Hjælp- vi er forfulgt
Nogen idag i Danmark fører politik på en særlig måde.
Enten gør i, som vi ønsker og hvis ikke, så er det et tegn på, at vi er forfulgt. Og dette "faktum" meddeler vi så alle vores meningsfæller ude i den store vide verden "på vores måde".
Man kan også lave provokerende aktioner, der skaber en modreaktion, der kan bruges som bevis på, at man er forfulgt.
De mange provokerende udtalelser fra Imamers side er eksempler på dette. Deres udtalelser har ikke meget med Islam at gøre, men er et led i en politisk kamp, hvis formål ikke er klart.
Når vi så en gang imellem giver efter, så ses det selvfølgelig som en sejr, en magtdemonstration der har følgende konsekvenser.
1) Det bekræfter meningsfællernes tro på deres sag og styrke. Vi har magt, ergo har vi ret.
2) Det skaffef medløbere, der gerne vil være med dem, der tilsyneladende er stærke. De tror på magt og dominans.
3) En del ender med at blive undertrykt og vil før eller siden vise deres utilfredshed.
Det korte, og det lange er altså, at disse ikke bekender sig til den demokratiske beslutningsprocess. Det skyldes sikkert, at de er et mindretal. Men det er ikke den eneste grund. Den anden er, at de hader deres medmennesker, og derfor kan de ikke uden videre få indrømmelser af disse og må i stedet bruge tvang. Men vi vil selvfølgelig ikke tvinges, vi vil overbevises.
Men hvad er det, de egentlig vil opnå?
Enten gør i, som vi ønsker og hvis ikke, så er det et tegn på, at vi er forfulgt. Og dette "faktum" meddeler vi så alle vores meningsfæller ude i den store vide verden "på vores måde".
Man kan også lave provokerende aktioner, der skaber en modreaktion, der kan bruges som bevis på, at man er forfulgt.
De mange provokerende udtalelser fra Imamers side er eksempler på dette. Deres udtalelser har ikke meget med Islam at gøre, men er et led i en politisk kamp, hvis formål ikke er klart.
Når vi så en gang imellem giver efter, så ses det selvfølgelig som en sejr, en magtdemonstration der har følgende konsekvenser.
1) Det bekræfter meningsfællernes tro på deres sag og styrke. Vi har magt, ergo har vi ret.
2) Det skaffef medløbere, der gerne vil være med dem, der tilsyneladende er stærke. De tror på magt og dominans.
3) En del ender med at blive undertrykt og vil før eller siden vise deres utilfredshed.
Det korte, og det lange er altså, at disse ikke bekender sig til den demokratiske beslutningsprocess. Det skyldes sikkert, at de er et mindretal. Men det er ikke den eneste grund. Den anden er, at de hader deres medmennesker, og derfor kan de ikke uden videre få indrømmelser af disse og må i stedet bruge tvang. Men vi vil selvfølgelig ikke tvinges, vi vil overbevises.
Men hvad er det, de egentlig vil opnå?