At kultivere kundskab
Sri Isopanishad, mantra 10
SANSKRIT
anyad evahur vidyaya- anyad ahur avidyaya
iti susruma dhiranam ye nas tad vicacakshire
OVERSÆTTELSE
De vise har forklaret, at man opnår ét resultat ved at kultivere kundskab og et andet gennem at kultivere uvidenhed.
Kommentar af AC Bhaktivedanta Swami Prabhupada
Som det tilrådes i Bhagavad-gItas trettende kapitel (13.8 - 12), bør man kultivere viden på følgende måde:
1)Man bør blive et fuldkomment dannet menneske og lære sig at vise andre behørig respekt.
2)Man skal ikke give sig ud for at være en religiøs person blot for at opnå navn og berømmelse.
3)Man bør ikke med sin krops handlinger, sit sinds tanker eller sine ord være en kilde til bekymring for andre.
4)Man bør lære at vise overbærenhed, selv når man bliver provokeret.
5)Man skal lære at undgå falskhed i sin omgang med andre.
6)Man skal opsøge en ægte åndelig mester, der gradvist kan føre én til stadiet af åndelig erkendelse, og man skal underkaste sig en sådan åndelig mester gennem at tjene ham og stille relevante spørgsmål.
7)For at nå stadiet af selvrealisation må man følge de regulerende principper, som de er påbudt i de åbenbarede skrifter.
8)Man skal være fast forankret i de benbarede skrifters filosofi og læresætninger.
9)Man bør fuldstændigt afstå fra handlinger, der er ugunstige for selvrealisation.
10)Man bør ikke tage imod mere, end man behøver for at op retholde kroppen.
11)Man bør ikke fejlagtigt identificere sig selv med sin materielle krop, og man bør heller ikke betragte de, der er i familie med ens krop, som sine egne.
12)Man bør altid huske på, at så længe man har en materiel krop, vil man være nødt til at gennemgå de lidelser, der er forbundet med gentagen fødsel, alderdom, sygdom og død. Det nytter intet at lægge planer om at blive den materielle krops lidelser kvit. Det bedste, man kan gøre, er at finde ud af, hvordan man kan genvinde sin åndelige identitet.
13)Man bør ikke være knyttet til mere end de livsnødvendigheder, man behøver for at kunne gøre åndelige fremskridt.
14)Man bør ikke være mere knyttet til ægtefællen, børnene og hjemmet,end de benbarede skrifter foreskriver.
15)Man skal ikke fryde sig over ønskværdige hændelser eller sørge over de uønskværdige vel vidende, at sådanne følelser blot
er frembragt af sindet.
16)Man bør blive en ren hengiven af Guddommens Personlighed, Sri Krishna, og tjene Ham med fuld opmærksomhed.
17)Man bør tilstræbe at bo på et ensomt beliggende sted med en en behagelig atmosfære, som er befordrende for åndelig udvikling, og man bør undgå tætbefolkede steder, hvor ikke-hengivne samles.
18)Man bør blive en videnskabsmand eller filosof og forske i åndelig kundskab ud fra en erkendelse af, at åndelig kundskab er permanent, hvorimod materiel viden ophører med kroppens bortgang.
Disse atten punkter udgør tilsammen en gradvis proces gennem hvilken man kan udvikle virkelig kundskab. Alle andre metoder ud over disse anses for at høre til uvidenhedens kategori. Srila Bhaktivinoda Thakura, en stor acarya, fastholdt, at alle former for viden, som ikke er vejledt af åndelig indsigt, blot tilhører den illusoriske energis ydre kvaliteter, og ved at befordre disse ender man med ikke at være bedre end et æsel. Det samme princip er omtalt her i Sri Isopanishad.
Den udvikling, der finder sted indenfor den materielle kundskab, forvandler ganske enkelt det moderne menneske til et fjols. Nogle materialistiske politikere i åndelig forklædning fordømmer den nuværende civilisation som satanisk, men de er desværre heller ikke
interesserede i at kultivere den virkelige viden, som beskrives i Bhagavad-gIta. De evner således ikke ændre den sataniske situation.
I det moderne samfund tror selv en ganske ung mand, han kan klare sig selv, og viser ingen respekt for de ældre medlemmer i samfundet. På grund af den mangelfulde uddannelse der leveres på vore læreanstalter, forårsager unge mennesker over hele verden de ældre hovedpine. Sri Isopanishad påpeger derfor meget kraftigt, at udviklingen af uvidenhed ikke er det samme som kultivering af viden. Universiteterne er så at sige intet andet end centre for uvidenhed.
Som en direkte følge deraf er videnskabsmænd travlt beskæftiget med at opfinde dødelige våben for at udslette andre lande. I dagens uddannelsesinstitutioner tilbydes der ingen kundskab om værdien af at følge de regulerende principper for brahmacarya (studenterliv i cølibat), og der opmanes generelt til ikke at tro på skrifternes bud. Undervisningen i religiøse principper er nu blot en formalitet, evt. med navn og berømmelse for øje, og har ikke længere nogen praktisk anvendelse. Der hersker således fjendskab ikke kun på det sociale og politiske område, men også på det religiøse.
Som følge af at denne uvidenhed er blevet spredt til den almindelige befolkning, er der overalt i verden opstået forskellige former for nationalisme. Ingen tænker på, at denne lillebitte jord blot er en klump materie, der sammen med mange andre klumper materie flyder rundt i det uendelige verdensrum. I sammenligning med rummets uendelige størrelse er disse klumper af materie ligeså ubetydelige som støvpartikler i luften. Eftersom Gud så venligt har bevirket, at disse klumper af materie er fuldstændige i sig selv, er de perfekt udstyrede med alt, der behøves for at kunne svæve i rummet. Vore rumskibspiloter er meget stolte af deres bedrifter, men glemmer den største pilot, som styrer de gigantiske rumskibe, der går under betegnelsen planeter.
Der er utallige sole og ligeledes utallige planetsystemer. Som atomiske uadskillelige dele af den Højeste Herre forsøger vi små skabninger at herske over disse utallige planeter. Således fødes og dør vi igen og igen og lider store dele af tiden under alderdom og sygdom. Mennesket er tilsigtet at leve omtrent hundrede år, selv om livslængden gradvist vil aftage til tyve eller tredive år.
Takket være udbredelsen af uvidenhed har vildledte mennesker skabt deres egne nationer på denne planet for mere effektivt at kunne skaffe sig sansenydelse i disse få år. Selvom det er en fuldstændig umulig opgave, iværksætter sådanne tåbelige personer forskellige planer for at etablere perfekte grænselinier; en bestræbelse som i sig selv leder til frygt og uro mellem nationerne. Over halvtreds procent af en nations energi anvendes til forsvar og går derved helt til spilde.
Ingen er interesserede i at udvikle virkelig kundskab, men ikke desto mindre bryster menneskeheden sig i falsk stolthed over at have gjort fremskridt i både materiel og åndelig viden. Sri Isopanishad advarer imod denne forkerte form for uddannelse, og Bhagavad-gIta viser os, hvordan vi kan udvikle virkelig kundskab. I dette mantra siges det, at vidya (kundskab) må modtages fra en dhira.
En dhira er en person, der ikke er forstyrret af den materielle illusion. Ingen kan være uberørt eller uforstyrret, medmindre man er fuldstændig åndeligt realiseret. Åndelig realisering viser sig ved, at man ikke higer efter noget, og ej heller begræder det som er gået tabt. En dhira indser at den materielle krop og det materielle sind kun er fremmedelementer, som han tilfældigvis har modtaget gennem sin omgang med materien. Hans mål er derfor blot at få det bedste ud af en dårlig handel.
For det levende væsen, den åndelige partikel, er denne organisme i form af den materielle krop og det materielle sind en dårlig handel. Den materielle verden er faktisk død, og det levende væsen har sin virkelige funktion i den levende, åndelige verden. Så længe de
levende åndelige gnister er optaget af at manipulere med døde klumper af materie, vil denne døde verden fremstå som en levende verden. I virkeligheden er det de levende sjæle, det højeste levende væsens uadskillelige dele, der får verden til at bevæge sig.
Dhira'erne har fået kendskab til alt dette gennem at lytte til højere autoriteter, og de har opnået fuld indsigt i denne kundskab ved at følge de regulerende principper. For at kunne følge de regulerende principper er man nødt til at søge tilflugt hos en ægte åndelig mester. Den transcendentale kundskab og de regulerende principper overføres fra den åndelige mester til disciplen. Det kommer helt enkelt ikke på tale at modtage denne viden gennem den moderne hasarderede metode, som går ud på at uddanne folk i uvidenhed. Man kan kun blive en dhira ved ydmygt at lytte til en ægte åndelig mester.
Arjuna opnåede for eksempel dhira-stadiet ved ydmygt at lytte til Herren Krishna, Guddommens Personlighed Selv. Den perfekte discipel bør derfor blive som Arjuna, og den åndelige mester bør være lige så god som Herren Selv. Kun gennem denne metode kan man modtage vidya (kundskab) fra dhira'en (den som er uforstyrret).
En adhira (en, som ikke har gennemg et en dhIras træning) er ikke kvalificeret til at blive en leder, som har ansvar for, og instruerer andre. Moderne politikere udgiver sig ofte for at være dhira'er, men i virkeligheden er de adhira'er, og man skal ikke forvente at modtagefuldkommen viden fra dem. Deres prioritet er blot at forøge deres egne formuer. Hvordan kan sådanne ledere føre den brede befolkning på den rette vej til selvrealisation? For at opnå en virkelig uddannelse er man således nødt til ydmygt at modtage kundskab fra en dhira.
SANSKRIT
anyad evahur vidyaya- anyad ahur avidyaya
iti susruma dhiranam ye nas tad vicacakshire
OVERSÆTTELSE
De vise har forklaret, at man opnår ét resultat ved at kultivere kundskab og et andet gennem at kultivere uvidenhed.
Kommentar af AC Bhaktivedanta Swami Prabhupada
Som det tilrådes i Bhagavad-gItas trettende kapitel (13.8 - 12), bør man kultivere viden på følgende måde:
1)Man bør blive et fuldkomment dannet menneske og lære sig at vise andre behørig respekt.
2)Man skal ikke give sig ud for at være en religiøs person blot for at opnå navn og berømmelse.
3)Man bør ikke med sin krops handlinger, sit sinds tanker eller sine ord være en kilde til bekymring for andre.
4)Man bør lære at vise overbærenhed, selv når man bliver provokeret.
5)Man skal lære at undgå falskhed i sin omgang med andre.
6)Man skal opsøge en ægte åndelig mester, der gradvist kan føre én til stadiet af åndelig erkendelse, og man skal underkaste sig en sådan åndelig mester gennem at tjene ham og stille relevante spørgsmål.
7)For at nå stadiet af selvrealisation må man følge de regulerende principper, som de er påbudt i de åbenbarede skrifter.
8)Man skal være fast forankret i de benbarede skrifters filosofi og læresætninger.
9)Man bør fuldstændigt afstå fra handlinger, der er ugunstige for selvrealisation.
10)Man bør ikke tage imod mere, end man behøver for at op retholde kroppen.
11)Man bør ikke fejlagtigt identificere sig selv med sin materielle krop, og man bør heller ikke betragte de, der er i familie med ens krop, som sine egne.
12)Man bør altid huske på, at så længe man har en materiel krop, vil man være nødt til at gennemgå de lidelser, der er forbundet med gentagen fødsel, alderdom, sygdom og død. Det nytter intet at lægge planer om at blive den materielle krops lidelser kvit. Det bedste, man kan gøre, er at finde ud af, hvordan man kan genvinde sin åndelige identitet.
13)Man bør ikke være knyttet til mere end de livsnødvendigheder, man behøver for at kunne gøre åndelige fremskridt.
14)Man bør ikke være mere knyttet til ægtefællen, børnene og hjemmet,end de benbarede skrifter foreskriver.
15)Man skal ikke fryde sig over ønskværdige hændelser eller sørge over de uønskværdige vel vidende, at sådanne følelser blot
er frembragt af sindet.
16)Man bør blive en ren hengiven af Guddommens Personlighed, Sri Krishna, og tjene Ham med fuld opmærksomhed.
17)Man bør tilstræbe at bo på et ensomt beliggende sted med en en behagelig atmosfære, som er befordrende for åndelig udvikling, og man bør undgå tætbefolkede steder, hvor ikke-hengivne samles.
18)Man bør blive en videnskabsmand eller filosof og forske i åndelig kundskab ud fra en erkendelse af, at åndelig kundskab er permanent, hvorimod materiel viden ophører med kroppens bortgang.
Disse atten punkter udgør tilsammen en gradvis proces gennem hvilken man kan udvikle virkelig kundskab. Alle andre metoder ud over disse anses for at høre til uvidenhedens kategori. Srila Bhaktivinoda Thakura, en stor acarya, fastholdt, at alle former for viden, som ikke er vejledt af åndelig indsigt, blot tilhører den illusoriske energis ydre kvaliteter, og ved at befordre disse ender man med ikke at være bedre end et æsel. Det samme princip er omtalt her i Sri Isopanishad.
Den udvikling, der finder sted indenfor den materielle kundskab, forvandler ganske enkelt det moderne menneske til et fjols. Nogle materialistiske politikere i åndelig forklædning fordømmer den nuværende civilisation som satanisk, men de er desværre heller ikke
interesserede i at kultivere den virkelige viden, som beskrives i Bhagavad-gIta. De evner således ikke ændre den sataniske situation.
I det moderne samfund tror selv en ganske ung mand, han kan klare sig selv, og viser ingen respekt for de ældre medlemmer i samfundet. På grund af den mangelfulde uddannelse der leveres på vore læreanstalter, forårsager unge mennesker over hele verden de ældre hovedpine. Sri Isopanishad påpeger derfor meget kraftigt, at udviklingen af uvidenhed ikke er det samme som kultivering af viden. Universiteterne er så at sige intet andet end centre for uvidenhed.
Som en direkte følge deraf er videnskabsmænd travlt beskæftiget med at opfinde dødelige våben for at udslette andre lande. I dagens uddannelsesinstitutioner tilbydes der ingen kundskab om værdien af at følge de regulerende principper for brahmacarya (studenterliv i cølibat), og der opmanes generelt til ikke at tro på skrifternes bud. Undervisningen i religiøse principper er nu blot en formalitet, evt. med navn og berømmelse for øje, og har ikke længere nogen praktisk anvendelse. Der hersker således fjendskab ikke kun på det sociale og politiske område, men også på det religiøse.
Som følge af at denne uvidenhed er blevet spredt til den almindelige befolkning, er der overalt i verden opstået forskellige former for nationalisme. Ingen tænker på, at denne lillebitte jord blot er en klump materie, der sammen med mange andre klumper materie flyder rundt i det uendelige verdensrum. I sammenligning med rummets uendelige størrelse er disse klumper af materie ligeså ubetydelige som støvpartikler i luften. Eftersom Gud så venligt har bevirket, at disse klumper af materie er fuldstændige i sig selv, er de perfekt udstyrede med alt, der behøves for at kunne svæve i rummet. Vore rumskibspiloter er meget stolte af deres bedrifter, men glemmer den største pilot, som styrer de gigantiske rumskibe, der går under betegnelsen planeter.
Der er utallige sole og ligeledes utallige planetsystemer. Som atomiske uadskillelige dele af den Højeste Herre forsøger vi små skabninger at herske over disse utallige planeter. Således fødes og dør vi igen og igen og lider store dele af tiden under alderdom og sygdom. Mennesket er tilsigtet at leve omtrent hundrede år, selv om livslængden gradvist vil aftage til tyve eller tredive år.
Takket være udbredelsen af uvidenhed har vildledte mennesker skabt deres egne nationer på denne planet for mere effektivt at kunne skaffe sig sansenydelse i disse få år. Selvom det er en fuldstændig umulig opgave, iværksætter sådanne tåbelige personer forskellige planer for at etablere perfekte grænselinier; en bestræbelse som i sig selv leder til frygt og uro mellem nationerne. Over halvtreds procent af en nations energi anvendes til forsvar og går derved helt til spilde.
Ingen er interesserede i at udvikle virkelig kundskab, men ikke desto mindre bryster menneskeheden sig i falsk stolthed over at have gjort fremskridt i både materiel og åndelig viden. Sri Isopanishad advarer imod denne forkerte form for uddannelse, og Bhagavad-gIta viser os, hvordan vi kan udvikle virkelig kundskab. I dette mantra siges det, at vidya (kundskab) må modtages fra en dhira.
En dhira er en person, der ikke er forstyrret af den materielle illusion. Ingen kan være uberørt eller uforstyrret, medmindre man er fuldstændig åndeligt realiseret. Åndelig realisering viser sig ved, at man ikke higer efter noget, og ej heller begræder det som er gået tabt. En dhira indser at den materielle krop og det materielle sind kun er fremmedelementer, som han tilfældigvis har modtaget gennem sin omgang med materien. Hans mål er derfor blot at få det bedste ud af en dårlig handel.
For det levende væsen, den åndelige partikel, er denne organisme i form af den materielle krop og det materielle sind en dårlig handel. Den materielle verden er faktisk død, og det levende væsen har sin virkelige funktion i den levende, åndelige verden. Så længe de
levende åndelige gnister er optaget af at manipulere med døde klumper af materie, vil denne døde verden fremstå som en levende verden. I virkeligheden er det de levende sjæle, det højeste levende væsens uadskillelige dele, der får verden til at bevæge sig.
Dhira'erne har fået kendskab til alt dette gennem at lytte til højere autoriteter, og de har opnået fuld indsigt i denne kundskab ved at følge de regulerende principper. For at kunne følge de regulerende principper er man nødt til at søge tilflugt hos en ægte åndelig mester. Den transcendentale kundskab og de regulerende principper overføres fra den åndelige mester til disciplen. Det kommer helt enkelt ikke på tale at modtage denne viden gennem den moderne hasarderede metode, som går ud på at uddanne folk i uvidenhed. Man kan kun blive en dhira ved ydmygt at lytte til en ægte åndelig mester.
Arjuna opnåede for eksempel dhira-stadiet ved ydmygt at lytte til Herren Krishna, Guddommens Personlighed Selv. Den perfekte discipel bør derfor blive som Arjuna, og den åndelige mester bør være lige så god som Herren Selv. Kun gennem denne metode kan man modtage vidya (kundskab) fra dhira'en (den som er uforstyrret).
En adhira (en, som ikke har gennemg et en dhIras træning) er ikke kvalificeret til at blive en leder, som har ansvar for, og instruerer andre. Moderne politikere udgiver sig ofte for at være dhira'er, men i virkeligheden er de adhira'er, og man skal ikke forvente at modtagefuldkommen viden fra dem. Deres prioritet er blot at forøge deres egne formuer. Hvordan kan sådanne ledere føre den brede befolkning på den rette vej til selvrealisation? For at opnå en virkelig uddannelse er man således nødt til ydmygt at modtage kundskab fra en dhira.