Delebørn og ferie del 2

Bittemanden var i sidste uge i sommerhus med farfar og farmor. Da hele familien skulle til stor fest i lørdags (uden børn), skulle han afleveres direkte hos sin mor kl 17.00.
Jeg har selv forklaret til hans mor, at vi har ikke mulighed at have ham der, da vi
1. skal til fest om lørdagen
2. søndagen står på tømmermand
3. søndag eftermiddag skulle vi køre min stor søn på skolehjem og have en rundvisning
4. mandag morgen skal vi aflever 2 børn i 2 forskellige ny skoler
5. og så skulle jeg opereres (godt nok ambulant) mandag formiddag, hvor min kæreste endelig skulle holde mig lidt i hånden.
Den var hun helt med på for 4 uger siden.....MEN så ringer hun allered lørdag kl 14, om han ikke skulle sove hos os, da han jo nok savnet sin far. (han har ikke set sin mor i 10 dage, sin far har han set 3 gang i løbet af ugen) Nej, det skal han ikke, fordi vi skal til fest!!!! Som du har vidst i lang tid.
Søndag morgen kl 9 ringer telefonen (vi var kommet hjem fra festen kl 6), bittemanden vil gerne hjem til far, om vi ikke kunne komme og hente ham?? Vi er lige gået i seng, kan vi ikke ringe tilbage senere?? kl 12 ringer telefonen igen, om vi har fundet ud af om vi henter ham... Nå ja, vi vil gerne hente ham og så aflevere ham igen ved 5 tiden når vi skal køre til skolehjem. Svaret til det var så, at det kan faktisk ikke lade sig gøre, da hun har skrevet sig på til en morgenvagt, så han skal sove hos os.
Jeg blev så rasende, at jeg sagde til min kæreste han behøver ikke deltage i vores liv mere. Jeg kørte min søn alene på skolehjem, jeg managed også at splitte mig i to for at være lige en halv time med i hvert klasse første skoledag og jeg kørt alene til operation....Vreden over eksen er så stort, at jeg ikke engang hilst på hende, da jeg set hende i går (normalt ikke min stil) og skuffelsen over kæresten er endnu større...
Kan man virkelig ikke tillade sig, at sige, at man ikke kan?? Jeg har ligesom haft fundet en løsning på at få passet mine rollinger for længe siden, så vi havde fri den dag.

stakkels barn siger jeg bare-- han må da føle sig uvelkommen både hos mor og far

Jeg kan godt se pointen – hans mor er da røvirriterende – og hun havde da succes til få jer splittet – måske er hun alligevel ikke helt fin i kanten??
Og – ja det er sgu synd for drengen – men hans mor må jo også træde i karakter og være den voksne, og pointere overfor drengen at lige præcis i dag skal han ikke til sin far! Fordi at der i dag sker nogle voksenting som han ikke kan deltage i.
Hvis det er ved at ødelægge jeres liv – må I tage beslutningen – skal I have drenge mere eller mindre … og vil det lykkes for jer at gennemføre?
Som samværsforældre kan I jo som det er tidligere nævnt få mindre samvær…på papiret …. Men vil det reelt ske??….
Eller
Vil I søge om at blive bopælsforældre – og dermed overtage en større del af samværet med drengen …. Men med jeres familiesituation, og den måde i har indrettet jeg på kan det nok være vanskelligt….
Jeg synes at det vanskelligt her i jeres situation – fremover når i laver aftaler så få den konfirmeret af evt. via mail – så der ikke er nogen tvivl – og informer drengen om hvad der sker – så han ikke føler sig som ”Palle alene i verden”

Sådan skal du ikke forstå det, men havde vi vidste, at hun har haft andre planer, kunne vi også haft mulighed for at arrangere tingene anderledes....
Vi var ligesom godt klar over, at det bliver noget hektiske dage, og har derfor allerede for længe siden arrangeret barnepige til dem der var til stede og aftalt med moren angående bittemanden.
Nu endte det bare med at det hele var noget frygtelig rod og ingen af os var glad for den måde det forgik (udover hende)... selv bittemanden var skuffet, da de andre børn slet ikke var der.

Du drømmer ikke om hvor vred jeg er...
En ting er, at hun har ødelagt det for min stor søn, som selvfølgelig blev skuffet over, at min kæreste ikke var med til at se hvor han kommer til at bo henne...
En anden ting er, at min datter var rigtig ked af, at hun var nød til alene tage på sin ny skole og jeg kom først senere.
Men det er jeg mest vred over er, at hun skubber ham bare væk fra sig....den dag var sgu ingen af os overskudsforældre. Delvis var vi meget træt, presset og så var jeg godt nok også meget nervøs over den operation om mandagen (man kan ikke lige slippe tanken om det kunne være kræft, vel?)
Selvom jeg havde i min tidligere indslag skrevet, at jeg vil helst ikke have ham boende pga forskellige stressfaktorer, så er jeg kommet til at laver om på min mening. Der ville nok ikke gå mange uger før han har vænnet sig til vores rytme og dermed få en struktureret hverdag. Så bliver det nok nemmere i den sidste ende og han ville ved hvor han hører til...i stedet for det her frygtelig rod, hvor han aldrig ved hvem der henter ham....

Du er træt af eksen, der blander sig i jeres liv og bruger barnet, det forsår jeg godt men men det er den lille der er den store taber her og det er forfærdeligt, at i ikke magter, at tage hensyn til ham, at ingen vil have ham og han ryger ind i en dårlig stemning fordi i skæntes om hvem der skal passe ham, i kunne måske finde en ung pige som kunne komme, når tage lidt over når det glipper, så det ikke rammer den stakkels unge, i kæmper en kamp mod hinanden som kun kan ramme lille mand og jeres ægteskab.

I som forældre har et ansvar over for jeres børn, og det er jeres ansvar at sige fra over for exen/ hinanden og forklare din søn hvorfor tingene er som de er, nå nu hans mor åbenbart ikke kan det. Og med det mener jeg, sig NEJ til din ex og forklare din søn at du elsker ham og at det ikke har noget med ham at gøre, men det er noget mellem hans mor og dig, men i skal nok finde ud af det, og det er ikke forbudt/forkert at i også har nogen voksen planer, dig og din kæreste mens han er hos sin mor. Og hold fast i det du siger og har sagt, for kun sådan kan din søn lære selv at holde fast i det han siger og kende sine egne grænser, og at man ikke bare skal slippe alt man har i hænderne pga af en person synes man skal andet.

til datina.... som jeg skrev havde vi arrangeret noget til ham også, hvis vi havde vidste at han var der. Men fordi hun sagde ok, da vi spurgte hende, regnet vi med det gik i orden.
Desuden regnet vi ligesom med, at moren kunne godt tænke sig at have ham, siden hun ikke har set ham i 10 dage.
Og så prøve lige at se det fra min side af, jeg har ALTID 3 børn, som jeg skal sørge for. Så det er yderst sjældent, at vi kan gå til fest og sove længe næste dag.
Og ja, du har ret, bittemanden er taberen, fordi hun vil jo ligesom ikke have at han bor her (så mister hun pengene). Dermed ødelægger hun jo chancen for en struktureret hverdag for ham....
Men han blev hentet og han var her sammen med sin far og alt andet blev sat til side.
Men vred og skuffet må jeg vel godt være (det er ligesom bedre jeg skriver herind og brokker mig end bittemanden hører det)

til julledk...
nu er jeg ikke faren men papmoren (det har jeg nok ikke skrevet tydeligt nok 🙂 )
Det er bare pisse svært at sige nej til sådan en lille størrelse, han kan jo ikke gøre for. Han forstår intet af det her, og så bider man det i sig, henter ham og smiler til ham og prøver at få det bedste ud af det...

😃 Havde jeg ikke helt opfattet at du var, må jeg indrømme, men pyt sagen lidt uvedkommende også alligevel ikke helt. For det ændre jo lidt på det. Jeg har selv en dreng på 8 år og kender alt til skyldfølelse. Men det er det vi må være stærke og sige til os selv nu har vi sagt A også holder man på det. Hans far må sige fra hans ex og få lidt ”nosser” hans ex dør ikke af at få ren besked 😉 og det med at hun ikke gider deres søn, men gerne vil have pengene, må hun stikke lang op der hvor solen ikke skinder, for så må hun få en aflastnings familie mens han er hos hende, da hun tilsyneladende ikke kan magte barnet. Og han ville have så meget bedre af at være hos nogen der vil ham og elsker ham og giver ham de ting han skal bruge for at gardere sig i livet, i stedet for at være hos en mor der hæmmer hans opvækst, hvilket det lyder lidt som hun gør. Hvis du selv synes han ikke har det som han skal hjemme hos hende og at han har det bedre hos jer, hvorfor kontakter du så ikke den kommune hun bor i og får nogen socialrådgiver ”kan gøres anonymt” til at se om han har det godt nok hos hans mor, eller om det ville være bedre for ham at bo hos hans far/jer?

til julledk
Tror ikke han har det dårligt hos moren når han er der, men hun gøre alt for at komme af med ham (i hvert fald weekender, helligdage, ferier osv) og altid med den undskyldning at han selv siger han savner sin far og vil hentes og han savner sin farmor og vil hentes...(og sjovt nok har den lille puds åbenbart fuldstændig styr på hvornår far, jeg eller farmor har en fridag, fordi han savner altid den, der har fri 😉 )
Og du har fuldstændig ret med at exen dør ikke at få rent besked, men det er stadigvæk synd for drengen, at skulle være et sted hvor der ingen der laver noget med ham...
Og selvom jeg giver udtryk herind om at han er en belastning og krævende, så gøre jeg altså mit bedste at han har det godt når han er her. Jeg henter ham også i weekenderne når hans far ikke er her, så det skal ikke forstås sådan at jeg hader ham. Sidste år var han på skift på weekend hos sin farmor og mig i en periode over 5 måneder, da far var udstationært.
Hun kan bare beholde penge og så kan han bor hos os, jeg er ligeglad med de penge, han vælder sgu ikke budgette 🙂 Det er ikke nødvendig med en aflastningsfamilie, hun kunne bare har sagt fra tidligere, så havde min svigermor ikke sagt ja til en ekstravagt eller en af mine veninder havde passet ham.
Det der er i det er, at alt bliver lavet om i sidste øjeblik. Og når man er så mange i en familie som vi er, så er alt rimelig skemalagt ellers mister man overblikket. Og jeg indrømmer blankt, at jeg ikke er til sådan noget kaos. Der skal være orden både i hus og i planlægning ellers går jeg i baglås...
Der skal bare komme ro på det, fordi ikke kun han bliver forvirret, alle vi andre bliver det sgu også...

Hvis man selv har gode forældre som kan og vil tage fra en gang imellem - er det jo fint - men man skal jo lige have muligheden for at planlægge...
Hva så har i tænkt på at blive bopælsforældre? og vil det overhocvedet kunne lade sig gøre?
Drenge er jo kvik nok - og kan bruge den indvendige side af hovedet

til klak,
Den eneste mulighed vi har at blive bopælsforældre er, at det sker frivilligt fra hendes side af, da statsamtet nok ikke går med til at give faren drengen, når han er selv ud at rejse flere gang om året flere uger...
Man kan måske overtale hende til det hvis hun må beholde bopælen på papiret, så hun ikke mister penge.
I mellemtiden har jeg snakket med en dame der har forstand på det her. Hun har givet mig mange gode tips omkring hvordan vi kan sørge for, at han føler sig "mere hjem" hos os. En af den bland andet var, at man inviterer legekammerater fra hans børnehaven på besøg. Et andet var, at han får en lille pligt hos os, han skal gøre når han kommer hjem, - altså noget lignende som vand en blomst, så han føler, at han har et "ansvar" her.
Desuden rådet hun mig til, at starte at skrive dagbog, hvornår han opholder sig hos os og hos farmor og farfar... Det har jeg så startet med tilbagevirkende kraft og har fundet ud af, at han har været hos os 40 dage ud af 51. Ud af de 11 dage moren har haft ham, var han 8 dage i børnehaven. Ud af de 40 dage vi har haft ham, var han 2 dage i børnehaven. (Når jeg snakker "vi" i denne sammenhang, så er det inkl farmor og farfar)
Til dit spørgsmål om det overhoved kan lade sig gøre at blive bopælsforældre: JA, alt kan lade sig gøre. Men det er så meget afgørende, om jeg overtager opgaven. Hvilket jeg er blevet overbevist om at jeg hellere vil have, end et barn der bliver ødelagt.
Jeg har sgu tænkt over det her meget, og har sat kæresten pistolen på brystet. Enten finder han ud af, hvordan det her skal fungere og så vokse noget nosser og træffe en beslutning. Ellers skal jeg overhoved ikke blandes i det her mere....