Dybt i tvivl om børn med min kæreste

Hej
Jeg har en kæreste på nu 5. år, som jeg elsker rigtig, rigtig højt, ingen tvivl om det. Men nu her det sidste års tid er hun begyndt at snakke om børn og det begynder at "spidse alvorligt til". Jeg vil ikke fortælle HELE vores historie, men blot sige, at nogengange så bliver jeg virkelig i tvivl, om det er hende jeg vil have børn sammen med. Men samtidig er jeg ikke ét sekund i tvivl om, at det er hende jeg elsker 100% og hvis vi skulle bryde op (gud forbyde det) så er jeg også stensikker på, at jeg aldrig ville kunne opnå et lige så tæt og intenst bånd og elske en lige så meget, som jeg elsker min kæreste.
Ja, jeg elsker hende højere end jeg har elsket nogen anden, men alligevel er jeg stærkt i tvivl om jeg vil have børn med hende.
Er der nogen, der kan give mig et GODT råd til, hvordan jeg kan tænke videre? (Har ikke sovet i 3 døgn nu og har måttet melde mig syg idag)

Du elsker hende overalt,men du ved ikke om det er hende du vil have børn sammen med.
Der er virkelig noget,der ikke stemmer.
Vil du løfte lidt af sløret?Så kan du måske få nogle bedre svar.
Kh.Drude

Så bare kom igang, hvis du vil beholde hende...
Når først du får dem, kan du ikke forstå hvorfor du ikke fik børn for længe siden.
Du vil komme til at elske hende endnu højere, og sikkert snart planlægge den næste ;-)
Hilsen far til 3 (med den samme fantastiske kvinde)

jeg føler virkelig med dig, det er godt nok et svært spørgsmål, men selvom jeg ikke ved hvad du skal gøre eller har et konstruktivt forslag vil jeg alligevel give dig mit syn på det..
for det første skriver du ikke noget om, om du overhovedet vil have børn med nogen? er det en del af dine fremtidsplaner?
i kærester for 5. år i træk.. så tænker jeg, hvor gamle er i? føler i begge to i har oplevet nok til at binde jer på et så vigtigt punkt. -et punkt der med garanti, lige meget hvordan jeres videre forhold bliver, altid vil holde jer sammen.
og, kan du se dig gift med hende? (underforstået du har tænkt sig at blive gidt på et tidspunkt), er det hende her du skal leve med resten af livet? for hvis det er.. så er hun lidt den eneste mulighed for at få børn (på en 'ordentlig' måde ;)) men hvis du ikke er sikker på om der måske er en anden pige derude som du skal fejre guldbryllup med.. så er det nok ikke hende her, der skal være mor til din første fødte.
fair nok.. bare spørgsmål, så ved ikke om det kan kaldes noget ordentlig råd. men du kan jo tænke over det nu hvor du alligevel er så godt i gang! x)
ellers.. hvis jeg skal give dig et råd om hvordan du finder ud af det, så lyt til din intuition! prøv en gang at mærk efter om det er noget du har lyst til. og spørg evt. dig selv om det er noget du har lyst til nu, eller måske først på et senere tidspunkt? måske er du bare ikke klar til at være far lige der hvor du er nu.
held og lykke med det!

så er du klar over, at du ikke længere vil være hendes centrum......
Du vil føle dig overset og det kan du ikke klare
Tænk videre - held og lykke med erkendelsen - og kom så i gang ;-)

- Er du i tvivl om hun bliver en god mor?
- Er du i tvivl om jeres forhold kan bære at fokus flyttes til en tredje person?
- Er du bange for at hun skrider hvis du ikke er den perfekte far?
- Er du bange for selv at stikke af hvis du ikke kan klare presset?
- Er du nervøs for at du en dag møder den eneste ene?
- Eller at hun gør?

Sæt ord på din frygt og din tvivl og accepter at man ikke kan spå om fremtiden. Så skal du nok få noget søvn snart. Og måske endda finde et svar i dig selv.

Bare glem hvad jeg skrev. Alle jeres spørgsmål er sådanset logiske nok og tak for opmærksomheden og villigheden til at hjælpe mig, tak for det! Men det erindrer mig bare om, at min problemstilling er meget mere kompleks end som så og at I nok alligevel ikke vil kunne hjælpe, hvis jeg fortalte mere specifikt.
Måske skal jeg bare glemme alt og gå planken ud og se om det brister eller kan bære.

du ville sgu være en røv overfor din kæreste hvis du gjorde 'forsøget' også bare skride hvis det ikke gik! der ville jo stadig komme et barn ud af det!
evt.. tag lige en snak med din kæreste om det! det er heller ikke fair for hende at hun ikke kan få et klart svar ud af dig!

Du kender mig selvfølgelig ikke, men hvis der først kom et barn til Verden vil jeg være den sidste på denne Klode til at "skride", populært sagt. Det skal der ikke herske NOGENSOMHELT tvivl om!! Det er slet ikke det, det handler om. Men nuvel, det er også unfair at spise Jer af med så få informationer, jeg undskylder. Og det med en snak med kæresten omkring problemet eller MIN del af problemet, det går nok ligeså meget på at få det formuleret på den helt rigtige måde, for der er rigtig mange ting, der kan misforstås i det, selv overfor en kæreste, som man kender særdeles indgående, specielt fordi man har et meget tæt bånd og mange hemmeligheder sammen og normalt er gode til at tage ting i opløbet.
Nej, det her er så komplekst, at jeg ikke tror det her er det rette forum alligevel, det er først gået op for mig ved de helt naturlige spørgmål I stiller.

du må nok hellere spørge nogen der har forstand på hvad de snakker om!🙂
jeg håber i hvert fald du finder ud af det.. og der er ikke noget galt i ikke bare at kaste sig ud i at få et barn men lige tænke tingene igennem.. som du tydeligvis har gjort! ;)

Uden at kende dig eller din historie tænker jeg, at du måske ikke rigtigt er klar til at tage skridtet og sætte børn i verden lige nu. Dyb respekt for det :)
Det lyder som om din kæreste er helt speciel og rigtig for dig - så lad dog endelig være med at spolere denne dejlige kærlighed af tanker som skaber usikkerhed.
Snak med din kæreste om at du (måske) har brug for at vente med at få børn lidt endnu, at du ikke føler dig klar til at blive far endnu, men at det ikke har noget med dine følelser for hende at gøre.
Slå så koldt vand i blodet og nyd hinanden.... :)
Ofte syns jeg at kvinder måske er klar til børn før mænd er det - og det er da helt ok. Jeg mener bare at det er SÅ vigtigt at det er en fælles beslutning - så vent til I begge to er klar :)
Held og lykke :)

Alt i alt får jeg det indtryk, at der er noget specielt, som gør at det ikke bare er så ligetil at få børn sammen. Det er måske noget i stil med psykisk sygdom, tidligere misbrug, eller? Et problem, som ligger hos hende, tror jeg. Hvis du elsker hende så højt, og måske ikke vil have børn med hende, så skal du nok forberede dig (og hende) på, at du aldrig får børn. Kan du give afkald på det, for at være sammen med din eneste ene?