RETSLØSE BØRN: statsamter varetager ikke barnets tarv!
i sager om samvær oplever forældre igen og igen, at statsamterne ikke varetager barnets tarv.
1.
Sager om feks. børns sikkerhed under samvær, behandles rent administrativt. Der skrives og kopieres og sendes breve frem og tilbage.
Men når det kommer til at handle, at træffe en beslutning der varetager barnets tarv:
INGEN HANDLING
(dvs. ingen forandring ud fra de klager der kommer, velbegrundede og reelle om barnets sikkerhed under samvær),
kun en fastholdelse af status quo.
Og hvorfor så det. Statsamterne begrunder deres manglende indgriben med at de ikke er en dømmende instans, og henviser sagerne til fogedretten.
2.
Fogedretten på sin side, er pisket til at tage sagen, men vil helst ikke behandle den, og dømmer forlig, evt. blot fastholder den ene forælders allerede kendte rettigheder i flg. resolutionen.
I praksis betyder det, igen:
INGEN HANDLING
Barnet står således uden beskyttelse. Samvær kan fortsætte uforandret for den ene forælder uden at sikkerheden for barnet bringes i orden.
3.
Hvor står man så som forælder, der er forpligtet til at sørge for barnets sikkerhed?!
RETSLØS og tvunget til at bryde mindst een lov.
Enten så varetager man ikke sin forældremyndighedsforpligtelse med at sørge for barnets sikkerhed under samvær hos den anden forælder (fordi man har kendskab til forhold, der er "til alvorlig skade for barnets fysiske eller psykiske helbred") - fordi STATSAMTET ikke vil handle, og fogedretten ditto.
Alternativt bryder man den lov den anden forælder har i samværseresolutionen ved ikke at udlevere (kun på den måde kan man beskytte et barn mod den manglende sikkerhed, da de to instanser hver især ikke vil handle på barnets sikkerhed).
Som jeg har oplevet det, har det rod i formuleringen om "til alvorlig skade for barnet".
Myndighederne vil have blod og død/næsten død på bordet før de overhovedet vil ændre på resolution/ samvær.
.... og hvor er vi så henne, når et barn først skal komme til dybt alvorligt til skade før myndighederne vil gribe ind!!!
Barnet er den der ender med at være retsløs.
Og den ansvarlige forælder ender med at blive lovbryder enten i fht. sit forældremyndighedsansvar, eller i forhold til at bryde en samværsresolution, i sit forsøg på at varetage barnets tarv - ALENE FORDI MYNDIGHEDERNE IKKE VIL GRIBE IND I TIDE.
Det er meget frustrerende og meget synd for børnene.
Må vi så få en ændring af sagsbehandlingen i sager med samvær, hvor der er farlige forhold for børnene!
Og ikke den fortsatte skubben sagerne over på en anden myndighed, der HELLER IKKE VIL handle ud fra barnets tarv. Det er for dårligt. Sådan kan man ikke behandle børn i en såkaldt retsstat.
1.
Sager om feks. børns sikkerhed under samvær, behandles rent administrativt. Der skrives og kopieres og sendes breve frem og tilbage.
Men når det kommer til at handle, at træffe en beslutning der varetager barnets tarv:
INGEN HANDLING
(dvs. ingen forandring ud fra de klager der kommer, velbegrundede og reelle om barnets sikkerhed under samvær),
kun en fastholdelse af status quo.
Og hvorfor så det. Statsamterne begrunder deres manglende indgriben med at de ikke er en dømmende instans, og henviser sagerne til fogedretten.
2.
Fogedretten på sin side, er pisket til at tage sagen, men vil helst ikke behandle den, og dømmer forlig, evt. blot fastholder den ene forælders allerede kendte rettigheder i flg. resolutionen.
I praksis betyder det, igen:
INGEN HANDLING
Barnet står således uden beskyttelse. Samvær kan fortsætte uforandret for den ene forælder uden at sikkerheden for barnet bringes i orden.
3.
Hvor står man så som forælder, der er forpligtet til at sørge for barnets sikkerhed?!
RETSLØS og tvunget til at bryde mindst een lov.
Enten så varetager man ikke sin forældremyndighedsforpligtelse med at sørge for barnets sikkerhed under samvær hos den anden forælder (fordi man har kendskab til forhold, der er "til alvorlig skade for barnets fysiske eller psykiske helbred") - fordi STATSAMTET ikke vil handle, og fogedretten ditto.
Alternativt bryder man den lov den anden forælder har i samværseresolutionen ved ikke at udlevere (kun på den måde kan man beskytte et barn mod den manglende sikkerhed, da de to instanser hver især ikke vil handle på barnets sikkerhed).
Som jeg har oplevet det, har det rod i formuleringen om "til alvorlig skade for barnet".
Myndighederne vil have blod og død/næsten død på bordet før de overhovedet vil ændre på resolution/ samvær.
.... og hvor er vi så henne, når et barn først skal komme til dybt alvorligt til skade før myndighederne vil gribe ind!!!
Barnet er den der ender med at være retsløs.
Og den ansvarlige forælder ender med at blive lovbryder enten i fht. sit forældremyndighedsansvar, eller i forhold til at bryde en samværsresolution, i sit forsøg på at varetage barnets tarv - ALENE FORDI MYNDIGHEDERNE IKKE VIL GRIBE IND I TIDE.
Det er meget frustrerende og meget synd for børnene.
Må vi så få en ændring af sagsbehandlingen i sager med samvær, hvor der er farlige forhold for børnene!
Og ikke den fortsatte skubben sagerne over på en anden myndighed, der HELLER IKKE VIL handle ud fra barnets tarv. Det er for dårligt. Sådan kan man ikke behandle børn i en såkaldt retsstat.