Der skal lig på bordet.

Danske læger mangler donerede lig. Hænger det mon sammen med at entensionerne er skam nok så gode, men når det kommer til stykket, så ”glemmer” vi at der også skal handles...? For er det ikke også ovenud vigtigt for eftertiden og hvor går dine grænser når det kommer til den slags Testamentarisk erklæring...? http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-18487418.html
http://icmm.ku.dk/donation/

jeg har lovet de må få de reservedele de kan bruge. Resten vil familien nok have i urnen, men kan I blive enige med dem, så gerne for min skyld.
Hvorfor er der færre lig at lege med? Det melder historien ikke noget om. Mig bekendt er dødeligheden ikke faldet SÅ drastisk og sidst jeg var på patologisk havde de da nogen stående selv i gangen.
Er det fordi de er begyndt at spørge familierne?

at du næppe har været på 'patologisk' hverken for nyligt eller på noget andet tidspunkt, så har du nok ret i, at den respektløse omgang med folks jordiske rester ikke just medvirker til at øge antallet af donationer.
Selvom et lig ikke ligefrem kan komme til at 'stå i gangen', og de studerende og forskerne skulle begynde at opføre sig lidt mere anstændigt og tænke mere på de efterladtes følelser, så er der stadig rester af noget ur-menneskeligt i os, der kommer til udtryk i forbindelse med dødsfald, vi vil simpelthen gerne sige farvel til den afdøde.

Du har helt ret i det du skriver. Samtidig er jeg også bange for, ved tanken om alle de fejltagelser der sker, at de skal begynde at skære, før jeg er død.
Det hjælper ikke at sige, det gør de ikke, der er mange sikkerhedsforanstaltninger. Angsten er der alligevel. Der sker for mange fejl på sygehusene.
Jeg har læst om flere , som blev erklæret døde, men ikke var døde alligevel.
Bl.a. en ung mand i england, som "omkom" ved en trafikulykke. Han fortæller, han hørte alt hvad der blev sagt. Han blev kørt ind på operationsstuen, hvor man ville fjerne organer. Han tænkte, han måtte prøve at give tegn fra sig. Med møje fik han vippet med sin ene tå. Sygeplejersken så det og sagde det til lægen. Han ville ikke tro på det. Den unge mand forsøgte igen og sygeplejersken så det også denne gang og råbte, at det ville hun ikke mere med til. Så måtte lægen kigge en gang på den arme patient. Han var ikke død. Det er ikke den eneste, jeg har læst om.
De siger ,det kan ikke ske, men det kan det åbenbart.
Jeg ved godt, nu får jeg at høre, det er sludder og vrøvl, men min angst er der. Og når jeg føler sådan, hvor mange andre er der så ikke.

den angst du nærer angående det, at de måske skærer i dig, før du er død, er da alvorlig nok, og det er da ligegyldigt om den er begrundet eller ubegrundet, - den er der, og skal dermed tages alvorligt.
Jeg kan da sagtens følge din tanke ,og jeg har da heller ikke selv doneret bare 1 gram af mine jordiske rester til videnskaben.
Jeg kan derimod fortælle dig om, hvor svært det var for mig da en gammel studiekammerat døde, og hendes mand kort meddelte mig, at der ikke blev nogen bisættelse, fordi hun havde 'skænket sit legem til forskning'. Ja, sådan var hans ord, eller rettere det var nok ikke hans ord, men noget han havde læst et sted, for sådan er der næppe nogen der siger mere, og alene valget af ord viser, synes jeg ,at han tager sig sammen og lægger en afstand ind imellem sig selv og ordene.
Jeg gik længe rundt og kunne ikke få studiekammeraten 'sendt ordentlig afsted', fordi jeg ikke kunne komme til at sige et symbolsk farve´l med en buket blomster.
Joh, stillet overfor så stor en ting som døden bliver vi alle meget små

Tusind tak for dine ord. Jeg har været/er selv i samme situation, idet min søster også gav sin krop. Jeg har det meget underligt med det. Jeg savner hende. Hvor er min søster i dag, det ville jeg gerne vide.
Jeg mener man tager det alt for let fra sundhedssystemets side.
Vil du give organerne eller hele din krop, tak, farvel.
Jeg kan huske en radioudsendelse, hvor en mor fortalte, hun havde sagt ja til, de måtte tage sønnens organer. Han var varm, da de kørte med ham. Ingen hjalp hende. Hun følte hun havde slået ham ihjel. Hun kunne ikke glemme det. Jeg kan næsten blive dårlig ved tanken om, det kunne være mine børn.
Jeg mener, der er meget lidt forståelse omkring alt dette.
Der bliver talt, som om man næsten skal afgive sine organer inden man er død.
De kunne før i tiden godt vente på organer til døden var indtrådt. I dag skal hjertet stadig banke. Joe, det er det bedste. Ingen tænker på de efterladte.
De kidnapper mennesker for at bruge deres organer, så kan man stole på alle læger herhjemme.

.

Jeg er nu sikker på, at danske læger ikke gør sådan noget, men selvfølgelig kan man ikke stole på alle mennesker, for kunne vi det, ville verden se anderledes ud.
I dette år har jeg været i fuld bedøvelse 7 gange, og jeg har da mine organer endnu, - håber jeg da !
Men disse totale narkoser er i øvrigt nok det nærmeste man kan komme på en slags dødsoplevelse. Jeg må indrømmer at det er narkoserne der skræmmer mig ved en operation mere end det der kommer bagefter af smerter o.lign.
Men hvad der skal ske med os når vi er ddøde er jo noget vi selv bestemmer, selvom det faktisk burde være de efterladte der bestemte. Min kone og jeg har talt indgående om hvad vi ønsker skal ske med os, ¨år vi er døde, og vi fandt ud af, at det er noget man ikke kan bestemme nu. Derfor bev vi enige om, at den efterladte skulle bestemme det ud fra sine egne følelser og behov, så på den måde kommer vi ikke i den situation, at vi skal gøre noget mod vores vilje fordi den anden ønskede det.
Men slvom det er vigtigt at vide hvad der skal ske med os når vi er døde, er det dog langt vigtigere at vide at vi skal leve nu, mens muligheden er der.