En stor mand sagde

Det er min erfaring, at mennesker uden laster heller ikke har nogle dyder.
Flere ting har fået mig til at tænke over dette citat af Abraham Lincoln.
Sandheden i det citat er i virkeligheden ret stor, når jeg så ser på Jehovas Vidner og deres evige stræben efter det perfekte, polerede og den fejlfri facade.
Ikke en plet må der kunne sættes på dem, for tænk engang hvad brødrene i rigssalen ville sige, eller endnu værre vagttårnet.
Visse vidner her på debatten synes jeg nærmest billedliggør det citat, så brændende at man skulle tro det var stilet, på lige netop dem.
Det som jeg endnu ikke har regnet ud, er hvorfor i alverden man ønsker at leve et sådant liv, og helt ærligt, så tror jeg aldrig jeg finder ud af det.
mvh multani

Og det er ham man skal efterligne, hvis man er kristen.
Jesus var langt større end Abraham Lincoln.
Med venlig hilsen, ftg.

du endnu engang har slettet mit indlæg uden hensyntagen til hvad jeg havde at sige.
ftg, jeg vil bede dig om at acceptere at fra nu af ønsker jeg ikke at debattere med dig, du ikke alene snakker udenom konstant, du jeg undskyld mig udtrykker, skider også på andres tid, engagement og følelser.
Jeg kan ikke blive ved med at holde den opførsel ud, så derfor vil jeg ikke længere henvende mig til dig i debatten.
Som det nok så berømt er blevet sagt: NOK ER NOK.
multani
ps, her er hvad du skrev i dit tidligere indlæg
Jesus havde ingen laster, men han havde mange dyder. Skrevet af ftg - Kl 13:28, 22.jan.2010
Det er faktisk ham man skal efterligne, hvis man er kristen.
Med venlig hilsen, ftg.

Da du jo har slettet mit indlæg, som jeg ikke nåede at lave backup af, kan jeg desværre ikke vise det også, men du er vel også ligeglad når det kommer til stykket.

Jeg har ikke set at du havde et indlæg, som jeg er kommet til at slette.
Med venlig hilsen, ftg.

Man er mest slave af det liv, ligesom man er med til at holde andre slavebundet af det liv.
Man går mere op i skyld end man går op i ansvar. Bundet som man er til ikke at kunne ændre på tingenes tilstand i JV's organisation, har man ikke andet tilbage end at bedyre, man intet ondt MENER med det. I ord bedyrer man flotte intentioner og principper, i praksis er man kynisk og ligeglad.
Så det er hvad man har. At polere på facaden, forsøge at få tingene til at tage sig godt ud og idealisere det gode MOTIV bag handlingen (som man i virkeligheden oftest ikke er stolt af, men det er jo GUDS forordning så det er som det jo skal være...uforanderligt).
Moral og livsstil bliver forbundet med den angst og frygt, Organisationen indgyder. Dvs. at bestemte handlinger og ønsker idealiseres, samtidig med med bevidstheden om grumme konsekvenser, hvis man går på kompromis med dette.
Angsten for at der kan findes fejl og pletter bliver dominerende.
Med tiden bliver bedyringerne om den gode intention og uskyld det eneste man har og SÅ er det først hårdt at skulle sige stop.

mvh
Billen76

Blev vi hele tiden spurgt om.
Og selvfølgelig var vores motiver alktid perfekte - ooooog dog.
Hvad var vores motiv for at bruge flere timer i forkyndelsen? Hvis det udelukkende var for at nå ud til flere mennesker, er der et par ting jeg ikke helt forstår,
Hvor begynder ETHVERT vidne med at tage et besøg tæt på hvor de bor, nogengange endda før samlingen.
Det er da fordi at så kan man tælle transporttiden med på rapporten.
Kommer man ud til flere mennesker ved at kringle reglerne på den måde, eller får man bare timerne i hus med mindre arbejde.
Jeg kan selv huske når jeg var ved at køre træt i presset for få flere timer, så gik jeg og min makker hen til et hus der lå lidt langt væk - laaangsomt. Det kaldes "pionertempo" og betyder man behøver ringe på knap så mange døre for at få brugt tiden.
Jeg vil ikke sige det er en måde at få æren på uden at gøre arbejdet, det er bare en måde at overleve det permanente pres på.
hilsen jagged

så havde han en kæmpelast i kraft af hans påstand om at påkalde sig "guds søn" titlen.

og det er så (bandeord) typisk nutidens såkaldte "kristne"...
"jeg har mødt Jesus og jeg følger ham" og andre tossede udsagn..
Luther var bange for at han var for syndig til præstegerningen dengang og som han selv har udtalt
"Der er langt imellem de kristne"..
vi mennesker er fuld af umoralske tanker (drifter) og dårlig samvittighed over drifterne...
det som Jesus tilbød var en vej, et håb, en tro på at nogen ville se igennem fingre på de laster og forkasteligheder vi går rundt med..
- det er en chance, som man kan gribe hvis man vil. Syndsforladelsen er ikke en man bare kan tage ned fra en reol og iføre sig..
men jeg oplever tit at mange åbenbart HAR dén opfattelse...
vi mennesker fortjener jo alle de pinsler som "helvede" indebærer... men vi kan stadigvæk få syndsforladels..
DET er GUDS kærlighed!

er ikke et frikort og bør aldrig være det.
Nu har jeg altid set sådan på det at det som gør at vi netop ikke kan bare bruge syndsforladelsen som undskyldning for at gøre som det passer os, er næstekærlighedsbuddet.
Guds kærlighed er uendeligt stor, når vi har fået en sådan gave til trods for vores opførsel.
Jeg føler mig ikke sikker på noget, men er evigt taknemmelig for Guds kærlighed, da jeg uden den ville være fortabt.
Jeg er dog også af den holdning at i stedet for at se sort og tænke uha jeg må hellere holde mig fra alt hvad der kunne få mig i knibe, så vil jeg hellere forsøge med de bedste intentioner at gøre det så godt som jeg nu kan, i forhold til at følge Jesu lære.
Som jeg ser det, er det ikke et nederlag at man forsøger og mislykkes, det er et nederlag hvis man ikke forsøger.
mvh multani

ser ofte indbydende ud og lokker os til at gå ind.
Er vi naive nok, så sætter vi os til rette i huset til den dag det styrter ned om ørerne på os, på grund af dårligt skelet.
Men er vi vågne og selvstændige, så finder vi ud af efter nogen tid, at her ikke er så sikkert og trygt som vi troede.
Gode intentioner er godt, men ikke nok i sig selv, der skal handling til, og selvkritik.
Kristendommen handler i høj grad om det individuelle ansvar, og det kan jeg overhovedet ikke se tegn på hos JV.
mvh multani

Organisationen gør i hvert fald hvad den kan for at vidnerne ikke skal deltage og tage ansvar i samfundet...eller tage ansvar for deres eget liv. Påbudet er at følge instruksen og ikke stille spørsmålstegn ved den. For at man kan kaste sit ansvar over på Organisationen, SKAL den være "fantastisk" og "umulig at kritisere".
Man skal dog være lidt forsigtig når man kommer til det enkelte vidne. Ikke alle kaster fuldstændigt deres ansvar fra sig og mange af os, har været født ind i samfundet. Der er altså noget af en mental og følelsesmæssig blokade indlagt som gør, at det kan være meget hårdt og forvirrende at omstille sig.
Tingene bliver fremstillet internt sådan, at man ikke har andre steder at gå hen. Går du ud, er du fuldstændigt fortabt. Sådan føler man det også gerne i starten.
Hvis man ikke finder modet til at sige fra, så må man indrette sig efter de interne krav der er og navigere mellem (princip)reglerne. Prøve at få sit liv til at fungere nogenlunde tåleligt. Men frygten vil ikke forsvinde, ligesom at presset ved Vagttårnets "kalden til tjeneste" aldrig ophører.
Var sammen med min søster og svoger, som er JV. 🙂 Godt at se dem efter 1½ års fravær. Hvad der dog var tydeligt for mig at se var frygten til at give udtryk for egne følelser og synspunkter. Svoger havde lavet et "værk" han viste mig, hvor at jeg prøvede at få ham til at udtale sig om, hvad han egentlig tænkte og drømte i forbindelse med værket. Der kom en klump i halsen på ham, og han undskyldte flere gange for, at det ikke var mere positivt. Jeg sagde at det ikke SKAL være positivt, men hvorfor havde han lavet det. Hvad ville han udtrykke. Det kom aldrig til et svar. Han var pineangst for at udtale sig om sine egne ideer, når de faldt udenfor hvad "miljøet" forventede af ham.
Han kunne dog uden angst i anden forbindelse gentage de læresætninger og argumenter, som var indøvet fra Selskabet af, uden at ryste. Afdæmpet, men uden at ryste og blive nervøs.
Det er frygteligt, at man skal være SÅ bange for at udtale sig om egne tanker og ideer. Selv når der ingen fare er for repressalier af nogen art, er man alligevel utryg, bange og undskyldende overfor at udtrykke sig selvstændigt.
Når man så skal forsvare JV's doktriner og samfund, så kan man tilgengæld give den fuld gas - her er det "lovligt" - her er det "sikkert" - her kan man give afløb.
Det er ikke så let endda, denne frihed, når man ikke er vanttil den.

mvh
Billen76

mareridt, at man ikke kan udtale og udtrykke sine følelser.
Især med tanke på din svoger da man som kunstner jo arbejder ud fra at netop skildre oplevelser og følelser.
I virkeligheden virker det som et råb på hjælp, eller i det allermindste som den del af din svoger som ikke har overgivet sig til vagttåernet.
Uanset hvad, så er det meget tankevækkende at noget som bør være det allermest åbne sted at udtrykke sig, via kunst, er rød zone med frygt for at blive holdt op på noget.
mvh multani

Og så finder ma senere ud af, at "indpiskeren" der altid taler om "effektiv tjeneste", selv benytter enhver en undskyldning for at tælle "lette" timer til sin personlige rapport.
Jo, det kender jeg. Også de lange landture, hvor der lige er eet genbesøg ude i den yderste ende af menighedens landdistrikt, der bekvemt nok aldrig er hjemme. Vi huskede dog at have kaffe og kringle med. Man skulle jo også slappe lidt af engang imellem.
Jo da. Vi var rigtigt ivrige efter at redde menneskeliv.
I starten var pionertjenesten dog noget anderledes. Jeg kom ind til mange kristne og fik mange samtaler og meget te og kaffe hos besøgene. De syntes ligesom at "se" et eller andet i mig, der var værd at føre samtale om. Der var dog ingen tvivl hos mig om, at de ville missionere for mig, men jeg var meget bundet af, ikke på nogen måde at betvivle Selskabets autoritet, så det blev ikke denne gang. Paradoksalt nok var det netop disse oplevelser der gav mig lyst til mere.
Senerehen var det bare et timeræs og et værre hykleri. Jeg var dybt ulykkelig de senere år som pioner og følte mig meget falsk. Og der var skam ingen medlidenhed at hente. Kvoten på rapporten skulle opfyldes ellers var der noget galt med min indstilling.
Måske så jeg for meget fjernsyn? Måske brugte jeg for mange timer på selskabelighed? Had kunne jeg skære fra? Hvor spildte jeg min tid, som kunne være brugt på tjenesten?
🙂 Alle de her "tankevækkende" forelæsninger om, hvordan man prioriterede sin tid fik en noget anden enerverende klang henad vejen.

mvh
Billen76

Nu får vi at se hvordan det går. De skal selv se det og kunne overvinde deres frygt. Indtil da fortsætter de på den anviste vej som pionerer og måske missionærer. (han vil helst bo i provinsen og have børn)
Nu spurgte du imidlertidigt om, HVORFOR at man dog vil leve et sådant liv. Frygten for at søge et alternativ udenfor rammerne er meget stor og virker som en spændetrøje. Det afholder en fra at forestille sig et rigtigt alternativt liv til JV-organisationens anviste. Og så længe man kan få sig til at skære udfordringerne af rammerne fra, sålænge kan man leve nogenlunde komformt som JV.
...men hvor mange "udfordringer" kan man blive ved med at udstøde fra sit liv?
Alternativet er at hykle helt igennem med facade og dobbeltliv.
Jeg fandt, at der ikke rigtig var en udholdelig måde at lægge sig an på, hvis jeg skulle fortsætte som JV for det sociale perspektivs skyld. Uanset hvordan jeg vendte det, var det et dybt ubehageligt og frygtsomt liv.

mvh
Billen76

- hvis han altså havde levet, som ingen jo ved om han har.
Han har i hvert fald ikke efterladt sig nogen spor overhovedet.
En person som går rundt og påberåber sig at være en anden person end han i virkeligheden er, kan vel siges at have skizofrene tilbøjeligheder. Det gælder både dem som tror at de er Napoleon, Darth Vader - eller som her; en selvopfundet guds søn.
Det er altså ikke umiddelbart fordelagtigt at betragte "den bibelske Jesus" som en virkelig person. Hvis man istedet betragter ham som en fiktiv person skabt af en forfatter, giver det starks mere mening.
Jesus vil så være på linie med James Bond, Walt Slade, Indiana Jones og lignende.
Med det in mente giver Bibelen (noget af den) pludselig lidt mere mening.
observatøren

i den umiddelbare tilstand af skizofreni er den ene halvdel jo ikke klar over hvad der foregår.
hvis nu at denne jesus pludselig gik og tilgav folk og sagde at han var guds søn, for derefter at føle det som om han sov og spurgte disciplene om, hvad han havde lavet, så ville det jo være skizofreni...
1. der eksisterede en Tømrersøn ved navn Jesus på denne tid, det kan mange historiske beretninger bekræfte (som er skrevet før evangelierne)
2. vedkommende har åbenbart haft nogle holdninger som på den tid var "politisk ukorrekt"
hvorvidt han var guds søn, det er lidt svært at garantere... det er en spørgsmål om tro, jo 😉

"Jeg er dog også af den holdning at i stedet for at se sort og tænke uha jeg må hellere holde mig fra alt hvad der kunne få mig i knibe, så vil jeg hellere forsøge med de bedste intentioner at gøre det så godt som jeg nu kan, i forhold til at følge Jesu lære. " - citat slut..
ja ja, men du skal vide, at du allerede er dømt til at mislykkes.... det er den del som mange glemmer..
mange tror, at fordi de tror på jesus, så er de allerede frelst... men du er sgu ikke frelst før du kommer op til Jesus... indtil da må du tro på at du bliver det..
frelsen er, ikke af denne verden..

har givet udtryk for at jeg er frelst.
Jeg har aldrig taget noget for givet, men omvendt vil jeg ikke gå og ..... i buskerne hele livet uden at turde gå ud og leve.
Jeg gør mit bedste og andet kan jeg jo ikke, jeg tror bare ikke man skal anlægge for destruktivt et syn på sagen.
Jeg tror mange der søger, vil blive skræmt alene af det du skriver.
Nej uden Guds nåde er vi fortabte, men vi kan jo ikke bare sætte os ned og sige, løbet er alligvel kørt, så hvorfor gøre andet end at vente.
mvh multani