Er der nogen pointe i at fortsætte?
Vil forsøge at gøre det her kort og ligetil:
- Har autisme, hurra...
- Dette betyder at jeg ikke har et kropssprog og lige så godt kunne være fra en anden planet end alle andre.
- Dette betyder at sociale relationer altid går galt.
- Dette medfører flere og slemmere depressioner, hvilket betyder nedsat selværd, hvilket medfører at det er endnu mere kropumuligt at indgå i sociale relationer, hvilket leder til flere og slemmere depressioner...
- Det er blevet så slemt at man kan slå benene væk under en pige, få hende til at blive dybt forelsket, og efter selv kort møde i samme rum, er alle former for følelser hun havde udryttet.
Er der nogen pointe i at forsætte? Jo mere man prøver, jo værre bliver det. Så er der nogen der kan komme med noget argument for at man ikke bare skal se at få sig selv slået ihjel så det er overstået?
- Har autisme, hurra...
- Dette betyder at jeg ikke har et kropssprog og lige så godt kunne være fra en anden planet end alle andre.
- Dette betyder at sociale relationer altid går galt.
- Dette medfører flere og slemmere depressioner, hvilket betyder nedsat selværd, hvilket medfører at det er endnu mere kropumuligt at indgå i sociale relationer, hvilket leder til flere og slemmere depressioner...
- Det er blevet så slemt at man kan slå benene væk under en pige, få hende til at blive dybt forelsket, og efter selv kort møde i samme rum, er alle former for følelser hun havde udryttet.
Er der nogen pointe i at forsætte? Jo mere man prøver, jo værre bliver det. Så er der nogen der kan komme med noget argument for at man ikke bare skal se at få sig selv slået ihjel så det er overstået?