de troende
De Troende
Jyllands-Posten | 25.05.2008 | Indblik | Side 8 | 1973 ord |
Værdier: Islam fylder meget og syner meget i religionsdebatten, der mest har handlet om, hvilke religiøse symboler og skikke danskerne ikke vil have ind i samfundet. Men i en ny bog fortæller otte kendte danskere, der er med til at tegne det danske samfund, hvilke kristne værdier der ligger forankret i deres personlige og offentlige liv.
Af ANNELISE BISTRUP
Miljøminister Connie Hedegaard (K) gør det. Politidirektør Hanne Bech Hansen gør det. Erhvervsmanden Lars Kolind gør det. Entertaineren Sigurd Barret gør det. Partiformand Pia Kjærsgaard (DF) gør det. Forfatteren Jane Aamund gør det, og sangeren Michael Falch gør det.
De tror på Gud. De har den kristne tro som en grundværdi i deres tilværelse. Og de vil gerne tale om det.
Det gør de i bogen For alt hvad du har kært - om tro og kristendom, der udkommer på tirsdag. Den er skrevet af Lars Nørgaard Pedersen, som læserne kender som en velskrivende reporter på Morgenavisen Jyllands-Posten, og den giver et uventet indblik i en række fremtrædende danskeres trosliv, der fylder meget mere, end forfatteren faktisk troede, da han gik i gang med sit projekt.
»Det, der overraskede mig mest, var, hvor mange kendte troende jeg kunne finde. Og hvor mange der alligevel sagde nej tak til at være med,« siger Lars Nørgaard Pedersen, der selv er troende kristen.
»Det var alt for privat. Eller som én sagde: Hvis det havde været mit sexliv, du vil vide mere om, så kunne vi diskutere det. Men ikke troen. Det var alt for tæt på. Man havde ikke lyst til at blive sat i bås som den kristne erhvervsmand eller den kristne skuespiller.«
De usynlige kristne
Ideen til bogen fik Lars Nørgaard Pedersen, da han var med til at dække Muhammed-krisen for sin avis. Her oplevede han »de meget synlige konsekvenser, som islam kan afføde for den enkelte«.
»Det kulminerede ved mødet i Islamisk Trossamfund, hvor den nu afdøde imam Abu Laban foreslog blodpenge, et langt større indgreb i retssamfundet end debatten om bederum, baderum og tørklæder. Min bog er ikke tænkt som et modspil til islam. Men jeg var nysgerrig efter at undersøge, hvilke kristne værdier der ligger forankret i Danmark.«
»De udvalgte har«, som han skriver i forordet til bogen, »det til fælles, at de er offentligt kendte personer, der har et personligt forhold til tro og kristne værdier«.
Men hvordan kan Pia Kjærsgaard forene sin udlændingepolitik med den kristne næstekærlighed? Hvordan kan politidirektør Hanne Bech Hansen arbejde i et system baseret på straf, når hendes vigtigste grundværdi er tilgivelse? Hvordan kan forsvarschef Jesper Helsø tage en anden mands liv og efterleve Bibelens budskab om ikke at slå ihjel? Og hvordan kan mangemillionæren Lars Kolind forene sin formue med kristendommens budskab om at dele ud af sin rigdom?
Og hvilket svar fik han så?
»Det gennemgående træk var, at der ikke var nogle gennemgående træk. Jeg havde en forestilling om, at kristendommen inden for folkekirkens rammer mere eller mindre var det samme. Svarene er meget forskellige. Men det er også en af bogens pointer, at troen spiller en langt større rolle, end man umiddelbart forestiller sig. Det var f.eks. meget overraskende for mig, at troen har en så stor betydning for landets allerøverste soldat, der med et budget på 18 mia. kr. er chef for 27.000 ansatte, og som har stået i spidsen for de danske missioner i Afghanistan og Irak. Jesper Helsø har båret sin tro med sig overalt, og det lyder næsten, som om den har været inde og påvirket de konkrete beslutninger, han har truffet.«
Den moralske følsomhed
Statsministeren vil gerne have, at religionen skal fylde lidt mindre i det offentlige liv. Men Lars Nørgaard Pedersens samtaler med de otte troende tyder ikke på, at det bliver helt let at få dét ønske opfyldt. Det var også budskabet fra den tyske professor i filosofi Jürgen Habermas, der var en af talerne ved konferencen i sidste uge i Århus om Religion i det offentlige rum. Religionen er ikke til at slippe af med. Som han sagde til Jyllands-Posten:
»Desuden markerer kirkerne sig også hos os med en synlig tilstedeværelse i den politiske offentlighed, når de yder deres afklarende bidrag i de påtrængende spørgsmål om social retfærdighed, bio-etik, fredspolitik, økologi og menneskerettighedspolitik. Religiøs overlevering udtrykker stadig en moralsk følsomhed, som vi ikke bør give afkald på.«
I bogen diskuteres også, hvordan de troende har brugt deres tro i deres personlige liv. I medgang og især i modgang. For Michael Falch var svaret meget enkelt. Den har reddet hans liv. Eller som Jane Aamund, der blev kræftpatient som 31-årig, siger:
»Livet er et højst usikkert sted at opholde sig, og det gælder for os alle. Når man som jeg bliver syg og må dele sjæl og krop, mens ens sjæl stadig kan glæde sig over frokosten, over samtalen og nuet, så klarer man skærene sammen med Gud. Men hvis man er helt alene og ikke har Gud at referere til og bede til, tror jeg, det er meget tomt.« annelise.bistrup@jp.dk
For alt hvad du har kært udkommer på Morgenavisen Jyllands-Postens Forlag den 27. maj. 199 kr.
Læs mere om bogen på www.samtale-om-tro.dk
Fakta: Lars Nørgaard Pedersen
* Født 1974. BA i Nordisk Sprog og Litteratur, journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og San Francisco University 2004.
* Reporter på Morgenavisen Jyllands-Posten fra 2004.
* Har været fast gæsteunderviser ved Aarhus Universitet og Danmarks Journalisthøjskole.
* Michael Falch, født 1956, musiker og skuespiller. Vendte efter en pause tilbage til musikken i 2006 og 2007 med to anmelderroste album.
* Connie Hedegaard, født 1960. Konservativ klima- og energiminister.
* Jesper Helsø, født 1948. Danmarks forsvarschef.
Fakta
Michael Falch, født 1956, musiker og skuespiller. Vendte efter en pause tilbage til musikken i 2006 og 2007 med to anmelderroste album.
Den 1. april 2002 kørte Michael Falch ud i en skov på Sydsjælland for at tænke sig alvorligt om. Han var drænet for livsmod og fyldt med skamfølelse, han var drænet for energi og fyldt med desperation. Det havde været endnu en smertefuld dag, men alligevel havde han fået slæbt sig selv ud i skoven, for nu ville han træffe beslutningen én gang for alle, nu skulle det endelige regnskab gøres op. Ville han overhovedet leve videre? Det var midt i dette enten-eller, midt i opgivelse, personlig fallit og mørke selvmordstanker, at Michael Falch for første gang i mange år foldede sine hænder.
»Jeg gjorde det ikke, fordi jeg ville være et godt menneske. Jeg gjorde det ikke, fordi jeg ville være hellig. Jeg gjorde det ikke, fordi jeg troede. Jeg gjorde det, fordi jeg ikke havde andre muligheder. Jeg havde ikke andet. Alternativet var at tage mit eget liv. Jeg gav slip på så dybt et plan, som jeg ikke vidste, at jeg havde. Jeg havde opgivet mig selv og var sunket så langt ned, at jeg aldrig ved egen kraft kunne komme op, ingen menneskelig magt kunne hjælpe mig.«
Hvordan fik du ideen til at bede?
»Jeg tror, at det var en beslutning, der kom som en villighed, men ikke overskudsagtigt, ikke sådan at jeg lidt luksusbetonet kunne sige, at nu ville jeg vælge mig et mere bæredygtigt livssyn. Det var bare at folde hænderne. Færdig. Det havde vel også noget at gøre med den kristne latens, som lå i mit baghoved. Men disse forklaringer er bagudskuende, for i det øjeblik ude i skoven havde jeg ikke et valg. Der skete det, der skete, og det var det eneste, der kunne ske for mig i den situation, med mindre jeg skulle stille træskoene.
Selvfølgelig var det mig, der bad, selvfølgelig var det mit ansvar, men jeg havde med ét ikke længere nogen tvivl. Tvivlen var væk. Troen og kristendommen kom ikke som noget frivilligt, det var ikke sådan noget, jeg kunne tænke mig. Det var noget, jeg bare fik, ikke som en tordenkile, ikke som en Paulus-oplevelse, men alligevel som en totalt afgørende forskel på et før og et nu i et præcist øjeblik, da jeg foldede mine hænder og erkendte, at jeg var magtesløs. At jeg ikke kunne selv. Da jeg havde bedt, vidste jeg, at jeg skulle noget helt andet end det, jeg havde gjort i mange år. Da begyndte en ny vej. Allerede dagen efter kontaktede jeg et fællesskab af mennesker, der praktiserer en konsekvent ædru livsstil, for det var den besked - eller den indsigt - jeg fik, da jeg foldede mine hænder. Hvis jeg skulle have fat i mig selv igen, måtte jeg først og fremmest lære at leve ædru og clean.«
Fakta
Jesper Helsø, født 1948, Danmarks forsvarschef.
»Mit forhold til tro har i mange år været privat, men er på det seneste kommet en anelse ud i det offentlige rum, hvilket er udtryk for, at jeg betragter det som et meget væsentligt tilhørsforhold. Jeg har i mange år uddannet og forberedt mennesker på Den Kolde Krig og trænet folk til at løse forsvarsmæssige opgaver, og så kommer man til at arbejde i dybden med hele tilværelsen, for man bliver tvunget til at overveje, hvad man vil gøre i de yderste situationer. Siden mine ældre teenageår har jeg betragtet mig selv som kristen, men min tro har med mit voksenliv fået en anden og mere afgørende betydning, efterhånden som jeg - både som borger og ansvarlig for uddannelse og prægning af unge mennesker - har erfaret, hvor stor betydning den kristne tro har for, hvordan du agerer, og hvordan du håndterer de mennesker, du er sat sammen med. Jeg bruger ikke troen i dagligdagen på den måde, at jeg beslutter mig for, at nu vil jeg udøve tro ved stabsmødet eller direktionsmødet. Men jeg er af den klare overbevisning, at troen giver mig en ro i alt, hvad jeg gør. Jeg er forankret et sted, jeg er ikke kun mig selv. Jeg tror, at der er noget over mig, som styrer, og som frelser, og jeg har en tillid til, at hvis jeg træder ved siden af, ligger der en tilgivelse bagved. Det gør, at jeg føler mig langt mere sikker og rolig i mine handlinger og beslutninger. Dermed ikke være sagt, at det ikke kan være problemfyldt at være troende , det lover kristendommen faktisk, men der ligger en tillid i kristendommen, som giver en ro. Troen er dybt integreret i mig, og kristendommens grundsyn er helt essentielt for min måde at agere på.«
Fakta
Connie Hedegaard, født 1960. Konservativ klima- og energiminister.
»Jeg mener, at ethvert menneske, som er opvokset i Danmark - næsten uanset hvor - er et resultat af den kristne kulturarv, af en kristen etik og hele den måde, vi på vores breddegrader tænker på. Kristendommen præger stort set alt: vores historie, vores litteratur, vores billedkunst, de billeder, vi bruger i sproget.
I stort og småt har vi kristendommen som et samfundsfundament, og det bliver man præget af. Jeg er selv vokset op med kristendommen. Jeg kom til mit første møde hos KFUK-spejderne den første torsdag, efter at jeg var fyldt otte år. Man skulle være fyldt otte. Jeg blev fulgt derhen af min mor, og så kom jeg der de næste 10 år, både hos KFUK-spejderne og FDF, hvor mine brødre var engagerede. Jeg er vokset op i den del af spejderbevægelsen, som er baseret på et kristent grundlag.
Det betød ikke, at vores familie sad på første række under højmessen. På det tidspunkt om søndagen arbejdede vi i sommerhalvåret ude i vores kiosk, men kristendommen blev en naturlig del for os. Det var naturligt for mig, at mine børn skulle døbes, og det var naturligt, at jeg skulle giftes i kirken.
Den kristne arv er en del af min arv, og jeg tror, at hvis vi følger De Ti Bud, kærlighedsbudskabet og giv kejseren, hvad kejserens er og den etik, der ligger bag kristendommen, er vi ganske enkelt bedre stillet. Det er ikke så kompliceret for mig, og det er ikke et udslag af dybsindige teologiske studier, men jeg tror, at mennesket har behov for at tro på et eller andet.
Nogle deponerer deres tro i persondyrkelse, andre i en firkantet ideologisk skikkelse eller noget tredje. At mennesket har behov for at tro, oplevede jeg også, da jeg fik børn, og de begyndte at stille nogle meget simple, men fundamentale spørgsmål, som ligger ud over os selv: Hvor stammer det hele fra? Hvad sker der, når vi dør? Du kan forsøge dig med alverdens naturvidenskabelige forklaringer, men de rækker bare ikke altid.«
Billedtekst: Michael Falch, Jesper Helsø, Lars Nørgaard Pedersen og Connie Hedegaard Fotos: Stine Larsen
En interessant artikel som jeg synes kommer på et godt tidspunkt her under debatten om tørklædet hvor vi ser en stigende tendens til mistroen over for al religion. 🙂
Jyllands-Posten | 25.05.2008 | Indblik | Side 8 | 1973 ord |
Værdier: Islam fylder meget og syner meget i religionsdebatten, der mest har handlet om, hvilke religiøse symboler og skikke danskerne ikke vil have ind i samfundet. Men i en ny bog fortæller otte kendte danskere, der er med til at tegne det danske samfund, hvilke kristne værdier der ligger forankret i deres personlige og offentlige liv.
Af ANNELISE BISTRUP
Miljøminister Connie Hedegaard (K) gør det. Politidirektør Hanne Bech Hansen gør det. Erhvervsmanden Lars Kolind gør det. Entertaineren Sigurd Barret gør det. Partiformand Pia Kjærsgaard (DF) gør det. Forfatteren Jane Aamund gør det, og sangeren Michael Falch gør det.
De tror på Gud. De har den kristne tro som en grundværdi i deres tilværelse. Og de vil gerne tale om det.
Det gør de i bogen For alt hvad du har kært - om tro og kristendom, der udkommer på tirsdag. Den er skrevet af Lars Nørgaard Pedersen, som læserne kender som en velskrivende reporter på Morgenavisen Jyllands-Posten, og den giver et uventet indblik i en række fremtrædende danskeres trosliv, der fylder meget mere, end forfatteren faktisk troede, da han gik i gang med sit projekt.
»Det, der overraskede mig mest, var, hvor mange kendte troende jeg kunne finde. Og hvor mange der alligevel sagde nej tak til at være med,« siger Lars Nørgaard Pedersen, der selv er troende kristen.
»Det var alt for privat. Eller som én sagde: Hvis det havde været mit sexliv, du vil vide mere om, så kunne vi diskutere det. Men ikke troen. Det var alt for tæt på. Man havde ikke lyst til at blive sat i bås som den kristne erhvervsmand eller den kristne skuespiller.«
De usynlige kristne
Ideen til bogen fik Lars Nørgaard Pedersen, da han var med til at dække Muhammed-krisen for sin avis. Her oplevede han »de meget synlige konsekvenser, som islam kan afføde for den enkelte«.
»Det kulminerede ved mødet i Islamisk Trossamfund, hvor den nu afdøde imam Abu Laban foreslog blodpenge, et langt større indgreb i retssamfundet end debatten om bederum, baderum og tørklæder. Min bog er ikke tænkt som et modspil til islam. Men jeg var nysgerrig efter at undersøge, hvilke kristne værdier der ligger forankret i Danmark.«
»De udvalgte har«, som han skriver i forordet til bogen, »det til fælles, at de er offentligt kendte personer, der har et personligt forhold til tro og kristne værdier«.
Men hvordan kan Pia Kjærsgaard forene sin udlændingepolitik med den kristne næstekærlighed? Hvordan kan politidirektør Hanne Bech Hansen arbejde i et system baseret på straf, når hendes vigtigste grundværdi er tilgivelse? Hvordan kan forsvarschef Jesper Helsø tage en anden mands liv og efterleve Bibelens budskab om ikke at slå ihjel? Og hvordan kan mangemillionæren Lars Kolind forene sin formue med kristendommens budskab om at dele ud af sin rigdom?
Og hvilket svar fik han så?
»Det gennemgående træk var, at der ikke var nogle gennemgående træk. Jeg havde en forestilling om, at kristendommen inden for folkekirkens rammer mere eller mindre var det samme. Svarene er meget forskellige. Men det er også en af bogens pointer, at troen spiller en langt større rolle, end man umiddelbart forestiller sig. Det var f.eks. meget overraskende for mig, at troen har en så stor betydning for landets allerøverste soldat, der med et budget på 18 mia. kr. er chef for 27.000 ansatte, og som har stået i spidsen for de danske missioner i Afghanistan og Irak. Jesper Helsø har båret sin tro med sig overalt, og det lyder næsten, som om den har været inde og påvirket de konkrete beslutninger, han har truffet.«
Den moralske følsomhed
Statsministeren vil gerne have, at religionen skal fylde lidt mindre i det offentlige liv. Men Lars Nørgaard Pedersens samtaler med de otte troende tyder ikke på, at det bliver helt let at få dét ønske opfyldt. Det var også budskabet fra den tyske professor i filosofi Jürgen Habermas, der var en af talerne ved konferencen i sidste uge i Århus om Religion i det offentlige rum. Religionen er ikke til at slippe af med. Som han sagde til Jyllands-Posten:
»Desuden markerer kirkerne sig også hos os med en synlig tilstedeværelse i den politiske offentlighed, når de yder deres afklarende bidrag i de påtrængende spørgsmål om social retfærdighed, bio-etik, fredspolitik, økologi og menneskerettighedspolitik. Religiøs overlevering udtrykker stadig en moralsk følsomhed, som vi ikke bør give afkald på.«
I bogen diskuteres også, hvordan de troende har brugt deres tro i deres personlige liv. I medgang og især i modgang. For Michael Falch var svaret meget enkelt. Den har reddet hans liv. Eller som Jane Aamund, der blev kræftpatient som 31-årig, siger:
»Livet er et højst usikkert sted at opholde sig, og det gælder for os alle. Når man som jeg bliver syg og må dele sjæl og krop, mens ens sjæl stadig kan glæde sig over frokosten, over samtalen og nuet, så klarer man skærene sammen med Gud. Men hvis man er helt alene og ikke har Gud at referere til og bede til, tror jeg, det er meget tomt.« annelise.bistrup@jp.dk
For alt hvad du har kært udkommer på Morgenavisen Jyllands-Postens Forlag den 27. maj. 199 kr.
Læs mere om bogen på www.samtale-om-tro.dk
Fakta: Lars Nørgaard Pedersen
* Født 1974. BA i Nordisk Sprog og Litteratur, journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og San Francisco University 2004.
* Reporter på Morgenavisen Jyllands-Posten fra 2004.
* Har været fast gæsteunderviser ved Aarhus Universitet og Danmarks Journalisthøjskole.
* Michael Falch, født 1956, musiker og skuespiller. Vendte efter en pause tilbage til musikken i 2006 og 2007 med to anmelderroste album.
* Connie Hedegaard, født 1960. Konservativ klima- og energiminister.
* Jesper Helsø, født 1948. Danmarks forsvarschef.
Fakta
Michael Falch, født 1956, musiker og skuespiller. Vendte efter en pause tilbage til musikken i 2006 og 2007 med to anmelderroste album.
Den 1. april 2002 kørte Michael Falch ud i en skov på Sydsjælland for at tænke sig alvorligt om. Han var drænet for livsmod og fyldt med skamfølelse, han var drænet for energi og fyldt med desperation. Det havde været endnu en smertefuld dag, men alligevel havde han fået slæbt sig selv ud i skoven, for nu ville han træffe beslutningen én gang for alle, nu skulle det endelige regnskab gøres op. Ville han overhovedet leve videre? Det var midt i dette enten-eller, midt i opgivelse, personlig fallit og mørke selvmordstanker, at Michael Falch for første gang i mange år foldede sine hænder.
»Jeg gjorde det ikke, fordi jeg ville være et godt menneske. Jeg gjorde det ikke, fordi jeg ville være hellig. Jeg gjorde det ikke, fordi jeg troede. Jeg gjorde det, fordi jeg ikke havde andre muligheder. Jeg havde ikke andet. Alternativet var at tage mit eget liv. Jeg gav slip på så dybt et plan, som jeg ikke vidste, at jeg havde. Jeg havde opgivet mig selv og var sunket så langt ned, at jeg aldrig ved egen kraft kunne komme op, ingen menneskelig magt kunne hjælpe mig.«
Hvordan fik du ideen til at bede?
»Jeg tror, at det var en beslutning, der kom som en villighed, men ikke overskudsagtigt, ikke sådan at jeg lidt luksusbetonet kunne sige, at nu ville jeg vælge mig et mere bæredygtigt livssyn. Det var bare at folde hænderne. Færdig. Det havde vel også noget at gøre med den kristne latens, som lå i mit baghoved. Men disse forklaringer er bagudskuende, for i det øjeblik ude i skoven havde jeg ikke et valg. Der skete det, der skete, og det var det eneste, der kunne ske for mig i den situation, med mindre jeg skulle stille træskoene.
Selvfølgelig var det mig, der bad, selvfølgelig var det mit ansvar, men jeg havde med ét ikke længere nogen tvivl. Tvivlen var væk. Troen og kristendommen kom ikke som noget frivilligt, det var ikke sådan noget, jeg kunne tænke mig. Det var noget, jeg bare fik, ikke som en tordenkile, ikke som en Paulus-oplevelse, men alligevel som en totalt afgørende forskel på et før og et nu i et præcist øjeblik, da jeg foldede mine hænder og erkendte, at jeg var magtesløs. At jeg ikke kunne selv. Da jeg havde bedt, vidste jeg, at jeg skulle noget helt andet end det, jeg havde gjort i mange år. Da begyndte en ny vej. Allerede dagen efter kontaktede jeg et fællesskab af mennesker, der praktiserer en konsekvent ædru livsstil, for det var den besked - eller den indsigt - jeg fik, da jeg foldede mine hænder. Hvis jeg skulle have fat i mig selv igen, måtte jeg først og fremmest lære at leve ædru og clean.«
Fakta
Jesper Helsø, født 1948, Danmarks forsvarschef.
»Mit forhold til tro har i mange år været privat, men er på det seneste kommet en anelse ud i det offentlige rum, hvilket er udtryk for, at jeg betragter det som et meget væsentligt tilhørsforhold. Jeg har i mange år uddannet og forberedt mennesker på Den Kolde Krig og trænet folk til at løse forsvarsmæssige opgaver, og så kommer man til at arbejde i dybden med hele tilværelsen, for man bliver tvunget til at overveje, hvad man vil gøre i de yderste situationer. Siden mine ældre teenageår har jeg betragtet mig selv som kristen, men min tro har med mit voksenliv fået en anden og mere afgørende betydning, efterhånden som jeg - både som borger og ansvarlig for uddannelse og prægning af unge mennesker - har erfaret, hvor stor betydning den kristne tro har for, hvordan du agerer, og hvordan du håndterer de mennesker, du er sat sammen med. Jeg bruger ikke troen i dagligdagen på den måde, at jeg beslutter mig for, at nu vil jeg udøve tro ved stabsmødet eller direktionsmødet. Men jeg er af den klare overbevisning, at troen giver mig en ro i alt, hvad jeg gør. Jeg er forankret et sted, jeg er ikke kun mig selv. Jeg tror, at der er noget over mig, som styrer, og som frelser, og jeg har en tillid til, at hvis jeg træder ved siden af, ligger der en tilgivelse bagved. Det gør, at jeg føler mig langt mere sikker og rolig i mine handlinger og beslutninger. Dermed ikke være sagt, at det ikke kan være problemfyldt at være troende , det lover kristendommen faktisk, men der ligger en tillid i kristendommen, som giver en ro. Troen er dybt integreret i mig, og kristendommens grundsyn er helt essentielt for min måde at agere på.«
Fakta
Connie Hedegaard, født 1960. Konservativ klima- og energiminister.
»Jeg mener, at ethvert menneske, som er opvokset i Danmark - næsten uanset hvor - er et resultat af den kristne kulturarv, af en kristen etik og hele den måde, vi på vores breddegrader tænker på. Kristendommen præger stort set alt: vores historie, vores litteratur, vores billedkunst, de billeder, vi bruger i sproget.
I stort og småt har vi kristendommen som et samfundsfundament, og det bliver man præget af. Jeg er selv vokset op med kristendommen. Jeg kom til mit første møde hos KFUK-spejderne den første torsdag, efter at jeg var fyldt otte år. Man skulle være fyldt otte. Jeg blev fulgt derhen af min mor, og så kom jeg der de næste 10 år, både hos KFUK-spejderne og FDF, hvor mine brødre var engagerede. Jeg er vokset op i den del af spejderbevægelsen, som er baseret på et kristent grundlag.
Det betød ikke, at vores familie sad på første række under højmessen. På det tidspunkt om søndagen arbejdede vi i sommerhalvåret ude i vores kiosk, men kristendommen blev en naturlig del for os. Det var naturligt for mig, at mine børn skulle døbes, og det var naturligt, at jeg skulle giftes i kirken.
Den kristne arv er en del af min arv, og jeg tror, at hvis vi følger De Ti Bud, kærlighedsbudskabet og giv kejseren, hvad kejserens er og den etik, der ligger bag kristendommen, er vi ganske enkelt bedre stillet. Det er ikke så kompliceret for mig, og det er ikke et udslag af dybsindige teologiske studier, men jeg tror, at mennesket har behov for at tro på et eller andet.
Nogle deponerer deres tro i persondyrkelse, andre i en firkantet ideologisk skikkelse eller noget tredje. At mennesket har behov for at tro, oplevede jeg også, da jeg fik børn, og de begyndte at stille nogle meget simple, men fundamentale spørgsmål, som ligger ud over os selv: Hvor stammer det hele fra? Hvad sker der, når vi dør? Du kan forsøge dig med alverdens naturvidenskabelige forklaringer, men de rækker bare ikke altid.«
Billedtekst: Michael Falch, Jesper Helsø, Lars Nørgaard Pedersen og Connie Hedegaard Fotos: Stine Larsen
En interessant artikel som jeg synes kommer på et godt tidspunkt her under debatten om tørklædet hvor vi ser en stigende tendens til mistroen over for al religion. 🙂