Hjæælp!

Du er faldet for en af de "drengemænd" der deaværre (for jer unge) synes at blive flere og flere af!!!
Skynd dig at redde dig selv, det er mit råd. Hans mor udfylder jo hans behov for en kvindes moderlige kærlighed kan jeg læse, og så kan han få lov til at fortsætte som drengerøv resten af hans liv, med mindre han møder en kvinde der kan give ham modspil og gøre ham til et MANDFOLK! Du giver ham intet mpdspil..men er blot en velbehagelig udvidelse af kvindeuniverset han mor er centrum i..du giver ham sex og bekræftigelse i at han nok er en mand..selvom han jo ikke er det.
Hvis du virkelig gider en sådan mandsling, jamen så må du da tage det på dig også, og ikke forsøge at tvinge mere engagement ud af ham end han vitterlig vil/kan!!!

Prøv at finde ud af hvorfor du lige falder for sådan en mandstype..måske er hans manglende engagement i et krælighedsforhold også lidt bekvemt for dig eller+++?

Jeg kunne godt tænke mig andres mening om mit forhold, for jeg synés det er en mærkelig måde at have et forhold på.
Jeg har været sammen med min kæreste i et års tid. Han er 32 år.
Nå, men bortset fra det, så har han så mange ting han skal næsten hver dag. Jeg synes det er fint at han arbejder hver dag efter sit fuldtidsjob, for det er jo for han skal tjene penge. Ud over dette, går han også til sport 2-4 gange om ugen, fra kl. 20-22 og så er der kampe i nogle af weekenderne og på de dage ser vi slet ikke hinanden. Nogle dage, ca. 1 gang hver uge eller 14.dag, spiser han med kammerater eller ser fodbold med dem, så der ses vi heller ikke. Tit i weekenderne tager han til koncerter, så der ses vi heller ikke.
Han skriver ikke godmorgen eller smsér i løbet af dagen, som vi gjorde i starten. Og tit heller ikke når han får fri fra arbejde, hvilket jeg bare finder meget naturligt, at man gør...
Jeg har faktisk gjort det forbi med ham 2 gange, fordi jeg ikke føler at man bliver bekræftet overhovedet og det virker som om han er ligeglad med om han har mig eller ej! selv da jeg stoppede forholdet første gang, var det eneste han sagde, at det var han da ked af, men det kunne han jo ikke gøre noget ved hvis det var det jeg havde besluttet.
Men jeg holder sku af ham, men ved bare ikke om det er et forhold, man kan holde ud i længden! Jeg føler at jeg bliver mere og mere kold overfor ham, fordi han skuffer mig gang på gang.
Han dropper indimellem også tit sin aftale om at være sammen med mig, hvis en af kammyérne lige ringer om han skal med et eller andet sted.
Men jeg har det også sådan, at vi aldrig har skændtes og han er god og glad for mine børn og det var jo nok sådan en som ham jeg burde have, men alligevel føles det slet ikke rigtigt for mig... Og jeg må indrømme, at jeg jo nok et eller andet sted søger noget mere..
Er det bare mig der er helt gal på den?
Det skal lige siges, at han først begyndte til det sport et halvt år efter vi begyndte at være sammen, så det er ikke noget jeg var bevidst om fra starten. udover dette, er manden 32 år gammel, så jeg fatter slet ikke, at man har sådan et liv.. men det er måske også bare mig???!!!
Please, sig hvad i synes...

og jeg ved ikke om det er iorden....Det er trods alt dit liv, og det er jo tydeligt at det ikke fungere for dig. Jeg fornemmer at du helt klart er med på at man skal ikke sidde lårene af hinanden, og dét gør I bestemt heller ikke. Tror da pokker I aldrig skændtes *S*...I ser jo ikke hinanden nok til at blive uvenner.
Jeg syntes du skal tale med ham om hvordan hans liv påvirker dig. men vigtigst er jo nok at det ikke fungere for dig, du er bevidst om at du ønske noget mere af et forhold og så skal du da ikke nøjes med mindre - vel?
Vh Kontormus

i hvert fald så måske skulle du gøre det forbi. Det er som om du forlanger mere end han vil give og det tror jeg ikke bliver godt. Han har en del at se til udover dig og spørgsmålet er om du er nok for ham.
Så udfra det du skriver virker det til at jeres indstilling er meget forskellig.

Hvordan kan du få den tanke???
hvor kommer du ind i din kærestes liv henne...hvor ofte, eller nærmere sagt, hvor sjældent ser I hinanden????
Din kæreste har gang i utrolig mange ting i sit liv - det kunne godt lyde som om, at han stikker af fra noget i sit liv og hvordan kan han overkomme alle disse ting??
Hvorvidt han er glad for dig , kan jeg ikke side og afgøre, men når han ikke har reageret så meget på, da du gjorde det forbi, kan der ligge flere forklaringer bag, såsom, at han ikke vil vise dig, at han er ked af det. Er han god nok til at vise og snakke om følelser? Men at han aflyser jeres aftale til fordel for hans kammerat, det er fuldstændig uacceptabelt - hvor er hans respekt for dig henne?
Det kunne godt lyde som om, at han næsten gør, hvad der passer ham, for du åbner jo døren igen og igen for ham, så sæt grænserne, det er det, der handler om fra din side, vil jeg mene og så bør du gøre alvorlig op med dig selv, om du vil bruge dit liv på, at sidde og vente på en mand, du længes efter og kan og vil din kæreste give mere plads til dig i hans liv!!!
Jeg mener helt mestemt også, at du skal snakke med dine kæreste, hvordan jeres forhold påvirker dig..

det var rart at høre nogle tilbagemeldinger.
Der er ingen tvivl om at han elsker mig og han ser bestemt ingen andre.
Men jeg synes måske bare ikke at man er særlig seriøs som 32-årig, hvis man ikke kan holde sig lidt i ro indimellem. Synes ikke det gør noget at vi laver hver vores ting hver for sig, det er kun rart, men det ville bare være rart også at føle at man havde et liv sammen. for mig virker det egentlig som et venskab, men bare med lidt sex og ømhed inkluderet..
Jeg har vendt den med ham mange gange og han siger at han nok skal tænke lidt mere over tingene og på mig. måske det er derfor jeg hele tiden tror det bliver bedre på et tidspunkt?
Og så tror jeg også at jeg er bange for at være alene igen. Gik min mand gennem 5 år og vær alene 1 måned og fandt så ham jeg er sammen med nu. Så det kan godt være at det bare er frygten for at være alene igen... for så dum som jeg er, skulle det ikke undre mig, at man så bare påbegynder noget nyt hurtigt igen.
Udover dette, kommer hans mor også og rydder op, gør rent for ham og maler for ham osv... Er det ikke også underligt, når man har den alder han har, og han er altså IKKE enebarn.
Synes bare at det virker som om man ikke kan tage ansvar for noget som helst selv, eller stå på egne ben....?!

Jeg kan da godt forstå, at du synes, at det er meget sporadisk, så jeg kan ikke lade være med at spørge: Hvad for et forhold? Kom ud af det, du er tilsyneladende kun et komma i hans liv.

Lyder som om han er vant til at gøre, hvad han har lyst til uden særlige hensyn, og så kommer mor og rydder op, når hun synes dengse er "kommet lidt for langt væk". Ud af klappen, og det kan ikke gå hurtigt nok. Du er ikke ældre, end at der er masser af "grønt græs" til dig. Fandt selv "græsset" meget senere.
Op på dupperne, hvor selvudslettende kan du være?
Slik sårene og kom videre.
Hilsen gyffe

tak for jeres svar. det var rart lige at få nogle andres mening omkring det hele....:-)

ja men det er vel en smags sag ... og i dit/jeres tilfælde er I ikke enig i hvert fald.
Det med trygheden er langt værre for du kaster dig måske for hurtigt ud i noget nyt ja. Det kræver reklektion nå man går ud af et forhold så men ikke gentager et mønster.
Det med moderen ja det virker ret kejtet ...
Kom ud af det andet er der vist ikke at gøre

- den der med "moar ordner" - den duer simpelthen ikke, når man er 32!! Jeg synes du skulle sætte ham på udskiftningsbænken.
- Det undrede mig så, da jeg læste dit første indlæg, at end ikke koncerterne går I til sammen....

jeg vil ikke påstå at jeg falder for en bestemt type. faktisk, har jeg mest fundet mig sådan nogle hårde typer, som altid har villet diskutere og været meget jaloux og som vil sidde hjemme og holde i hånd hele tiden. og som ikke vil have at man tager i byen osv.
med ham her, kan man simpelthen alt ude3n der bliver stillet spørgsmål eller nogen form for jalousi, og derfor, har jeg nok den følelse, at han er ligeglad med mig.
Jeg er selv den type, som synes det er sundt med en diskussion indimellem, men tror simpelthen ikke, at han noglesinde har prøvet at have et skænderi eller diskussion, ikke engang med hans forældre...
Meget sært, for mig....

jeg vil ikke påstå at jeg falder for en bestemt type. faktisk, har jeg mest fundet mig sådan nogle hårde typer, som altid har villet diskutere og været meget jaloux og som vil sidde hjemme og holde i hånd hele tiden. og som ikke vil have at man tager i byen osv.
med ham her, kan man simpelthen alt ude3n der bliver stillet spørgsmål eller nogen form for jalousi, og derfor, har jeg nok den følelse, at han er ligeglad med mig.
Jeg er selv den type, som synes det er sundt med en diskussion indimellem, men tror simpelthen ikke, at han noglesinde har prøvet at have et skænderi eller diskussion, ikke engang med hans forældre...
Meget sært, for mig....

Han er vel (næsten)helt dækket ind af sin mor, kan jeg forstå..så her får du da ingen problemer mht. at dække hans følelsesmæssige behov mht. at være den bedste mand i verden ...for en kvinde. Hun sidder jo godt på den trone, men såslipper du jo for jalousien. Men han ønsker sig nok lidt mere frihed til gengæld (heraf hans mange aktiviteter) fremfor endnu en omklamrende kvinde i sit liv. Så du kommer nok til at indse, at du spiller en birolle i hans liv..selvom han sikkert er glad for dig.
Kan du - som du her beskriver det - ikke finde dig i dette, vil jeg anbefale dig at droppe ham. Og kan du heller ikke droppe ham, så må du hellere se at finde dig nogle flere interesser end lige HAM at gå op i.
Jeg tror nemlig ikke på snakkeriet! Har aldrig troet på man kunne snakke en mand til fornuft:o)))
De ved nemlig godt, hvad de selv vil!
Og de skal nok finde selv ud af at gå efter det, hvis det altså er tilstrækkeligt attraktivt... dvs. nok til de vil opgive det, som de allerede har..;-)

Jeg måtte nok videre med mit liv, hvis det var min "kæreste".
Jeg holder selv af friheden i et forhold. Altså den frihed der handler om at have tid til andet end kæresten og tosomheden.
Men, jeg har fundet ud af med årene at en kæreste som bruger 95% af sin tid på ALT muligt andet end mig, har jeg ikke nogen fremtid med.
Det er fint for mig at man passer sit arbejde/studie, får noget motion/dyrker sport, ser venner og veninder med jævne mellemrum osv., men det er simpelthen ikke godt nok, hvis man nærmest tager hinanden for givet, og det synes jeg at din kæreste gør.
Hvornår har han sidst "ofret" noget af sin "legetid" på dig, bare fordi DU havde behov for ham?
Egentlig synes jeg ikke det handler om bekræftelse, men mere om at mærke at man rent faktisk bliver prioriteret og betyder noget for den man er sammen med. Jeg har haft en kæreste der arbejdede utrolig meget (100timer+ om ugen) og jeg følte mig til sidst som sådan en bolledukke han lige smuttede forbi engang imellem, når han ikke var optaget af alt muligt andet.
Det er ikke et forhold for mig, men jeg tror det er vigtigt at du gør op med dig selv, hvad et forhold indebærer for dig, så du kan træffe en beslutning.
Noget andet er, at jeg ligesom dig forventer at en person på 32 er en voksen mand(!) og ikke en forvokset teenager med dertilhørende livsstil. Det er bare ikke attraktivt at han lever på den måde, og det ville slet ikke gå for mig!