gift med en mand med depression

ja jeg vidste godt helt fra start at han havde et problem med sit humør og energi, det fortæller han mig også når bølgerne går lidt højt, og jo vi har også dejlige skønne dage, alt er ikke gråt og trist, men en gang imellem får jeg sådan nogle egositiske tanker, og få lidt naturlig feminin ondt af mig selv.. det er skide krævende at bo sammen med en meget svært dobbelt depression ramt elskelig mand, som jeg kun kan stå på side linien og se til at han har det dårligt, piller hjælper ham ikke spor og han har prøvet mange forskellige, samt alternativ behandling.. intet hul igennem, og dog han har fundet et gamlet farmaceutica som hjælper men kun i en kort periode, og bivirkningerne de er onde,, han tager på bare han ser på noget sødt, og vupti er han over de 100 kg. usundt for organismen.. han er lynene intelligent og havde fantastisk topjob, men han kunne godt mærke at det blev være og være med energien og humøret, men først da en psykiater fortalte ham at han ville indstille ham til pension, tror jeg det rigtigt gik op for ham, at dette er noget der ikke bare lige kan kurreres, på pension i en alder af 41 år, det er ikke sjovt, det positive er nu at han ikke er på lange rejser og kan sove lige ved siden af mig hverdag, og jeg elsker ham.. men engang imellem som sagt så gør det ondt på mig, mest af alt at jeg ikke kan hjælpe, mest af alt fordi jeg kan mærke jeg selv bliver ked af det, jeg er da ellers en dame med godt humør og sjov humor, men lige nu græder jeg, når jeg er alene, har lidt svært ved at overskue, at skulle have energi for to. ja vi har to dejlige børn den mindst er 16 måneder, for et par måneder siden blev jeg nødt til at vælge en abort, da man så på scanningen ( 12 uger henne) at det var et barn med down syndrom, øv , nå men jeg tog igen en lidt egoistisk beslutning om at det var for meget sygdom, og valgt altså at aborter, ( dvs.føde en lille micro pige )og jeps vi prøver da igen, synes nemlig at der høre en mere til vores familie..
ved faktisk ikke hvorfor jeg skriver dette indlæg måske bare for at få luft eller måske for at høre om der er andre der lever livet med en mand eller kærste med depression

Jeg har læst dit indlæg med interesse.
Jeg syntes det lyder lidt skævt at du vil have flere børn på det skib der er ved at kuldsejle.
Du burde istf. støtte din mand i den situation han og dermed du er i og så bruge energien der. At få flere børn nu hvor i allerede har nogle dejlige unger er for mig at se egoistisk og et kun alt for tydeligt tegn på at I tror at bare I får et barn til vil det hele være ideelt og problemerne være løst. Et kun alt for fromt håb. Desuden er du altså over sidste salgsdato i og med du er >40. Det sidste, hvis der blev børn ud af noget, er desuden ikke bare et fysiologisk problem (mongol) der er i endnu højere grad et etisk (abort, leg med liv). Jeg er _for_ fri abortvalg, men _imod_ at man leger med den slags for samfundets penge når man er for gammel.
Men som sagt så burde du lægge flere appelsiner i din mands truban end din egen - mere tydeligt kan det vist ikke siges.
Det en om'er med dig.
S.

Jeg har selv ( haft? ) en svær depression, og har også været igennem alt det der underlige din mand gennemgår.
Jeg har ofte brugt sitet http://www.depnet.dk der kan støtte og hjælpe den ramte og familie så det er jo skønt.
Nå men det underlige kommer så nu, nemlig at fortsætte lidt med alternativ behandling.
Kig et smut ind på : http://fransisca-torpsdal.dk/ eventuelt giv hende et ring og forklar hende om din / jeres situation og bor hun ikke i nærheden af jer kan hun med garanti henvise til en der bor i jeres område.
Håber det hjalp på det.

Har levet sammen med en mage til, men smed håndklædet i ringen efter 14 år.
Børnene kunne ikke blive ved med at være tjent med de hummørsvingninger, utilregneligheden, de brudte løfter og tristheden som ligger som en dyne over hele familien.
Godt for jer hvis det hele ikke er er gråt i gråt, men her var det i hvert fald sådan, at de gode dage ikke var bedre end tålelige og jeg syntes egentlig at den der arbejdede mindst hårdt på forandring, det var ham.
Nu har jeg levet alene med min børn i 2 år og tingene fungerer. De ser deres far, når han kan overskue det og jeg synes der er blevet temmelig meget længere mellem hans ture ned i de helt sorte huller.
Nogle gange spekulere jeg på om det ikke var medvirkende til at fastholde ham, at hele familien var indrettet, så der var plads til hans svingninger.
Jeg er i hvert fald ikke et sekund i tvivl om at jeg har gjort det rigtige.

Jeg kan forstå noget af din betragtning om flere børn, men det andet appelsinsnak er noget pladder. Har du lige lært det udtryk, men endnu ikke fundet ud af, hvad det betyder?
Det er i hvert fald fejlplaceret her.
Og så tror jeg iøvrigt ikke du ved noget som helt om hvad du taler om. Skulle en vielsesattest gøre nogen til psykiater? Det er ikke set før.
Det der støttepladder er der ikke nogen der kan bruge til noget som helst konstruktivt.

selv.... og få ikke flere børn.. det har ikke noget at gøre med at du er over 40, men at du i forvejen synes det er svært at finde den fornødne energi.. jeg ville nok også ha i baghovedet hvorvidt det kan være arveligt betinget når nu din mand er så hårdt medtaget. Min far lider meget af depressioner og alle hans børn har depressioner på den ene eller anden måde.. min ungdom handlede om at overleve mig selv og ikke tage livet af mig.. jeg er ikke på medicin nu men har været... prøv at tvinge din mand ud i en eller anden form for ekstremsport eller klatring.. det kan give et frisk pust i den rigtige retning og det er helt sikkert at han skal lave noget.. held og lykke med det hele..

...? Kan du ikke være lidt mere tydelig?

Kære konen,
Bogen "Når sjælen er fri" af InJiva behandler Susanne Nevel kan måske få dig på rarere tanker. Den kan købes i en boghandel eller på hjemmesiden www.injiva.dk - hvor man har gode resultater i afhjælpningen af netop depression.
Held og lykke og op med humøret!!

kære Glad for Livet, jeg går ud fra du har dokumentation for din påstand? Og ville det i den forbindelse ikke være en god ide at oplyse på debatten at du rent faktisk selv er InJiva behandler?
Mvh Susie