Forladt efter så mange år

Hvad skal jeg nu gøre?
Min mand gennem næsten 19år har forladt mig. Også nu hvor jeg endelig er gravid!
Jeg er en kvinde på 44år, der har været gift i snart 19år med en mand på 46år. For knap 2 mdr siden fandt jeg ud af at jeg var gravid, og min mand sagde at vores ægteskab var slut.
Historien er sådan; da jeg mødte min mand havde han 1 barn fra et tidligere forhold, og ville ikke have flere. Og jeg ville så gerne beholde ham så jeg fik ham til at tro jeg heller ikke ville have nogle. Med tiden fik jeg overbevist mig selv om at det rent faktisk var sådan og vi havde det skønt. Indtil for 3 år siden hvor jeg begyndte at drømme om den fuldendte kærnefamilie. Så jeg gik til lægen for at få min p-stav ud, og jeg sagde ikke noget til min mand. Måske var jeg dum & naiv, men havde håbet at efter så mange år skulle der mere til før han forlod mig! Jeg tog fejl, så nu sidder jeg her. Gammel, gavid & alene :(

Hvordan kunne du holde ud at leve med en mand i 19 år, når
du kendte hans holdning til børn. Hvis du havde forladt ham
for 20 år siden, så ville du have den dejlig kernefamilie
i dag. Hvor dine børn ville være flyttet hjemmefra.
Hvis børn var dit højeste ønske, så burde du have forladt
ham for 3 år siden. For der findes faktisk mænd, der godt
vil have børn.
Hvis du gør noget bag ryggen på et andet menneske, så
kan du forvente den nuværende situation. Det gælder også
på en lang række andre områder.

Hej med dig.
Dumt at snyde manden. Jeg har selv børn fra tidlig og havde ikke noget ønske om at få flere, hvilket jeg da også sagde til min nuværende kæreste, men som tiden gik blev jeg overbevist om at det ville være ok. Find ud af om han er sur over du har snydt ham eller om det fordi han virkeligt ikke vil have flere børn. Ellers bare nyd dit barn og glæd dig over det. Modsat manden er du da sikker på du nu har en der aldig vil forlade dig....
Held og lykke

At der er nogen der vælger at smutte sådan. Du skal finde en rar mand, som vil elske dit barn som sit eget, og jo de findes skam endnu.

Børn som 44 årige hvad tænker du på?
Kan godt forstår din mand forlade dig, hvis kan sige klart nej , så havde jeg også gjort det!
Forstår stadig ikke hvordan du kan overhovedet overveje at få børn, når du er SÅ gammel

Egoist...
Men det bliver mere og mere normalt at man få børn senere i livet end tidligere.

sagt det samme i 19år, hvad får dig så til at tro han pludselig ændre mening?
Jeg forstår skam godt han smuttede.
1. Du løj for ham og gjorde det i mange år!
2. Du valgte at få din p-stav fjernet uden at informere ham!
3. Du valgte at gå imod hans ønske om IKKE at få flere børn!
4. Du forventer at han vil være der for dig efter sådan nogle svinestreger!
Ja er det ikke egoistisk så ved jeg ikke hvad det er!

Umiddelbart ville jeg sige, at du skal tage dig sammen og lade være med at have ondt af dig selv. Du er 44 år, og har i 19 år vidst, at din mand ikke ønskede flere børn. Når du alligevel har valgt at blive gravid, ville jeg jo mene, at du har gennemtænkt situationen, og at dit ønske om et barn har været så stort, at du var forberedt og indstillet på at tage konsekvenserne.
Men som jeg læser dit indlæg, er det på ingen måde sådan du har det....
Du ligger som du har redt, og hvis du skal kommer videre uden at ende i selvmedlidenhed og depression, er det vigtigt at du accepterer dit valg og konsekvenserne af det. Først der kan du komme videre og blive en hel kvinde og en hel mor.
Men først skal du af med aggressionerne...
Jeg går ud fra at du både er såret over skuffet over, at din mand har forladt dig. Ja, du har været umådelig naiv men netop derfor er din skuffelse måske endnu større. Fordi du slet ikke har været forberedt på, at han ville forlade dig. Dit ønske var den fuldendte kernefamilie, og nu står du alene og gravid. Ikke den fedeste sitaution, så selvfølgelig skal du afreagere.
Jeg synes du skal sørge for at pleje og forkæle dig selv. Brug tid sammen med mennesker, du holder af og som du kan tale frit med. Tal dem ørerne af og kom af med alle de negative følelser. Måske du vil have glæde af at tale med en psykolog?
Da du ikke kan bruge selvmedlidenhed eller negative tanker til noget, tror jeg det er vigtigt at du fastsætter en vis periode, hvor du kan sørge over tabet af din mand. Du kan selvfølgelig ikke bare lægge 19 år bag dig, men det kan jo ikke gøres om. Du kan selvfølgelig håbe på at din mand fortryder, og vender tilbage. Det kan jeg dog ikke anbefale, da det kun vil fastholde dig i de pinefulde følelser. Uanset hvor ondt det gør, har du reelt kun een mulighed: Fremad!
Når perioden er gået, skal du sige til dig selv, at du har truffet et valg, fordi det var det rigtige for dig. At det er ok, og at du får et skønt barn og bliver en super mor.
Når du har sagt det tilstrækkelig mange gange, tror du også på det! Du er simpelthen nødt til at finde de postitive tanker frem, for din og barnet skyld.
Og huske så lige på, at livet ikke er slut. Du er muligvis 44 og gravid uden mand, men du har forhåbentlig mange år foran dig endnu. Alene forbliver du kun, hvis du ønsker det. Der er masser af mænd, og også en til dig🙂

Mange varme tanker herfra [s]

"der er også en til dig" får jeg sgu lyst til at møde face to face, så kan vedkommende se at det er en umulighed i mit tilfælde.

Men så kan man jo altid replicere at der er 50% chance for at den person der siger det bliver skilt.