Hvorfor er vi danskere så følelsesforskrækkede???

Jeg sidder her og har egentligt lidt ond af mig selv, men faktisk mener jeg at det er delvist berettiget!
Jeg har for blot en måned siden mistet min højtelskede far, efter et kort men hektisk sygdomforløb, og nu hvor de fleste praktiske ting er ved at være "overstået", er det ved at bundfælde sig, hvad det egentlig er der er sket, og jeg sidder tilbage med en dårlig mavefornemmelse - en skuffelse over de mennesker i min vennekreds der åbenbart har det bedst med at ignorere, hvad det er jeg har været igennem.
Jeg er selv den der sender en kærlig fødselsdagshilsen, køber en lille gave når der er familieforøgelse på vej - kort sagt er opmærksom på de mennesker jeg har omkring mig, jeg mener også selv at jeg er positivt menneske af sind.
Men nu er der altså lidt mørke over mig, jeg ved at jeg nok skal komme videre, men det ville bare gøre det lidt lettere, hvis jeg kunne mærke at der også er nogen der er der for mig, nu hvor jeg har brug for det!
Selvfølgelig står jeg ikke alene, jeg har en dejlig familie, og der er da også venner der har sendt smukke blomster og søde sms´er - men hvad med alle dem som bare er ligeglade - dem der tænker, hvis jeg ikke gør noget går det nok "væk".
Så jeg er skuffet, jeg ville have været glad for en sms, med beskeden om at der bliver tænkt på mig i denne tid - det er det hele! Blive glad for at vide at en stund hvor alting bare ramler, og jeg bare har brug for tude og tude, så er de der for mig.
Dem der har skuffet mig mest er de piger jeg har kendt i 15-16 år, så det gennem mange år(jeg er 27). Jeg har allermest lyst til at skrive en sms med "tak for dine kærlige ord - hilsen den skuffede" - men jeg tror ærlig talt også at det vil blive ignoreret.
Jeg synes bare at jeg oplever en ærgelig tendens hos os danskere når der er noget der bliver for følelsesbetonet, vi kan ikke tåle at se tårer, så løber vi med halen mellem benene - man er altså ikke nødvendigvis tosset eller psykisk ustabil hvis man en dag bryder sammen på jobbet, eller på vej hjem i toget, det er kun OK at være ked af det når man er hjemme bag sine egne lukkede døre - det mener jeg ihvertfald ikke kan være rigtigt!
Jeg er sikker på at jeg ville kunne bearbejde denne sorg meget hurtigere, hvis jeg vidste at jeg kunne snakke med hvem som helst om min far når jeg havde brug for det, men vi er så fortravlede og afstandstagende overfor alle vi ikke kender - iøvrigt har jeg rigtig svært ved at definere et rigtigt venskab - for hvis man ikke er der for hinanden efter 17 års bekendskab - hvornår er man så???
hilsen den skuffede og for tiden lidt triste pige...

En del af forklaringen skal nok ses som frygt for ikke at slå til, hvis du begynder at græde. Som du vil jeg nok sige: "Og hvad så? Det kunne der vel ikke ske noget ved." Jeg tror, at det er så dybtliggende i vores natur, at når nogen er ked af det, så "må vi da gøre noget", og mange har ikke tænkt på, at der rent faktisk ikke er så meget andet at gøre end netop at gøre opmærksom på, at man godt ved, at det er en svær situation. Og så kan man lytte, når man er sammen. Der skal ikke nødvendigvis gøres noget overhovedet ud over at lytte.
En anden forklaring kan være travlhed. OG ja, vi har FOR travlt, hvis vi ikke har tid til at sende en sms til hinanden i en svær tid. Men jeg synes, at jeg ser flere og flere gange, at travlheden i hverdagen gør, at nu skulle man også lige......, og så er der pludselig gået 3-4 uger, uden at man har fået gjort en pind. Det ligger i tiden, og hvis vi ikke er opmærksomme på at modarbejde den tendens, så bliver vi ofre for den.
For efterhånden mange år siden oplevede min far, da mor døde, at nogen fra deres vennekreds (i hvert fald havde han troet, at de var venner) pludselig ikke længere inviterede ham med, efter han var blevet alene. DET gjorde ondt! Han var aldrig siden med, når de holdt komsammen, og han inviterede da heller ikke dem.
Hvad kan man sige: "I nøden skal man kende sine sande venner!" Noget kunne tyde på, at det ikke er alle dine venner, som kan henregnes blandt sande venner.
Jeg håber, at du kommer igennem sorgperioden alligevel. Hvis du føler dig stærk nok til det, kunne du jo ringe til en af dem, der hidtil har været tavs og sige: "Ved du hvad? Jeg har sådan en brug for at snakke, har du lige tid ½ time?"
Held og lykke fremover.
mvh hønemor1001

- det er afmagt. Når vi ikke lige kan "fixe" det, så holder vi os hellere væk. Måske det også ville være bedre for din sjælefred om du havde fokus på de, der huske dig, end de der ikke magtede at tage sig af det. Vi er nødt til at give plads til forskelligheden.
- En anden ting er, at jeg ofte oplever at omsorg og en hjælpende hånd har det med at komme fra en kant, hvor jeg ikke forventede den. Det går tilsyneladende mere i ring end det er en byttehandel.
- Ingen tvivl om det er et sympatisk træk at være et betænksomt menneske, man lad det ikke blive til bitterhed den anden vej.
Med kondolance
//Dulkis

Ingen mennesker er tankelæser... og alle mennesker er forskellige...
nogle vil trøstes.. andre vil helst lade være i fred..
Tror ikke folk er følelsekolde eller ligeglad.. mere uviden om hvordan DU vil have det.
Nogen gange skal man selv melde ud, før man få nogle som melder ind.
Håber du kommer igennem sorgen.. du få et Cyber trøstekram herfra med de bedste ønsker.

Man bliver skuffet dersom man forventer forståelse blandt venner og bekendte. Du må prøve at forstå dine venner/bekendte, de er bange for at såre dig ved at tale om det, de tror at du helst vil glemme, og derfor må de ikke minde dig om det.
Prøv at begynde selv at tale om det, men vær forberedt på at det er mange der er bange for at tale om døden, så dersom du fornemmer det, må du hellere tale om noget andet.
Men du skal også være forsigtigt med at tale for meget om det, når du fornemmer at de ikke gider at lytte længere, skal du stoppe.
Men der findes også frivillige sorggrupper, der sidder det mennesker der har lært at lytte til sorg. Der er flere muligheder, præsten er god til det, og har forbindelser. Kræftens bekæmpelse (naturligt dersom han døde af det, de har grupper for patienter og pårørende, også efter døden), og røde kors og ældremobiliseringen har sorggrupper. Jeg tror de alle starter med samtale på tomandshånd, så er det frivilligt om man vil med i grupper.

Først og fremmest tror jeg at de fleste føler en enormt stor afmagt i sådan en situation. Hvis folk ikke selv har oplevet at miste nogen kan det være svært at finde ud af, hvad man egentlig skal sige. Ja, selv hvis man har prøvet det er det ikke til at vide det.
Lige som dig har jeg forsøgt at være der for venner og familie i deres kriser, hvilket de fleste har været glade for. Men, der er altså også en del mennesker som opfatter det som invaderende at man "tilbyder sig" til støtte og trøst, og jeg har i hvert fald oplevet én som nær havde flået hovedet af mig, fordi jeg åbenbart støttede hende "forkert" (ved at være som jeg plejer, og så i øvrigt være lydhør når hun havde det svært). Det har da gjort mig en kende berøringsangst overfor andres kriser, må jeg erkende.
En anden sag er, at mange lever en hektisk tilværelse med en "kultur" der ikke tillader de store følelsesmæssige udbrud. Vi har ikke en kultur som tillader at vi f.eks. bryder sammen på jobbet eller midt i supermarkedet. Det er egentlig trist, men ikke desto mindre en del af den "effektivitet" som der stræbes så hårdt efter.
Mange mennesker er dertil enormt pressede i deres hverdag, og har måske svært ved at være der for andre når det VIRKELIG spidser til, fordi de selv halser bagefter hele tiden og måske i virkeligheden selv er i kriseberedskab. Det kan f.eks. være svært i en travl og stresset hverdag, at gribe telefonen og ringe hvis man ved at vedkommende i den anden ende måske vil snakke i en time elelr mere. Der er simpelthen mange mennesker som ikke har en time til en samtale der måske også "trækker tænder ud" følelsesmæssigt, hvis deres egen hverdag skal hænge sammen.
Det er trist, men det er altså en del af resultatet af det samfund vi har skabt.