Ellevte del af krimi-føljetonen
Marlene ruller sin Fiat Punto ind i Karise fra vest: -Nå, så skal vi holde udkig efter en blå Citroën med det nummer, du har der. Men tror du ikke, det bliver som at lede efter en nål i en høstak?
- Nej, nej, Karise er ikke så stor. Vi må kunne komme omkring i alle gaderne på under 3 timer.
- Jo. Men de kunne vel også bo i omegnen ... ude på en gård eksempelvis.
- Måske. De bor jo nok ikke i nærheden af skolen, siden pigen blev afhentet i bil.
- Men du vil altså ikke have, at vi spørger os frem? konfirmerer Marlene og får øje på en blå bil: - Der!
- Nummeret passer ikke ... og i øvrigt er det ikke nogen Citroën, svarer Frank og kigger på sin udprintning med en udtænkt rute: - Til højre derhenne. Nej, det må ikke rygtes, at vi leder efter dem, hvis politiet gør det samme, så vil befolkningen her blot sladre om os.
- Det dur selvfølgelig ikke, erkender Marlene og svinger om af villavejen: - Men hvad hvis kvinden opbevarer Citroënen i en lukket garage, som den derovre, så opdager vi den aldrig.
- Så er der ikke andet for, end vi må blive her til på mandag og følge efter dem, når datteren afhentes fra skole.
- Det er altså ikke særlig heldigt. Jeg kan altså ikke forsømme mit sommerjob på fiskefabrikken.
- Så må du rejse hjem med toget i morgen og overlade bilen til mig.
- Det ved jeg nu ikke. Det er trods alt min bil.
- Javist. Men det er min sag, svarer Frank og peger endnu engang mod højre, så de i første omgang følger periferien rundt i Karise: - Drej her.
Marlene når lige at komme rundt i svinget, da hendes mobil ringer. Frank løfter den op fra hylden i instrumentbrættet og konstaterer, at det er Henriettes nummer. Han er meget tæt på blot at tage den, for at spørge, hvor hun er. Men indser dog, at det virker komplimenterende, at han er sammen med Marlene: - Hold ind til siden og tag den.
- Det er Marlene.
- Henriette her. Hvor i al verden bliver du af. Så længe kan det vel ikke tage at handle ind?
- Du har ret. Men jeg punkterede på det ene baghjul.
- Nå ja ok. Men det har du vel ikke stået og kigget på i adskillige timer?
- Nej. Der kom en flink mand forbi og hjalp mig med det.
- Fint. Men så kan du vel komme hjem nu?
- Desværre ikke. Han så mere end flink ud. Så jeg er altså kørt videre med ham til et ukendt sted. Men bliv du blot i min lejlighed nogle dage endnu.
- Du plejer da ikke sådan at indlade dig på en fremmed ved første øjekast. Er du sikker på, at det er betænksomt?
- Nej. Men det får vi at se. Hej, jeg bliver nød til at løbe.
- Det lyder meget skummelt, når Henriette lige at sige, ind forbindelsen bliver afbrudt.
- Nå, hvad pokker! Bor Henriette hos dig? ... så har du jo vist besked hele tiden.
- Øh ja, tilstår Marlene og får røde kinder: - Det må du altså undskylde: - Men til gengæld har jeg gjort en stor indsats for at hjælpe dig. I modsætning til Henriette, har jeg nemlig tiltro til, at du taler sandt.
- Er det ikke din chef, der er afbildet her i avisen? spørger Claes Flies.
- Jo minsandten! udbryder Pernille og får lov at læse, hvad det handler om: - Nej, det var dog nok uheldigt, at han lige skulle blive fanget af en journalist i det øjeblik.
- Det må du nok sige. Tænk at en mand i hans alder har den slags tilbøjeligheder.
- Ja, han gør jo ikke andet end at knappe en sodavand op, ser det ud til. Problemet er noget helt andet.
- Hvad? spørger Claes forundret, rejser sig og sparker til sønnens fodbold.
- Det kan jeg desværre ikke fortælle, idet vi har med en meget skæbnesvanger sag at gøre. På den anden side set, jeg har meget svært ved at tro, at det virkelig hænger sådan sammen, som vi fik fortalt.
- Hvorledes? spørger Claes endnu engang og kigger ned i barnevognen. Det er som om Emil er ved at vågne.
- En længere kompliceret historie, som jeg desværre ikke kan fortælle. Men tror du på, at en læge ville være i stand til at kidnappe et barn, skærer en længere flænge op og sy det til igen, blot for at få det til at se ud som om, at det har været opereret?
- Næh, men hvorfor skulle han dog også gøre noget sådant?
- For at dække over en fejlslagen operation på et andet barn. Jeg har svært ved at tro, det kan passe.
- Ja, men er der nogen beviser på det?
- Ikke andet, hvad en tysk sygeplejerske har fortalt... nå ja, vi må hellere stoppe spekulationerne. Som sagt, det er fortroligt, forklarer Pernille og slår et blik ned på avisen, som hun ellers havde lagt fra sig på havebordet. Pludselig ser hun arret på Cindys bryst: - Så er det jo alligevel sandt!
- A hvad? udbryder Claes og løfter Emil op af barnevognen: - Hej. Har du sovet godt?
- Ja, svarer drengen søvnigt og rækker ud efter sin mor.
Pernille knapper blusen op og giver sig til at amme ham: - Øh, ikke noget. Behændigt får hun avisen klappet sammen, så ikke Claes skal gøre den samme observation.
- Var det ikke snart på tide, at du vænnede ham af med det der? Alle andre stopper efter 6 måneder. Emil er snart 15.
- Du er bare misundelig. Men min søn skal blive stor og stærk, og det bliver han kun med en god start i livet.
- Hmm. Ja det må man så sandelig sige, at han får... og ingen skal nogen sinde få lov at skære i ham. Det skal jeg nok sørge for, bedyrer Claes, knytter hånden og bøjer højre underarm op til lodret, så musklerne i hans overarm indikerer, at han er en smed af den rigtige støbning.
- Nej, gud forbyde det, svarer Pernille og tænker: Så må der være noget andet galt i sagen. Det kan umuligt passe.
Fortsættelse følger.
- Nej, nej, Karise er ikke så stor. Vi må kunne komme omkring i alle gaderne på under 3 timer.
- Jo. Men de kunne vel også bo i omegnen ... ude på en gård eksempelvis.
- Måske. De bor jo nok ikke i nærheden af skolen, siden pigen blev afhentet i bil.
- Men du vil altså ikke have, at vi spørger os frem? konfirmerer Marlene og får øje på en blå bil: - Der!
- Nummeret passer ikke ... og i øvrigt er det ikke nogen Citroën, svarer Frank og kigger på sin udprintning med en udtænkt rute: - Til højre derhenne. Nej, det må ikke rygtes, at vi leder efter dem, hvis politiet gør det samme, så vil befolkningen her blot sladre om os.
- Det dur selvfølgelig ikke, erkender Marlene og svinger om af villavejen: - Men hvad hvis kvinden opbevarer Citroënen i en lukket garage, som den derovre, så opdager vi den aldrig.
- Så er der ikke andet for, end vi må blive her til på mandag og følge efter dem, når datteren afhentes fra skole.
- Det er altså ikke særlig heldigt. Jeg kan altså ikke forsømme mit sommerjob på fiskefabrikken.
- Så må du rejse hjem med toget i morgen og overlade bilen til mig.
- Det ved jeg nu ikke. Det er trods alt min bil.
- Javist. Men det er min sag, svarer Frank og peger endnu engang mod højre, så de i første omgang følger periferien rundt i Karise: - Drej her.
Marlene når lige at komme rundt i svinget, da hendes mobil ringer. Frank løfter den op fra hylden i instrumentbrættet og konstaterer, at det er Henriettes nummer. Han er meget tæt på blot at tage den, for at spørge, hvor hun er. Men indser dog, at det virker komplimenterende, at han er sammen med Marlene: - Hold ind til siden og tag den.
- Det er Marlene.
- Henriette her. Hvor i al verden bliver du af. Så længe kan det vel ikke tage at handle ind?
- Du har ret. Men jeg punkterede på det ene baghjul.
- Nå ja ok. Men det har du vel ikke stået og kigget på i adskillige timer?
- Nej. Der kom en flink mand forbi og hjalp mig med det.
- Fint. Men så kan du vel komme hjem nu?
- Desværre ikke. Han så mere end flink ud. Så jeg er altså kørt videre med ham til et ukendt sted. Men bliv du blot i min lejlighed nogle dage endnu.
- Du plejer da ikke sådan at indlade dig på en fremmed ved første øjekast. Er du sikker på, at det er betænksomt?
- Nej. Men det får vi at se. Hej, jeg bliver nød til at løbe.
- Det lyder meget skummelt, når Henriette lige at sige, ind forbindelsen bliver afbrudt.
- Nå, hvad pokker! Bor Henriette hos dig? ... så har du jo vist besked hele tiden.
- Øh ja, tilstår Marlene og får røde kinder: - Det må du altså undskylde: - Men til gengæld har jeg gjort en stor indsats for at hjælpe dig. I modsætning til Henriette, har jeg nemlig tiltro til, at du taler sandt.
- Er det ikke din chef, der er afbildet her i avisen? spørger Claes Flies.
- Jo minsandten! udbryder Pernille og får lov at læse, hvad det handler om: - Nej, det var dog nok uheldigt, at han lige skulle blive fanget af en journalist i det øjeblik.
- Det må du nok sige. Tænk at en mand i hans alder har den slags tilbøjeligheder.
- Ja, han gør jo ikke andet end at knappe en sodavand op, ser det ud til. Problemet er noget helt andet.
- Hvad? spørger Claes forundret, rejser sig og sparker til sønnens fodbold.
- Det kan jeg desværre ikke fortælle, idet vi har med en meget skæbnesvanger sag at gøre. På den anden side set, jeg har meget svært ved at tro, at det virkelig hænger sådan sammen, som vi fik fortalt.
- Hvorledes? spørger Claes endnu engang og kigger ned i barnevognen. Det er som om Emil er ved at vågne.
- En længere kompliceret historie, som jeg desværre ikke kan fortælle. Men tror du på, at en læge ville være i stand til at kidnappe et barn, skærer en længere flænge op og sy det til igen, blot for at få det til at se ud som om, at det har været opereret?
- Næh, men hvorfor skulle han dog også gøre noget sådant?
- For at dække over en fejlslagen operation på et andet barn. Jeg har svært ved at tro, det kan passe.
- Ja, men er der nogen beviser på det?
- Ikke andet, hvad en tysk sygeplejerske har fortalt... nå ja, vi må hellere stoppe spekulationerne. Som sagt, det er fortroligt, forklarer Pernille og slår et blik ned på avisen, som hun ellers havde lagt fra sig på havebordet. Pludselig ser hun arret på Cindys bryst: - Så er det jo alligevel sandt!
- A hvad? udbryder Claes og løfter Emil op af barnevognen: - Hej. Har du sovet godt?
- Ja, svarer drengen søvnigt og rækker ud efter sin mor.
Pernille knapper blusen op og giver sig til at amme ham: - Øh, ikke noget. Behændigt får hun avisen klappet sammen, så ikke Claes skal gøre den samme observation.
- Var det ikke snart på tide, at du vænnede ham af med det der? Alle andre stopper efter 6 måneder. Emil er snart 15.
- Du er bare misundelig. Men min søn skal blive stor og stærk, og det bliver han kun med en god start i livet.
- Hmm. Ja det må man så sandelig sige, at han får... og ingen skal nogen sinde få lov at skære i ham. Det skal jeg nok sørge for, bedyrer Claes, knytter hånden og bøjer højre underarm op til lodret, så musklerne i hans overarm indikerer, at han er en smed af den rigtige støbning.
- Nej, gud forbyde det, svarer Pernille og tænker: Så må der være noget andet galt i sagen. Det kan umuligt passe.
Fortsættelse følger.