😃 😃 😃
Jeg prøver at forkorte mine spørgsmål.
1. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan jehovas vidner fandt ud af, at Jesus ikke kom i 1874 men "først i 1914" .. og hvorfor fandt I først ud af det, i 1943 😕 det betyder jo, at jehovas vidner SLET IKKE mærker Jesus "nærværelse" - hvad fortæller det, om dig ?
2. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor i Bibelen der står skrevet, at Jesus begynder at indsamle de "udvalgte" sådan .. "lidt hen ad vejen" 😮 [???]
3. Hvor I Bibelen står der, at Jesus begyndte at regere i Himlen 1914 ?
Var det for meget ?
Du skal kun svare på de 3 spørgsmål i denne "omgang."
Jeg tror ikke du fatter noget af det alligevel.
Du mener først Jesus kommer når der spilles på basun, og hele molevitten.
Men her er masser af oplysninger.
DEN RINGESTE BLANDT MENNESKENE“ OPHØJES TIL KONGE
Men denne detaljerede beretning om træet der blev fældet, gjaldt ikke kun Nebukadnezar. Hvordan ved vi det? Fordi den — som det også blev sagt i profetien — har relation til Guds rige eller herredømme ved den som han udpeger eller udvælger. Og hvem udvælger Gud til hersker? Svaret til Nebukadnezar lød: „den ringeste blandt menneskene“. — Daniel 4:17.
Verdenshistorien viser umiskendeligt at det ikke er ydmyghed der har kendetegnet jordens politiske herskere. De jordiske regeringer og deres ledere har ophøjet sig selv og har ved at føre blodige krige med hinanden lagt en dyrisk adfærd for dagen. Det skulle derfor ikke overraske nogen at Bibelen sammenligner ufuldkomne menneskelige regeringer og riger med dyr og viser at de alle til sidst vil blive berøvet deres herredømme. (Daniel 7:2-8) Hvem der vil træde i stedet for dem siger Bibelen med disse ord af profeten Daniel:
„Jeg skuede videre i nattesynerne: og se, med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn. Han kom hen til den gamle af dage og førtes frem for ham; og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå.“ — Daniel 7:13, 14.
Den der beskrives her, er ingen anden end Jesus Kristus, der i Bibelen betegnes både som „Menneskesønnen“ og som „kongers Konge og herrers Herre.“ (Mattæus 25:31; Åbenbaringen 19:16) Han gav villigt afkald på sin overordnede stilling i himmelen og blev menneske, „lidt ringere end engle“. (Hebræerne 2:9; Filipperne 2:6-8) Som menneske viste Jesus Kristus sig — selv under den stærkeste provokation — at have „et mildt sind“ og at være „ydmyg af hjertet“. (Mattæus 11:29) „Når han blev skældt ud, skældte han ikke igen. Når han led, truede han ikke, men overgav sig bestandig til den som dømmer retfærdigt.“ — 1 Peter 2:23.
Menneskehedens verden anså ikke Jesus Kristus for at være noget af betydning og viste ham ikke den ære, der med rette tilkom ham. Det gik som profeten Esajas havde forudsagt: „[Han var] ringeagtet, skyet af folk, en smerternes mand og kendt med sygdom, en, man skjuler sit ansigt for, agtet ringe, vi regned ham ikke.“ — Esajas 53:3.
Der er ingen tvivl om at Jesus svarer til betegnelsen „den ringeste blandt menneskene“. Den profetiske drøm om træstubben måtte pege frem til den tid da han ville få overdraget herredømmet over menneskehedens verden, og dette måtte være når de „syv tider“ var udløbet. Hvor længe ville disse „tider“ vare? Hvornår begynder de? Hvornår ender de?
LÆNGDEN AF DE „SYV TIDER“
Godt seks hundrede år efter at Nebukadnezar havde haft sin drøm, trådte Jesus Kristus frem på skuepladsen og forkyndte at „himlenes rige er kommet nær“. (Mattæus 4:17) Det kunne han sige i sin egenskab af designeret konge, selv om han ikke på det tidspunkt modtog herredømmet over menneskehedens verden. Ved en lejlighed da nogle fejlagtigt havde draget den slutning at „Guds rige øjeblikkelig ville vise sig“, fortalte Jesus Kristus en lignelse som viste at der ville gå lang tid før han fik overdraget kongemagten. (Lukas 19:11-27) Det er derfor klart at de „syv tider“ i Daniels profeti i den større opfyldelse strækker sig over en periode på mange hundrede år og ikke blot på syv bogstavelige år.
De „syv tider“ i profetien udgør 2520 dage, nemlig syv profetiske år på hver 360 dage. Denne udregningsmåde bekræftes andre steder i Bibelen hvor der nævnes „tider“, „måneder“ og „dage“. For eksempel tales der i Åbenbaringen 11:2 om en periode på „toogfyrre måneder“, som svarer til tre og et halvt år. I det følgende vers omtales den samme periode som „et tusind to hundrede og tres dage“. Hvis man dividerer 1260 dage med 42, får man at der går 30 dage på hver måned. Et år på 12 måneder har altså, i alt 360 dage. Videre udgør „syv tider“ eller syv år 2520 dage (7 × 360).
Denne udregning bekræftes af Åbenbaringen 12:6, 14, hvor 1260 dage anføres som lig med „en tid og tider og en halv tid“ eller ’tre og en halv tid’ („tre og et halvt år“, The New English Bible). Da syv er det dobbelte af tre og en halv, må „syv tider“ være lig med 2520 dage (2 × 1260).
Da de „syv tider“ i Daniels profeti har relation til at Jesus modtager kongemagten over menneskehedens verden, må de naturligvis strække sig over en periode der er meget længere end 2520 fireogtyvetimers dage. Findes der nogen måde hvorpå man kan fastslå længden af hver af disse „dage“? Ja, den bibelske regel for profetiske dage lyder: „Ét år for hver dag.“ (4 Mosebog 14:34; Ezekiel 4:6) Anvender vi denne regel på de „syv tider“, ser vi at de udgør 2520 år.
BEGYNDELSEN TIL DE „SYV TIDER“
Da vi nu kender længden af de „syv tider“ kan vi gå i gang med at finde ud af hvornår de begyndte. Atter retter vi opmærksomheden mod det der skete med Nebukadnezar som en opfyldelse af den profetiske drøm om træet. Lad os betragte hans situation:
På det tidspunkt da Nebukadnezar mistede sin forstand var han indehaver af verdensherredømmet, for Babylon var dengang den største magt i verden. I Nebukadnezars tilfælde betød fældningen af det symbolske træ en midlertidig afbrydelse af hans styre som verdenshersker.
Det Gud gjorde i Nebukadnezars tilfælde tog sigte på noget langt større, nemlig Guds egen udvalgte konges herredømme. At Nebukadnezar var uden sin trone i „syv tider“, må derfor være et symbol på noget større. På hvad? På en midlertidig afbrydelse af det herredømme der udøvedes ifølge Guds ordning; det var jo Gud der havde tilladt Nebukadnezar at opnå stillingen som verdenshersker og derefter midlertidigt berøvede ham den, sådan som kongen selv indrømmede. (Daniel 4:34-37) Det der skete med Nebukadnezar må altså være et symbol på at et rige som Gud har oprettet, mister sin suverænitet. Selve træet er følgelig et symbol på verdensherredømmet hvad jorden angår.
Engang var den regering som havde sæde i Jerusalem et gudsrige. Det blev sagt om kongerne af Davids slægt at de sad på „[Jehovas] trone“, og de havde pligt til at regere i overensstemmelse med Guds lov. (1 Krønikebog 29:23) Jerusalem var derfor i symbolsk forstand sædet for Guds regering.
Da babylonierne under Nebukadnezar ødelagde Jerusalem og landet blev lagt fuldstændig øde, gik verdensherredømmet over til hedningerne, som nu herskede uhindret af et rige som repræsenterede Jehovas suveræne herredømme. Den øverste Suveræn holdt sig tilbage fra at udøve sit herredømme på denne måde. At han lagde bånd på sig selv og ikke udøvede herredømmet over jorden ved et rige som var hans, kan sammenlignes med at træstubben blev bundet med en kæde. Da Jerusalem blev ødelagt og tømt for sine indbyggere, begyndte en ’nedtrædning’ af denne hovedstad, der stod som symbolet på Jehovas regeringssæde, det sted hvorfra han udøvede sit suveræne herredømme. Det betyder derfor at de „syv tider“ begyndte dengang Nebukadnezar ødelagde Jerusalem og gjorde Judas land folketomt. Hvornår skete dette?
Ved hjælp af Bibelen og verdenshistorien kan det fastslås at dette skete i 607 f.v.t. Man når frem til dette årstal på følgende måde:
Historikerne er enige om at Babylon blev erobret af perseren Kyros i 539 f.v.t. Dette årstal bekræftes af alle tilgængelige historiske kilder fra oldtiden. Bibelen viser at Kyros i sit første regeringsår udstedte et dekret som tillod de landflygtige israelitter at vende tilbage til Jerusalem og genopbygge templet. Mederen Darius, som herskede ganske kort tid over Babylon, efterfulgtes af Kyros, hvis første regeringsår over Babylon øjensynlig strakte sig fra 538 til 537 f.v.t. (Daniel 5:30; 6:1) Da rejsen hjem krævede en betydelig tid, må det have været i den „syvende måned“ i 537 f.v.t. (snarere end i 538 f.v.t.) at israelitterne var tilbage igen i deres byer, hvormed Jerusalems og Judas lands øde tilstand ophørte. (Ezra 3:1, 6) Dog forblev de under hedensk herredømme og omtalte derfor sig selv som ’trælle i deres eget land’. — Nehemias 9:36, 37.
Anden Krønikebog (36:19-21) viser at der gik en periode på halvfjerds år fra det tidspunkt da Jerusalem blev ødelagt af babylonierne og landet lagt øde, indtil det blev genrejst. Der siges her:
„De stak ild på Guds hus, nedrev Jerusalems mur, opbrændte alle dets borge og ødelagde alle kostelige ting deri. Dem, sværdet levnede, førte han som fanger til Babel, hvor de blev trælle for ham og hans sønner, indtil Perserriget fik magten, for at [Jehovas] ord gennem Jeremias’ mund kunne opfyldes, indtil landet fik sine sabbater godtgjort; så længe ødelæggelsen varede, hvilede det, til der var gået halvfjerdsindstyve år.“
Tæller vi halvfjerds år tilbage fra det tidspunkt da israelitterne var hjemme i deres byer igen, år 537 f.v.t., kommer vi til 607 f.v.t. Det var derfor i det år de hedenske nationer begyndte at nedtræde Jerusalem, det symbolske sæde for Guds regering.
AFSLUTNINGEN PÅ DE „SYV TIDER“
Det var denne nedtrædning af Jerusalem Jesus Kristus tænkte på da han sagde til disciplene: „Jerusalem skal nedtrædes af nationerne, indtil nationernes fastsatte tider er udløbet.“ (Lukas 21:24) Disse „fastsatte tider“ ville udløbe 2520 år efter 607 f.v.t. Det ville være i året 1914 e.v.t. Ophørte nedtrædningen af Jerusalem da?
Det er sandt at det jordiske Jerusalem ikke erfarede indsættelsen af en konge af Davids slægt i 1914 e.v.t. Men dette kunne man heller ikke forvente. Hvorfor ikke? Fordi det jordiske Jerusalem ikke længere var en hellig by i Guds øjne. Jesus Kristus havde sagt, endnu mens han var her på jorden: „Jerusalem, Jerusalem, der dræber profeterne og stener dem der er sendt til hende — hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn på samme måde som en høne samler sit kuld af kyllinger under vingerne, men I ville ikke! Se! Jeres hus overlades til jer selv.“ (Lukas 13:34, 35) Desuden er det rige som overdrages Jesus Kristus ikke et jordisk rige med en jordisk regering i Jerusalem eller nogen anden jordisk by. Det er et himmelsk rige.
Det var følgelig i de usynlige himle man i 1914 e.v.t. blev vidne til opfyldelsen af Åbenbaringen 11:15: „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Messias’, og han skal herske som konge i evighedernes evigheder.“ Det som Jerusalem var et symbol på, nemlig den messianske regering som herskede med guddommelig anerkendelse, blev da ikke længere nedtrådt. Der var atter en konge af Davids dynasti som, udnævnt af Gud, herskede over menneskenes anliggender. De synlige begivenheder der har fundet sted her på jorden siden 1914 som en opfyldelse af Bibelens profetier, er bevis på at det er sådan det forholder sig.
En af disse profetier finder vi i det sjette kapitel i Åbenbaringens bog. Her beskrives det med symbolske udtryk hvordan Jesus Kristus får overdraget kongemagt og hvad der sker derefter.
Om overdragelsen af kongemagten til Jesus Kristus siges der: „Se! en hvid hest; og han som sad på den havde en bue; og en krone blev givet ham, og han red ud sejrende og for at fuldende sin sejr.“ (Åbenbaringen 6:2) Senere i Åbenbaringens bog vises det umiskendeligt hvem rytteren på denne hest er: „Se! en hvid hest. Og han som sad på den kaldes Trofast og Sand, og han dømmer og fører krig med retfærdighed. . . . Og på sin yderklædning, ja på sit lår, har han et navn skrevet, kongers Konge og herrers Herre.“ — Åbenbaringen 19:11-16.
Om det der skulle ske her på jorden efter at Jesus havde modtaget ’kronen’, symbolet på kongeværdigheden, og dermed magten til at herske som konge over menneskehedens verden, siges der videre i Åbenbaringens bog, kapitel 6:
„Og en anden kom ud, en ildrød hest; og ham som sad på den blev det givet at tage freden bort fra jorden så man ville slå hinanden ihjel; og et stort sværd blev givet ham. Og da det åbnede det tredje segl, hørte jeg den tredje levende skabning sige: ’Kom!’ Og jeg så, og se! en sort hest; og han som sad på den havde en vægt i sin hånd. . . . Og da det åbnede det fjerde segl, hørte jeg den fjerde levende skabnings stemme sige: ’Kom!’ Og jeg så, og se! en bleggrøn hest; og han som sad på den havde navnet Døden. Og Hades fulgte lige efter ham. Og der blev givet dem myndighed over en fjerdedel af jorden til at dræbe med et langt sværd og med hungersnød og med en dødbringende plage og ved jordens vilde dyr.“ — Versene 4 til 8.
Er disse ord ikke blevet opfyldt? Er den globale krigs sværd ikke blevet svunget siden 1914? Jo! I den første verdenskrig omkom så mange mennesker som aldrig før. Over 9.000.000 som deltog aktivt i krigen, døde af deres sår, sygdomme eller andre årsager. Antallet af dødsofre blandt civile, enten som en direkte eller indirekte følge af krigen, udgjorde også millioner. Og den anden verdenskrig krævede et endnu større antal dødsofre, alt i alt 55.000.000, både af civil- og militærpersoner.
Er den sorte hest — mangelen på fødevarer — ikke redet ud over jorden? Jo, mange steder i Europa indtraf der hungersnød under og efter den første verdenskrig. I Rusland døde millioner. Efter den anden verdenskrig oplevede man, ifølge The World Book Encyclopedia (1973), „den største og mest udbredte fødevaremangel i historien“. Og i dag viser de barske kendsgerninger at hvert tredje menneske på jorden langsomt dør af sult eller af underernæring.
Pestsygdomme har også krævet deres ofre. I 1918-1919, i løbet af få måneder, berøvede en influenzaepidemi, den spanske syge, omkring tyve millioner mennesker livet. Ingen enkeltulykke havde nogen sinde før kostet så mange mennesker livet.
Omfanget af alt dette er naturligvis ikke gået upåagtet hen. Joseph Carter siger i sin bog 1918 Year of Crisis, Year of Change [1918 — et kriseår, et overgangsår]: „I dette efterår [1918] fulgte rædsel på rædsel, for de tre af Apokalypsens fire ryttere — krig, hungersnød og pest — var sandelig redet ud.“ Disse symbolske ryttere har endnu ikke standset deres ridt.
Der eksisterer altså synlige vidnesbyrd om at den kæde hvormed den symbolske træstub i Nebukadnezars drøm var bundet, blev fjernet i 1914. Jehova Gud begyndte at udøve sin myndighed gennem sin søns, Herren Jesu Kristi, rige. Men hvorfor blev forholdene på jorden så ikke bedre? Hvorfor har den tid da Kristus fik overdraget myndigheden til at herske over menneskeheden, været præget af trængsler og vanskeligheder?
Det er fordi Satan Djævelen er imod Guds rige ved Kristus. Han gik til kamp imod det da det fik magten over menneskeheden. Men han tabte kampen og blev sammen med sine dæmoner fordrevet fra de hellige himle. Rasende forårsager han og hans dæmoner alle de vanskeligheder de kan blandt menneskene for at ødelægge alt og alle. Efter at have beskrevet krigen i himmelen og udfaldet af den siger den bibelske beretning derfor videre: „Glæd jer, I himle og I som bor i dem! Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ — Åbenbaringen 12:7-12.
Hvor kort er den tidsperiode som Rigets modstander har tilbage? Jesus Kristus åbenbarede for sine disciple at den tid hvor han kom i Rigets herlighed og den ugudelige tingenes ordning blev fjernet, ville falde inden for en generations levetid. Han sagde: „Jeg skal sige jer en sandhed: Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.“ — Mattæus 24:3-42.
Derfor må nogle af den generation der levede i 1914 være blandt dem der kommer til at opleve at Jesus fuldender sin sejr og får fuldt herredømme over jordens anliggender. Det vil også sige at mange som nu lever har mulighed for aldrig at dø. Hvordan det?
HVORFOR MANGE SOM NU LEVER IKKE VIL KOMME TIL AT DØ
Når Kongen Jesus Kristus fuldender sin sejr vil han kun skride ind over for dem der ikke vil underlægge sig hans herredømme. Som en trøst til medtroende der var udsat for forfølgelse skrev den inspirerede apostel Paulus herom, idet han sagde: „Det er retfærdigt fra Guds side at give dem trængsel til gengæld som volder jer trængsel, men jer som lider trængsel, lindring sammen med os ved Herren Jesu åbenbarelse fra himmelen med sine mægtige engle i en flammende ild, når han bringer hævn over dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus. Disse skal lide retslig straf i form af evig undergang bort fra Herrens ansigt og fra hans styrkes herlighed.“ — 2 Tessaloniker 1:6-9.
Det er ikke alle der nægter at „kende“ Gud eller ikke vil anerkende Guds myndighed i deres liv. Ikke alle er ulydige mod ’den gode nyhed om Jesus Kristus’. Skønt få i sammenligning med hele verdens befolkning findes der en gruppe kristne som bestræber sig for at vise at de er hengivne tjenere for Gud og loyale disciple af Jesus Kristus. De som på den dag da Guds dom eksekveres, stadig er Jehova Gud helt hengivne, kan være forvissede om at de ikke vil blive fejet bort af denne dom. Bibelen siger:
„Det er dem der kommer ud af den store trængsel, og de har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor er de foran Guds trone; og de yder ham hellig tjeneste dag og nat i hans tempel; og han som sidder på tronen vil slå sit telt op over dem. De skal ikke sulte mere eller tørste mere, heller ikke skal solen eller nogen stærk hede brænde dem, for Lammet, som er i tronens midte, vil være hyrde for dem og lede dem til kilder med livets vand. Og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.“ — Åbenbaringen 7:14-17.
De fremtidsudsigter der åbner sig for den store skare der overlever ’trængselen’, er ikke døden men livet. „Lammet“, det vil sige Herren Jesus Kristus, vil lede dem til „kilder med livets vand“. Dette er ikke et liv som kun strækker sig over halvfjerds-firs år, men et evigt liv. Han vil anvende det offer han har bragt til soning af synd, til gavn for dem og således udfri dem fra synden og dens dødbringende virkninger. Efterhånden som de i lydighed tager imod hans hjælp, vil de nå frem til menneskelig fuldkommenhed og aldrig behøve at dø.
Satan og hans hærskare af dæmoner vil ikke kunne hindre deres fremskridt. Efter at „den store trængsel“ har gjort ende på den onde jordiske tingenes ordning, vil Satan blive kastet i afgrunden og holdt fængslet dér i tusind år. Den symbolske beskrivelse af denne begivenhed lyder således: „Jeg så en engel stige ned fra himmelen med afgrundens nøgle og en stor lænke i sin hånd. Og han greb dragen, slangen fra fortiden, som er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusind år. Og han kastede ham i afgrunden og lukkede den og forseglede den over ham, så han ikke kunne vildlede nationerne.“ (Åbenbaringen 20:1-3) Således vil Satan og hans dæmoner være som var de døde og vil ikke kunne skabe vanskeligheder for menneskene.
Bibelen viser klart at det er den generation der oplevede 1914 der vil blive vidne til indførelsen af Rigets styre, som Satan ikke vil kunne lægge nogen hindringer i vejen for. Mange som lever i dag vil således få mulighed for aldrig at dø. De vil overleve ødelæggelsen af den nuværende gudløse tingenes ordning og derefter lidt efter lidt blive befriet for synden og blive ført frem til menneskelig fuldkommenhed. Som mennesker der er syndfri skal de ikke mere betale syndens løn — døden. — Romerne 6:23.
Det vil sige at det haster med at stille sig på Kongen Jesu Kristi side hvis man ikke allerede har gjort det, og nu leve som en af hans loyale undersåtter. Det er dét Jehovas kristne vidner bestræber sig for at gøre, og de vil gerne hjælpe andre med at gøre det samme.
