Fra lovende ung mand til vordene førtidspensionist
16 år:
Færdig med folkeskolen, videre på handelsskolen 1 år. Ingen praktikplads.
17år:
Sabbatår, lavtlønnede unge-jobs, klarede mig lige (flyttet hjemmefra)
18 år:
2. på HG. Sendte mange ansøgninger om praktikpladser, og på den allersidste jeg skrev (ville ellers have fundet på noget helt andet) fik jeg min drømmeplads i en computerbutik.
20 år:
Uddannelse som salgsassistent færdig med en ok fagprøve som gav et 10-tal. Fedt tænkte jeg nu måtte jeg være "påklædt" til at være "rigtig" voksen og få et alm betalt job.
Jeg måtte dog hurtigt indse sandheden: Computersælgere er slet ikke populære. Slet ikke i provinsen hvor der faktisk er langt mellem deciderede computer-butikker. Jeg kunne mit kram men kunne ikke udnytte det.
Efter få mdr på dagpenge dimmitend-sats, indså jeg hurtigt at jeg måtte være åben for hvad som helst. Jeg kom til at kopiere VHS-film (altså på en lovlig fabrik), hvor de bla lavede pippi langstrømpe - og porno lol... ;/
Men det var et barselsvikariat, så efter 3 mdr var jeg "ude" igen. I det mindste kunne jeg nu modtage max dagpenge.
Så gik jeg ledig nogen tid.
Så fik jeg job i træindustrien, hårdt fysisk arbejde, især for en splejs som mig ;/ Vikariat og efter 3 mdr ude igen.
Så gik jeg ind i turistbranchen, men det var kun deltid, så jeg supllerede med avisruter og supllerende dagpenge.
Nu var jeg også blevet far og havde kone osv og et 140 m2 hus, alt var fint.
Man går sådan i hverdagen og tager ting for givet: Naturligvis har man en seng at sove i, en bil at køre i, et job at passe, et barn at forsørge... Ligetil konen trækker tæppet væk under en.
Jeg var igen ledig, konen smuttede fordi hun mente det var min skyld økonomien var stram (hun har været på kontanthjælp i 10 år pånær 5 måneder), så jeg sad der med 140m2 hus, som jeg som enlig hverken havde brug for eller råd til.
Jeg måtte derfor finde den billigst mulige bolig, og jeg fandt en 1-er til 2500 med bad, vand, varme, el, osv, det kan vist ikke gøres meget billigere.
Tilmed var det tættere på en noget større by end jeg hidtil har boet i så jobchancerne burde jo blive bedre eftersom der er flere butikker osv, og da det er tæt på et turist-område så i den branche som jeg jo havde erfaring fra.
Sådan blev det bare ikke.
Langsomt men sikkert blev vores "imperium" som egenligt fungerede meget godt til et spørgsmål om at have tag over hovedet eller ej. Jeg måtte smide 10 flyttekasser med gode ting og møbler ud - havde ganske enkelt ikke plads til dem.
Nu er jeg så på herrens mark.
Nu skal jeg "slos" med social-forvaltningen, men de forstår ikke ordet "syg". Jeg har rygerlunger og behøver snart konstant ilt-tilførsel 23 timer af døgnet, alligevel skal jeg aktiveres og arbejdsprøves? Jeg kan knapt nok klare et indkøb på 15 min, og benytter ofte udbringning af varer, eller taxi, da jeg ikke kan selv. Min lejlighed ligner lort, og det er ikke fordi jeg ikke gider rydde op, men fordi jeg ikke kan.
Mit tøj bliver "luftet" - i "indelukket" luft, og ikke vasket. Har max 1-2 vask pr mdr.
Men hvad man har vel lov til at "lugte" og have sorte negle i sit eget hjem... meen...
Så fra alm familie med bil, barn, og et par katte, og måske et barn mere i udsigt, blev det til enlig mor på kontanthjælp og en mand som kæmper for at holde fast i livet.
Jeg oplever jævnligt at jeg fx køber en portion frossen suppe til 25 kr, beregnet til 3-4 portioner, den skal jeg så leve af en hel uge.
Jo velfærdssamfundet er vildt godt: Jeg er blevet nægtet hjælp til tandlæge, transport til aktivering, henstand på offentlig gæld...
Jeg kunne også bare give op ik? Jeg skider mine kreditorer i hovedet, ikke fordi jeg vil, men fordi jeg ikke har noget valg. Jeg er et menneske og kan kun gør det jeg kan hvilket ikke er meget når man i forvejen er kronisk syg.
Jeg hørte et citat: "Hvis du har kræfter nok til at gå op på kommunen og bede om førtidspension, så er du for rask til at får det, men også for syg til at få et job.
En gråzone jeg ville ønske nogle politikere kiggede nærmere på.
Færdig med folkeskolen, videre på handelsskolen 1 år. Ingen praktikplads.
17år:
Sabbatår, lavtlønnede unge-jobs, klarede mig lige (flyttet hjemmefra)
18 år:
2. på HG. Sendte mange ansøgninger om praktikpladser, og på den allersidste jeg skrev (ville ellers have fundet på noget helt andet) fik jeg min drømmeplads i en computerbutik.
20 år:
Uddannelse som salgsassistent færdig med en ok fagprøve som gav et 10-tal. Fedt tænkte jeg nu måtte jeg være "påklædt" til at være "rigtig" voksen og få et alm betalt job.
Jeg måtte dog hurtigt indse sandheden: Computersælgere er slet ikke populære. Slet ikke i provinsen hvor der faktisk er langt mellem deciderede computer-butikker. Jeg kunne mit kram men kunne ikke udnytte det.
Efter få mdr på dagpenge dimmitend-sats, indså jeg hurtigt at jeg måtte være åben for hvad som helst. Jeg kom til at kopiere VHS-film (altså på en lovlig fabrik), hvor de bla lavede pippi langstrømpe - og porno lol... ;/
Men det var et barselsvikariat, så efter 3 mdr var jeg "ude" igen. I det mindste kunne jeg nu modtage max dagpenge.
Så gik jeg ledig nogen tid.
Så fik jeg job i træindustrien, hårdt fysisk arbejde, især for en splejs som mig ;/ Vikariat og efter 3 mdr ude igen.
Så gik jeg ind i turistbranchen, men det var kun deltid, så jeg supllerede med avisruter og supllerende dagpenge.
Nu var jeg også blevet far og havde kone osv og et 140 m2 hus, alt var fint.
Man går sådan i hverdagen og tager ting for givet: Naturligvis har man en seng at sove i, en bil at køre i, et job at passe, et barn at forsørge... Ligetil konen trækker tæppet væk under en.
Jeg var igen ledig, konen smuttede fordi hun mente det var min skyld økonomien var stram (hun har været på kontanthjælp i 10 år pånær 5 måneder), så jeg sad der med 140m2 hus, som jeg som enlig hverken havde brug for eller råd til.
Jeg måtte derfor finde den billigst mulige bolig, og jeg fandt en 1-er til 2500 med bad, vand, varme, el, osv, det kan vist ikke gøres meget billigere.
Tilmed var det tættere på en noget større by end jeg hidtil har boet i så jobchancerne burde jo blive bedre eftersom der er flere butikker osv, og da det er tæt på et turist-område så i den branche som jeg jo havde erfaring fra.
Sådan blev det bare ikke.
Langsomt men sikkert blev vores "imperium" som egenligt fungerede meget godt til et spørgsmål om at have tag over hovedet eller ej. Jeg måtte smide 10 flyttekasser med gode ting og møbler ud - havde ganske enkelt ikke plads til dem.
Nu er jeg så på herrens mark.
Nu skal jeg "slos" med social-forvaltningen, men de forstår ikke ordet "syg". Jeg har rygerlunger og behøver snart konstant ilt-tilførsel 23 timer af døgnet, alligevel skal jeg aktiveres og arbejdsprøves? Jeg kan knapt nok klare et indkøb på 15 min, og benytter ofte udbringning af varer, eller taxi, da jeg ikke kan selv. Min lejlighed ligner lort, og det er ikke fordi jeg ikke gider rydde op, men fordi jeg ikke kan.
Mit tøj bliver "luftet" - i "indelukket" luft, og ikke vasket. Har max 1-2 vask pr mdr.
Men hvad man har vel lov til at "lugte" og have sorte negle i sit eget hjem... meen...
Så fra alm familie med bil, barn, og et par katte, og måske et barn mere i udsigt, blev det til enlig mor på kontanthjælp og en mand som kæmper for at holde fast i livet.
Jeg oplever jævnligt at jeg fx køber en portion frossen suppe til 25 kr, beregnet til 3-4 portioner, den skal jeg så leve af en hel uge.
Jo velfærdssamfundet er vildt godt: Jeg er blevet nægtet hjælp til tandlæge, transport til aktivering, henstand på offentlig gæld...
Jeg kunne også bare give op ik? Jeg skider mine kreditorer i hovedet, ikke fordi jeg vil, men fordi jeg ikke har noget valg. Jeg er et menneske og kan kun gør det jeg kan hvilket ikke er meget når man i forvejen er kronisk syg.
Jeg hørte et citat: "Hvis du har kræfter nok til at gå op på kommunen og bede om førtidspension, så er du for rask til at får det, men også for syg til at få et job.
En gråzone jeg ville ønske nogle politikere kiggede nærmere på.