Skal politikere være djøffere ?
Sakset fra ugebrevet A4:
Stud.scient.pol.’ernes kongerige
De samfundsvidenskabelige universitetsuddannelser er blevet udklækningssted for politikere i Danmark. Det er et problem, for derved løsriver det politiske liv sig fra almindelige menneskers hverdagsliv.
DEMOKRATI Om han er DSU’er, SFU’er, VU’er eller KU’er, spiller ingen rolle. Når den politisk aktive unge tager hjem på kollegieværelset efter et politisk møde, vil han gribe ud efter bogen i statsforfatningsret, diskursteori eller makroøkonomi. For sådan er det blevet: En rigtig ungdomspolitiker læser da til cand.scient.pol., cand.polit., cand.scient.soc. eller cand.jur. på universitetet. Dét viser en ny undersøgelse blandt medlemmer af de ungdomspolitiske partier.
Og i toppen af ungdomspartierne er andelen af DJØF’ere oven i købet endnu mere markant, viste en A4-undersøgelse for nylig. Her er næsten 7 ud af 10 af de unge ledende kræfter i de såkaldte forretningsudvalg i gang med en universitetsuddannelse inden for økonomi, jura eller samfundsvidenskab.
Men er det ikke naturligt, at unge mennesker, der interesserer sig for politik, søger ind på samfundsvidenskabelige uddannelser? Og skulle vi ikke glæde os over, at det politiske liv i fremtiden vil befolkes af højtkvalificerede politikere med dyb indsigt i substansen?
Naturligvis. Men det ændrer ikke ved, at overrepræsentationen af DJØF’-ere er med til at løsrive det politiske liv fra almindelige menneskers hverdagsliv. For når DJØF’erne, der udgør sølle halvanden procent af befolkningen, sætter sig tungt på den politiske debat, kan den nemt blive indforstået, lukket og elitær. Og værre endnu: Almindelige jævne menneskers liv og erfaringer får svært ved at trænge igennem til det politiske liv. Et godt eksempel er de unge på de tekniske skoler, der udgør en stor del af den unge generation, men som stort set er usynlige i den offentlige debat.
Problemet i ungdomspartierne er i virkeligheden ikke, at DJØF’erne dominerer, for det kan man ikke bebrejde dem – men derimod, at almindelige unge uden studiekort og studenterhuer er elendigt repræsenteret. A4’s undersøgelse har dokumenteret, at stort set ingen af de knap halvt hundrede unge, der står i spidsen for ungdomspartierne, er medlemmer af LO-forbund. Det er et demokratisk legitimitetsproblem, som ikke bliver mindre af, at ungdomspartierne er fødekæden for fremtidens politikerstand.
Noget skal der gøres. Men hvad? Her kommer vi ikke udenom, at fraværet af almindelige unge i ungdomspartierne er en skamstøtte over et langt mere grundlæggende samfundsproblem: At vi i stadig stigende grad isolerer os sammen med mennesker, der ligner os selv. Det afspejler sig i den unge DJØF-elite, hvor det er helt naturligt at gå ind i politisk arbejde, mens »almindelige« unge holder sig ude. Hvis der skal rettes op på tingenes skæve tilstand, er der brug for et opgør med ghettoiseringen gennem en langsigtet bolig-, skole- og socialpolitik, der sikrer, at vi blander os mere socialt.
Men her og nu kan man også gøre noget gennem målrettet hvervning på tekniske skoler og gennem positiv særbehandling af ikke-DJØF’ere. Hvad med at indføre kvoter for andelen af ikke-DJØF’ere i de ungdomspolitiske ledelser? At en sådan ordning vil blive kaldt for udansk, udemokratisk og det, der er værre, gør den ikke mindre nødvendig, hvis man vil undgå, at politik bliver en sag for universitetsuddannede udi statskundskab, økonomi og administration.
Taler vi om en oplagt mærkesag for et eller flere af de ungdomspolitiske partier? For ung-DJØF’erne slet og ret?
Af Per Michael Jespersen, redaktør, pjs@lo.dk
Stud.scient.pol.’ernes kongerige
De samfundsvidenskabelige universitetsuddannelser er blevet udklækningssted for politikere i Danmark. Det er et problem, for derved løsriver det politiske liv sig fra almindelige menneskers hverdagsliv.
DEMOKRATI Om han er DSU’er, SFU’er, VU’er eller KU’er, spiller ingen rolle. Når den politisk aktive unge tager hjem på kollegieværelset efter et politisk møde, vil han gribe ud efter bogen i statsforfatningsret, diskursteori eller makroøkonomi. For sådan er det blevet: En rigtig ungdomspolitiker læser da til cand.scient.pol., cand.polit., cand.scient.soc. eller cand.jur. på universitetet. Dét viser en ny undersøgelse blandt medlemmer af de ungdomspolitiske partier.
Og i toppen af ungdomspartierne er andelen af DJØF’ere oven i købet endnu mere markant, viste en A4-undersøgelse for nylig. Her er næsten 7 ud af 10 af de unge ledende kræfter i de såkaldte forretningsudvalg i gang med en universitetsuddannelse inden for økonomi, jura eller samfundsvidenskab.
Men er det ikke naturligt, at unge mennesker, der interesserer sig for politik, søger ind på samfundsvidenskabelige uddannelser? Og skulle vi ikke glæde os over, at det politiske liv i fremtiden vil befolkes af højtkvalificerede politikere med dyb indsigt i substansen?
Naturligvis. Men det ændrer ikke ved, at overrepræsentationen af DJØF’-ere er med til at løsrive det politiske liv fra almindelige menneskers hverdagsliv. For når DJØF’erne, der udgør sølle halvanden procent af befolkningen, sætter sig tungt på den politiske debat, kan den nemt blive indforstået, lukket og elitær. Og værre endnu: Almindelige jævne menneskers liv og erfaringer får svært ved at trænge igennem til det politiske liv. Et godt eksempel er de unge på de tekniske skoler, der udgør en stor del af den unge generation, men som stort set er usynlige i den offentlige debat.
Problemet i ungdomspartierne er i virkeligheden ikke, at DJØF’erne dominerer, for det kan man ikke bebrejde dem – men derimod, at almindelige unge uden studiekort og studenterhuer er elendigt repræsenteret. A4’s undersøgelse har dokumenteret, at stort set ingen af de knap halvt hundrede unge, der står i spidsen for ungdomspartierne, er medlemmer af LO-forbund. Det er et demokratisk legitimitetsproblem, som ikke bliver mindre af, at ungdomspartierne er fødekæden for fremtidens politikerstand.
Noget skal der gøres. Men hvad? Her kommer vi ikke udenom, at fraværet af almindelige unge i ungdomspartierne er en skamstøtte over et langt mere grundlæggende samfundsproblem: At vi i stadig stigende grad isolerer os sammen med mennesker, der ligner os selv. Det afspejler sig i den unge DJØF-elite, hvor det er helt naturligt at gå ind i politisk arbejde, mens »almindelige« unge holder sig ude. Hvis der skal rettes op på tingenes skæve tilstand, er der brug for et opgør med ghettoiseringen gennem en langsigtet bolig-, skole- og socialpolitik, der sikrer, at vi blander os mere socialt.
Men her og nu kan man også gøre noget gennem målrettet hvervning på tekniske skoler og gennem positiv særbehandling af ikke-DJØF’ere. Hvad med at indføre kvoter for andelen af ikke-DJØF’ere i de ungdomspolitiske ledelser? At en sådan ordning vil blive kaldt for udansk, udemokratisk og det, der er værre, gør den ikke mindre nødvendig, hvis man vil undgå, at politik bliver en sag for universitetsuddannede udi statskundskab, økonomi og administration.
Taler vi om en oplagt mærkesag for et eller flere af de ungdomspolitiske partier? For ung-DJØF’erne slet og ret?
Af Per Michael Jespersen, redaktør, pjs@lo.dk