Bag rampe lyset i TV

Jeg gik rundt alene i mit triste sind,
troede aldrig nogen sinde at
jeg skulle opleve medvind!
At nogen skulle elske mig, for jeg var
da bare et sølle kvaj.
Alt skete for andre, mens deres glade
hjerter de banker.
Folk bliv gift,
og jeg blev ved med at være trist.
Jeg troede jeg skulle dø alene
og leve livet med skuspil på en scene.
Tonse rundt på TV og jagte det alle ville se.
Kærligheden jeg skulle finde, men i stedet
for blev jeg bare et kendt små kendis minde.

Smile til verden med et smil om
jeg kan bare det hele alene,
men i virkeligheden savnet jeg
dig min eneste ene.
Jeg blev mere og mere gift med mit
job og kunne ikke sige stop!
Jeg var jo alligvel bare alene også var mit job
jo ikke til gene.
Jeg kørte ligesom en maskine uden at trække
en mine. Glemte at være menneske, lære at føle,
elske og gro og mistede total min tiltro.
Jeg havde med tiden trukket et par nitter,
der virkelig ved hvordan kærligheden smitter.
Smitter på en dårlig måde som en epedimi
og inden jeg havde set mig om var det
bal heldigvis forbi.
De var ikke mine tanker værd,
men alligevel kunne bare ikke lade være.
Ensomheden fyldte for meget og jeg ønskede
bare en som elskede mig uanset hvor
meget vægt og last jeg nu vejet.
Igen alene og forladt, med tanken
om jeg kun var din skat i nat.
Jeg delte ellers ikke ud af gotte posen
men hvorfor blev du ved med at give mig
rosen?
Jeg kunne ikke længere åbne mig for andre,
for var bange for det hjerte der banker.
Bange for at blive elsket og såret, bange
for at åbne mig i frygt for at komme til
at elske dig.