Dårligt selværd

endnu en dag hvor jeg sidder og glor og laver ingenting. for et halvt år siden brækkede jeg min ryg, hvilket har været utrolig hårdt for mig psykisk. jeg har altid været meget fysisk aktiv både som soldat, på mit arbejde og i min fritid. Pludselig ligger man i sin seng og må ikke lave noget som helst. Det får jo en til at tænke lidt over tingene, hvad kan man egentlig bruges til? Jeg har altid haft masser af venner og har det måske endnu, men det sidste stykke tid har jeg siddet bag en låst dør og undladt at ta´ min tlf. Nu ringer min tlf ikke længere. Jeg ved godt at det er selvforskyldt, men det er bare ikke fedt at være sammen med nogen når man føler sig som det største skvat i verden. Jeg har fået nogle lykkepiller af min læge og har taget dem den sidste måneds tid, indtil videre uden resultat.
Om et par måneder skulle jeg være klar til at starte på arbejde igen men det har jeg bare ikke lyst til, det at skal være sammen med så mange mennesker igen skræmmer mig.
Jeg har efterhånden ikke lyst til at leve mere og tror heller ikke at nogen ville savne mig hvis jeg forsvandt. Føler at jeg er i vejen alle steder og at alle går og griner af mig, så hvorfor ikke gøre en ende på det hele? Før i tiden var jeg ellers et positivt menneske og prøvede altid at se det positive i tingene, nu kan jeg bare ikke finde noget positivt. Ingen forstår mig, jeg må jo bare ta´mig sammen.
Føler mig så ensom!

Vi får alle nogen knubs hen ad vejen, og der er ingen der siger livet er let. Nu ved jeg jo ikke hvor slem din skade er, men hvis du er klar til at begnde på arbejde igen betyder det da, at du stadig har værdifuld viden du kan bidrage med! Der er INGEN der er ligegyldige - heller ikke dig, men vi føler os ALLE ubrugelige i perioder. Vi har op og nedture men det geniale ved mennesket er, at de er i stand til at rejse sig fra bunden og bygge op endnu en gang! Du klarer det - fordi du er i stand til at klare det og fordi du har håbet om en tilværelse du er glad for! Tænk på sagnet om pandoras æske - de gamle grækere havde fat i noget dér!
Jeg håber virkelig du snart kommer ovenpå igen, bliver helt trist til mode over at jeg (og jeg kender dig ikke en gang) ikke kan give dig et knus og fortælle dig at det hele nok skal blive godt igen!

De tanker må du komme ud af, og det gør du kun ved at tage kontakt til omverdenen igen. Du mener at du er overflødig? Så kan jeg lige fortælle dig en ordveksling jeg hørte fornylig mellem min elskede og min datter på 4.
Min kone: "tænk dig, der er SÅ mange piger og drenge ude i verden som er dejlige. Jeg er bare rigtig glad for at jeg var så heldig at få de allerbedste af dem alle". Ja, der måtte jeg sgu gå for at de ikke skulle se min rørstrømskhed.
Og gode ven, du VED at der er folk som tænker nøjagtigt det om dig!! Og vil du virkeligt sige at det er mindre vigtigt end den, indrømmet meget lidt misundelsesværdige, situation ud befinder dig i?
Så aktiv som du har været, bør du få meget "nemt" ved at få fodfæste igen. Det er naturligt at forfalde i en dal af dårlige tanker, men det er jo ikke virkeligt den du er??
Jeg tjekker på dig!!!

Angst kan behandles med: http://www.rosinante.dk/Bogtitler/zach,6.htm

Hvis du er klar til arbejde igen om et par måneder, betyder det så at du kan gå rundt igen uden hjælp til den tid? Eller skal du gå med krykker eller sidde i kørestol for en tid?
Jeg har mødt mange som har brækket nakken, og som så sidder i kørestol. Fordi jeg har arbejdet en del som handicaphjælper...
Så jeg har tænkt meget over den forvandling folk går igennem i sådan en slags kriser. Også bare det med at pludselig kan man ikke noget mer, og pludselig skal man måske til at be folk om hjælp til de mest basale ting.
Jeg har både mødt folk som er søde og åbne og positivt indstillede, som jeg har mødt folk der ikke ku tackle bitterheden og frustrationen og angsten for at være afhængige af andre eller de synes lissom dig, at det var pinligt at være "svagere" end før.
Dem som havde det største overskud var dem som havde meget kontakt med familie og venner og kærester.
Har du nogen at snakke fortrolig med? Måske en ven eller psykolog til at gennemarbejde krisen? Også bare for at få snakket hele det der "skvat" tema igennem.
Jeg synes personligt, det er mere interessant at være sammen med folk som viser hvor de er og er ærlige med sig selv, frem for at puste sig op og spille underholdende. Eller hvad de nu gør.
Det er da vigtigt du finder ud af hvilke værdier der er i at være i din situation, tag en åben snak med nogen om det. Vær ærlig med at du har lyst til at gemme dig væk, sig det til nogen, vær åben om at snakke om ikke at være åben. Sådan kan man også gribe det an, selv om jeg måske ikke helt rammer plet.
For du taler om at ta dit liv og tænker på alle dem der nok griner af dig nu.
Ha ha ha ha, han har brækket sin ryg! HA HA det er for sjovt, ha ha ha før ku han alt muligt - nu kan han ingenting ha ha ha
Det er sgu da ikke sjovt!!!? Det er dig selv der er dybt frustreret og ked af det. Hold dog op med at latterliggør dig selv.
Jeg tror du har brug for at mærke den omsorg folk faktisk har for dig og for din situation, men du er nødt til at ta knoglen og ring... eller skriv mere her - som en start.
For bare fordi du føler noget, er det ikke ensbetydende med at det er den endegyldige sandhed. Det hele blir lige malet i et ekstra gyseligt neongrønt skær når vi gir op.
Søg ind i dig selv og insister på at mærke det sted i dig hvor du mærker en glæde ved dig selv eller en glæde ved dit liv. Hvad er muligt? En masse ting er mulige, du har bare valgt ikke at fokusere på det.
Man har et standpunkt til man tar et nyt.

Gennem harmoni opnår du skønhed i livet.
Harmoni vil neutralisere alle problemer
og hjælpe med til at gøre dit liv smukt, Så hvis du har noget negativt, så læg noget positivt ind.
De kan ikke begge være på samme sted på samme tidspunkt.
Tumulten.

Hmm tænker som en gal... hvad kan jeg skrive.. gøre.. for dine tanker er ikke gode og jeg kan godt forstå at du er ked af dit liv, når du har haft et så dejligt og aktivt et liv før skaden, men den er altså sket og hvad nu...som så mange andre må du op på hesten igen og se virkeligheden i øjnene, og med det mener jeg ikke at selvmedlidenhed hjælper her, nej men ALLE dine venner.... så tag så den tlf. og gør noget ved det. Et godt ord sprog (sæt aftryg i livet ikke i sofaen) smil

for dit svar.
Jeg slap rimelig heldig fra mit uheld, trods alt, så jeg er fri for at sidde i kørestol. Jeg tror jeg vil følge dit råd om at gå til en psykolog, min læge mener det samme. De få af mine "venner" jeg har prøvet og snakke med har ikke forstået mig, tværtimod så føler jeg bare at de har rystet på hovedet. Det er jo nok bare mig der misforstår det hele men det er ikke blevet bedre af at snakke med dem. En psykolog er nok det bedste, har nok også en del andre ting som jeg burde komme af med.
Jeg har nok altid været en lidt lukket person men vil utroligt gerne at jeg kunne være mere åben, ærlig, mig selv. Er nok bange for at folk skal blive skræmt væk hvis jeg åbner mig for meget. Jeg kan ikke li´mig selv længere så hvorfor skulle andre så kunne det!

Det lyder rart. Det er nok netop fordi du ikke kender mig at du har lyst til at gi mig et. Alle de dumme ting jeg har lavet i mit liv, alle de mennesker jeg har såret! Det er utroligt at man skal falde ned og brække ryggen, før sådan noget går op for en. Jeg er nok den sidste der fortjener og få knus...

Det er da fedt at du har lyst til at være mere åben og ærlig! Man risikerer jo også at få flere "tæsk" på den måde, når man gør sig selv mere tydelig. Man gir andre en større chance for at respondere på een. Både negativt og positivt.
Det er lidt slemt, hva, at dine venner ikke rigtig kan støtte dig...
Hva er det egentlig du ikke kan li ved dig selv? Er det det der skvat-noget?
Jeg tænker lidt sådan, at det at kunne være noget for andre, at kunne være med til at gavne eller glæde eller støtte andre, at det er det mest værdifulde man egentlig kan gøre, det mest meningsfulde.

At kunne få vendt den der bøtte med at man er afhængig af, at andre skal fylde ens liv med bestemte meningsfuldheder (-jeg siger ikke noget om at det er dårligt at være afhængig af andre, det er vi jo, det er menneskeligt, at vi er afhængige af at dele glæde og kærlighed)
-men, tænk hvis vi ku vende bøtten og SELV være det for andre, selv fylde den mening ind i vores liv. Så vi ikke altid står med håret i postkassen, når nogen/noget ikke lige gør som vi synes, eller havde forventet.
Vi kan jo "desværre" ikke bestemme over andre. Selv om vi er meget glade for at vi selv er frie for at blive bestemt over...
Det er sådan en ting jeg gerne vil udvikle. Den tro på mig selv.
Så er det jo ikke så væsentligt om man synes man er dum eller åndssvag, for værdien ligger et andet sted. Hmmm...

Det lyder som om du har fået dig en "god" depression, og det er der ikke meget fornøjelse ved. Der er helt almindeligt at få en depression efter en større uønsket livsomvæltning og der er væsentligt flere der går rundt og har depression og lavt selvværd end man lige skulle tro. Men som du selv siger er det en hård situation at sidde i. Man mister sit selvværd, får lyst til at isolerer sig der hjemme og bryde alle sociale bånd. Det er også helt almindeligt at vennerne ikke kan hjælpe dig med dine problemer. Det er svært for andre at sidde sig ind i hvordan det er at have en depression/lavt selvværd. Nogle venner kan man risikerer holder sig væk - ikke fordi de ikke kan lide en, men fordi de ikke ved hvordan de skal forholde sig til ens problem. Andre venner kan finde på at blive vrede/irriterede fordi de ikke kan sætte sig i ens sted. Hvis man prøver at åbne sig overfor vennerne for at få hjælp der eller for at forklare hvordan det er for en, kan man derfor let komme til at føle sig misforstået, ikke lyttet til, nedvurderet el.lig. Min egen erfaring er, at selv de bedste venner kan komme til at reagerer på denne måde, hvis man i en periode har det meget dårligt. Det er altid meget lettere at få gode sociale kontakter når man har det godt - hvilket er meget frustrerende når man har det dårligt og står og har aller mest brug for det.
Og rådene kender man jo godt: man skal gribe telefonen og ringe til folk, man skal tænke positivt, tage sig sammen eller hvad der nu bliver forestået. Men når ens selvværd er i bund er det lettere sagt end gjort. Hvis du har det lige som jeg havde det, da jeg havde depression, så har du ikke lyst og overskud til at ringe. For man risikerer jo at blive afvist. Og hvis man skal være sammen med folk, så risikerer man at de vurderer en negativt, og det har man ikke lyst til at udsætte sig selv for.
Nå men det jeg prøver at sige er, at der er mange flere der har/har haft det lige som dig end du tror. Problemet er bare at folk med dårligt selvværd isolerer sig der hjemme. Derfor "ser" man dem ikke, og den dag man selv får det dårligt tror man at man er den største taber i verden. Det er desværre også ret almindeligt at tænke på at tage sit eget liv, så man kan slippe for den ulidelige "tunghed" der hænger over en. Men det er en meget dårlig ide at forsøge på det!!! Så jeg synes helt klart at det eneste rigtige du kan gøre er at tage til en psykolog.
Og mht det knus du ikke synes du fortjener, så er det noget vrøvl. Det er aldrig forsent at få noget ud af sit liv! Lige meget hvordan det tidligere har været er det aldrig for selt at finde ud af hvad dine værdier er her i livet og hvad der betyder noget for dig - for på længere sigt er det det eneste der kan bringe gælden tilbage i dit liv. Og glæden, selvværdet og lysten til at lave fantastiske og dejlige ting skal nok komme tilbage igen! For verden er fuld af skønhed og glæde - det er bare ikke altid lige let at få øje på, for når selvværdet er nede ses verden i sort-hvide farver.
Du får alle mine bedste ønsker for et smukt og dejligt liv :-)

Kan ikke tro du er værre end så mange andre - vi siger/gør alle nogen ting der er utilgivelige, men alligevel går livet videre og vi finder ud af det. Jeg kender dig ikke nej, men jeg er sikker på du er på rette spor - trods alt!
KNUS - igen!

du har en meget fin indstilling til livet du lyder så fornuftig du er en der tænker sig meget om dem er der ikke mange af desværre har sidet og læst alt det du har skrevet og har taget en del af det til mig hilsn michael

Jeg har de sidste par dage prøvet og åbne mig mere over for mine "venner", fortalt dem at jeg dagligt går med tanken om at ta´mit eget liv. Reaktionen var ikke positiv, de blev nærmest irriteret på mig. Min udtalelse var jo heller ikke lige frem positiv, men jeg havde da regnet med en eller anden form for forståelse eller støtte. Er det for meget at forlange? Jeg tror at jeg fortsat vil holde mig lidt for mig selv, indtil jeg har noget positivt at byde på.
Jeg føler mig som et rigtig dårligt menneske, hvordan kan jeg sidde her og beklage mig, der er da så mange der har det så meget dårligere end mig. Er det ikke lidt egoistisk?

også en ufattelig svær situation for nogle folk at tackle. Jeg mener at få af vide at du tænker på selvmord.
Det er meget vigtigt du kontakter en støttegruppe eller en psykolog, tal med din læge om dine selvmordstanker og om din frygt for at skulle møde andre mennesker- han kan henvise dig. Du har brug for nogen der tar dig i armen og går derhen. Men det er dig der skal starte. Det er dig der skal ville det. Vil du? Eller vil du hellere lige blive siddende lidt længere derhjemme. Det er fint nok, det er dit valg.
Det er vigtigt fordi det er NU du er i en situation som er på knivsægget. Det er lige præcis i denne situation du står i nu, hvor det er dødvigtigt hvilket næste skridt du tar. Som om du står på tæerne lige på kanten, og du er fanget af desktruktive tanker. Hos en psykolog eller lign, vil du møde en person som er (erfaren indenfor området, for det første) og een som faktisk vil lytte til dig, kan sidde overfor dig og snakke tingene igennem med dig. Det har du sådan brug for! -At møde nogen som virkelig kan møde dig!-hvis du forstår.
Jeg synes det er SÅ vigtigt at du finder nogen at snakke med det her om! Jeg kan ikke sige det nok gange.
Ok, så dine venner kan ikke tackle situationen, kan ikke tackle de voldsomme følelser, aner ikke hvordan man griber sådan noget an, hvor alle de positive ord og tanker ikke virker!
Alt er ikke som før. Tingene er blevet besværlige. Ja. Livet kan OGSÅ være besværligt. Livet rummer også smerte og ensomhed. Det kender vi alle sammen.
Og der sidder du lige nu.
So, what to do?
Jeg tror du har brug for at snakke med nogen for at få bredt dit livsperspektiv ud, for lige nu er der jo ikke plads indeni dig selv til dig, men det kan man lære. Man kan lære at rumme sine kriser, man kan lære at lytte til sig selv og sortere i hvad man ikke skal lytte til, man kan lære at man faktisk kan lave nogle væsentlige valg i sit liv. At det ikke så meget er hvad der sker med een, -men det der betyder noget er hvordan man reagerer på det der sker, tænker jeg.
Nå, hva tænker du så?

Efter mit sidste besøg hos min læge, sagde jeg ja tak til hans henvisning. Jeg har jo nok hele tiden været klar over at det jo nok var det bedste at gå til en psykolog, er bare lidt bange for det. Jeg tror at jeg igennem mit liv har fortrængt en masse ting og er lidt bange for at det bare bliver værrer, syntes jeg har nok og tænke på for tiden.
Samtidig føler jeg at jeg kan ane lyset i mørket. Ved ikke om det er vejret, mine piller der begynder at virke eller det at jeg har skrevet her. Det har helt sikkert været godt for mig at komme af med lidt her og samtidig få nogle gode konstruktive svar. Da jeg skrev mit første indlæg var jeg meget i tvivl om jeg skulle gøre det, men der er jo ikke noget at være bange for.
Tak for dine svar, dem har jeg virkelig kunne bruge til noget.
endnu en gang tak.

I skal alle ha tak for jeres svar. Jeg har helt sikkert kunne bruge det til noget. Det er rart og se at folk tænker på sine medmennesker, det at i gider og bruge jeres tid på folk i ikke kender, syntes jeg er stort.
Tak for hjælpen.

og tillykke med dit modige skridt! - Håber du finder dig en rigtig god psykolog eller lign.
Jeg tænker på det du sir med at være bange for at blive konfronteret med gamle ting som er blevet gemt væk... bange for at det kan ta pusten fra dig. Du har nok at tænke på, skriver du...
Min egen erfaring er at, ja, det kan være en ganske smertefuld proces pludselig at begynde at ta stilling til nogen af de ting andre har udsat een for, eller de ting man selv har gjort mod andre.
Men det er jo for at blive klogere på sig selv, og faktisk er min egen erfaring, at selv det at få det mest smertefulde at vide (i min egen situation var det at høre at min mor ikke elskede mig og at min stedfar altid har haft det svært med mig fordi jeg var en pige og ikke var hans barn) -selv om det har været frygteligt, ødelæggende smertefuldt, så har det føltes SÅ sandt. Og det er en meget vigtig pointe. Fordi det var rigtigt. Og fordi det var rigtigt og kortene endelig helt tydeligt blev lagt på bordet... så var der faktisk, mærkelig nok, en stor slags styrke indeni mig der kom frem. Jeg forstod pludselig mere tydeligt, hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde, og at en masse ting jeg prøvede at undgå allerede var uundgåelige, for de var allerede sket, så der var egentlig ikke så meget at gøre anderledes. Sket var sket. Nu handler det bare om at sige, ja det var så det, og NU er der et helt nyt øjeblik, og jeg har alle muligheder for at bygge en masse godt op indeni mig selv nu, det kan jeg vælge at gøre.
Jeg tror det er fordi sandheden gør een stærk. Så er det egentlig ligegyldig hvor bange man kan være for at finde ud af frygtelige ting. Når man når ned til kernen af et problem... jamen, så kan man lissom først der begynde at gi slip... fordi nu ved man præcis hvor man kan gi slip og komme videre. Nu ved man præcis hvad det er man kan tilgive, nu er det ikke vagt og sløret og usagt mere.
Du kan altid vælge at sige stop... og du kan vælge at snakke om hvad du blir bange for at finde ud af undervejs. Det handler ikke om at dømme dig selv, det handler om at udvikle kærlighed, synes jeg.
Jeg tror du vil ha godt af at se hvordan andre også kæmper med sig selv og livet. Prøv en selvhjælpsgruppe også, hvis du kan komme til det. Alle har de her ting de er bange for at finde ud af om dem selv eller andre som de har tæt på. Og det gir noget, at få lov til at iagttage folk i den proces, fordi man kan genkende så meget fra sig selv. Det gir en hel ny vinkel og en hel anden forståelse af een selv, også.
Ja, jeg ku sige mange ting, ... men, held og lykke!
KH sus

personligt