jeg tændte fuldstændig af

på mit barn-(dreng på 7 år med blandingsdiagnoser-bla. damp)jeg råbte og skreg og jeg tog hårdt fat i hans hår og slog ham med flad hånd på armen - jeg kunne ikke klare al hans råberi, sige hold kæft til mig, jeg kan ikke lide dig, du er dum, utilfredshed med dit og dat - hele weekenden...jeg kunne bare ikke længere klare hans adfærd og så gik jeg over gevind....
Jeg spurgte min dreng, om han også sagde hold kæft til pædagogerne, men nej, det gjorde han ikke, så hvorfor så lige mig spurgte jeg drengen om, jo fordi jeg er dum..
Jeg tænker, hvad fanden gør jeg forkert hele tiden...? jeg prøver virkelig på at være en god mor (min store søn på 16 år har aldrig opført sig sådan, som min mindste søn)
Nogle gange, så orker jeg ikke min søn mere, for han får følelserne op i mig som stress, dårlig mor, dårlig selvværd, har lust til at død, dybt deprimeret og træthed op i mig..
Selvfølgelig er der da også mange gode stunder sammen med min søn, hvor han da trods alt også kan sige: "mor jeg elsker dig og du er den bedste i verden" og jeg siger det samme til ham.
Men han trækker virkelig tænder ud, sådan en hel weekend og jeg er alene med drengen, der er ingen og jeg mener virkelig ingen, som jeg kan ringe til, som kan aflaste mig lidt - bare lidt, for hele min familie er enten døde, eller er de syge, eller bor de alt for langt væk. Faderen kan ikke magte sønnen.
Jeg har en aflastningsfamilie til min søn, men det er kun 2 dage hver 14 dag.
Det er går helt galt for tiden er, at min søn skal stoppe meget snart med børnehave og til at gå i fritidshjem (tror det er der skoen trykker) og da han også har lidt autisme i sig, så kan han ikke overskue situationen.
JEG ANER IKKE MINE LEVENDE RÅD MERE, HVAD JEG SKAL STILLE OP MED DRENGEN OG MIG SELV ?????

Jeg vil starte med at sende dig mange forstående tanker. Ikke at jeg på nogen måde har prøvet det, men jeg har 2 drenge selv på 3 og 5, og Det syns Jeg kan være super hårdt sådan en hel weekend, og gennem mit arbejde i unstituation har jeg oplevet børn med både autisme og blandingsdiagnoser m.m
Det vigtigste er, at du íkke selv går ned på det, så du helt mister styrken, til at være der for din søn/sønner.
Har du prøvet at kontakte kommunen, om der er nogle støttegrupper med andre, som er i lignende situationer?
Eller søgt på nettet efter andre, med så store uoverskuelige udfordringer i hverdagen? For de findes,...og de står måske også Lige nu og længes efter Din støtte og forståelse. Jeg kunne forestille mig, at det ville hjælpe meget at finde nogen, hvor man kan føle denne forståelse og indlevelse med,...at man ikke er helt alene.
Jeg vil gerne sige til dig, at du på INGEN måde er en dårlig mor, du skriver her og ønsker jo virkelig at kunne overskue og hjælpe din søn, Og finde en holdbar og tålelig løsning for jer begge. Jeg ved godt, at det er nemmere sagt en gjort, men jeg er sikker på at Alle mødre har stået i en situation af afmagt og magtesløshed, sådan er det at være forælder🙂Det gør os ikke til dårlige forældre.
Du skriver netop, at I har gode stunder, hvor han siger "mor jeg elsker dig og du er den bedste i verden". Du har vist og lært ham følelser og at udtrykke det. Kærlighed er den største gave, du gir til dit barn!!!
Jeg mener, at han er den alder, hvor du godt kan tage en snak med ham omkring hvor ked af det du blir, og hvor meget du ønsker, at I skal ha det godt begge to. At du blir meget træt og trist, når han siger de ting til dig, fordi du elsker ham så højt.
Og så måske spørge til ham, hvordan han har det, og om han har et forslag til hvordan I kan gøre hver jeres for at arbejde sammen på at det skal blive bedre.
Så længe man ikke involvere ham med ord og sætninger som "DU gør mig depressiv" og at du har lyst til at dø nogle dage. Det ville han slet ikke kunne kapere eller håndtere.
Men at du fortæller ham ærligt, Hvorfor du kom til at klaske ham på armen og hive ham i håret. Det er jo slet ikke det du har lyst til og det vil være godt for ham at høre, hvordan du har det, og høre dine ønsker og forslag.
Jeg ved, at man kan være nået dertil, hvor det bare er svært at tage hul på nogen som helst frisk metode eller forsøg, pga udmattethed og fuldstændig psykisk træthed, men del det med din søn, og bed ham om at samarbejde, så I kan blive stærke sammen.
Rigtig mange tanker til dig og din søn
Og held og lykke
Kom lige i tanke om, at du skrev, at hans far ikke kan magte ham,.....puha, den kan også gøre rigtig ondt på jeres søn. Det Kan jo muligt være, at han langer ud efter dig, over den vrede og frustration. Tænk at blive afvist af sin far,... og tænker han mon, at du kan have del af skylden?? Der kan være så mange ting og tanker inde i hans hoved som han ikke kan lukke ud.
Hvad med familieterapi? En rigtig god psykolog

Det du skriver her, skal du fortælle til din sagsbehandler, så du kan få noget mere aflastning til din søn. Det er du nød til, så du kan lade op, så du har overskud til noget positivt samvær sammen med drengen. Det fortjener i begge to.
Pas på du ikke når så langt ud, at jeres forhold bliver ødelagt, han har det heller ikke nemt, Det er også nemmere at være pædagog, de har ikke føelserne i klemme, som forældrene til barnet har.
Vi har selv haft børn i aflastning, og havde et godt samarbejde med forældrene, kan du ikke snakke lidt med aflastningsfamilien, de kender ham jo, måske de har nogle gode tips.
Find evt. nogle opgaver, du ved han kan li, børn i hans alder elsker at lave mad, er det ikke noget for ham, så i kan få hygget og grinet lidt sammen.
Held og lykke med det.

Jeg stod også i nøjagtig samme situation som dig for 15 år siden... jeg kunne til sidst ikke mere, fik skyldsfølelse ligesom dig, og følte mig generelt som en rigtig dårlig mor.
men var magtesløs når datteren gang på gang smed sig skrigende på gulvet, lavede afføring i bukserne, skreg til hunmistede bevistheden og fik blå læber.
til sidst meddelte jeg kommunen, at enten kom hun i familiepleje, eller også gik jeg totalt rablende ned.
Hun kom i familiepleje, og efter en pusterum på en måned begyndte hun så at komme hjem på weekend 2 gange om måneden..
For os varede det et år, det år var hun til genoptræning med fin motorikken og andre øvelser.
Hvis IKKE jeg havde fået hjælp dengang med en aflastningsfamilie, så havde jeg ikke siddet her idag!
Men vi skulle virkelig langt ud, før systemet forstod at vi virkelig havde brug for hjælp
Jeg ønsker dig det bedste, føler med dig, og siger igen og igen.. DU ER IKKE EN DÅRLIG mor....
mange tanker herfra

hej stakkels du 🙂
der er håb forude - jeg er netop hjemvendt fra et adhd kursus , som gav o rigtig mange værktøjer til det du og vi går igennem . jeg har nu prøvet det i teori igennem et lille stykke tid og kan kun sige til dig at du skal tage dig tid til sådan et kursus , for det er guld værd 😉
man er på sammenbruddets rand nogen gange , man føler sig som jordens værste mor , når man prøver at gøre sit bedste og det bliver honoreret med f.eks jeg hader dig - eller du er en lort osv osv ...
adhd børn tænker på en helt anden måde end vi går rundt og tror og det kan ikke siges for mange gange at du skal søge noget hjælp enten i form af et kursus ( adhd foreningen holder nogen hele tiden ) eller i form af en af kommunens handicapkonsulenter ... du skal ikke nå helt derud hvor man tænker at ens barn er ren opbevaring til de kan flytte hjemmefra for så kan du igen få et ordenligt liv ...
den weekend du bruger på det kurus kan du få betalt af kommunen du bor i og den tid du bruger med det , vil du indse er rigtig godt givet ud ...
jeg er sikker på at du ikke er nogen dårlig mor , men med et handicappet barn ( ja jeg sagde handicap for din søn er handicappet - det vil du lære at indse på kurset) bliver man drænet både følelsesmæssigt samt fysisk i den grad at man meget ofte er stesset ud over det rimelige.
derfor husk at sørge for dig selv - dit barn vil også blive gladere hvis du er glad
pøj pøj med det hele 😉
mange kærllige hilsner fra en anden træt adhd mor - som dog er i bedring 🙂

mange gange, om mange af de konstruktive ting du nævner og når samtalerne står på, så er drengen så kærlig og indlevende, men hans handikap gør, at han glemmer alt om snakken, når han bliver utilfreds og det kan være på alle fronter - jeg når nogle gange simpelthen ikke at bræmse ham i opløbet af raseriudbrud eller utilfredshed - jeg når ham bare ikke og så er toget kørt i denne omgang.
Jeg har talt med psykologen - som har været tilknyttet ham og hun siger, at man intet kan stille op, når han når sit bestemte hjørne og det kan hun heller ikke.
Jeg må ærligt indrømme, at jeg lige pt er mættet for psykologhjælp - jeg orker ikke at skulle høre på, at jeg skal gøre dit og dat - jeg kommer til at føle mig endnu mere som en dårlig mor, er jeg bange for, det har jeg nemlig oplevet før, dog ikke med kommunens psykolog, men måske kan jeg få hende på banen igen!!!!
Jeg vil have i mænde, at jeg kan melde mig ind i en støtte gruppe - jeg har bare lagt det på hylden pga at jeg lige ville have min søn diagnostiseret først og lige skulle sunde mig efter et nært familiemedlem er død.
Mange tak for dine medfølende ord🙂

for jeg mangler nogle flere redskabder til at håndtere min søn.
Der er gode tider, hvor jeg kan magte ham flere uger i træk - også weekenderne, men når han er skal opleve forandring i sit liv, såsom skift fra børnehave til fritidshjem, så bliver han ikke til at være i stue sammen med (har lige talt med ham og han siger, at han ikke vil starte i fritidshjem - jeg har fortalt ham, at der ikke er så mange børn om formiddagen og jeg henter ham efter 3 timer - jeg sætter få ord på og viser ham billeder - det skal nemlig være visuelt ved jeg, men jeg tror, at selvom man får en masse værktøjer, så kan man som forældre stadigvæk føle sig magtesløs nogle gange....
Pøj pøj til dig og dit barn i livet fremad🙂

til min dreng - det har min sagsbehandler sagt til mig, at jeg bare kan sige til, men det er faktisk mig, der har afvist, fordi min søn ikke vil i aflastning og så får jeg skyldfølelse og jeg vil sikkert få endnu mere skyldfølelse, hvis aflastningen blev endnu flere dage. Jeg kender aflastningsfamilien meget godt og min dreng kan godt lide at være derude - når han vel at mærke er der ude, men det at skulle indstille sig på, at om 5 dage skal han afsted og så tæller han ellers dagende ned til den dag han skal afsted - nogle gange går det dog bedre med at komme ud af døren uden vrøvl og ballade.

Men på den anden side, så kan jeg også godt se, at jo mere aflastning, jo mere overskud har jeg til min dreng - måske uden konflikter overhovedet - der er konflikter mellem os hver dag - ja enda flere gange om dagen, og det kan være bare det, at jeg siger et sødt kælenavn til ham, så går han i spåner...ja, han er ikke altid nem at danse med...
Aflastningsfamilien og børnehaven siger, at min søn har nogle specielle sider især børnehaven siger at han kan være svær, men de har langt fra de konflikter som jeg har og som du er inde på, så har pædagogerne jo ikke de samme følelser for barnet, som forældrende har og en pædagog har ham jo heller ikke en hel weekend for sig selv - pædagogerne cirkulerer rundt i inst. - jeg har selv arbejdet adskillige steder i inst. og der har også været børn, der virkelige kunne trække tænder ud, men langtfra på samme trættende måde, som mit eget barn
Aflastningsfamilien sagde til mig for et par dage siden, at jeg jo godt kunne få 1 dage mere i ugen, hvis jeg trængte til det, så de er ikke afvisende overfor mig - de har altid været meget fleksible...jeg er bare bange for at sige til aflastningsfamilien, at jeg ikke kan magte ham lige nu, for de plejer altid at sige til mig, at hos dem går det altid så fint...og så kommer jeg til at føle mig endnu mere som en dårlig mor øv øv.
Jeg prøver hver weekend på at lave noget med børnene på deres præmisser og det plejer at være hyggeligt og min dreng er efterhånden god til at underholde sig selv, men i denne weekend, skulle han helst aktiveres konstant puuuhhh haaaaa😖
Fortsæt god aften🙂

tak for de søde ord🙂
Min dreng har faktisk været i familiepleje for mange år siden og den familie gav ham store ar på sjælen(han var ude for meget grov omsorgssvigt og vold) men det lykkes mig efter 1/2 år at få ham hjem igen, men den dag idag, har han meget brug for mig og skal helst ikke være for mange timer væk fra mig, for så savner han mig og bliver sur på mig, når jeg henter ham i børnehave - han har fået adskillelsesangst - det er dog blevet bedre med tiden - tiden arbejder for det og det gør jeg tilmed også...

Det skader Jer begge to. Du gør vel hvad du kan, og hvad skal du så kunne gøre for at blive en "bedre mor" i dine egne øjne? Det findes nok ikke.

Vil jeg foreslå at du også prøver at sætte ind på en anden front. Jeg påstår ikke at jeg ved hvordan du skal behandle din søn, eller dømmer om hvor vidt man gør det ene rigtigt eller det andet galt. Det er jeg slet ikke ude på. Jeg er godt klar over jeg kommer rigtig meget til kort, mht hvordan man håndtere sådan et barn, eller bare et såkaldt normalt barn.
Men jeg tænker at det vi går og hælder i os, af mad har en stor indflydelse på hvordan vi er, ud over arv og miljø. Hm, det går nok ind under miljø.

Men måske kan du hente lidt hjælp her. Du kan nøjes med at låne den på biblioteket. For at se den an.
http://www.kernesundfamilie.dk/minkernesundefamilie/
http://www.berlingske.dk/article/20070901/livsstil/109011082/
http://blog.tv2.dk/jeanette-odense/entry150268.html Hende her fortæller om hendes erfaringer.
Jeg kom på det da jeg læste en anden bog, som en lære på en specialinstitution havde skrevet om kost og dens indflydelse på børn.Hvordan hun kunne se store forandringer på børnene og de ældre teen ager
Og synes du dette her er helt ude i hampen, så bedes du bare glemme det igen. Men jeg håber det bedste for dig og din dreng.[f]