Bemærkelsesværdigt

er det, at konstatere at INGEN rygere på noget tidspunkt forsøger at overtale ikkerygere til at begynde at ryge, mens det modsatte er tilfældet i det ene indlæg efter det andet. Vi rygere argumenterer for vores ret til frihed i et frit land - under hensyntagen til vore ikkerygende medmennesker. Antirygerne derimod farer frem med trusler om død og ulykke og kalder os dumme svin og det der er værre og drømmer - nærmest euforiske - om den dag rygning forbydes helt ( hvilket vi alle ved, heldigvis er utopisk).
Ingen skal bilde mig ind, at en person, som offentligt (uden at kende mig) kalder mig et dumt og egoistisk svin som forpester luften for alt og alle - blot ved min ( ofte ikkerygende) tilstedeværelse- bekymrer sig om mit helbred og drømmer om et rygeforbud udelukkende for at jeg ikke skal dø af cancer. Nej- dette smager mildest talt af at visse personer nyder et forum hvor de kan svine andre til. De efterlyser argumenter fra vores side. Argumenter for hvad? Vores ret til at ryge? Jeg argumenterer ikke for min ret til at ryge hvor som helst - blot for min ret til at ryge. Jeg synes det er ok med røgfri områder. Jeg ryger hvor rygning er tilladt og lader være hvor det er forbudt. Hvorfor skal jeg argumentere for min ret til dette? Alligevel skal jeg finde mig i at blive svinet til - udelukkende fordi jeg ikke falder på knæ og lover at blive ikkeryger. Drejer denne debat sig ikke om at finde en måde at dyrke hver sin passion på - under almindelig hensyntagen til hinanden?

Ja, det tør nok antydes.
De er da revnende ligeglade med vores helbred. Det er ganske enkelt kun (føler de) deres pligt og ret til at påminde os, og så selvfølgelig allerhelst, når mange hører på det,at vi er nogle idioter.
Og når det nu er sådan, ja så er det da fedt at være idiot, når nu jeg har så forbandede lyst til at ryge.
At sige til dem, jamen du må da godt få en smøg, tja, det ville jo nok være for dumt, men lidt grin, kan der da godt blive ud af det. Hvis vel og mærke man siger det ret så højt.

Der er altså noget ved de der ikke-rygere, der er så svært "at snuppe".

Interessant er det, at der rent faktisk i flere indlæg af rygere er skrevet: Du trænger vist til en smøg!
Jeg er ikke ryger, og forbeholde mig ret til en røgfri tilværelse. Der er mange ting i denne verden der interesserer mig, men dit helbred er ikke iblandt mine interesser.
Den almene sundhed i den danske befolkning, derimod, ligger mig meget på sinde. Og uanset hvad du syntes om det, så ligger rygning på en klar førsteplads over de mest skadelige "interesser".
Set fra min egen lille snævre synsvinkel, er jeg flinterende ligeglad med om du - og andre - ryger. Det gider jeg simpelthen ikke bruge min kostbare tid på. Men HVOR I ryger, det er noget jeg gerne vil bruge tid på. Så længe der ikke er et generelt forbud i det offentlige INDENDØRS rum, vil jeg plædere for et forbud.
Og for lige at slå en ting helt fast: Det er røgen jeg vil til livs, ikke rygeren. Det klarer I fint selv.

Har af flere af mine venner prøvet at blive presset for at starte med at ryge... så det du siger er ikke sandt ;D

Med røgen ryger humoren. Og man bliver sur som ikke ryger og kommer til at gå i små sko.
Trøst dig med, at rygerne har været bedst til at vinde slaget om demokrati: Rosevelt, Mac Arthur, Churchil, Kennedy osv.

Især blandt rygerne på min arbejdsplads som efter 1½ års varsel (rygestopkurser og div. hjælpemidler) er blevet henvist til de udendørs arealer... De står med armene over kors, med vrede i ansigterne, taler ikke sammen, og vrisser af alle andre der kommer forbi.
Ja - de har sørme humor de rygere. Find dog en arbejdsplads hvor I må ryge. Selvom der heldigvis ikke er mange af dem tilbage.

Det er jo sådan de fleste starter. Ved at blive lokket af andre.
Har endnu ikke hørt om nogen der sidder hjemme i deres stue, og beslutter: "I dag er det en god dag at blvie ryger på" for derefter at hente cigaretter, og ryge deres første smøg nogen sinde.

Rygning strider så meget i mod menneskets natur, at kun gruppepres og manglende selvtillid kan få et ellers normalt fungerende menneske til at hoppe på den galaj.

Nu er jeg gået på efterløn for et års tid siden, men på min arbejdsplads ville min chef ikke have ikke-rygere ansat. Der var optræk til en sag med en enkelt ansøger der følte sig diskrimineret for et par års tid siden, men hans fagforening indså at det ikke var muligt at vinde en sag på de præmisser, he he.
Min chef var en ret fornuftig mand efter min mening.