Hvorfor er det mit hjerte gør
jeg smiler hver gang jeg ser dig
hvorfor er det jeg ikke tør
tage det næste skridt videre
Hvorfor rødmer jeg og lyser op
på selv samme tid
hvorfor virker du mere særlig
end et hvert andet individ
hvorfor ser jeg dig konstant
for min indre skærm
hvorfor er du alt jeg ser
jeg ønsker du er nær
Hvis bare du føler som mig
må det gerne blive ved
ja, denne smukke følelse
den kaldes kærlighed
tilføjet af Anonym
Fantastisk
skønt, dejligt og varmt digt [s]
tilføjet af Hyttesko
Tusind tak :)
Mange tak for rosen 🙂 dejligt at høre at det giver mening, det jeg har skrevet 🙂
tilføjet af Brændende kærlighed
smukt digt
men, hvorfor tør du ikke tage det næste skridt?😉 til at komme videre, og komme i kontakt med den du elsker?[l] Er du bange for vedkommende?😮 eller bange for at blive afvist😮, hvis kærligheden ikke bliver gengældt[:*(], men prøv at tage chancen, og bejle til den, som får dit hjerte til at banke[l][l][l]
Kommer helt til at tænke på sangen med Lars Lilholt - Kald det kærlighed[l][l]😉, håber da snart du får gevinst, og held og lykke til dig.😉
tilføjet af Hyttesko
Tak og..
Tak, tak, og sjovt du netop kommer til at tænke på "kald det kærlighed" 🙂 Fik den selv på hjernen her for nylig.
Jeg er da kommet i kontakt med personen, vi snakker jævnligt.. Og vi snakker godt sammen. 🙂 men er bange for at han synes jeg er kedelig og egentlig slet ikke interesseret. Eller bange for at han synes jeg er belastende. Nogengange har vi lange og rigtig gode samtaler, og andre gange er de temmelig korte og dør ud ret hurtigt. Jeg er bare virkelig usikker på mig selv, og forstår ikke helt hvorfor. Han sender lidt blandede signaler, men det kan måske have noget med hans generthed at gøre. Når han ser mig kigger han enten på mig eller sender mig et stort smil. Men det sker også ret ofte at han bare går lige forbi mig uden så meget som at se på mig. Måske er han lige så genert som mig? Måske undgår han mig.
Det plejede desuden at være ham der tog initiativ til vores samtaler. Her den sidste 1-1½ uge har det været mig. Måske var han træt af at det altid var ham og var selv usikker, måske har jeg forbipasseret min chance fordi jeg ikke smedede mens jernet var varmt? Det går bare så langsomt i mellem os, som om vi aldrig vil kunne få noget op og køre. Måske ser han mig blot som en ven... Og hvordan skal jeg kunne ændre det.. 😕