Jungleloven.

Der er ikke tilstrækkelige resourcer til eksistensminimum for alle mennesker.
Befolkningstallet stiger endda hurtigere end produktionen af resourcer vokser - så det bliver værre fremover.
De rige bliver også fattige, hvis de tvinges til at dele med de fattige.
Der er så ingen belønning at hente ved arbejde, da indkomstudligningen tager det hele.
Anarkiet vil brede sig – organiseret samarbejde indenfor samfundets/lovens rammer nytter intet.
Medmindre nogle vælges fra.
Der findes ingen begrundelse til at frasorterere mennesker til fattigdom, der er så god, at de fattige frivilligt vil acceptere den.
Her er jo tale om en frasortering, der i praksis nærmer sig en dødsdom - dommen lyder på sult og ekstrem fattigdom med de sygdomme, der hører fattigdommen til.
For de heldige, der ikke frasorteres, er enhver grund god nok, blot den sikrer individet og de nærmeste.
Kvalifikationer er så ikke tilfredsstillende begrundelse, da eksempelvis dumme børn må prisgives.
Men nationalisme og racisme er velegnede afgrænsninger.
Religion og andre overbevisninger kan også bruges, men afgrænsningerne er betænkeligt variable, da ofrene kan skifte overbevisning.
Når der ikke er resourcer nok til alle, er der heller ikke en moral for alle – det må følge af ovenstående.
Den primære tilskyndelse for alt levende er overlevelse – på andres bekostning om nødvendigt.
Individets rettigheder er sekundære – lidt af en luksusartikel i virkeligheden.
Hvor der ikke er nok til alle, hersker jungleloven.
Det gælder såvel nationalt som internationalt.

Nogle menneskers grådighed gør, at nogen mener, at de er mere berettigede til, at leve end andre og det er dem, der er en skandale for menneskeheden.