veninde...eller???
Jeg har netop i dag fået en besked, som jeg er blevet meget ked af at få, og som jeg ikke helt ved hvordan jeg skal forholde mig til.
Det handler om en veninde jeg har, og en som jeg har været veninde med i mange år, helt tilbage fra skoletiden.
hun har gennem årene handlet på nogle, for mig sårende måder, men synes selv, jeg har forsøgt at finde forståelse og tilgivelse for dem og har undskyldt dem med at hun jo også har haft en svær barndom.
Hun er typen der kun ringer når hun har det svært og har problemer, når hun har det godt høre jeg intet. Hun ringer aldrig når hun har det godt og spørge stort set aldrig til hvordan jeg har det og hvordan det går. På trods af at jeg har fortalt, at jeg også indimellem har mit at slås med. nå men sådan har det jo altid været og jeg har lært at acceptere, at sådan er det bare. Er generelt ikke en person der dømmer andre. det er i hvert tilfælde meget langt fra min måde at tænke om andre, da jeg søger at se det bedste i mennesker frem for det mindre gode.
Jeg har ofte valgt at se det som en gave at hun netop vælger at ringe til mig, når hun har haft det svært og været ude i dybe kriser. Da det i mine øjne er en tillidserklæring til mig. Ydermere har jeg antaget at hun haft glæde af det jeg kunne give hende af forståelse og råd, siden hun gang på gang vælger at tage kontakt til mig i disse situationer.
Men idag knækkede filmen altså for mig, da en fælles bekendt af os begge, fortalte at han ved en lejlighed, over for hende havde udtalt, at sytes det var ærgeligt at jeg ikke var singel, fordi han var meget interreseret i mig. Til det havde hun svaret at det kunne hun da ikke forstå at han var, for jeg var ikke noget at samle på, og min kæreste burde finde en anden, for jeg var slet ikke god nok til ham. desuden havde hun gjort opmærksom på at jeg ikke værdsatte venskaber, og generelt havde nok i mig selv.
hold da op det gjorde ondt, det er mindre en et par mdr. siden at jeg sad med hende dagligt i telefonen i en periode på 3 uger, og forsøgte at hjælpe og råde hende i forhold til nogle ægteskablige problemer.
Sagen er hun ikke kun er min "veninde" men også min svigerinde, og jeg aner ganske enkelt ikke hvordan jeg i fremtiden skal forholde mig til hende...jeg ønsker på ingen måde at skabe flid i hende og min brors ægteskab, eller for den sags skyld i familien overordnet.
Da den fælles bekendte er min brors bedste ven, og ikke vil risikere sit venskab med ham har han bedt mig om ikke at konfrontere hende med det. hvilket i øvrigt også ville bringe splid. jeg aner ganske enkelt ikke hvad jeg ligenu skal stille op!?
jeg er ked af det, fordi jeg på mange måder, synes jeg har forsøgt at være en god og loyal veninde for hende, men det er åbenbart ikke sådan hun opfatter mig.
ligenu prøver jeg finde svar og undskyldninger for hendes udtalelse, men jeg synes virkelig at den var grov, har svært ved det.
Det handler om en veninde jeg har, og en som jeg har været veninde med i mange år, helt tilbage fra skoletiden.
hun har gennem årene handlet på nogle, for mig sårende måder, men synes selv, jeg har forsøgt at finde forståelse og tilgivelse for dem og har undskyldt dem med at hun jo også har haft en svær barndom.
Hun er typen der kun ringer når hun har det svært og har problemer, når hun har det godt høre jeg intet. Hun ringer aldrig når hun har det godt og spørge stort set aldrig til hvordan jeg har det og hvordan det går. På trods af at jeg har fortalt, at jeg også indimellem har mit at slås med. nå men sådan har det jo altid været og jeg har lært at acceptere, at sådan er det bare. Er generelt ikke en person der dømmer andre. det er i hvert tilfælde meget langt fra min måde at tænke om andre, da jeg søger at se det bedste i mennesker frem for det mindre gode.
Jeg har ofte valgt at se det som en gave at hun netop vælger at ringe til mig, når hun har haft det svært og været ude i dybe kriser. Da det i mine øjne er en tillidserklæring til mig. Ydermere har jeg antaget at hun haft glæde af det jeg kunne give hende af forståelse og råd, siden hun gang på gang vælger at tage kontakt til mig i disse situationer.
Men idag knækkede filmen altså for mig, da en fælles bekendt af os begge, fortalte at han ved en lejlighed, over for hende havde udtalt, at sytes det var ærgeligt at jeg ikke var singel, fordi han var meget interreseret i mig. Til det havde hun svaret at det kunne hun da ikke forstå at han var, for jeg var ikke noget at samle på, og min kæreste burde finde en anden, for jeg var slet ikke god nok til ham. desuden havde hun gjort opmærksom på at jeg ikke værdsatte venskaber, og generelt havde nok i mig selv.
hold da op det gjorde ondt, det er mindre en et par mdr. siden at jeg sad med hende dagligt i telefonen i en periode på 3 uger, og forsøgte at hjælpe og råde hende i forhold til nogle ægteskablige problemer.
Sagen er hun ikke kun er min "veninde" men også min svigerinde, og jeg aner ganske enkelt ikke hvordan jeg i fremtiden skal forholde mig til hende...jeg ønsker på ingen måde at skabe flid i hende og min brors ægteskab, eller for den sags skyld i familien overordnet.
Da den fælles bekendte er min brors bedste ven, og ikke vil risikere sit venskab med ham har han bedt mig om ikke at konfrontere hende med det. hvilket i øvrigt også ville bringe splid. jeg aner ganske enkelt ikke hvad jeg ligenu skal stille op!?
jeg er ked af det, fordi jeg på mange måder, synes jeg har forsøgt at være en god og loyal veninde for hende, men det er åbenbart ikke sådan hun opfatter mig.
ligenu prøver jeg finde svar og undskyldninger for hendes udtalelse, men jeg synes virkelig at den var grov, har svært ved det.