Trettende del af krimi-føljetonen
Mogens åbner garageporten og åbenbarer sin store hobby for sin mandlige gæst: - Jeg har netop fået udformet og påsat de 2 trinbrætter. Er det ikke smukt?
- Så sandelig, svarer Claes oprigtigt, mens Emil på hans skuldre virker aldeles ligeglad.
- Jeg regner med at kunne køre ture i den til næste sommer. Men så skal alt også flaske sig, som du ser, så er der meget at gøre endnu.
- Unægtelig, samtykker Claes og glædes over indvendig, at det ikke er ham, der skal alt det igennem: - Det er sjovt, nogen mennesker kan ikke lade være med at tage deres arbejde med hjem, andre kan sagtens.
- Godt nok arbejder jeg med biler til dagligt, men det her er noget helt andet end værkstedet.
- Jovist, men jeg tænker ligeså meget på vores koner. Hvorfor kunne de ikke bare lade den sag ligge til på mandag?
- Det forstår jeg heller ikke, uden at jeg har den ringeste indsigt i, hvad den går ud på. Men de lider vel af denne her forunderlige trang til at være dem, som opklarer en krimigåde, og så må de være på stikkerne før end deres kollegaer.
- Givetvis rigtig. Men kan det da ikke være lige meget hvem, der finder frem til den skyldige, blot denne får sin velfortjente straf?
- Det handler formentlig om præstige overfor kollegaer. Du er vel også stolt over at udføre dit erhverv sublimt?
- Tja jo såmænd. Men udelukkende i arbejdstiden.
Lise Tilst og Pernille Flies kommer ind i garagen, og Lise bekendtgør: - Vi låner lige bilen. Vi har et ærinde.
- Nå. Jamen lad det nu ikke vare for længe. Vi spiser om en time, påtaler Mogens.
- Det kan vi sagtens nå. Hvis I to blot vil skrælle kartoflerne og sætte dem over ... og holde øje med stegen. Hej. Lise sætter sig til rette bag rattet og ruller deres Ford ud af indkørslen: - Der er ikke så langt til Fensmark og tilbage.
- Nej ... og så må vi tage til Karise efter maden, planlægger Pernille.
Torben foretager en sidelæns parkering ud for sine svigerforældres hus i Middelfart. Han når lige ud af bilen og ind på fortovet, da Cindy kommer løbende ham i møde. Hun får en ordentlig svingtur.
Louise kommer listende efter: - Hej. Jeg er meget spændt på at se de fotos, som du har med.
- Ja. Jeg håber så sandelig, at du kan genkende ham, for som jeg sagde over telefonen, så måtte jeg give 300 kroner for at få et eksemplar af alle holdbillederne fra den årgang.
- Hvad betyder 300 kroner, hvis vi nu kan få ham til at betale børnepenge?
Torben sætter Cindy ned igen, åbner bagdøren og tager sin mappe ud af bilen: - Lad os komme ind og kigge på det.
Alvilda Plum byder i entreen sin svigersøn velkommen tilbage, mens Frede blot giver et nik bag sin avis. Louise åbner mappen og breder billederne ud over spisebordet. Der er 5 stykker med hver 48 enkeltbilleder jævnt fordelt i 6 rækker.
- Jeg fatter stadig ikke, at du kunne lade dig bilde ind, at han hed Martin Jensen, når der slet ikke er nogen med det navn, forundres Alvilda og kigger spændt med: - I må dog trods alt have kendt hinanden et stykke tid?
- Hold nu op mor, svarer Louise irriteret og får interesse for en K. Svangholt. Men da han alligevel ikke synes at se helt ud, som hun husker ham, søger hun videre på det næste foto, hvor der yderst til højre er en B. Svangholt, som ved første øjekast ser mere rigtig ud. Men hun kan ikke lade være med at sammenholde dem med hinanden i lang tid derefter, og efterhånden bliver hun mere og mere i tvivl om hvem, der er den rette.
- Det vil sige, at vi også skal til at opklare hvilken af disse, angivelig brødre, der er faren, siger Torben opgivende og uden interesse for at se deres kontrafej. Selvom forholdet ikke varede så længe og det er flere år siden, er det træls at tænke på, at denne fremmed engang fik lov at være intim sammen med hans kæreste, som kun er ham forundt nu.
- Det er jo et sjældent efternavn. Måske I kan finde dem på Internettet, pipper Frede, som alligevel ikke har kunnet undlade at lytte med, selvom han har forekommet helt uden interesse for projektet.
- Naturligvis far, stråler Louise, hopper op af stolen og går hen og giver ham et kys på kinden; hvilket får den gamle til at lægge avisen fra sig med et saligt smil.
Hele forsamlingen spurter op på førstesalen, hvor computeren er installeret i Louises gamle værelse. Cindy halter efter ganske forundret over, hvad de voksne foretager sig.
På Kraks hjemmeside konstaterer de, at der er præcis 3 K. Svangholt og 3 B. Svangholt.
- Birger, Børge eller Borris. Det var dog nogle skrækkelige navne, mener Alvilda.
- Hmm ja. Man begynder at forstå, hvorfor han kaldte sig for Martin, samtykker Torben.
- Men i det mindste hedder han ikke Brian, sukker Louise lettet: - Men det kan jo også være lig meget, bare vi får ham til at betale. Men hvordan finder vi ud af hvem af dem, det er? Vi kan jo ikke opsøge dem alle 3?
- Alle 6, påpeger Frede: - Det kan jo også være enten Kenneth, Karsten eller Knud.
- Der er vel ikke andet for, end vi køre ud til de 6 adresser, som vi ser der. Ham i Kolding må vi hurtig kunne tjekke. Det er værre med ham, der bor i Thisted. Og Præstø kan vi klare på mandag, når vi er hjemme igen.
- Men så er der Nimtofte. Hvor i alverden ligger det? spørger Louise og trækker Cindy ind til sig.
- Tryk på: Vis Kort, foreslår Frede og indikerer dermed, at han er den mest ferme på computeren.
- Kan vi ikke finde på en eller anden historie, og så nøjes med at ringe dem op, foreslår Alvilda: - Så behøver vi i det mindste ikke ulejlige os ud til alle de forkerte.
- Selvfølgelig mor. Vi skal jo under alle omstændigheder konfrontere den rigtige med sagens rette sammenhæng, når vi har fundet ud af hvem, det er. Og da han ikke ved, at vi har fundet ud af, at han faktisk hedder Svangholt og ikke Jensen, kan han ikke gennemskue, hvorfor vi spørger til en sergentelev år 2000. Og når først han har erkendt, at han var dernede dengang, kan vi bagefter sige det med børnepengene.
- Så er det bare med, om han går med til en blodprøve, tvivler Frede.
- Ellers må vi lade retten tvinge ham til det, påpeger Torben.
- Jeg er nu bange for, at hvis han kommer til at betale, så vil han også have samkvem med Cindy, siger Frede bittert.
Fortsættelse følger.
- Så sandelig, svarer Claes oprigtigt, mens Emil på hans skuldre virker aldeles ligeglad.
- Jeg regner med at kunne køre ture i den til næste sommer. Men så skal alt også flaske sig, som du ser, så er der meget at gøre endnu.
- Unægtelig, samtykker Claes og glædes over indvendig, at det ikke er ham, der skal alt det igennem: - Det er sjovt, nogen mennesker kan ikke lade være med at tage deres arbejde med hjem, andre kan sagtens.
- Godt nok arbejder jeg med biler til dagligt, men det her er noget helt andet end værkstedet.
- Jovist, men jeg tænker ligeså meget på vores koner. Hvorfor kunne de ikke bare lade den sag ligge til på mandag?
- Det forstår jeg heller ikke, uden at jeg har den ringeste indsigt i, hvad den går ud på. Men de lider vel af denne her forunderlige trang til at være dem, som opklarer en krimigåde, og så må de være på stikkerne før end deres kollegaer.
- Givetvis rigtig. Men kan det da ikke være lige meget hvem, der finder frem til den skyldige, blot denne får sin velfortjente straf?
- Det handler formentlig om præstige overfor kollegaer. Du er vel også stolt over at udføre dit erhverv sublimt?
- Tja jo såmænd. Men udelukkende i arbejdstiden.
Lise Tilst og Pernille Flies kommer ind i garagen, og Lise bekendtgør: - Vi låner lige bilen. Vi har et ærinde.
- Nå. Jamen lad det nu ikke vare for længe. Vi spiser om en time, påtaler Mogens.
- Det kan vi sagtens nå. Hvis I to blot vil skrælle kartoflerne og sætte dem over ... og holde øje med stegen. Hej. Lise sætter sig til rette bag rattet og ruller deres Ford ud af indkørslen: - Der er ikke så langt til Fensmark og tilbage.
- Nej ... og så må vi tage til Karise efter maden, planlægger Pernille.
Torben foretager en sidelæns parkering ud for sine svigerforældres hus i Middelfart. Han når lige ud af bilen og ind på fortovet, da Cindy kommer løbende ham i møde. Hun får en ordentlig svingtur.
Louise kommer listende efter: - Hej. Jeg er meget spændt på at se de fotos, som du har med.
- Ja. Jeg håber så sandelig, at du kan genkende ham, for som jeg sagde over telefonen, så måtte jeg give 300 kroner for at få et eksemplar af alle holdbillederne fra den årgang.
- Hvad betyder 300 kroner, hvis vi nu kan få ham til at betale børnepenge?
Torben sætter Cindy ned igen, åbner bagdøren og tager sin mappe ud af bilen: - Lad os komme ind og kigge på det.
Alvilda Plum byder i entreen sin svigersøn velkommen tilbage, mens Frede blot giver et nik bag sin avis. Louise åbner mappen og breder billederne ud over spisebordet. Der er 5 stykker med hver 48 enkeltbilleder jævnt fordelt i 6 rækker.
- Jeg fatter stadig ikke, at du kunne lade dig bilde ind, at han hed Martin Jensen, når der slet ikke er nogen med det navn, forundres Alvilda og kigger spændt med: - I må dog trods alt have kendt hinanden et stykke tid?
- Hold nu op mor, svarer Louise irriteret og får interesse for en K. Svangholt. Men da han alligevel ikke synes at se helt ud, som hun husker ham, søger hun videre på det næste foto, hvor der yderst til højre er en B. Svangholt, som ved første øjekast ser mere rigtig ud. Men hun kan ikke lade være med at sammenholde dem med hinanden i lang tid derefter, og efterhånden bliver hun mere og mere i tvivl om hvem, der er den rette.
- Det vil sige, at vi også skal til at opklare hvilken af disse, angivelig brødre, der er faren, siger Torben opgivende og uden interesse for at se deres kontrafej. Selvom forholdet ikke varede så længe og det er flere år siden, er det træls at tænke på, at denne fremmed engang fik lov at være intim sammen med hans kæreste, som kun er ham forundt nu.
- Det er jo et sjældent efternavn. Måske I kan finde dem på Internettet, pipper Frede, som alligevel ikke har kunnet undlade at lytte med, selvom han har forekommet helt uden interesse for projektet.
- Naturligvis far, stråler Louise, hopper op af stolen og går hen og giver ham et kys på kinden; hvilket får den gamle til at lægge avisen fra sig med et saligt smil.
Hele forsamlingen spurter op på førstesalen, hvor computeren er installeret i Louises gamle værelse. Cindy halter efter ganske forundret over, hvad de voksne foretager sig.
På Kraks hjemmeside konstaterer de, at der er præcis 3 K. Svangholt og 3 B. Svangholt.
- Birger, Børge eller Borris. Det var dog nogle skrækkelige navne, mener Alvilda.
- Hmm ja. Man begynder at forstå, hvorfor han kaldte sig for Martin, samtykker Torben.
- Men i det mindste hedder han ikke Brian, sukker Louise lettet: - Men det kan jo også være lig meget, bare vi får ham til at betale. Men hvordan finder vi ud af hvem af dem, det er? Vi kan jo ikke opsøge dem alle 3?
- Alle 6, påpeger Frede: - Det kan jo også være enten Kenneth, Karsten eller Knud.
- Der er vel ikke andet for, end vi køre ud til de 6 adresser, som vi ser der. Ham i Kolding må vi hurtig kunne tjekke. Det er værre med ham, der bor i Thisted. Og Præstø kan vi klare på mandag, når vi er hjemme igen.
- Men så er der Nimtofte. Hvor i alverden ligger det? spørger Louise og trækker Cindy ind til sig.
- Tryk på: Vis Kort, foreslår Frede og indikerer dermed, at han er den mest ferme på computeren.
- Kan vi ikke finde på en eller anden historie, og så nøjes med at ringe dem op, foreslår Alvilda: - Så behøver vi i det mindste ikke ulejlige os ud til alle de forkerte.
- Selvfølgelig mor. Vi skal jo under alle omstændigheder konfrontere den rigtige med sagens rette sammenhæng, når vi har fundet ud af hvem, det er. Og da han ikke ved, at vi har fundet ud af, at han faktisk hedder Svangholt og ikke Jensen, kan han ikke gennemskue, hvorfor vi spørger til en sergentelev år 2000. Og når først han har erkendt, at han var dernede dengang, kan vi bagefter sige det med børnepengene.
- Så er det bare med, om han går med til en blodprøve, tvivler Frede.
- Ellers må vi lade retten tvinge ham til det, påpeger Torben.
- Jeg er nu bange for, at hvis han kommer til at betale, så vil han også have samkvem med Cindy, siger Frede bittert.
Fortsættelse følger.