GALILEI'S SAMMENSTØD MED KIRKEN
Det er den 22. juni 1633. En ældre mand som har svært ved at holde balancen, ligger på knæ foran den romerske inkvisitionsdomstol. Han er naturvidenskabsmand, en af datidens bedst kendte. Hans videnskabelige overbevisning er baseret på mange års studium og undersøgelser. Men hvis han vil redde livet, må han afsværge det han véd er sandt.
Hans navn var Galileo Galilei. Galileisagen, som den bliver kaldt, har rejst tvivl, spørgsmål og strid som stadig giver genlyd i dag, 370 år senere. Sagen har sat sig uudslettelige spor i såvel kirkens som videnskabens historie. Hvorfor alt dette postyr? Hvorfor har sagen igen i vor tid vakt så megen interesse at den er blevet genstand for offentlig omtale? Er den virkelig et symbol på „bruddet mellem videnskab og religion,“ som en avis udtrykker det?
Galilei betragtes af mange som „den moderne videnskabs fader“. Han var matematiker, astronom og fysiker. Som en af de allerførste der studerede himmelhvælvingen ved hjælp af et teleskop, mente Galilei at hans iagttagelser bekræftede en opfattelse der på hans tid endnu var stærkt omdiskuteret: At Jorden bevæger sig omkring Solen, og at vores planet som følge deraf ikke er universets midtpunkt. Det er ikke så mærkeligt at Galilei undertiden betragtes som grundlæggeren af den moderne eksperimentelle metode.
Hvad opdagede Galilei, og hvad opfandt han? Som astronom opdagede han blandt andet at Jupiter har måner, at Mælkevejen består af stjerner, at der er bjerge på Månen, og at Venus gennemgår faser der ligner Månens. Som fysiker studerede han de fysiske love der gælder for både pendulet og for legemer i frit fald. Han opfandt flere videnskabelige instrumenter, deriblandt den geometriske passer, en slags regnestok. Ved hjælp af oplysninger han fik fra Holland, fremstillede han det teleskop der åbnede universet for ham.
En langvarig konfrontation med det gejstlige hierarki ændrede imidlertid denne højt begavede videnskabsmands liv til et drama — Galileisagen. Hvordan begyndte det hele, og hvad var årsagen?
Allerede i slutningen af det 16. århundrede antog Galilei den kopernikanske teori, som siger at Jorden kredser om Solen og ikke omvendt. Den kaldes også teorien om det heliocentriske system, det vil sige det system hvor Solen betragtes som centrum. Efter at han i 1610 ved hjælp af sit teleskop havde opdaget himmellegemer som man aldrig før havde observeret, blev Galilei overbevist om at han havde fået bekræftet at det heliocentriske system svarede til virkeligheden.
Ifølge den store italienske ordbog Grande Dizionario Enciclopedico UTET var det Galileis ønske at udrette mere end blot at gøre sådanne opdagelser. Han ville overbevise „tidens fornemste personer (fyrster og kardinaler)“ om at Kopernikus’ teori var sand. Han nærede det håb at han med indflydelsesrige venners hjælp kunne overvinde kirkens indvendinger, ja, oven i købet vinde dens støtte.
I 1611 rejste Galilei til Rom, hvor han mødte højtstående gejstlige, og ved hjælp af sit teleskop viste han dem sine opdagelser inden for astronomien. Men det gik ikke som han havde håbet. I 1616 måtte han konstatere at han var blevet genstand for en officiel undersøgelse.
Den romerske inkvisitions teologer stemplede den heliocentriske tese som „i filosofisk henseende tåbelig og absurd og i sin form kættersk, eftersom den i mange henseender direkte modsiger Den Hellige Skrifts bogstavelige ordlyd, den almindeligt accepterede udlægning af Skriften og De Hellige Fædres og de teologiske doktorers forståelse“.
Galilei mødte kardinal Roberto Bellarmino, tidens største katolske teolog, som fik tilnavnet „kætternes hammer“. Han formanede Galilei til at holde op med at udbrede sin mening om det heliocentriske system.
Galilei prøvede at være forsigtig, men han opgav ikke Kopernikus’ tese. Sytten år senere, i 1633, blev han stillet for inkvisitionsdomstolen. Kardinal Bellarmino var død, og hans hovedmodstander var nu pave Urban VIII, som tidligere havde været ham gunstigt stemt. Retssagen er blevet betegnet som en af de mest berømte, men også mest uretfærdige i historien, på linje med retssagen mod Sokrates og retssagen mod Jesus.
Hvad havde givet anledning til denne retssag? Galilei havde skrevet en bog med titlen Dialog om de to store verdenssystemer, hvori han i realiteten gjorde sig til talsmand for det heliocentriske verdensbillede. Han fik besked på at møde for domstolen i 1632, men han udsatte sin rejse da han var syg og næsten 70 år gammel. Han rejste til Rom det følgende år, efter at han var blevet truet med at blive lagt i lænker og ført til Rom med magt. Efter ordre fra paven blev han forhørt og endda truet med tortur.
Der hersker strid om hvorvidt denne syge gamle mand virkelig blev underkastet tortur. I optegnelserne i forbindelse med dommen hed det at Galilei blev underkastet „strengt forhør“. Ifølge retshistorikeren Italo Mereu er dette netop det tekniske udtryk som dengang blev brugt om tortur. Flere lærde bekræfter dette.
Dommen over Galilei blev afsagt den 22. juni 1633 i en spartansk udstyret sal hvor inkvisitionens medlemmer var til stede. Han blev fundet skyldig i „at have troet på og antaget en falsk lære som var i modstrid med De Hellige og Guddommelige Skrifter, en lære som går ud på at Solen . . . ikke bevæger sig fra øst til vest, men at det er Jorden der bevæger sig, og at den ikke er verdens midtpunkt“.
Da Galilei ikke ønskede at være martyr, var han tvunget til at tilbagekalde hvad han havde sagt. Efter at dommen var blevet oplæst, erklærede den aldrende videnskabsmand, som lå på knæ og var klædt i bodsdragt, højtideligt: „Jeg afsværger, forbander og afskyr de nævnte vildfarelser og kætterier [Kopernikus’ teori], og i øvrigt enhver anden vildfarelse og ethvert kætteri og sektvæsen som går imod Den Hellige Kirke.“
Det fortælles — men sagnet er ikke bekræftet — at Galilei, efter at have udtalt sin erklæring, stampede i gulvet og sagde: „Men den bevæger sig nu alligevel!“ Det siges at ydmygelsen ved at skulle tilbagekalde sine udtalelser om de opdagelser han havde gjort, pinte Galilei til hans død. Han blev idømt fængsel, men dommen blev ændret til livsvarig husarrest. Efterhånden som hans syn svækkedes og han til sidst blev totalt blind, levede han en mere tilbagetrukket tilværelse.
Mange har draget den slutning at det der overgik Galilei, viser at religion og videnskab ikke kan forenes. I tidens løb har sagen virkelig fået mange til at tage afstand fra religion. De er blevet overbevist om at religion i sit væsen er en trussel mod videnskabelige fremskridt. Men er det tilfældet?
Det er rigtigt at Pave Urban VIII og teologerne i den romerske inkvisition fordømte Kopernikus’ teori og hævdede at den var i modstrid med Bibelen. Galileis modstandere henviste til Josuas ord: „Sol, stå stille,“ som efter deres mening skulle forstås helt bogstaveligt. (Josua 10:12) Men modsiger Bibelen virkelig Kopernikus’ teori? Nej, slet ikke.
Det var ikke videnskaben og Bibelen der var i modstrid med hinanden, men videnskaben og en helt åbenbar fejlfortolkning af Skriften. Sådan så Galilei også på det. Han skrev til en elev: „Skriften tager ikke fejl, men de der fortolker og udlægger den, kan tage fejl, og de gør det på flere måder. En af de alvorligste og hyppigste er at de standser op ved den helt bogstavelige betydning.“ Det vil enhver seriøs bibellæser give ham ret i.
Galilei gik endnu videre. Han hævdede at to bøger, Bibelen og naturens bog, er skrevet af en og samme forfatter og derfor ikke kan modsige hinanden. Men han tilføjede at man „ikke med sikkerhed kan påstå at alle fortolkere taler under guddommelig inspiration“. Denne skjulte hentydning til kirkens officielle fortolkning blev højst sandsynligt betragtet som en provokation og førte til at Galilei blev dømt af inkvisitionen. Hvor vovede en lægmand i det hele taget at give sig af med at fortolke Skriften, en ret som alene tilkom kirken?
På grundlag af sagen mod Galilei har flere lærde rejst tvivl om både pavens og kirkens ufejlbarlighed. Den katolske teolog Hans Küng skriver at „talrige umiskendelige fejl“ i „kirkens officielle lære“, blandt andet „domfældelsen af Galilei“, har rejst tvivl om ufejlbarlighedsdogmet.
I november 1979, et år efter sin indsættelse, udtrykte Johannes Paul II håb om at sagen mod Galilei måtte blive vurderet på ny. Paven indrømmede at Galilei „havde gennemgået store lidelser . . . forårsaget af mænd og institutioner i kirken“. Tretten år senere, i 1992, udtalte en kommission udnævnt af den samme pave: „Visse teologer, Galileis samtidige, . . . forstod ikke Skriftens dybere, ikkebogstavelige betydning når den taler om universets fysiske opbygning.“
Sandheden er dog at den heliocentriske teori ikke blev fordømt af teologerne alene. Pave Urban VIII, der spillede en fremtrædende rolle i sagen, insisterede hårdnakket på at Galilei skulle holde op med at undergrave den lære som kirken havde haft i århundreder, nemlig at Jorden er universets midtpunkt. Den lære stammede ikke fra Bibelen, men fra den græske filosof Aristoteles.
Efter at kommissionen meget nøje havde gennemgået og undersøgt sagen, beskrev paven domfældelsen af Galilei som „en forhastet og ulykkelig afgørelse“. Var Galilei så blevet rehabiliteret? „At tale om at Galilei er blevet rehabiliteret, sådan som nogle gør, er absurd,“ siger en skribent, „for historien fordømmer ikke Galilei, men den gejstlige domstol.“ Historikeren Luigi Firpo siger: „Det tilkommer ikke forfølgerne at rehabilitere deres ofre.“
Bibelen er „en lampe der skinner på et mørkt sted“. (2 Peter 1:19) Galilei forsvarede den over for en fejlfortolkning af den. Kirken gjorde det modsatte ved at forsvare en gammel overlevering på Bibelens bekostning.
Hans navn var Galileo Galilei. Galileisagen, som den bliver kaldt, har rejst tvivl, spørgsmål og strid som stadig giver genlyd i dag, 370 år senere. Sagen har sat sig uudslettelige spor i såvel kirkens som videnskabens historie. Hvorfor alt dette postyr? Hvorfor har sagen igen i vor tid vakt så megen interesse at den er blevet genstand for offentlig omtale? Er den virkelig et symbol på „bruddet mellem videnskab og religion,“ som en avis udtrykker det?
Galilei betragtes af mange som „den moderne videnskabs fader“. Han var matematiker, astronom og fysiker. Som en af de allerførste der studerede himmelhvælvingen ved hjælp af et teleskop, mente Galilei at hans iagttagelser bekræftede en opfattelse der på hans tid endnu var stærkt omdiskuteret: At Jorden bevæger sig omkring Solen, og at vores planet som følge deraf ikke er universets midtpunkt. Det er ikke så mærkeligt at Galilei undertiden betragtes som grundlæggeren af den moderne eksperimentelle metode.
Hvad opdagede Galilei, og hvad opfandt han? Som astronom opdagede han blandt andet at Jupiter har måner, at Mælkevejen består af stjerner, at der er bjerge på Månen, og at Venus gennemgår faser der ligner Månens. Som fysiker studerede han de fysiske love der gælder for både pendulet og for legemer i frit fald. Han opfandt flere videnskabelige instrumenter, deriblandt den geometriske passer, en slags regnestok. Ved hjælp af oplysninger han fik fra Holland, fremstillede han det teleskop der åbnede universet for ham.
En langvarig konfrontation med det gejstlige hierarki ændrede imidlertid denne højt begavede videnskabsmands liv til et drama — Galileisagen. Hvordan begyndte det hele, og hvad var årsagen?
Allerede i slutningen af det 16. århundrede antog Galilei den kopernikanske teori, som siger at Jorden kredser om Solen og ikke omvendt. Den kaldes også teorien om det heliocentriske system, det vil sige det system hvor Solen betragtes som centrum. Efter at han i 1610 ved hjælp af sit teleskop havde opdaget himmellegemer som man aldrig før havde observeret, blev Galilei overbevist om at han havde fået bekræftet at det heliocentriske system svarede til virkeligheden.
Ifølge den store italienske ordbog Grande Dizionario Enciclopedico UTET var det Galileis ønske at udrette mere end blot at gøre sådanne opdagelser. Han ville overbevise „tidens fornemste personer (fyrster og kardinaler)“ om at Kopernikus’ teori var sand. Han nærede det håb at han med indflydelsesrige venners hjælp kunne overvinde kirkens indvendinger, ja, oven i købet vinde dens støtte.
I 1611 rejste Galilei til Rom, hvor han mødte højtstående gejstlige, og ved hjælp af sit teleskop viste han dem sine opdagelser inden for astronomien. Men det gik ikke som han havde håbet. I 1616 måtte han konstatere at han var blevet genstand for en officiel undersøgelse.
Den romerske inkvisitions teologer stemplede den heliocentriske tese som „i filosofisk henseende tåbelig og absurd og i sin form kættersk, eftersom den i mange henseender direkte modsiger Den Hellige Skrifts bogstavelige ordlyd, den almindeligt accepterede udlægning af Skriften og De Hellige Fædres og de teologiske doktorers forståelse“.
Galilei mødte kardinal Roberto Bellarmino, tidens største katolske teolog, som fik tilnavnet „kætternes hammer“. Han formanede Galilei til at holde op med at udbrede sin mening om det heliocentriske system.
Galilei prøvede at være forsigtig, men han opgav ikke Kopernikus’ tese. Sytten år senere, i 1633, blev han stillet for inkvisitionsdomstolen. Kardinal Bellarmino var død, og hans hovedmodstander var nu pave Urban VIII, som tidligere havde været ham gunstigt stemt. Retssagen er blevet betegnet som en af de mest berømte, men også mest uretfærdige i historien, på linje med retssagen mod Sokrates og retssagen mod Jesus.
Hvad havde givet anledning til denne retssag? Galilei havde skrevet en bog med titlen Dialog om de to store verdenssystemer, hvori han i realiteten gjorde sig til talsmand for det heliocentriske verdensbillede. Han fik besked på at møde for domstolen i 1632, men han udsatte sin rejse da han var syg og næsten 70 år gammel. Han rejste til Rom det følgende år, efter at han var blevet truet med at blive lagt i lænker og ført til Rom med magt. Efter ordre fra paven blev han forhørt og endda truet med tortur.
Der hersker strid om hvorvidt denne syge gamle mand virkelig blev underkastet tortur. I optegnelserne i forbindelse med dommen hed det at Galilei blev underkastet „strengt forhør“. Ifølge retshistorikeren Italo Mereu er dette netop det tekniske udtryk som dengang blev brugt om tortur. Flere lærde bekræfter dette.
Dommen over Galilei blev afsagt den 22. juni 1633 i en spartansk udstyret sal hvor inkvisitionens medlemmer var til stede. Han blev fundet skyldig i „at have troet på og antaget en falsk lære som var i modstrid med De Hellige og Guddommelige Skrifter, en lære som går ud på at Solen . . . ikke bevæger sig fra øst til vest, men at det er Jorden der bevæger sig, og at den ikke er verdens midtpunkt“.
Da Galilei ikke ønskede at være martyr, var han tvunget til at tilbagekalde hvad han havde sagt. Efter at dommen var blevet oplæst, erklærede den aldrende videnskabsmand, som lå på knæ og var klædt i bodsdragt, højtideligt: „Jeg afsværger, forbander og afskyr de nævnte vildfarelser og kætterier [Kopernikus’ teori], og i øvrigt enhver anden vildfarelse og ethvert kætteri og sektvæsen som går imod Den Hellige Kirke.“
Det fortælles — men sagnet er ikke bekræftet — at Galilei, efter at have udtalt sin erklæring, stampede i gulvet og sagde: „Men den bevæger sig nu alligevel!“ Det siges at ydmygelsen ved at skulle tilbagekalde sine udtalelser om de opdagelser han havde gjort, pinte Galilei til hans død. Han blev idømt fængsel, men dommen blev ændret til livsvarig husarrest. Efterhånden som hans syn svækkedes og han til sidst blev totalt blind, levede han en mere tilbagetrukket tilværelse.
Mange har draget den slutning at det der overgik Galilei, viser at religion og videnskab ikke kan forenes. I tidens løb har sagen virkelig fået mange til at tage afstand fra religion. De er blevet overbevist om at religion i sit væsen er en trussel mod videnskabelige fremskridt. Men er det tilfældet?
Det er rigtigt at Pave Urban VIII og teologerne i den romerske inkvisition fordømte Kopernikus’ teori og hævdede at den var i modstrid med Bibelen. Galileis modstandere henviste til Josuas ord: „Sol, stå stille,“ som efter deres mening skulle forstås helt bogstaveligt. (Josua 10:12) Men modsiger Bibelen virkelig Kopernikus’ teori? Nej, slet ikke.
Det var ikke videnskaben og Bibelen der var i modstrid med hinanden, men videnskaben og en helt åbenbar fejlfortolkning af Skriften. Sådan så Galilei også på det. Han skrev til en elev: „Skriften tager ikke fejl, men de der fortolker og udlægger den, kan tage fejl, og de gør det på flere måder. En af de alvorligste og hyppigste er at de standser op ved den helt bogstavelige betydning.“ Det vil enhver seriøs bibellæser give ham ret i.
Galilei gik endnu videre. Han hævdede at to bøger, Bibelen og naturens bog, er skrevet af en og samme forfatter og derfor ikke kan modsige hinanden. Men han tilføjede at man „ikke med sikkerhed kan påstå at alle fortolkere taler under guddommelig inspiration“. Denne skjulte hentydning til kirkens officielle fortolkning blev højst sandsynligt betragtet som en provokation og førte til at Galilei blev dømt af inkvisitionen. Hvor vovede en lægmand i det hele taget at give sig af med at fortolke Skriften, en ret som alene tilkom kirken?
På grundlag af sagen mod Galilei har flere lærde rejst tvivl om både pavens og kirkens ufejlbarlighed. Den katolske teolog Hans Küng skriver at „talrige umiskendelige fejl“ i „kirkens officielle lære“, blandt andet „domfældelsen af Galilei“, har rejst tvivl om ufejlbarlighedsdogmet.
I november 1979, et år efter sin indsættelse, udtrykte Johannes Paul II håb om at sagen mod Galilei måtte blive vurderet på ny. Paven indrømmede at Galilei „havde gennemgået store lidelser . . . forårsaget af mænd og institutioner i kirken“. Tretten år senere, i 1992, udtalte en kommission udnævnt af den samme pave: „Visse teologer, Galileis samtidige, . . . forstod ikke Skriftens dybere, ikkebogstavelige betydning når den taler om universets fysiske opbygning.“
Sandheden er dog at den heliocentriske teori ikke blev fordømt af teologerne alene. Pave Urban VIII, der spillede en fremtrædende rolle i sagen, insisterede hårdnakket på at Galilei skulle holde op med at undergrave den lære som kirken havde haft i århundreder, nemlig at Jorden er universets midtpunkt. Den lære stammede ikke fra Bibelen, men fra den græske filosof Aristoteles.
Efter at kommissionen meget nøje havde gennemgået og undersøgt sagen, beskrev paven domfældelsen af Galilei som „en forhastet og ulykkelig afgørelse“. Var Galilei så blevet rehabiliteret? „At tale om at Galilei er blevet rehabiliteret, sådan som nogle gør, er absurd,“ siger en skribent, „for historien fordømmer ikke Galilei, men den gejstlige domstol.“ Historikeren Luigi Firpo siger: „Det tilkommer ikke forfølgerne at rehabilitere deres ofre.“
Bibelen er „en lampe der skinner på et mørkt sted“. (2 Peter 1:19) Galilei forsvarede den over for en fejlfortolkning af den. Kirken gjorde det modsatte ved at forsvare en gammel overlevering på Bibelens bekostning.