"Sikke dejlige forældre" - HA!

·   Indledning
Sikke dejlige forældre at have
Støtter dig i alle dine valg
Giver dig lov til at leve din egen vej – finde din egen sti
Altid til at snakke med om alt
Lader dig komme ud i verden
Lader dig møde nye mennesker
Giver ingen forpligtelser – overhovedet
Elsker dig uanset hvad
NOT
·   Om mine forældre
Mine forældre har aldrig givet mig et retfærdigt valg
Altid skal man leve efter DERES krav og forventninger
Deres billede for mig er, at jeg skal leve i cølibat til jeg er 30
Dér skal jeg (ud af ingenting) blive gift og være ”lykkelig”
Jeg skal følge deres tro og deres holdninger
Oprør fører (ubevidst eller ej) til udstødtelse
HUN siger, at når jeg ”har taget et valg” skal jeg stå ved det
Jeg siger HA! Jeg har aldrig fået et rimeligt valg
Alt dette kan også ses på resten af familien
På min mors side, hører man ikke andet end ”Har du NU hørt om ham og hende”?
Sladder og rygter hører dem til
Min mor vil selvfølgelig gerne fremstå perfekt, og være med på begge sider
Men hun er ikke ET HAK BEDRE SELV!
For første gang, i hele min opvækst har jeg nu chancen for et længere-varende forhold til en sød pige jeg har kendt længe. Jeg skulle besøge hende i ferien.
Jeg frygtede, at hvis dette ville slippe ud til den min mor, ville jeg blive kørt ned til det sidste.
Jeg tog chancen, og troede at de ville forstå som normale forældre ville have gjort. Men ak, dér tog jeg fejl. NU skulle jeg bare have HELE pladen, om hvor selvisk jeg var, og hvor meget jeg sked på alle deres forventninger og på alle i familien. Så stilte JEG dem et ultimatum, og sagde at de kunne rende og hoppe.
De faldt ned på jorden, men efter en halv dags tid, skulle jeg have samme nedbrydning igen!
Hun er også god til at se og påpege alle fejl. Hun ser straks hvis det er noget galt, og BAM! Så er hun efter dig! Eksempel: Min lillebror er en slagsbror, som tit kommer op og toppes med min lillesøster – min mor rakker ned på ham, og beder ham om at tale pænt til sine søskende. HA! Hun er blind og dobbeltmoralsk, da hun åbenbart ikke ser hvordan hun piner blandt mig psykisk!
Jeg får ingen valg her i mine unge år. Dét må jeg indse. Jeg må ud herfra. Ud fra dette diktaturhjem, hvor børnenes meninger INTET betyder!

·   Hvad er en rigtig familie?
Lad os tage et kig på hvordan er rigtig familie burde se ud, og lad os undervejs strege ud!
En rigtig familie består af:
Sammenhold – Man skal støtte hinanden og respektere hinandens valg NOT – Jeg har altid været til hjælp for mine forældre. Desværre er dette ikke gensidigt.
Frihed – Frihed til at træffe egne beslutninger og til at gå sin egen vej – Fejlet! – Der er strammet hårdt op, om børnene, da vi jo gerne skulle leve op, og blive det vores forældre ønsker.
Individualitet – Retten til at være sig selv, danne sin egen personlighed og være sig selv som et individ (dette er en af de vigtigeste dele i ethvert barns opvækst) – Man får ikke lov til at være sig selv, nu mindre det betyder, at det er forældrenes vej der er en selv. Så er det selvfølgelig iorden. Men ”trodser” du naturens gang, og vælger en anden vej, DA skal man ikke længere forvente nogen støtte, forståelse, tolerance og medfølelse fra deres side!

Hej anonyme.
Det lyder træls! Det første du kunne gøre hver gang du oplever modgang er, at tænke over hvad du kan lære af det. Det der falder mig ind er, at du åbenbart ikke skal fortælle dine forældre om dine overvejelser om piger...
Det er sørgeligt, at du ikke kan fortælle dem om den slags, men vist ikke helt ualmindeligt. Det værste er, at du måske kommer til at skulle lyve for dem for at få plads til dig selv. Hvordan har du det med at lyve?
Jeg vil gerne støtte dig i at holde din mor lidt fra livet.
Der er en del mennesker, som ikke er nær så opmærksomme på det psykiske miljø som det rent fysiske, så mit gæt er, at din mor slet ikke er klar over, hvor presset du føler dig.
Kunne du overveje at skrive et brev til dine forældre? Du kunne jo altid skrive det, og så vente en dags tid, før du giver dem brevet, og selv om du slet ikke giver dem det, så giver det en god klarhed at skrive sådan et brev, det gjorde jeg til min mor for snart lang tid siden. Det første brev fik hun slet ikke, men senere skrev jeg et brev, som hun fik. Jeg ved ikke hvor meget hun forstod af det, men det gjorde mig godt at forklare helt til bunds hvad jeg mente og hvordan jeg havde det.
Og så er der dukket nogle spørgsmål op hos mig:
Hvor gammel er du?
Hvorfor truer dine forældre dig med udstødelse? Er I med i en bestemt sekt? Eller er I meget religiøse?
Hvad snakker din mor om, når hun siger, at du skal stå ved de valg, som du har truffet?
Hvad med din far? Hvor er han henne? Kan du hente støtte hos ham?
Har du i sinde at tage afsted og besøge den søde pige, som du skriver om?
Det lyder som om I har lavet en arbejdsfordeling mellem jer børn, du er den flinke hjælper, og din bror er den der udadreagerer. Er det rigtigt?
Venlig hilsen P&C

at forældre også skal sætte grænser for deres børn.
At sætte grænser, er det samme som kærlighed.
Jeg kan ikke se hvor gammel du er og jeg kender heller ikke dybden i din historie?
Men kan måske trøste dig lidt med, at de følelser du har nu og det du gennemgår er ganske enkelt meget normalt! Et ungt menneske skal have sit ballade med sine forældre, et oprør er sundt!

det er en ringe trøst, men jeg kan kun sige, at du må føle efter i dig selv og gøre det som er rigtigt for dig.
Ingen familier er perfekte, mange er i mere eller mindre grad dysfunktionelle. Fx. mine forældre er ikke troende men da jeg var 15 år var min fars kommentar... Ja, nu er du lovlig, men derfor kan du godt holde drengene fra livet... Øh.... det var så den sexualundervisning. Jeg er heller ikke "klædt på til livet" hjemmefra, så det har været egen erfaring og reflektion ...og mine forældre kan godt finde på at nedgøre mig foran anden familie og venner... men så lægger jeg dem på is for en tid og de er aldrig sammen med mine venner, når de ikke kan finde ud af at udvise mig respekt.
Mine venner er min familie, som jeg selv har valgt.
.....ergo græsset er ikke grønnere på den anden side..... men jeg forsøger at give mine børn det jeg selv synes jeg mangler.... dvs.. et stærkt "jeg" og et godt selvværd, viden/hjælp til reflektion..."kunne det tænkes at tingene forholdte sig anderledes ect og hvad er det væreste der kunne ske❓ er det så slemt som først antaget ??.... at de er ok som de er./ respekt
Alle følelser er ægte og tilladelige... men man skal lære at beherske dem så de ikke skader andre eller sig selv .-)
hilsner herfra

Tak for det dejligt og livsbekræftende indlæg.
Især blev jeg glad for at læse din bemærkning om at du passer på dig selv ved ikke at bringe dine venner og dine forældre sammen, fordi dine forældre kan finde på at nedgøre dig.
Jeg håber bare, at du inden du går ud ad døren for at lægge dine forældre på is, fortæller dem at du gør det og hvorfor.
Det er så vigtigt at holde fast i sit eget selvværd, og at flytte sig fra situationer, hvor det bliver nedbrudt.
Det er jo lidt svært at flytte sig, hvis man er ung og bor hjemme, men i hvert fald er det vigtigt med gode venner. Og så finde en måde at lukke lidt af måske, hvis der ikke er andre muligheder?
Måske er det det, som de unge gør, når de går rindt med musik i ørerne?