Autoritære tendenser i Trosbevægelser
Noget af det, der karakteriserer Livets Ord og lignende ekstreme karismatiske menigheder, er synet på lederen. Lederen er „salvet" af Gud til at udføre sin tjeneste, på samme måde som konger i Det gamle Testamente blev salvet af en profet til være konge over Israel. Det betyder, at lederen på den måde bliver ufejlbarlig og enevældig. Hvis man sætter sig op imod ham, sætter man sig op imod Gud. En leder kan naturligvis lave fejl, men Gud fortryder ikke sit kald og trækker ikke sine nådegaver tilbage (Rom 11,29). Det medfører, at en sådan leder potentielt har en enorm magt over medlemmerne i menigheden. Det er oplagt, at personer med psykopatiske karaktertræk virkelig kan boltre sig i sådanne sammenhænge, når der ikke er nogen, der tør stå op imod dem.
Ordet „kritisere" kommer af det græske ord krisis, som betyder „dom", og krinein, som betyder „at dømme". Jesus siger i Bjergprædikenen: „Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes" (Matt 7,1), men Paulus taler flere gange om at dømme; dels om at bedømme ånder1 og at dømme blandt medlemmer i menigheden.2 Så det bibelske forbud mod at dømme er altså mere nuanceret, end at man bare ikke må dømme nogen.
Det er et godt princip, at den, der vil være dommer over andre, selv må finde sig i at blive bedømt – og undertiden underkendt. Sådan er det i vores retssystem, og sådan er det også i Bibelen. Man kan finde masser af steder, hvor Jesus og profeterne kritiserer og fordømmer folkets ledere – både de religiøse og juridiske ledere (dommere og skriftkloge) og den udøvende magt (konger og stormænd) – for hykleri og korruption.3
Det er også det, Paulus gør, da ypperstepræsten befaler sin tjener at slå ham på munden: Han kalder ham „en kalket væg", dvs. noget, der kun ser pænt ud på overfladen (ApG 23,2-5). Hans næste sætning, hvori han undskylder, betragter nogle bibelfortolkere som et eksempel på ironi, som om han sagde: „Jeg kunne ikke forestille mig, at en ypperstepræst kunne finde på at gøre sådan noget, derfor var jeg ikke klar over, at det var ham".4
Den nye danske bibeloversættelse oversætter teksten i Apostlenes Gerninger 23,5b således: „Du må ikke forbande dit folks øvrighed", men den gamle skriver: „Mod en øvrighedsperson i dit folk må du ikke tale onde ord". Den mest ordrette oversættelse af det græske „Arkonta tou laou sou ouk ereis kakos" ville være: „Du må ikke tale ondt (kakos) mod dit folks (laos) ledere (arkonta)".
Oversættelsen „du må ikke tale ondt imod en leder" (Bibelen på hverdagsdansk) er ikke korrekt, fordi den udelader et ord i grundteksten, og jeg synes nærmest, at den balancerer på grænsen til Bibelforfalskning, specielt eftersom det er et syn på lederens autoritet, som er udbredt i karismatiske kredse. Desuden handler det (ifølge en luthersk udlægning i det mindste) om forholdet til de verdslige ledere (to-regimentelæren) og ikke forholdet til ledere i menigheden. Ledere i menigheden skal ifølge Jesus først og fremmest være tjenere for de andre.5
Generelt skal man naturligvis have respekt for lederne i menigheden, men man skal ikke vende det blinde øje til, når man ser noget, der er forkert. Paulus trådte jo også op mod apostlen Peter, selvom denne var udpeget af Jesus til at lede kirken, fordi Peter havde splittet menigheden ved at trække sig tilbage fra de hedningekristne af skræk for nogle meget konservative jødekristne (Gal 2,11ff). Måske mente Peter, at han havde haft gode grunde til ikke at udfordre de jødekristne og risikere en splittelse med dem, men efter Paulus’ mening skulle han i stedet have stået fast på evangeliet. Bagtalelse og sladder er ikke det samme som (berettiget) kritik, som bliver fremført i et åbent forum. Hvis det ikke var sådan, hvornår skulle Paulus så nogensinde have haft mulighed for at tage Peter i skole? Hvis Paulus’ synspunkt ikke havde vundet i denne sag, ville verden have set meget anderledes ud – måske var kristendommen aldrig blevet en verdensreligion, men var forblevet en jødisk sekt i stil med f.eks. samaritanerne eller mandæerne.
På Dialogcentret er vi ikke blot uenige med Christian Hedegaard og Trosbevægelsen. Vi mener, at de forvansker kristendommen og ødelægger de folk, som kommer i deres klør. „Den, der tier, samtykker," siger ordsproget, og der er heller ikke noget bibelsk belæg for at sige, at man ikke skal påtale misforhold i menigheden; tværtimod får profeten Ezekiel følgende instruktion: „Når jeg siger til den uretfærdige: Du skal dø! og du ikke advarer den uretfærdige og ikke taler til ham og advarer ham mod hans uretfærdige færd for at holde ham i live, så skal den uretfærdige dø på grund af sin skyld; men hans blod vil jeg kræve af din hånd" (Ez. 3,18). Derfor kan det ikke nytte noget, at Dialogcentret bare ser stiltiende til, mens folk får deres liv og mentale helbred ødelagt, og den kristne tro bliver fordrejet og bragt i miskredit.
Vi har fået mange henvendelser fra folk, som har taget skade af at være i forbindelse med fremgangsteologisk karismatik, bl.a. Faderhuset og Christian Hedegaard. Fælles for disse folk er, at de er meget rådvilde, for der er jo for dem ikke tale om en sekt i stil med Jehovas Vidner eller Scientologi, som alle ved er noget snavs, men derimod om kredse, som til dels er respekterede og accepterede i frikirkelige kredse. Ugeavisen Udfordringen, som er en karismatisk avis, er f.eks. meget positiv overfor både Hedegaard og Faderhuset. Derfor har de svært ved at finde forståelse for deres problemer, hvis de går ind i en anden karismatisk menighed.
Forleden interviewede jeg en ung mand, der nu går på Apostolsk Bibelskole, men tidligere som tidligere kom i en fremgangsteologisk menighed. Han var glad for være gået over til Apostolsk Kirke og var overbevist om, at det havde reddet hans kristenliv, men han indrømmede samtidig, at lederen af bibelskolen kraftigt havde frarådet ham at tale med Dialogcentret og sågar havde nedlagt forbud mod, at interviewet foregik på skolens grund.
Efter min mening har frikirkerne og den karismatiske bevægelse svigtet disse mennesker ved ikke offentligt at tage kategorisk afstand fra de menigheder, der misbruger, ødelægger og forvirrer deres medlemmer. Det kan kun skade den kristne kirke i Danmark, at vi ikke renser ud i egne rækker og toner rent flag, fremfor at vi nøjes med at rydde op efter fremgangsteologerne og dække over deres ugerninger.
Her på Dialogcentret vil vi gerne være med til at oprette en støttegruppe for folk, der er blevet skadet i en fremgangsteologisk eller ekstrem karismatisk sammenhæng, og for forældre og pårørende, som har mistet deres familiemedlemmer til en sådan sekt. Vi har fået mange forespørgsler om en sådan gruppe, men har ikke rigtig kunnet henvise dem til nogen. Derfor forsøger vi nu selv at stable en sådan gruppe på benene. Interesserede kan henvende sig på email: info@dci.dk eller tlf. 86 10 54 11.
Noter:
1 I konteksten i 1 Kor 12,10 handler det formentlig om at bedømme (diakrinein) profetisk tale – og dermed også profeten, der udtaler ordene. Se også 5 Mos 18,22, Jer 28,9, 5 Mos 13,4.
2 Dvs. kirketugt: „Er det da min sag at dømme dem, der står udenfor? Er det ikke dem, som er indenfor, I skal dømme?" 1 Kor 5,12.
3 „…præst og profet dingler af øl, de er sanseløse af vin" (Es 28,7). „ Fra den mindste til den største, alle søger uretmæssig vinding; fra profet til præst, alle handler løgnagtigt" (Jer 6,13). Se også: Matt 15,1-9, Matt 23,13ff, Luk 13,15.
4 Det lyder mærkeligt, at Paulus skulle have været uvidende om, at det var ypperstepræsten, han havde foran sig, men det kan selvfølgelig ikke udelukkes. Even Fougner har denne tolkning i Credos bibelkommentar til ApG.
5 Joh 13,1-17, Matt 20,24-
Af Birger Langkjer
Ordet „kritisere" kommer af det græske ord krisis, som betyder „dom", og krinein, som betyder „at dømme". Jesus siger i Bjergprædikenen: „Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes" (Matt 7,1), men Paulus taler flere gange om at dømme; dels om at bedømme ånder1 og at dømme blandt medlemmer i menigheden.2 Så det bibelske forbud mod at dømme er altså mere nuanceret, end at man bare ikke må dømme nogen.
Det er et godt princip, at den, der vil være dommer over andre, selv må finde sig i at blive bedømt – og undertiden underkendt. Sådan er det i vores retssystem, og sådan er det også i Bibelen. Man kan finde masser af steder, hvor Jesus og profeterne kritiserer og fordømmer folkets ledere – både de religiøse og juridiske ledere (dommere og skriftkloge) og den udøvende magt (konger og stormænd) – for hykleri og korruption.3
Det er også det, Paulus gør, da ypperstepræsten befaler sin tjener at slå ham på munden: Han kalder ham „en kalket væg", dvs. noget, der kun ser pænt ud på overfladen (ApG 23,2-5). Hans næste sætning, hvori han undskylder, betragter nogle bibelfortolkere som et eksempel på ironi, som om han sagde: „Jeg kunne ikke forestille mig, at en ypperstepræst kunne finde på at gøre sådan noget, derfor var jeg ikke klar over, at det var ham".4
Den nye danske bibeloversættelse oversætter teksten i Apostlenes Gerninger 23,5b således: „Du må ikke forbande dit folks øvrighed", men den gamle skriver: „Mod en øvrighedsperson i dit folk må du ikke tale onde ord". Den mest ordrette oversættelse af det græske „Arkonta tou laou sou ouk ereis kakos" ville være: „Du må ikke tale ondt (kakos) mod dit folks (laos) ledere (arkonta)".
Oversættelsen „du må ikke tale ondt imod en leder" (Bibelen på hverdagsdansk) er ikke korrekt, fordi den udelader et ord i grundteksten, og jeg synes nærmest, at den balancerer på grænsen til Bibelforfalskning, specielt eftersom det er et syn på lederens autoritet, som er udbredt i karismatiske kredse. Desuden handler det (ifølge en luthersk udlægning i det mindste) om forholdet til de verdslige ledere (to-regimentelæren) og ikke forholdet til ledere i menigheden. Ledere i menigheden skal ifølge Jesus først og fremmest være tjenere for de andre.5
Generelt skal man naturligvis have respekt for lederne i menigheden, men man skal ikke vende det blinde øje til, når man ser noget, der er forkert. Paulus trådte jo også op mod apostlen Peter, selvom denne var udpeget af Jesus til at lede kirken, fordi Peter havde splittet menigheden ved at trække sig tilbage fra de hedningekristne af skræk for nogle meget konservative jødekristne (Gal 2,11ff). Måske mente Peter, at han havde haft gode grunde til ikke at udfordre de jødekristne og risikere en splittelse med dem, men efter Paulus’ mening skulle han i stedet have stået fast på evangeliet. Bagtalelse og sladder er ikke det samme som (berettiget) kritik, som bliver fremført i et åbent forum. Hvis det ikke var sådan, hvornår skulle Paulus så nogensinde have haft mulighed for at tage Peter i skole? Hvis Paulus’ synspunkt ikke havde vundet i denne sag, ville verden have set meget anderledes ud – måske var kristendommen aldrig blevet en verdensreligion, men var forblevet en jødisk sekt i stil med f.eks. samaritanerne eller mandæerne.
På Dialogcentret er vi ikke blot uenige med Christian Hedegaard og Trosbevægelsen. Vi mener, at de forvansker kristendommen og ødelægger de folk, som kommer i deres klør. „Den, der tier, samtykker," siger ordsproget, og der er heller ikke noget bibelsk belæg for at sige, at man ikke skal påtale misforhold i menigheden; tværtimod får profeten Ezekiel følgende instruktion: „Når jeg siger til den uretfærdige: Du skal dø! og du ikke advarer den uretfærdige og ikke taler til ham og advarer ham mod hans uretfærdige færd for at holde ham i live, så skal den uretfærdige dø på grund af sin skyld; men hans blod vil jeg kræve af din hånd" (Ez. 3,18). Derfor kan det ikke nytte noget, at Dialogcentret bare ser stiltiende til, mens folk får deres liv og mentale helbred ødelagt, og den kristne tro bliver fordrejet og bragt i miskredit.
Vi har fået mange henvendelser fra folk, som har taget skade af at være i forbindelse med fremgangsteologisk karismatik, bl.a. Faderhuset og Christian Hedegaard. Fælles for disse folk er, at de er meget rådvilde, for der er jo for dem ikke tale om en sekt i stil med Jehovas Vidner eller Scientologi, som alle ved er noget snavs, men derimod om kredse, som til dels er respekterede og accepterede i frikirkelige kredse. Ugeavisen Udfordringen, som er en karismatisk avis, er f.eks. meget positiv overfor både Hedegaard og Faderhuset. Derfor har de svært ved at finde forståelse for deres problemer, hvis de går ind i en anden karismatisk menighed.
Forleden interviewede jeg en ung mand, der nu går på Apostolsk Bibelskole, men tidligere som tidligere kom i en fremgangsteologisk menighed. Han var glad for være gået over til Apostolsk Kirke og var overbevist om, at det havde reddet hans kristenliv, men han indrømmede samtidig, at lederen af bibelskolen kraftigt havde frarådet ham at tale med Dialogcentret og sågar havde nedlagt forbud mod, at interviewet foregik på skolens grund.
Efter min mening har frikirkerne og den karismatiske bevægelse svigtet disse mennesker ved ikke offentligt at tage kategorisk afstand fra de menigheder, der misbruger, ødelægger og forvirrer deres medlemmer. Det kan kun skade den kristne kirke i Danmark, at vi ikke renser ud i egne rækker og toner rent flag, fremfor at vi nøjes med at rydde op efter fremgangsteologerne og dække over deres ugerninger.
Her på Dialogcentret vil vi gerne være med til at oprette en støttegruppe for folk, der er blevet skadet i en fremgangsteologisk eller ekstrem karismatisk sammenhæng, og for forældre og pårørende, som har mistet deres familiemedlemmer til en sådan sekt. Vi har fået mange forespørgsler om en sådan gruppe, men har ikke rigtig kunnet henvise dem til nogen. Derfor forsøger vi nu selv at stable en sådan gruppe på benene. Interesserede kan henvende sig på email: info@dci.dk eller tlf. 86 10 54 11.
Noter:
1 I konteksten i 1 Kor 12,10 handler det formentlig om at bedømme (diakrinein) profetisk tale – og dermed også profeten, der udtaler ordene. Se også 5 Mos 18,22, Jer 28,9, 5 Mos 13,4.
2 Dvs. kirketugt: „Er det da min sag at dømme dem, der står udenfor? Er det ikke dem, som er indenfor, I skal dømme?" 1 Kor 5,12.
3 „…præst og profet dingler af øl, de er sanseløse af vin" (Es 28,7). „ Fra den mindste til den største, alle søger uretmæssig vinding; fra profet til præst, alle handler løgnagtigt" (Jer 6,13). Se også: Matt 15,1-9, Matt 23,13ff, Luk 13,15.
4 Det lyder mærkeligt, at Paulus skulle have været uvidende om, at det var ypperstepræsten, han havde foran sig, men det kan selvfølgelig ikke udelukkes. Even Fougner har denne tolkning i Credos bibelkommentar til ApG.
5 Joh 13,1-17, Matt 20,24-
Af Birger Langkjer