At knytte bånd

Vi gør det alle sammen, det er en iboende egenskab vi har latent i os, som har en simpelt og altafgørende betydning for vores overlevelse...at knytte følelsesmæssige bånd til andre mennesker.
De bånd, der udelukkende er forbeholdt vores nærmeste, som er et forhold mellem forældre, børn og familien. disse følelsesmæssige bånd opstår automatisk – nærmest inden man bliver født eller inden man overhovedet har fået kendskab til hinandens grundliggende personlighedstræk.
Ser vi bort fra disse grundlæggende -biologisk bestemt - tilknytningsbånd, hvad er det så, der gør – at vi mennesker idag kan knytte os til hinanden – når vi ved:
1)Der er ikke længere nogen social norm/forventninger (traditioner eller værdier), som ”kunstig” binder et par sammen i et forhold.
2)Kvinden er ikke længere økonomisk eller fysisk afhængig af manden, der før i tiden holdt et forhold sammen.
3)Mange vælger parforholdet fra til fordel for andre alternative livsformer, hvor man som udgangspunkt lever en alenetilværelse med adgang til forskellige former for fysiske og elektroniske netværker.
4)Den moderne teknologi gør, at man kan komme i kontakt med omverden uanset tid og sted og desuden kan teknologien også omgå biologiske systemer således, at man kvinden kan få hjælp til at få børn af andre veje.
Hvis vi ikke længer er underlagt disse sociale normer eller praktiske livsbetingelser - som skulle fungere som den usynlige "lim", der bandt os sammen i et parforhold, må de følelsesmæssige kræfter mellem manden og kvinden få en overordentlig betydning fremover og være altafgørende for, at et stabilt, dynamisk og kærligt forhold til et andet menneske kan etableres.
Men hvilke følelser er afgørende for, at man kan knytte følelsesmæssige bånd til et andet menneske..? Er det tillid, tryghed, kærlighed eller hva...?
I forhold til kæresten, arbejdskollegaer, netvenner, fritidsvenner osv... der er der altid nogen, som vi knytter til mere end andre – hvorfor og har vi overhovedet behov for disse følelsesmæssige bånd?
Og afsluttende - hvad er det der gør, at vi vælger at satse alle vores følelser på nogle helt bestemte mennesker – når vi ved, at vi gør os selv sårbare overfor de sammen. Vi udsætter os selv for smerten, som kan være, hvis de svigter vores tillid eller forsvinder ud af vores liv. Hvorfor kan vi ikke bare lade være med at knytte bånd, og nøjes med de almindelige ufarlige interessefællesskaber, frem for følelsesmæssige tilknytninger?

Jeg tror ikke at al denne selvstændighed og valgfrihed skaber mere lykke.
Derimod tror jeg den skaber mere forvirring og uklarhed for den enkelte.
Jeg har selv oplevet det med at kunne vælge og vrage med materielle goder og kvinder som single, men det gjorde mig faktisk uhyggelig ensom indeni.
Mennesket er et flokdyr, ligesom en løveflok, vi vantrives ved at gå alene omkring.
Det er ikke længere tryghed i traditionel økonomisk, eksistentiel forstand, vi længere har brug for.
Derimod giver det os lykke, når vi er forelskede. Specielt den langvarige forelskelse tror jeg giver mere lykke. Lykke er en følelse som vi alle ønsker at opnå, et lykkeligt liv så at sige.
Men angående det med at knytte bånd: Desværre er der mange som ikke oplever dette, da de qua deres mange muligheder dropper et forhold, når den første kortvarige forelskelse er ovre. Dermed når de ikke at knytte det tætte bånd, der skaber den langvarige forelskelse og den lykke, som det skaber. Derfor er så mange singler og tør ikke åbne sig og betro sig om sine inderste hemmeligheder til en anden. Dette gør blot at den indre ensomhed bliver desto større.
Det at folk har fået flere muligheder, tror jeg desværre gør at mange ikke tør knytte de allerdybeste bånd til en anden, hvilket er helt fundamentalt for at den totale tillid opbygges i et forhold. Bla. derfor ser vi til stadighed så mange skilsmisser og folk med en stor "skal" opbygget omkring sig. Sådan kan de desværre leve et helt liv, uden at vågne op og turde knytte totale bånd.
Jeg synes, det er et meget vigtigt emne, du bringer på banen, for netop de 4 punkter du nævner, er ting der har medvirket til at forhold ikke er så stabile og trygge, som de engang har været. Idag er det ikke sådan, at "det giver sig selv" når man danner par og man har mange gange nemlig udelukkende forelskelsen og kærligheden til partneren at binde det hele op på.
Det kræver en indsats hos en selv; dels at lytte efter sit hjerte, dels at åbne helt op for det overfor sin partner. Tør og gør man det, så tror jeg til gengæld chancerne for et stabilt forhold og et lykkeligere liv er rigtig gode.
Mvh
Tender Love

Jeg, som 24 årig har ikke oplevet skilsmisse mellem mine forældre. F.eks på mit studie til socialpædagog, taler vi tit om dette emne. Jeg bliver helt stolt, når jeg kan række hånden op, når undeviseren spørger: "Hvor mange af jeres forældre er stadig sammen..."
Efter jeg er blevet "ældre" har min søgen efter den eneste ene betydet meget for mig.(er ret sikker på jeg har fundet ham) Jeg ser min egne forældre som ideal - kernefamilien.
Jeg bliver både ked af det og vred, når ægtepar ikke kan få det til at fungere fordi man er vokset fra hinanden, søger nye udfordringer, skal finde sig selv, ægteskabet blev for kedeligt osv. Jeg forstår ikke at folk ikke kan holde sammen mere.
Jeg tænker jo også - det kan blive mig på et tidspunkt. Tanken skræmmer mig, da jeg i mine drømme ser mig i en lille kernefamilie uden skilsmisse og bonusbørn.
Jeg ville gøre ALT for at få et ægteskab til at køre... Jeg håber det igen vil blive moderne at danne kernefamilien og at ægteskabet vil vare forevigt - intet er da smukkere!
K, Mrs Romantica

af tillid, tryghed og kærlighed.
Jeg tror at vi vælger at satse alle følelser på et mennesker fordi også at det de menneske har nogle sider som vi selv ønsker at besidde og alle har brug for at elske og føle sig elsket.

knytte sig til et andet menneske selv om man ikke har den store tillid til personen.
Prøv læs over i utroskab.
Så jeg tror altså det er kærighed der knytter mennesker sammen.

Der er en stigende tendens til at folk er utålmodige og vælger den nemmeste løsning - nemlig at flygte i stedet for at blive i et forhold med samspilsproblemer. Dem der vælger at tage kampen op med hinanden og sammen får løst diverse problemer, går også styrket ud af krisen - og netop disse og andre fællesgivende oplevelser er med til at styrke de følelsesmæssige bindinger i et forhold.
Og som du også er inde på - så handler det meget om at ville "give noget af sig selv" ind i et forhold, der er afgørende for, at det får et meningsfyld indhold.

men dem som ikke bliver og kæmper for sagen er også dem som altid er alene.
De lære i hver fald alrig rigtigt et andet menneske at kende.

Eftersom mange er bange for utroskab, kunne vi jo lave en aftale herinde...
At alle holder sig fra gifte kvinder/mænd... og dem der er i parforhold = ingen utroskab!
Så er det problem løst😉

... :-)

hvornår er man egentlig utro - for hvor er grænsen helt præcist...?

Man kan god allerede overskride grænser ved at udveksle sms/mails med andre kvinder, når de bliver intime. Altså sexflirt med andre end kæresten, hvis man har en. Hvis man sexflirter med flere er man en player.
Men grænsen må man aftale med sin kæreste fordi utroskab er brud på aftaler.
Hvor synes du at grænsen går❓Hvad vil selv synes er ok at en kæreste gjorde ?

utroskaben startede med at han havde hemmelige netveninder... det ene tog det andet med sig.. så sådan blev vi x-kærester.
når man åbner døre så lukker men en bag sig... eller hvordan er det nu man siger..

altså hvis man begynder at efterspørge billeder af andre kvinder på nettet, så er ens kæreste vist ved at blive uinteressant.
Jeg har som så mange andre herinde oplevet at min x-kæreste begyndte med hemmelige netveninder....så er der lidt bøvl i forholdet og straks er han over en af de der veninder..
Internet er både godt og noget lort... godt fordi man kan komme i kontakt med andre og noget lort fordi det er nemt at pisse på sin kæreste og flirte med alle mulige. Det ville man sikkert ikke gøre i virkeligheden.
Jeg er på vagt overfor kærester og internet.... lært af erfaring.

sådan gik det også for mig.
Find en mand som ikke går på nettet og søger kontakt med andre kvinder.

http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=16;conference=360;posting=1306527
jeg forstår ikke, hvorfor man ikke koncentere sig om sin kæreste i stedet for.. den mailudveksling med andre kvinder ødelægger tillid for så mange.

http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=16;conference=41;posting=1306538
selv om manden siger, at han ikke var "rigtig utro".. så er grænsen vist overtrådt..
i hvert fald har han da vist mistet sin troværdighed.

om grænsen ?
Jeg har lige kigget på din profil og du er 45 år. Hvordan pokker kan det lade sig gøre, at en mand på din alder er i tvivl om, hvor grænsen går ?
Alt starter jo med en kontakt og så er kommer det an på hvordan man forvalter den kontakt om man skal stoppe den kontakt, hvis den bliver til flirt og der er på afveje fra almindelig samtale.
Jeg forstår simpelhen ikke, at man kan være i tvivl om den grænse. Hvis du viser interesse for andre kvinder en din partner over mail/sms/msn, så er du vel ved at gå på afveje.
held og lykke
en heks på 44
jo jeg kender altså grænsen.

...kan man da ikke stille et åbent hypotetisk spørgsmål uden du absolut skal moralisere overfor mig? Du kender mig ikke eller har overhovedet ikke spurgt mig konkret omkring min holdning til utroskab før du puster dig op over noget, som kun stivnakkede bitter kvinder med et statisk indsnævert livssyn forpester og ødelægger enhver konstruktiv diskussion med...
...jeg spørger - hvor grænsen går - og straks gør du det til et personligt anliggende ...fatter ikke din destruktive tankegang, hvor du vil hen med det. Jeg spørger bevidst med åbent spørgsmål, fordi jeg har en spørgende indstilling til emnet og er villig til at lytte til eventuelle interessante synspunkter uden at lade mig begrænse af gammeldagssyn eller stive normstyret holdninger...
...kunne man ikke tænke sig - heks44 - at den efterlyste grænse er subjektiv og kontekst afhængigt? Dvs. du kan ikke på forhånd, som du antyder det, normsætte grænserne for, hvornår man er utro!

gentager din sætning..
"at den efterlyste grænse er subjektiv og kontekst afhængigt? Dvs. du kan ikke på forhånd, som du antyder det, normsætte grænserne for, hvornår man er utro!"
Forklar venligst hvordan utroskab kan være kontekst afhængigt og subjektivt.
Fordi så kan manden påstå, at han ikke har været utro og konen mene, at han har været det.
Det er skisme da noget roderi, hvis man ikke kan normsætte grænserne.
hilsen heksen44

hænger det sammen med, at jeg mener vores holdning til utroskab er meget afhængig af vores personlige grænser, hvilke traditioner, værdier og normer vi personligt er blevet præget af gennem barndommen. Det betyder at vi dels er "farvet" i vores syn på utroskab (subjektive) og dels at vi har forskellige grænser for, hvornår vi mener der tale om utroskab eller ej. Eksempel kan vi tillægge forskellige underliggende følelser og motiver bag en sproglig handlinger som at hilse eller tale intimt med et andet menneske eller vi kan også se meget forskelligt på social adfærd overfor andre, at de kan være for intime og følelsesbetonet...
Jeg synes derfor det kan være meget svært generelt at normsætte, hvornår vi handler i utro eller ej. Derfor mener også jeg, at det er "kontekst" afhængigt, dvs. situationsbestemt. En aktiv handling kan i den ene situation klart vurderes som værende krænkende og direkte bryd på to-som-heden, mens den samme handling i en andet situation (andre forudsætninger) kan tolkes som værende helt uskyldige og uskadelige i forhold de forhold, de involverede repræsenterer.

kan da sagtens tolkes som utroskab eller brud på to-som-heden.
Det handler selvfølgelig også om, hvordan forholdet er til ens partner. Hvis forholdet er i krise, så vil det sikkert opleves som brud på to-som-heden hos modparten, hvis der bliver talt for intimt og følelsesbetonet med andre. Ingen har lyst til at deres partner taler pænere til andre og giver dem mere opmærksomhed.
Hvis man får sin partner til at føle at de er noget specielt, så tror jeg ikke man står med de problemer.
hilsen heksen 44

de vil de hele i starten, men det ser ud til at mine børn er et problem, fordi der er ingen fremtidssnak.
De fleste vil åbenbart singlelivet og så have en weekendkæreste.
Jeg føler jeg spilder min tid på at forsøge at knytte bånd til mænd. Jeg synes, det er synd at folk helst vil være alene, men det måske lettest, men jeg synes det er ensomt.
venlig hilsen
enlig mor

det er ikke meget kærlighed i sådan et forhold, hvor man ikke planlægger en fremtid sammen. Man plejer at kunne teste parterens seriøsitet netop på fremtidssnakken.
Hvis man virkelig vil hinanden, så planlægger man en fremtid sammen... og ikke, hvor bor du om 10 år, men hvor bor vi om 10 år :-)
vh. anonym

kunne regne ud, at det her er dit indlæg
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=16;conference=171;posting=1328616
Man kan da godt snakke om, hvad der hindre én i at knytte bånd...
og børn kan jo være én af delene, hvis en kvinde har børn, så kan det godt være vanskeligt at komme ind, hvis ikke børnene er søde.
Min kone havde et barn, som ikke have en far (dvs faren var ikke inde i billedet). Det barn ville jeg så adoptere, men det kan jeg først, når vi har været gift i to år.
Det gør det lidt nemmere, når man har børnene på papir.
Man knytter jo ikke kun bånd til partneren men også partnerens børn. Jeg synes, at jeg er heldig, at jeg kan få lov at adoptere barnet og jeg elsker moren.
vh anonym

Spørgsmål:
Men hvilke følelser er afgørende for, at man kan knytte følelsesmæssige bånd til et andet menneske..? Er det tillid, tryghed, kærlighed eller hva...?
Svar:
Det er kærlighed som binder folk sammen. Men man skal give hinanden tryghed og derigennem kommer tilliden.
Spørgsmål:
I forhold til kæresten, arbejdskollegaer, netvenner, fritidsvenner osv... der er der altid nogen, som vi knytter til mere end andre – hvorfor og har vi overhovedet behov for disse følelsesmæssige bånd?
Svar:
Det er kemisk og det er sympati og man har behov for følelsesmæssige bånd. Det følelsesmæssige bånd hjælper til at man kommer på arbejde, besøger sine venner og kæmper for sit forhold.
Spørgsmål
Og afsluttende - hvad er det der gør, at vi vælger at satse alle vores følelser på nogle helt bestemte mennesker – når vi ved, at vi gør os selv sårbare overfor de sammen. Vi udsætter os selv for smerten, som kan være, hvis de svigter vores tillid eller forsvinder ud af vores liv. Hvorfor kan vi ikke bare lade være med at knytte bånd, og nøjes med de almindelige ufarlige interessefællesskaber, frem for følelsesmæssige tilknytninger?
Svar:
Alle har behov for at elske og blive elsket.
Kom til at tænke på at folk af og til finder hinanden igen efter et par år, hvis forholdet ikke blev afsluttet. Har mødt nogle som er gået i vrede og de fandt sammen igen efter nogle år uden kontakt.

mænd med psykopatiske træk er dem som ikke binder sig eller elsker.
Undersøg deres barndom, hvis de er groft svigtet så hold dig væk, fordi det er dem som har psykopatiske træk. De kan ikke selv se, at de gør noget forkert.

som jeg synes er tiltalende og spændende at få uddybet...:-)