Elsker jeg ham for meget?

Mig og min kæreste har snart været sammen to år. Jeg elsker ham virkeligt, og ved han elsker mig. Vi har gået stille frem og skændes sjældent. Problemet er at jeg vil være sammen med ham altid, hvis jeg har en anden aftale med nære veninder eller noget kommer jeg desværre tit til at aflyse, det sårer mig han aldrig kunne finde på det samme. Når jeg er syg eller virkeligt træt hopper jeg ud af sengen hvis han vil ses, men hvis han er lidt træt aflyser han, og på det sidste har han aflyst meget, og det sårer mig utroligt. men ved han gør det ved de fleste af sine venner, som han også siger. han ændrede det ikke selvom vi har snakket om det flere gange. Men vil ikke miste ham for det.. hvad kan jeg gøre

Men prøv i stedet at finde lidt mere indhold i at være sammen med dig selv. Så vil du nemlig være mere spændende at være sammen med for ham, og han ville være langt mere PÅ overfor dig. Du lægger al for mange af dine energier udenfor dig selv og hos HAM..det er svært med den slags personer, for man vil aldrig kunne leve op til så selvfornægtende en kærlighed.
Han er værd at gæste, netop fordi han har forstået at være noget I SIG SELV..tænk over det, oglær lidt af ham fremfor at forsøge at lave hamom.
Pusser :-)

Du er simpelthen for needy.
Det er jo dejligt at du synes din kæreste er rigtig skøn, men jeg tror han føler sig lidt klemt af dit store behov for kontakt. Dybest set har i forskellige behov for samvær og opmærksomhed fra hinanden, men jeg vil råde dig til at prøve at undertrykke dit behov indimellem, og så rent faktisk prøve at gøre de ting du har planlagt, holde dine aftaler mv.
Jeg er selv sådan indrettet at jeg får klaustrofobi af en kæreste som HELE tiden vil være sammen med mig. Det er simpelthen så kvælende. Det bliver rutinepræget, man får mindre og mindre at snakke om - og så virker det altså uselvstændigt. Jeg kan faktisk godt miste respekten for en kæreste der kun kan finde ud af at være sammen med mig hele tiden, fordi det virker... barnligt og afhængigt. Jeg har før taget mig selv i at tænke "så få dig dog et liv!" i sådan nogen situationer...
Det tager simpelthen al spænding og interesse, fordi der bare ikke kommer nogen nye in-put eller nogen udvikling hos den anden...
Samtidig kan det også få den der har mindre behov for samvær til at føle, at han/hun ikke "gør" det godt nok som kæreste. Det kan faktisk føre til mindreværd fordi man kommer til at føle at man er dybt egoistisk hvis man har behov for at se andre mennesker og være alene indimellem.
Når nu han er begyndt at trække sig fra dig, så bliver du nødt til at give ham plads, for ellers tror jeg at han gør det forbi. Når han oven i købet fortæller at han også har aflyst en del med vennerne så kunne det tænkes, at han ganske enkelt har meget at tænke over/foretage sig p.t. og har behov for lidt ro. For nogle mennesker er behovet for alene-tid og ro større end hos andre, nogen bliver faktisk direkte stressede og irritable af at være sammen med andre hele tiden. Hvis din kæreste er sådan og du vil beholde ham, bliver du nødt til at være mere hård og lære at være uden ham indimellem. Det vil også gøre dig mere interessant, hvis du selv har et liv og kommer hjem med nye in-put og tanker. Det får dig jo til at vokse som menneske så du ikke går i stå og bliver kedelig at være sammen med.

Din tendens til at aflyse med veninderne skal du også lige gøre dig klart, kan meget nemt komme til at koste dig meget dyrt i sidste ende. Ingen veninder finder sig i altid at blive afvist til fordel for en kæreste og en dag - sikkert den dag, hvor du ikke længere har en kæreste, eller han ikke har tid til dig, så har de bestemt heller ikke. De husker for godt. Venskaber skal plejes også dem med tøsepigerne.

Jeg er helt imponeret over hvor godt dit indlæg er!
Jeg har seriøst printet det ud nu så jeg kan gemme det og læse det ind imellem.
Jeg er nemlig selv én af dem der elsker min kæreste alt for meget, og har på fornemmelsen at han nogle gange er ved at blive kvalt selvom han ikke siger noget.
Jeg vil ikke kvæle ham, og mindst af alt få ham til at gøre det forbi, så tusind tak for dit indlæg, det har virkelig sat nogle ting i perspektiv for mig.

Tak for svarene alle sammen, det har været nogen jeg kan bruge til noget.. Men ja i har ret vennerne kommer vel altid i første række :). Det er nok også fordi jeg er den type der bare skal noget hele tiden, og hygger mig med ham. Men ja, må prøve at vente til han spøgere om vi kan ses næste gang og se om det hjælper selvom det kan blive svært.. :)

Som Baltzer skriver så er dette indlæg helt fantastisk..
Jeg er en fyr på 23, som har en kæreste der er præcis som ham der blir beskrevet.
Jeg er super lykkelig over at have læst hvad "va290540" skrev. Det er lige præcis hvad jeg havde brug for.
Jeg oplever tit at min kæreste har brug for at være alene nogle dage, og det piner mig virkelig.
Det er slet ikke til at banke ind i hovedet hvorfor hun ikke hellere vil være sammen med mig fremfor hendes veninder, eller familie..
For mig er det 1000 gange skønnere at hygge alene 2, men det er helt korrekt at det kan blive trivielt og "hverdagsagtigt" at lave det samme hver dag.
Netop i denne uge oplever jeg dette. Min kæreste arbejder over for tiden (sæsonarbejde) og efter arbejdstid vil jeg hellere end gerne tage op og besøge hende, men hun vil gerne være alene og når der endelig bliver tid vil hun gerne besøge en veninde. Og det fatter jeg bare ikke.. Ville aldrig have gjort det samme..
Men jeg blir sgu nødt til at ændre dette.. For vil for alt i verden ikke af med hende.. Så endnu engang 1000 tak for indlægget.. Det holder MAX :-)
Til sidst.. Undskyld hvis jeg kommer masende med min historie. Vil ikke stjæle tråden. Synes bare at det var på sin plads med endnu et tilfælde.. :-)

Det er altid dejligt at vide man ikke er den eneste der har det sådan :)..