Bibelen og arkæologien
(The Bible Unearthed, Finkelstein
& Silberman, 2001). Jeriko var ødelagt og opgivet længe inden Josua siges at
have eksisteret, det lovede land var for længst okkuperet af egyptere og viser
desuden ingen tegn på de groteske plyndringer, som Bibelen beretter. Kanaan
havde i århundreder været befolket af dem, der gennem sociale og politiske
forandringer senere blev israelitter.
I Jerusalem har man fra 900-taller fvt. – den tid da David og Salomon skulle
have udført deres bedrifter – kun fundet rester af en mur, visse befæstninger
og et lille tempel, antagelig viet til den kanaanæiske gud Baal. Salomons berømte pragtbygninger, bl.a. i de vigtige byer Megiddo, Hazor og Gezer, er i
virkeligheden udført senere, først og fremmest af den israelitiske konge
Jerobeam II (788-747 fvt.). Jerusalem var næppe mere end en by i det tyndt
befolkede, fattige Judæa frem til de assyriske erobringer (der begyndte 722
fvt.) af det meget større og rigere Nordrige Israel, da mange flygtede til
Sydriget Judæa, som klarede sig så nogenlunde under ødelæggelsen takket
være indrømmelser fra kong Ahas (743-727 fvt.). Først da udformedes
monoteismen så småt og tempelritualerne forlagdes til Jerusalem – israelitterne
havde tidligere ofret i Samaria og Betel
Bibelforfatterne klippede og klistrede frejdigt fra den mytiske og virkelige
historie. Salomons rige, som ifølge første Kongebog strakte sig fra Eufrat til Gaza,
modsvarede i realiteten Assyrien i dets storhedstid. Dronningen af Saba kan
ikke have besøgt Salomon førend flere århundreder efter hans død, da Saba (det
nuværende Yemen) begyndte at blomstre. Davids kamp med filisteren Goliat er
en bevidst skrøne. Den beskrivelse der gives af Goliat i 1. Sam. 17:4-7 passer
med rustningen blandt de græske lejesoldater (hoplitter), som kæmpede for
Egypten i starten af 600-tallet fvt. (Desuden navngiver 2. Sam. 21:19 en helt
anden helt som Goliats banemand). David uddelte rige krigsbytter efter striden
med amalekitterne (1. Sam. 30:26-31) til steder, der ikke var befolket på hans
tid: Jattir, Aroer, Ramot…
I beretningerne om Abraham og patriarkerne, der skulle
have udspillet sig ca. 2000 år fvt., tales f.eks. om kameler, til trods for at de
først forekom som tamdyr i de egne mere end tusind år senere. Folkene
aramæer og filistere nævnes ofte, skønt de først optrådte længe efter
patriarktiden. Stedsangivelser stemmer dårligt med arkæologiske fakta:
Shechem, Beersheba, Gerar og Hebron viser ingen tegn på at have været
beboede i abrahamitisk tid. De egyptiske personer i historien om Josef (f.eks.
Potifar) var nævnt i løbet af 600-tallet fvt.
”Moses’ love” blev nedskrevet af præster tusind år efter Moses’ ”liv” –
visse dele af Esra så sent som i 400-tallet fvt. Fortællingen om ”de ti bud” har
et forvirret og modsigelsesfuldt indhold med forskellige forfattere (dele kan
spores til den egyptiske dødebog), og der var oprindeligt betydeligt mere end ti,
for jødedommen 613 (mitzvot: bud). Meget handlede om detaljerede forskrifter
for ofringer til (afguden?) Jahve og om praktiske råd: ”Du må ikke koge et
gedekid i moderens mælk”.
De begivenheder Mosebøgerne opregner, findes ikke engang som notitser i de ellers så nøjagtige egyptiske dokumenter. Det svækkede Egypten som
Mosebøgerne skildrer, stemmer bedst med 700-tallet fvt. Derimod var flugten
fra Egypten (1400-1200 fvt.) en logistisk umulighed på grund af de dengang
militært stærke befæstninger, som Egypten havde oprettet ved den østre
grænse. Kongedømmer som Arad, Heshbon og Edom i Sinai, som Mosebøgerne
nævner, eksisterede ikke på den tid, selv om teltkulturer forårsager en vis
arkæologisk usikkerhed.
Finkelstein & Silberman,i David and Solomon, 2006), gennemgår detaljeret mange af
de urimeligheder i GT, som de seneste årtiers forskning har påvist, men
diskuterer også motiverne til teksternes opståen. Kong Josia, der regerede
639-609 fvt., spillede en afgørende rolle for den jødiske lov og kampen mod
”hedenskabet”. Teologien fra 622 fvt., da ypperstepræsten Hilkiah ”fandt” femte
Mosebog (Deuteronomium) i en tempelmur, var måske et bestillingsarbejde for
at styrke kongedømmet og inspirere den territoriale ekspansion efter Assyriens
svækkede herredømme ( hovedstaden Nineve faldt 612 fvt.).
Egyptens foruroligende ankomst til det israelske område under farao
Psammetichos I (664-610 fvt.) forklarer valget af fjende i Mosebøgerne. (Kong
Josia dræbtes af farao Necho II 609 fvt., hvilket i praksis også satte punktum
for den monarkiske æra fra David).
Den opflammende og derfor kortlivede monolatri, dyrkelse af en eneste gud,
kan læses som ”enevælde” og ”nationalisme”. ”Herren” er kongen. ”Loven” er
civil lydighed. De urgamle myter blev ranet og omformet af herskerne. Ofringer til flere guder som både israelitter og judaitter havde helliget sig i århundreder,
var ikke i den nye magts interesse.
Den såkaldt deuteronomiske historie (Josua, Dommerbogen, Samuels- og
Kongebøgerne) er for det meste legender og en politisk udtænkt fiktion med
blot sporadisk støtte i virkeligheden. Tidlig jødedom var dikteret statsreligion
uden folkelig medvirken (præcis som kristendommen i tusindfold forstørret
magtpotentiale under og efter kejser Konstantin). Faktiske hændelser er ofte forskudt i tiden. De bronze- og jernalderforhold der beskrives, er mistænkeligt
sammenfaldende med de ”moderne”, der herskede ved slutningen af 600-tallet
fvt. Helte som David (som ifølge et nyt fund i Tel-Dan sandsynligvis har
eksisteret) og Moses har flere ligheder med glorificeringen af Josia, selv om
visse dele er tilføjet noget tidligere. De assyriske kongehistorier, med nøjagtige
fortegnelser over store bedrifter og blodige sejre, var forbillede for jødiskisraelitisk
lovprisning.
Men vigtige dele af den hebræisk-aramæiske bibel blev også skrevet under og
efter fangenskabet i Babylon fra 538 fvt. Det jødiske folk kom efter Babylons
fald til at leve under persisk herredømme i mere end to hundrede år. Staten
Juda bliver provinsen Yehud, folket kaldes jøder. Israel bliver Samaria. Politisk
og religiøst var det af største betydning, at ”Guds udvalgte folk” igen hævdede
sig. Templet skulle genopbygges efter katastrofen i 587 fvt. Det patriotiske
præsteskab i det i lang tid kongeløse rige befandt sig i en magtkamp med de
virkelige, relativt velvillige, herskere, og havde kun store ord som våben. De
tidlige tekster blev revideret. Skrifterne og prædikenerne skulle igen forene og
løfte folket. Krønikebøgerne (sandsynligvis skrevet af Esra) genoplivede den tendentiøse historieskrivning. Den nationale og etniske propaganda gør i vor tid
ofte et ubehageligt indtryk, men var sikkert under hele den lange periode med
underkastelse – efter perserne: hellener og romere – funktionel og hæget om.
Gud bliver et politisk redskab, og kan for udenfor stående ses som en substitut
for den nationale æra – den mentale, imaginære søjle i opgang og nedgang.
Utallige jødiske oprørsforsøg hentede kraft fra den stolthed, skrifterne gav
anledning til.
Den endelige redigering af GT skete efter år 164 fvt., da Daniels forvirrede bog
færdiggjordes, til trods for at den foregiver at være skrevet under den
babyloniske tid. Så specielt ”gammel” og udadlelig er denne, den største del af
bibelen, ikke. Man kan også spørge sig selv, hvad disse tekster har med religion
at gøre.
Moderne bibeldebat siden 1968 er meget præget af den intensive kamp mellem
”maksimalister” og ”minimalister”. De første, f.eks. egyptologen K.A. Kitchen,
argumenterer for GT’s relative historiske troværdighed med støtte i bl.a. ikke bibelske
tekstfragmenter (On the Reliability of the Old Testament, 2003).
Minimalisterne (Københavnerskolen) kræver flere utvetydige arkæologiske
beviser og sætter spørgsmålstegn ved teksternes tidlige oprindelse; man mener,
at de hovedsagelig kom til som en følge af det babyloniske eksil, og at de skal
tolkes mere allegorisk.
W.G. Devers What did the
Biblical Writers know and when did they know it?, 2001.
Hvordan bogstavtro kristne og jøder skal finde sig til rette med de tydelige
forfalskninger, som ikke mindst den nyeste arkæologi efter 1980 har afsløret, er
en gåde.
& Silberman, 2001). Jeriko var ødelagt og opgivet længe inden Josua siges at
have eksisteret, det lovede land var for længst okkuperet af egyptere og viser
desuden ingen tegn på de groteske plyndringer, som Bibelen beretter. Kanaan
havde i århundreder været befolket af dem, der gennem sociale og politiske
forandringer senere blev israelitter.
I Jerusalem har man fra 900-taller fvt. – den tid da David og Salomon skulle
have udført deres bedrifter – kun fundet rester af en mur, visse befæstninger
og et lille tempel, antagelig viet til den kanaanæiske gud Baal. Salomons berømte pragtbygninger, bl.a. i de vigtige byer Megiddo, Hazor og Gezer, er i
virkeligheden udført senere, først og fremmest af den israelitiske konge
Jerobeam II (788-747 fvt.). Jerusalem var næppe mere end en by i det tyndt
befolkede, fattige Judæa frem til de assyriske erobringer (der begyndte 722
fvt.) af det meget større og rigere Nordrige Israel, da mange flygtede til
Sydriget Judæa, som klarede sig så nogenlunde under ødelæggelsen takket
være indrømmelser fra kong Ahas (743-727 fvt.). Først da udformedes
monoteismen så småt og tempelritualerne forlagdes til Jerusalem – israelitterne
havde tidligere ofret i Samaria og Betel
Bibelforfatterne klippede og klistrede frejdigt fra den mytiske og virkelige
historie. Salomons rige, som ifølge første Kongebog strakte sig fra Eufrat til Gaza,
modsvarede i realiteten Assyrien i dets storhedstid. Dronningen af Saba kan
ikke have besøgt Salomon førend flere århundreder efter hans død, da Saba (det
nuværende Yemen) begyndte at blomstre. Davids kamp med filisteren Goliat er
en bevidst skrøne. Den beskrivelse der gives af Goliat i 1. Sam. 17:4-7 passer
med rustningen blandt de græske lejesoldater (hoplitter), som kæmpede for
Egypten i starten af 600-tallet fvt. (Desuden navngiver 2. Sam. 21:19 en helt
anden helt som Goliats banemand). David uddelte rige krigsbytter efter striden
med amalekitterne (1. Sam. 30:26-31) til steder, der ikke var befolket på hans
tid: Jattir, Aroer, Ramot…
I beretningerne om Abraham og patriarkerne, der skulle
have udspillet sig ca. 2000 år fvt., tales f.eks. om kameler, til trods for at de
først forekom som tamdyr i de egne mere end tusind år senere. Folkene
aramæer og filistere nævnes ofte, skønt de først optrådte længe efter
patriarktiden. Stedsangivelser stemmer dårligt med arkæologiske fakta:
Shechem, Beersheba, Gerar og Hebron viser ingen tegn på at have været
beboede i abrahamitisk tid. De egyptiske personer i historien om Josef (f.eks.
Potifar) var nævnt i løbet af 600-tallet fvt.
”Moses’ love” blev nedskrevet af præster tusind år efter Moses’ ”liv” –
visse dele af Esra så sent som i 400-tallet fvt. Fortællingen om ”de ti bud” har
et forvirret og modsigelsesfuldt indhold med forskellige forfattere (dele kan
spores til den egyptiske dødebog), og der var oprindeligt betydeligt mere end ti,
for jødedommen 613 (mitzvot: bud). Meget handlede om detaljerede forskrifter
for ofringer til (afguden?) Jahve og om praktiske råd: ”Du må ikke koge et
gedekid i moderens mælk”.
De begivenheder Mosebøgerne opregner, findes ikke engang som notitser i de ellers så nøjagtige egyptiske dokumenter. Det svækkede Egypten som
Mosebøgerne skildrer, stemmer bedst med 700-tallet fvt. Derimod var flugten
fra Egypten (1400-1200 fvt.) en logistisk umulighed på grund af de dengang
militært stærke befæstninger, som Egypten havde oprettet ved den østre
grænse. Kongedømmer som Arad, Heshbon og Edom i Sinai, som Mosebøgerne
nævner, eksisterede ikke på den tid, selv om teltkulturer forårsager en vis
arkæologisk usikkerhed.
Finkelstein & Silberman,i David and Solomon, 2006), gennemgår detaljeret mange af
de urimeligheder i GT, som de seneste årtiers forskning har påvist, men
diskuterer også motiverne til teksternes opståen. Kong Josia, der regerede
639-609 fvt., spillede en afgørende rolle for den jødiske lov og kampen mod
”hedenskabet”. Teologien fra 622 fvt., da ypperstepræsten Hilkiah ”fandt” femte
Mosebog (Deuteronomium) i en tempelmur, var måske et bestillingsarbejde for
at styrke kongedømmet og inspirere den territoriale ekspansion efter Assyriens
svækkede herredømme ( hovedstaden Nineve faldt 612 fvt.).
Egyptens foruroligende ankomst til det israelske område under farao
Psammetichos I (664-610 fvt.) forklarer valget af fjende i Mosebøgerne. (Kong
Josia dræbtes af farao Necho II 609 fvt., hvilket i praksis også satte punktum
for den monarkiske æra fra David).
Den opflammende og derfor kortlivede monolatri, dyrkelse af en eneste gud,
kan læses som ”enevælde” og ”nationalisme”. ”Herren” er kongen. ”Loven” er
civil lydighed. De urgamle myter blev ranet og omformet af herskerne. Ofringer til flere guder som både israelitter og judaitter havde helliget sig i århundreder,
var ikke i den nye magts interesse.
Den såkaldt deuteronomiske historie (Josua, Dommerbogen, Samuels- og
Kongebøgerne) er for det meste legender og en politisk udtænkt fiktion med
blot sporadisk støtte i virkeligheden. Tidlig jødedom var dikteret statsreligion
uden folkelig medvirken (præcis som kristendommen i tusindfold forstørret
magtpotentiale under og efter kejser Konstantin). Faktiske hændelser er ofte forskudt i tiden. De bronze- og jernalderforhold der beskrives, er mistænkeligt
sammenfaldende med de ”moderne”, der herskede ved slutningen af 600-tallet
fvt. Helte som David (som ifølge et nyt fund i Tel-Dan sandsynligvis har
eksisteret) og Moses har flere ligheder med glorificeringen af Josia, selv om
visse dele er tilføjet noget tidligere. De assyriske kongehistorier, med nøjagtige
fortegnelser over store bedrifter og blodige sejre, var forbillede for jødiskisraelitisk
lovprisning.
Men vigtige dele af den hebræisk-aramæiske bibel blev også skrevet under og
efter fangenskabet i Babylon fra 538 fvt. Det jødiske folk kom efter Babylons
fald til at leve under persisk herredømme i mere end to hundrede år. Staten
Juda bliver provinsen Yehud, folket kaldes jøder. Israel bliver Samaria. Politisk
og religiøst var det af største betydning, at ”Guds udvalgte folk” igen hævdede
sig. Templet skulle genopbygges efter katastrofen i 587 fvt. Det patriotiske
præsteskab i det i lang tid kongeløse rige befandt sig i en magtkamp med de
virkelige, relativt velvillige, herskere, og havde kun store ord som våben. De
tidlige tekster blev revideret. Skrifterne og prædikenerne skulle igen forene og
løfte folket. Krønikebøgerne (sandsynligvis skrevet af Esra) genoplivede den tendentiøse historieskrivning. Den nationale og etniske propaganda gør i vor tid
ofte et ubehageligt indtryk, men var sikkert under hele den lange periode med
underkastelse – efter perserne: hellener og romere – funktionel og hæget om.
Gud bliver et politisk redskab, og kan for udenfor stående ses som en substitut
for den nationale æra – den mentale, imaginære søjle i opgang og nedgang.
Utallige jødiske oprørsforsøg hentede kraft fra den stolthed, skrifterne gav
anledning til.
Den endelige redigering af GT skete efter år 164 fvt., da Daniels forvirrede bog
færdiggjordes, til trods for at den foregiver at være skrevet under den
babyloniske tid. Så specielt ”gammel” og udadlelig er denne, den største del af
bibelen, ikke. Man kan også spørge sig selv, hvad disse tekster har med religion
at gøre.
Moderne bibeldebat siden 1968 er meget præget af den intensive kamp mellem
”maksimalister” og ”minimalister”. De første, f.eks. egyptologen K.A. Kitchen,
argumenterer for GT’s relative historiske troværdighed med støtte i bl.a. ikke bibelske
tekstfragmenter (On the Reliability of the Old Testament, 2003).
Minimalisterne (Københavnerskolen) kræver flere utvetydige arkæologiske
beviser og sætter spørgsmålstegn ved teksternes tidlige oprindelse; man mener,
at de hovedsagelig kom til som en følge af det babyloniske eksil, og at de skal
tolkes mere allegorisk.
W.G. Devers What did the
Biblical Writers know and when did they know it?, 2001.
Hvordan bogstavtro kristne og jøder skal finde sig til rette med de tydelige
forfalskninger, som ikke mindst den nyeste arkæologi efter 1980 har afsløret, er
en gåde.