en ubeskrlige sorg

Jeg fik foretaget en medicinsk abort for 2 måneder siden.
Jeg har været sammen med min kæreste i et år da jeg blev gravid og vi var begge med ambivilante følelser til at starte med. En dag kommer min kæreste hjem efter en snak med hans far og var klar på at bringe dette barn til verden. Jeg havde dog lige været hos min søster som selv fik sit første barn som 25 årige og mente vi skulle vente pga friheden og nyde hinanden i forholdet. Så jeg begyndte at fortælle ham alt hvad min søster havde fortalt hvilket fik drejet ham i den anden retning. jeg fortrød bagefter at jeg havde fremprokoveret denne følelse men efterfølgende var han urokkelig. Han havde bestemt sig for en abort. Jeg var blot bange da han sagde han ville have det for hvad hvis det blev for hårdt og jeg ville miste ham. Jeg kunne ikke ændre hans mening og ville aldrig få et barn mod hans vilje. Han er det one and only og vil gerne have børn med ham. Jeg føler bare en kæmpe sorg indeni - jeg er ked af det og kan ikke komme videre. Han er ok og mærker det slet ikke og bliver ved med at sige det ikke var et barn og bare en klump. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg fortryder...

Men livet er der, og du kan gøre så mange ting i fremtiden for at gøre dig og andre lykkeligt.
Brug alt hvad du har været igennem som et positivt lære, sorg er en del af livet og gør os stærk.
Gør op med dig selve om du vil bruge tiden og livet på negative eller positive ting
óg tag dig godt tid at bestemme hvad du vil med resten af dit liv
Held og lykke
Ncmr

Jeg fik foretaget en medicinsk abort for 2 måneder siden.
Jeg har været sammen med min kæreste i et år da jeg blev gravid og vi var begge med ambivilante følelser til at starte med. En dag kommer min kæreste hjem efter en snak med hans far og var klar på at bringe dette barn til verden. Jeg havde dog lige været hos min søster som selv fik sit første barn som 25 årige og mente vi skulle vente pga friheden og nyde hinanden i forholdet. Så jeg begyndte at fortælle ham alt hvad min søster havde fortalt hvilket fik drejet ham i den anden retning. jeg fortrød bagefter at jeg havde fremprokoveret denne følelse men efterfølgende var han urokkelig. Han havde bestemt sig for en abort. Jeg var blot bange da han sagde han ville have det for hvad hvis det blev for hårdt og jeg ville miste ham. Jeg kunne ikke ændre hans mening og ville aldrig få et barn mod hans vilje. Han er det one and only og vil gerne have børn med ham. Jeg føler bare en kæmpe sorg indeni - jeg er ked af det og kan ikke komme videre. Han er ok og mærker det slet ikke og bliver ved med at sige det ikke var et barn og bare en klump. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg fortryder...

Du skriver ikke hvor gamle I er. Det kan jo have betydning. Er I meget unge, var det måske den rigtige beslutning.
Du kan sige til ham at du gerne vil have et barn med ham. Hvis det er det du virkelig vil nu. Og at du har fortrudt. Oprigtigt. Det er vigtigt at I snakker om det, hvis du skal overbevise ham om dine reelle hensigter. Uden alkohol indblandet.
Det kan dog være at løbet er kørt. Du har jo truffet et valg, og det kan ikke gøres om, og det kan måske ødelægge jeres chancer for at få børn sammen på sigt. Men jeg ønsker jer alt godt.

Jeg fik foretaget en medicinsk abort for 2 måneder siden.
Jeg har været sammen med min kæreste i et år da jeg blev gravid og vi var begge med ambivilante følelser til at starte med. En dag kommer min kæreste hjem efter en snak med hans far og var klar på at bringe dette barn til verden. Jeg havde dog lige været hos min søster som selv fik sit første barn som 25 årige og mente vi skulle vente pga friheden og nyde hinanden i forholdet. Så jeg begyndte at fortælle ham alt hvad min søster havde fortalt hvilket fik drejet ham i den anden retning. jeg fortrød bagefter at jeg havde fremprokoveret denne følelse men efterfølgende var han urokkelig. Han havde bestemt sig for en abort. Jeg var blot bange da han sagde han ville have det for hvad hvis det blev for hårdt og jeg ville miste ham. Jeg kunne ikke ændre hans mening og ville aldrig få et barn mod hans vilje. Han er det one and only og vil gerne have børn med ham. Jeg føler bare en kæmpe sorg indeni - jeg er ked af det og kan ikke komme videre. Han er ok og mærker det slet ikke og bliver ved med at sige det ikke var et barn og bare en klump. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg fortryder...

Det lyder enormt smertefuldt, men din kæreste må da vel kunne sætte sig ind i at det er mere smertefuldt for dig, fordi du har båret det han kalder en klump, og det er dig der har mærket det fysisk på din krop, mens han måske ikke ville kunne forholde sig til det før det var synligt.
Måske du skal sætte dig ned og prøve at forklare ham mere indgående at du faktisk fortryder og tænker på det barn der kunne have været?
OG evt. snakke med en psykolog der har lidt speciale indenfor netop dét?
Håber du får det bedre!
[l]

Vi er 22 og 23.
Problemet er bare at nu vil han ikke få et barn :(

Arh, han vil vel nok på et tidspunkt igen? :)
[l]