skal man også elske hans afkom. Omvendt kan man ikke forvente, at en mand vil elske ens eget afkom.
Gensidig respekt er vist kodeordet her, men kærlighed - nej! Den holder ikke.

Papmødre skal ikke pr. definition forgude deres kærestes børn.
Nogen i samfundet (vist mest mænd) tror at kvinder pr. definition altid elsker alle børn, og især børn som kæresten har avlet. Men det gør vi jo ikke! Og hvis kæresten ikke har indlevelse nok til at vise dig respekt for dine holdninger til hvordan et barn skal opdrages - ja så har I et problem.
"Lad dog barnet" og "du er jo den voksne" handler vist mere om ansvarfralæggelse fra hans side, end noget som helst andet.
"Lad dog barnet" - hvorfor er det således at nogen mænd har den opfattelse at de ikke behøver opdrage på deres børn når de er på besøg hver anden weekend?
"Du er jo den voksne" - er bestemt ikke ensbetydende med, at du skal lade dig trampe på af et hverken et barn eller en voksen. Sæt din grænse og hold fast i den, ellers bliver du løbet over ende.

- min bonusdatter er hverken tilbagestående eller på anden måde belastet. Tværtimod. Hun er forrygende godt begavet. Måske et klodset og lidt groft pigebarn at se på i 8-års alderen, men idag meget smuk og med en god portion humor. Hun er virkelig en rigtig dejlig pige.

-Det kan da ikke komme bag på mig-har stykket tingene sammen og regnet mig frem til,at du,Dulkis,nu har præget hende i ca. 15 år. :)
Knuz til dig-håber du /I hænger på i denne debat-
Jeg be-hø-ver i dén grad sagen belyst fra så mange vinkler som muligt.
V.H. Mesha

- jeg kan godt sige dig, hvis min kæreste havde været så uheldig, at få sagt til mig, i forbindelse med en "konflikt" med hans barn, at jeg "skulle være den voksne" så var jeg røget fuldstændig rådden skrot!! Sådan en bemærkning indikerer jo netop hans holdning til ens voksenadfærd. Jeg ville føle de underkendt og det ville jeg ikke finde mig i. Hvis ikke han selv går ind og leger forældre/voksen, på en måde så det virker, må han finde sig i omgivelserne gør.
Ja - og du her ret, der er ikke noget, der kan gøre folk så elektriske som kritik af deres børn - især hvis den er berettiget, men så må de f.... lærer de unger at té sig, så andre mennesker kan holde dem ud og de ikke er et generende element i et hvert samvær og for den sags skyld enhver samtale. Jeg får slet og ret meget voksne røde knopper af de guldklumper, som skal være hele verdens omdrejningspunkt og dirigere hele familielivet. Jeg mener faktisk, det er et alt for stor ansvar at pålægge et barn og i reglen skyldes et udslag af dovenskab fra forældrene.
Der må være en del papforældre herinde, så jeg håber da godt nok, der kommer mere i denne tråd.

At få hele pakken sammen med faderen.
Jo den korte periode det varede, hvor min datter hav´de samvær med min eksmand, stillede jeg da også krav til den arme stakkels kæreste der var gået direkte ind i mandens liv, med skyklapper og forelskelsens skyer, til yderligere at forringe udsynet, på den rådne kærne!
For mig og min datter blev hun en slags sikkerhed for, at når hun var der, så visdste vi at han ikke drak! Hun havde nemlig taget den beslutning, at når han drak, ville hun ikke være der. Derfor kunne jeg være gankse rolig, når jeg vidste at hun hentede.
Nu er min datter ikke svær at blive glad for, jeg har endnu ikke mødt nogen der ikke bryder sig om hende. Alligevel synes jeg det må være hamrende svært at skulle agere reservemor for en anden mands børn og jeg kan levende sætte mig ind i at det måske havde været bedre med manden alene og uden vedhæng.
Hun klarede da heller ikke opgaven mere end et års tid, så bukkede hun under og jeg kunne ikke længere regne med hende som "antabus"
Hun kom vist ud af depressionen og drog til Grønland i stedet "som sygeplejeske"! Som min ekssvigerinde sagde ja hvis man kan klare min bror en tid, så kan man klare hvad som helst!
Min eksmand mente dog bare at hun var syg i potten.
Undskyld, det var ikke min mening at blande alle disse småting sammen. Min mening er udfra det ringe kendskab jeg har til situationen, at det må være en af de sværeste balancegange man kan tænke sig, og jeg tager hatten af for de kvinder der klare den.
Venligst
Løvemor

Bad engang - da jeg i en periode havde lidt svært ved at finde et job - min mands chef om at læse min ansøgning/cv. Hun sagde, bl.a., at jeg skulle kalde min mands datter for bonusdatter, det lød mere positivt...(havde selv skrevet pap...)
Så det er dèr jeg har det fra. I dag er hun da også i den grad en bonus, men det var hun bestemt ikke i starten... Jeg overvejede gentagne gange om det overhovedet var besværet værd - altså hele forholdet til min - dengang - kæreste...

Som en klog pædagog engang sagde til mig: "ens egne børn går lige ind i hjertet - andre folks børn går først ind i hovedet og derefter - måske - en dag - i hjertet på en."
Vil sige: andre folks børn bliver, lige som voksne, elsket pga. deres personlighed og opførsel. Ikke per automatik, fordi de evt. er børn til ens kæreste...

Har du så tænkt på, at fars lille pige, som var hans guldklump og som han forgudede, pludselig må betragte sig selv som nr 2!?
Tænk dig at "MIN FAR" nu kærster rundt med en anden kvinde, som ikke har noget med mit liv at gøre.
For en ting er mor og far sammen, ny situation, mor og far skilles, far forelsket i en anden dame end mor!
Det er altså heller ikke let at være barn når man skal dele enten fars eller mors kærlighed og skal forholde sig til en der skal agere reservemor, og som måske slet ikke er så vild med en.
Har nogen af jer tænkt på hvordan jaluxien hos et barn må gnave og bide?
Løvemor

Nu er man jo per se egoistisk når man er forelsket...Man vil bare være sammen hele tiden, elske når som helst, hvor som helst...
Det er sgu da skidehårdt for ungen! Og ufortjent! Men sådan er livet jo! Det spørger ikke altid om det er sådan en familie du nu gerne ville fødes ind i!
Så er det jo bare om at få det bedste ud af det. Det synes jeg, jeg har formået, men kan da ikke sige mig fri for at jeg indimellem har været pisseuretfærdig over for hende...
Desuden er vi piger opdraget med, at man møder prinsen på den hvide, får et drømmebryllup og så bliver gravid og føder. Denne enestående oplevelse deler man med sin hjertes udkårne, etc. etc.
In real life: Han har prøvet det før! Har været hoved-over-hale forelsket og lavet et barn; set det blive født og knuselsket det...
Den er ikke nem at sluge...

klinger af, så står man der og har mistet sit barns kærlighed!
Og man står tilbage uden noget.
Nu er den svær at sluge!
Løvemor

at man så nemt mister sit barns kærlighed. Skuffet og vred kan det blive, ja, men ligefrem miste kærligheden? Der skal meget til!!!
Og som jeg skrev: det èr pisseuretfærdigt overfor barnet!
Samtidig mener jeg bestemt ikke, man skal "ofre" sig på barnets vejne og lade være med at få en ny kæreste. Det er der ikke noget barn der skal bestemme.
Men man skal da tænke sig om, inden man præsenterer barnet for en ny kæreste - være rimelig sikker på at man mener det alvorligt med vedkommende. Og hvis mor/far er virkelig glade for vedkommende, så skal barnet nok også blive det.

- Nu forstår jeg ikke lige hvad det er du svare Mesha på...
- Men hvis jalousi bider og gnaver i et barn, fordi far eller mor har fået ny kæreste, så må det være fordi far eller mor har undladt at forklare barnet, at de to ikke spiller i samme division. OG også vise det!

- fordi jeg er forelsket, betyder det ikke mine børn heller ikke kan få armene ned, men der er ingen der forlanger noget i den retning af dem. Den voksne der kommer udefra må selv arbejde målrettet på at få nogle fornuftige relationer til de børn, hvis hjem han eller hun nu invadere - gider man ikke gøre den indsats, skal man bare holde sig til de barnløse, alt andet er der nogen der "brækker halsen" på.
Jeg er ikke min papdatters reservemor. Hun er så rigeligt velforsynet, at hun ikke behøver mere mor, end hende hun har. Jeg er et ekstra voksentilbud i hendes liv og jeg behandler hende ordentligt. Ikke som alle mulige andre børn, men da heller ikke som mine egne. Hun fik ikke nær så mange skæld ud. Én ting er at få en overhaling af sin egen mor, derfor tror man jo ikke hun hader en. Det er noget andet med en pap.

Man må selv arbejde på at få et godt forhold til bonus/pap/sted barnet.
Jeg har faktisk engang valgt en mand fra, fordi jeg ikke kunne acceptere "pakkeløsningen". Hans søn var sød og kvik, men farmand kunne ikke sætte nogen grænser for ham - der var mange ting i opdragelsen vi var enormt uenige om (og så blev jeg da også engang imellem bedt om at blande mig udenom - for det var jo ikke mit barn) og det blev så til at jeg slet ikke kunne se en fremtid for os. Det var dog hårdt!
Min nuværende bonusdatter - som jo er en rigtig bonus for mig😉- har jeg langsomt og stædigt opbygget et fantastisk forhold til. Men jeg føler mig heller ikke som en "ekstra mor" for hende, mere som en slags lidt-for-gammel-veninde🙂
Men det må så også siges, at hendes far har været god til at "lade mig komme til..."
Det tog mig dog noget tid før jeg opdagede (er nok lidt fattedum, der) at jeg faktisk ikke kunne have et forhold til ham, hvis jeg ikke holdt af hende også, som jo var så stor en del af hans liv.

på, at vi skal se bonusforældre fra så mange vinkler som muligt. Her mener jeg at man skal sætte sig lidt i barnets sted. Det kunne måske være at barnet oplever at det måske mister opmærksomhed og kærlighed fra far eller mor, hvis denne får sig en ny kæreste.
Barnet er sårbart i forvejen, det er det jeg mener med det. Så må man altså som bonusforældre forstå, at der er noget der bider i hjertet på den størrelse, Dulkis, det må du da kunne forstå.
Det har intet med at gøre, at barnet skulle være besiddende, blot at rollefordelingenen er blevet skæv i barnets verden.
Løvemor

- at det mister kærlighed? Du tager vel ikke fra samme "skuffe" til en kæreste som til dit barn. Opmærksomhed ja, hvis man har været 100 på sit barn 24 timer i døgnet, så er der kun tid at bruge, der tages fra barnet. Men hvad gør man i en kernefamilie? Man har et børneliv og et voksenliv. Skulle de være anderledes med en "tilløber"?
- Jeg er i tvivl om, hvad du mener med, at rollefordelingen er blevet skæv i barnets verden.

- den der med at blande sig udenom fordi...blablabla. Den holder aldrig en meter. Verdens dårligste argument. Man er jo nødt til at forholde sig til hele "pakken" - alt andet er uholdbart. En ting er at vi kommer til at holde af ungerne, men jeg tror ofte deres følelser for os er noget mere svingende. Fordi du har en god kemi med en mand, er der ingen garanti for, at ungen overhovedet kan fordrage dig. Kemi er ikke forbeholdt voksne. Men jeg tror, sådan et forhold vil gå i opløsning af sig selv.
- Jeg har kun set ét forhold der endte med at blive en ægteskab, nu på 34. år på trods af et fuldstændig uforsonligt pigebarn. Hun fastholdt, at hun ikke kunne lide ham. Færdig! - Det pudsige var så, at fra dag eet hun flyttede hjemmefra, har hun leget "fars pige" overfor ham. Nu er hun altså voksen og blevet så moden, at hun også vil vedkende sig hun holder utroligt meget af ham, men mente hun, som barn, var forpligtet til at være "skilsmissebarn". Og når man var det skulle man ikke kunne fordrage mors kæreste, havde hendes kusine fortalt hende..... det er jo grotesk!
- Historien er i virkeligheden, at hun aldrig har kendt sin far. Han var en gift mand og hun var et uheld. Han har aldrig villet se hende, men hans kone har gennem alle årene sørget for jule- og fødselsdagsgaver!! Den sammenhæng har måske gjort så ondt, at hun foretrak at være sådan en slags "skilsmissebarn". Det var der jo også andre der var. Men at være sådan en, som ens far ikke engang ville se...det har bare været for ubærligt, så¨hun har vel forsøgt at komme til at ligne, det hun troede, var et skilsmissebarn.
- Det er måske lidt vigtig at få afdækket, hvad der rører sig i de der barnehoveder.

Nu ved jeg jo godt at min situation er noget anderledes end de flestes. Men det jeg oplevede og forholder mig til er min datters reaktion på ikke at have noget at gøre med sin far.
Udover de uheldige episoder, hvor han drak og kørte bil med hende, vold og optrin osv. Så var der samvær når han var normal i potten,(hvis han da nogensinde har været det?)I hvert fald upåvirket af alkohol. Her var han altid sammen med en kæreste.
Tænk på, at dette skete umiddelbart efter vores beslutning om at skilles og da vi var flyttet. Hun oplevede ikke at være alene med sin far, som ellers betragtede hende som sin øjesten en eneste gang.
Jeg tror det har MEGA betydning for at hun idag ikke ønsker at være sammen med ham, skønt han da vist nok er ædru. Nu er der en ny kæreste, som så er gået hen og blevet hans kone. DVS min løveunge har en papmor, som hun ikke ønsker at opleve.
Men det er min fortolkning. Jeg mener der skal utroligt meget til, før man mister sit barns kærlighed og loyalitet. Men man må sige at min eksmand og dermed løveungens far har gjort det umulige!
Det var en ting, men jeg kan jo se og høre det på andre børn også, at den opmærksomhed, som børn har så stort behov for, den mister de i nogen grad, når den voksne er forelsket.
Et lille eksempel: Forleden var vi i stalden og en af de andre partshavere en pige, fik besøg af en ny ven og dennes søn på vel 7 år. Manden kærstede noget rundt og til slut, drønede knægten ind i bilen, jeg spurgte ham ovebn i købet om han ville prøve min hest, men han ville hellere sidde i bilen og surmule og vente på at farmand rev sig løs.
Jeg tror som samværsforældre at man skal passe på, hvordan man præsenterer sit barn for en bonusmor/far, for at der ikke sklal opstå uoprettelig skade.
Det er min mening.
Løvemor

Hej alle!
Så er jeg tilbage. Vil starte med at takke for den fine respons på mit indlæg.
Jeg svarer her "samlet" på nogle af jeres kommentarer.
For det første har jeg faktisk opbygget et rigtig fint forhold til min kærestes søn.
-Som én nævnte,elsker biologiske forældre direkte med hjertet-hvor det for andre går gennem hovedet først,derefter (forhåbentlig) hjertet.
Jeg har været stædig fra starten,netop fordi jeg vidste/véd ,at det er altafgørende at få et tåleligt,helst rigtig godt forhold til min kærestes afkom.
For mig er det IKKE drengen der er et problem. For mig har problemet været/ er til tider stadigvæk,at JEG lever med manden (min kæreste altså) ogdermed også sønnen.
Vi har ham 3 gange om ugen,plus min. hveranden weekend,ferier,div. helligdage USW.
Mit "problem" baserer sig primært på,at i og med jeg nu har eksisteret 5 år i drengens 8,5 år lange liv-og kæresten og jeg arbejder på at få barn sammen-JA,så mener jeg også at jeg skal have /har lov til at opdrage på sønnen.Og dette giver min kæreste mig ret i.
Selvom moderen og jeg i dag har et absolut okay forhold indbyrdes;så føler jeg/oplever jeg det jævnligt som om jeg bliver "underkendt" mht. opdragelsen af min pap-søn.
Jeg tror såmænd egentlig ikke at det bliver gjort decideret bevidst fra hendes side-(det blev det så absolut de første 2 års tid)-tror bare ikke hun kan se det fra min side..
OG-som svar til en anden: ja,jeg har absolut prøvet at se hele situationen "med barnet´s øjne" -jeg synes JEG i dén grad har udvist forståelse overfor alle parter og prøvet at se situationen med deres øjne/fra deres anskuelsesvinkel..
Tror faktisk også,at jeg er den eneste af "os 4" (far,mor,søn og så mig) som vitterligt
er i stand til og har prøvet på at se det fra alle parters side.
Min egen mor har en længerevarende pædagogisk uddannelse,med speciale i børnepsykologi,børnepsykiatri og børs adfærd. Min far har de sidste tyve år arbejdet som underviser for mentalt handicappede børn (Down´s,autister,åndssvage etc. etc.) -min far´s kæreste gennem min. 20 år, er speciallærer for adfærdsvanskelige børn.
Dette nævner jeg IKKE for at "blåstemple" mig selv-for jeg er sgu ikke ekspert-men for at forklare at jeg i dén grad er født,opdraget og opvokset i et miljø med enorm fokus på børn´s vilkår og opdragelse.
Måske det også er medvirkende til,at jeg har haft enormt svært ved at "sætte min papsøn på plads" med en skideballe når en sådan vitterligt er berettiget..( fordi jeg jo er opdraget "til at være den gode pædagog" ) -Jeg kan forestille mig,at de fleste rimeligt bevidste sted-forældre kan genkende lidt af dette dillemma. (?)
Man vil jo ikke "være stedmoderen fra helvede", børn er MEGET loyale i deres kærlighed til deres forældre,dén mister de ikke så let; mens "os" sted-forældre noik skal vare os lidt mere før vi (tør) træde i karakter.
Håber nogen får mening ud af dette indlæg-det blev langt, og det er som oftest lidt svært at tydeliggøre sig på skrift..
God aften til alle.
Mesha

Hej Mesha
Jeg synes, det var et interessant oplæg. Sikkert relevant for rigtig mange og helt sikkert et enorm stort tabu! For hvem vil vedkende sig at han måske ikke er så vild med kærestens afkom? Eller føler sig tilsidesat, underkendt, ikke hørt? Det er jo pinligt - så opfør dig dog som en voksen, kvinde!
Jeg er mand og ser det som sådan fra min (indskrænkede) vinkel. Jeg har et barn fra et tidligere forhold og i starten kunne jeg slet ikke se hvorfor det var svært for min nye kæreste. Han var jo min søn - hvorfor holdt hun så ikke automatisk af ham? Mænd tænker jo som bekendt ikke så langt🙂
Her, mange år efter kan jeg godt se, at jeg ikke har været særlig god til at bane vejen, for en ny kæreste.
Jeg havde været weekendfar i mange år og selvfølgelig sov drengen i min seng - når nu jeg endelig havde ham... og så skulle han pludselig ud, da jeg mødte min nuværende kone.
Det har ikke været nemt for nogen af os, men det var hende der i drengens øjne - helt uforskyldt - kom til at stå som bussemand (-kvinde).
Af èn eller anden grund, blev hele situationen meget nemmere for min kone, da vi fik fælles børn. (skal lige siges at ekskonen flippede ud - hev sagen i statsamtet igen for at få indskrænket samværet, men de sagde bare: "du har lige fået barn? - det ser vi hele tiden, at eksen så begynder at lave ballade igen").
Har sidenhen tænkt en del over, hvorfor det blev nemmere, men måske bare fordi fokus flyttede sig? En baby er jo et naturligt midtpunkt for familien - og vi havde alle 3 (drengen, konen og mig) noget fælles at være glade for... ?
Og min store? Ja, han har fra dag 1 været helt forgabt i sine (efterhånden flere) små søskende. Og de elsker ham - som min kone sidst sagde: "når ... træder ind ad døren, så er vi andre sgu ikke andet end statister". De synes bare han er den sejeste babysitter - ever!

Desværre er der nogen her, som altid prøver at få hver eneste debat til at handle om deres egne problemer - supermor.
Debatten skulle handle om, at det er svært at være bonusmor og om de problemer der følger med. Ikke et forum hvor du endnu engang skulle vise hele verden hvor meget af en lort du synes din eksmand er. Og hvordan du opdrager din datter til at blive en lige så stor mandehader som du åbenbart selv er...

Anyway, Mesha, nu har jeg opbrugt min ord-kvote for i dag.
Held og lykke med projektet, (konen og jeg arbejder selv lige på nr. 4 - nr. 5 for mig)...

Hej HenrikK.
Tak for et sagligt og godt svar.
Tillykke med den kommende lille ny!
V.H. Mesha

tillykke med alle de børn. I må være en skæg familie!

Tidligere trode jeg det var noget mødre med jord i hovedet foretog sig. At det var et tab for barnet, hvergang der rykkede en ny i sengen ved siden af, var jo indlysende.
Så fik jeg en kæreste, som ikke havde et værelse til sit weekendbarn - ergo lå hun og blev liggende i sengen. JEG ville i hvert fald ikke være den, der smed hende på sofaen i stuen.
Hun voksede til, er nu højere end mig og lige så bred, så vi ligger tre voksen (vil jeg kalde det i en 160 cm seng hvoraf de to gerne vil ligge på tværs.
Finten er blevet at hun og jeg gør tegn til hinanden og smutter i seng først, så opgiver han i reglen at komme ordentlig i den - og lægger sig på sofaen.
Jeg har foreslået ham at lave det ene af husets to børneværelser til værelse til hende i stedet for at stille alt derind 1 år for at hvile sig, inden det skal på lossepladsen, men manden foretrækker tilsyneladende sofaen.
Det vil jeg ikke blande mig i. Jeg bor ikke i huset og kommer heller aldrig til det.

Mente selvfølgelig løvemor, kender ikke supermum. Sorry.

-Que?
Nr. 2.. hmm.
Tror nu nok,at drengen er NO.1. -kæresten min 2éren, ek´sen opfører sig som om hun e´r 3ér-
Hvor på listen er jeg så?
4..
So it feels. Altså nogengange.
Mesha

at den måde du lever sammen med din datter på, hvor hun har din fulde opmærksomhed i døgndrift og i al hendes gøren og laden, at I ville få store problemer, hvis der skulle en mand ind i dit liv.
Tænk over at hun har ofret sin far, for at have det med dig, som I nu har det. Tror du hun nogensinde vil acceptere, at du så skal have en mand? Det tror jeg du får meget svært ved at overbevise hende om.

Derfor vil det altid bide hende. Ikke bare i det tilfælde her, men også når hun som voksen skal igang med parforhold.

Jeg er slet ikke med.
Jeg siger ikke det forholder sig sådan, det er min fortolkning af det. Du kan ikke lære børn følelser de ikke har!
Løvemor

Det er ikke mig det handler om, men bonusmødre og deres bonusbørn.
Jeg vil bringe det op i dette forum, hvis der engang kommer en mand forbi, og jeg skulle gå hen og få de problemer du hentyder til OK?
Løvemor

Jeg bruger eksempler fra min egen situation for at belyse hvordan det kan være at være barn med en bonusmor/far.
Jeg siger jo netop at det ikke er alle der har oplevet den slags.
Og jeg indrømmer gerne, at jeg stadig er chokeret over hvor stor en lort min eksmand har været overfor hans egen datter.
Men hvorfor kommenterer du det overhovedet? Ramte jeg et ømt punkt eller? Du lyder ellers til at være alletiders bonusfar!
Løvemor

...Men,tråden ér ved at køre liidt Off-Topic synes jeg.
Er du ikke sød at genlæse mit oprindelige debatindlæg.?
V.H.
Mesha

Husk du er ugens profil hvilket betyder at vi er mange med profil der sætter pris på hvad du skriver og mener, så ikke hidse dig unødvendigt op ;O)
Smiler og god weekend
En Q og mor

Jeg er ganske klar over , at det ikke er let at være pap/bonus- mor.
Når det er sagt, mener jeg, at der først og fremmest skal arbejdes med problemet blandt de voksne. Det er bestemt ikke godt, når du ikke tør reagere på det du føler/ mærker i bestemte situationer. Hvorfor er du bange? Jeg tror ikke du kommer udenom at være den skrappe stedmorm, så længe du ikke gør fælles front med barnets far. Altså må du få ham til at tage ansvar for den situation, han har bragt både dig og barnet i . Det er ham der er hjørnrstenen i problemet og dermed også gennem ham løsningen findes.
I skal , efter min mening, få det her emne debatterret FÆRDIGT, lave klare aftaler om alt det, der har været snært for dig, og der skal holdes fast i aftalerne. Når i voksne så har fået styr på problemet, er det meget muligt, drengen ikke længere er et problem, ellers må I holde møde med ham, og fortælle at I i fællesskab har aftalt visse regler, der skal gælde i huset fremover.
Lad mig lige indskyde, at du/ I skal huske at far og søn skal have lidt alenetid sammen jævnligt. Barnet skal have lov til at have Far lidt for sig selv.
Held og lykke

Men engang imellem, så kommer der de mest besynderlige indlæg fra folk der mener at kende en til hudløshed, blot fordi man har en profil.
Jeg er meget glad for at folk åbenbart synes om mine egne udgydelser, jeg er klar over at jeg kan virke noget kontroveciel, men man kan ikke elske/være elsket af alle!
Så meget har jeg da lært
Superweekend også til dig Myynameis

Jeg blev netop så glad, da jeg så denne tråd om det at være sted, pap, bonus, ekstra....
Inden jeg skriver et længere indlæg, vil jeg høre om du stadig er "derude" Mesha? Jeg får nemlig også ind imellem NOK af forventninger fra højre og venstre og kunne rigtig godt tænke mig at dele det med andre. Ikke for at placere sorte-per hos hverken min mand eller hans børn, men blot for at kunne "få lov" til at åbne for de ellers i vores samfund tabubelagte følelser, der kan være forbundet med rollen som den ”ekstra”.
Mange hilsner fra Mor & Ekstramor

Hej Mor & Ekstramor,
JA,jeg er her stadig,og blev helt varm om hjertet,da jeg fuldstændigt tilfældigt så dit indlæg..🙂 Tak for dette.
-Havde næsten fortrængt denne 1/2 år gamle debat,som jeg jo selv startede op..
Så tak til dig for at minde mig om den.!
Ja,jeg vil hellere end gerne have en dialog om dette emne/ "dele" med andre,
Såh-skriv endelig igen!

V.H. Mesha
P.S: Den sidste sætning i dit indlæg,fortæller mig at vi er ude i samme ærinde!
Kram

kommer den så: Du kan ligeledes ikke afkræve voksne mennesker som mig,at "skulle" elske andres børn,vel??
V.H.Mesha

Hej Løvemor:
Tjah,for mig (trådstarter) står det lysende klart hvad HenrikK mener med sin kommentar til dig, faktisk så klart, som var det bøjet i Neon:
Du har fuldstændigt mis-opfattet pointen i mit debatoplæg: nemlig at denne tråd IKKE omhandler børns følelser omkring/i forbindelse til deres stedforældre;men DERIMOD
stedforældrenes følelser omkring "Det" at være,lige netop,STEDFORÆLDRE.....-Og de problemer /fordomme DE bliver mødt med.!!
Og af alle må JEG kende intentionen med start af denne tråd -Da det ER MIG der har startet den.
Eftersom du,Løvemor, har "nosser nok" til at vælge dét profilnavn du nu engang har
valgt,mener jeg også du bør have nosser nok til at kunne tåle lidt konstruktivt ment kritik af dig og dine hér på SOL´en skrevne indlæg:
Jeg er faktisk ret træt af,at profilen "Løvemor" konsekvent forsøger at dreje en hvilken som helst debat(emnet underordnet) i retning af : Hvor synd det er for dig og dit lede,kede forhold til din datter´s far og din eks...
Bare dit Nick siger jo en del: nemlig AT (set med mine øjne ihvertfald) du tilsyneladende hænger hele din identitet og dit liv op på den kendsgerning at du er MOR.
Jeg begræder på dine vegne,naturligvis det faktum ,at du har en sådan skrækkelig eks-mand.
Jeg har ligeledes en fortid med en "eks-kæreste fra helvede",men dette præger ikke tilnærmelsesvis mine indlæg i samme grad,som du lader dine præge af dit..
Håber du ku´tåle mosten-nu fik jeg sagt hvad jeg har tænkt meget længe.
Hvis du derimod ikke kan tåle mosten: Lær´at leve med det....To bad.
V.H. Mesha

Jeg kan se på datoerne at denne tråd er pænt gammel. Emnet er derimod ganske aktuelt for mig.
Jeg har to døtre på 7 og 9. Disse er fra et ”gammel”ægteskab. I dag står jeg i et nyt ægteskab. Min kone har netop besluttet at hun havde behov for at få lidt luft. Hun er ikke glad i forholdet længere og ligger nu i samme klemme som beskrevet i starten af denne tråd. Hun føler i jeg er der for hende, men bebrejder mig noget, da jeg jo skal være der for børnene, som hun siger.
Jeg er ved at miste hende jeg elsker og som også elsker mig. Det er mine børn som jeg også elsker der er hovedårsagen. Det er en rigtig skidt situation vi alle står i.
Hvis der stadig er liv i denne tråd, høre jeg gerne fra dem som altså har været igennem dette mareridt
Hilsen FarT2

Jeg kan se på datoerne at denne tråd er pænt gammel. Emnet er derimod ganske aktuelt for mig.
Jeg har to døtre på 7 og 9. Disse er fra et ”gammel”ægteskab. I dag står jeg i et nyt ægteskab. Min kone har netop besluttet at hun havde behov for at få lidt luft. Hun er ikke glad i forholdet længere og ligger nu i samme klemme som beskrevet i starten af denne tråd. Hun føler ikke jeg er der for hende, men bebrejder mig heller ikke noget, da jeg jo skal være der for børnene, som hun siger.
Jeg er ved at miste hende jeg elsker og som også elsker mig. Det er mine børn som jeg også elsker der er hovedårsagen. Det er en rigtig skidt situation vi alle står i.
Hvis der stadig er liv i denne tråd, høre jeg gerne fra dig som altså har været igennem dette mareridt
Hilsen FarT2

Jeg ved godt at indlæg'et er 3 år gammelt, men jeg faldt lige over det, da jeg desperat mangler en at snakke med om det med at være bonus-mor... Jeg er lige kommet fra et forhold hvor min kæreste havde en søn, og nu har jeg IGEN fundet sammen med en som har en søn, men, der er måske også en mere på vej til ham, fra hans eks. Jeg har det rigtig svært med det og har brug for en at snakke med om det.
Håber du kan være interesseret, og håber alt går vel i dit liv, som "bonus-mor"..
Mvh. Charlotte
180388@live.dk