Er der nogen som har prøvet at være svigtet???

For ca. 1½ måned har jeg optaget at min mand er mig utro.
Han er 31 år og hun er 20 år gammel!!!!!!!!
Han siger at de har aldrig været i seng sammen, men hun var en han har snakket godt sammen, hun har haft noget han manglede hos mig🙁Det hele har stået på i ca. 3- 4 måneder.
Vi har 2 børn sammen od derfor har jeg besluttet at kæmpe for vores forhold igen...
Han vil også kæmpe for vores forhold, men jeg skal ændre på mange ting... Han siger at jeg har haft alt for stor mor- rolle og glemt at være kone til ham. Han savnede kvinde, siger han.
Jeg vil prøve at kæmpe, men er meget , meget ulykkelig. Min humør svinger helt vildt meget, fra meget glad til meget deprimerende. Mine børn kan mærke det på mig.
Er meget forvirret , ved ikke hvad jeg tror på.
Drømmer tit at jeg er sammen med en anden og bliver så skuffet når jeg vågner!
Er det normalt at man har det på den måde når man oplever utroskab ?

så det var hans undskyldning? istedet for at snakke med dig om,hvad han har savnet,hopper han i kassen med en anden og yngre model? Selvfølgelig har de haft sex sammen,hvad havde du tænkt dig? Hvorfor gider du spilde tid på en ,som lige har bevist at han ikke gider dig? Jeres forhold bliver aldrig det samme.Du skal vogte ham resten af livet.

Jeg ser så mange indlæg ang utroskab.
Jeg begynder at tro,jeg er den eneste tro mand i danmark. Hvad går der galt❓Er folk for selvcentreret? Lader sig friste osv, men meget tit med den samme historie med at det er kvinden, der låser sig fast i kun at være der for børnene.
Det er jo beskrevet i utallige bøger, at sådan bliver kvinder når de får børn.
Er det så dumhed? eller uvidenhed?.
Ja en underlig ting at tænke på, og undskyld for ikke at svare på dit spørgsmål, måtte bare smide nogle spørgsmål op i luften for at rense ud.

Du skal først og fremmest tænke på dig selv, og dine børn.
Er dine børn tjent med en Mor, som svinger meget i sit humør???
Du vil kæmpe for jeres forhold pga børnene, men hvorfor vil du det???
Du er en perfekt MOR, som har taget vare på jeres børn.
Imens din mand, har hygget sig med en anden. Så hvorfor skal du ændre dig.
Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal svare dig😖
Måske kan du tilgive ham, men du glemmer det aldrig, det er det største
svigt, man kan være ude for.
Håber du har nogen, som du kan snakke med om det.
Håber det bedste for dig og dine børn[s]

Det er helt normalt at være rystet inderst inde, at gennemgå et kæmpe følelsesregister af svigt, had, kærlighed, ulykkelighed osv.
Jeg tænker umiddelbart, når jeg ser dit indlæg - hvilken del af skylden påtager han sig? Eller siger han blot, at det var din skyld, fordi du ikke opfyldte hans behov? Lægger han denne skyld og pres på dig, oven i din sorg?
Giver du ham lov til det?
Har du lov til at udspørge ham, til både du og han bliver blå i hovedet af spørgsmålene, eller lukker han af, fordi han ikke vil konfronteres med hvad han har gjort?
Er i villige til at opsøge en par-terapeut, der kan hjælpe jer med at finde de rigtige løsninger?
Og er der ikke andre grunde for dig til at bive i forholdet, end jeres børn? Hvad med dine følelser?
Uanset om jeres forhold holder eller ikke, vil det for altid være ændret! Og du skal, under alle omstændigheder, "deale" med alle de følelser, der er sat i gang hos dig! De forsvinder ikke bare af sig selv - uanset om manden er der, eller du har valgt at han ikke skal være der længere.
Kh
Hende der smiler

Sikke en dum skid, at give dig skylden. Naturligvis er du mor og han er vel far, men det glemmer han åbenbart.
Du skal bestemt ikke påtage dig skylden. Jeg vil håbe for dig, du økonomisk kan klare dig alene, hvis det bliver nødvendigt. Han lader ikke til at være indstillet på skilsmisse lige nu. Du skal også stille nogle krav til ham. Ellers vil han efterhånden få dig helt ned med nakken.
Uh, jeg kender typen. Jeg er fra en tid, hvor man måtte blive på grund af penge. Forlade mine børn ville jeg ikke. Hvad måtte jeg ikke finde mig i, det var ikke småting. Efterhånden blev han værre og værre. Det var naturligvis min skyld alt sammen.
Til sidst var jeg en stor undskyldning for mig selv.
Havde jeg haft penge ville jeg have forladt ham. Jeg elskede ham, men det er værre at leve med ham end væk fra ham. Da børnene blev store forlod jeg ham og forlangte skilsmisse. Jeg havde ikke været så lykkelig længe. Nu var jeg fri for hele tiden at tænke på, hvad jeg nu skulle gøre for at stille ham tilfreds.
Og jeg kom over det. Det gør man selv om du ikke tror det lige nu. Fortæl dig selv hele tiden, det varer ikke ved. Kan han ikke opføre sig ordenligt, så forlad ham, hvis du har muligheden, du kommer over det. Stil krav til ham nu. Sig du ikke vil finde dig i han laver numre, hvis I skal blive sammen.
Det er for din egen skyld, ellers ødelægger han dig. Jeg blev nærmest ødelagt. Jeg er overrasket over, jeg blev rask igen, så slemt var det. Det skal du ikke byde dig selv.
Jeg har siden fundet en anden mand,og han er helt anderledes. Så de findes. Og man kan blive lykkelig igen. Er jeg ked af noget i dag siger jeg til mig selv. I morgen er det bedre. Jeg mener, at alting bliver ikke ved med at være ulykkeligt. Det skal du tro på.
Jo, du kan tro, jeg drømte om en anden, en der kom og ville elske mig og hjælpe mig. Jeg blev også så skuffet, når jeg opdagede virkeligheden.
Jeg ved, hvilket helvede du er i nu, husk du er ikke alene. Jeg troede, jeg var den eneste, hvor naiv kan man være, men det var jeg ikke. Du er heller ikke alene. man føler sig så alene, på en måde er det rart at vide, man ikke er helt alene. Snak med mor/svigermor. det ville jeg ønske, jeg havde gjort. Eller snak med nogen, der vil lytte.
Jeg fik et godt råd af en psykiater, jeg måtte opsøge, fordi jeg ikke kunne holde op med at græde, tårerne løb konstant og jeg kunne ikke spise, Snak med andre, gå ud og dans.
Det kunne lade sig gøre for mig, fordi børnene var store nok. Det kan du jo sikkert ikke,men snak med andre.
Sig til ham, han må ændre sig. Vise dig noget mere opmærksomhed, som kvinde. Give en buket, vise han elsker dig. Det har DU manglet. Han må ikke tro du har eller give dig skylden.
Husk det. Det er ikke din skyld. Det er lige så meget hans skyld. Han glemte dig som kvinde. Han glemte, han var far.

Det sjove var, da jeg havde fået nok, og ville skilles, det ville han ikke. Men det er typisk for den slags mænd. Han giver os skylden, for så kan de selv med god samvittighed fortsætte, for det er jo vores skyld det hele.
Det fortæller han andre. Han er uden skyld. Sådan gjorde min eksmand.
Skrevet til dig i den bedste mening.

-hvor er du et sødt menneske, at skrive så langt og godt et svar tilbage til den ulykkelige Sandra.
Det glæder mig at du er kommet videre og har et godt liv nu.
/Klokken

Tusind tak for din svar!
Dejligt at nogen forstå mig, og ja jeg har savnet at han behandler mig som kvinde!
Har savnet omsorg fra hans side, men når jeg siger det til ham så selvfølegig passer det ikke.
Jeg tror nok at jeg er bange for at være alene med børnene og derfor vil ikke gå fra ham. Har ikke stor netværk...
Tak igen :-)

med at frigøre dig fra din mand - følelsesmæssigt, dvs. du skal vinde dig selv tilbage og genfinde din kvindestolthed. Det kræver hårdt arbejde, men det ER muligt!
Stille og roligt ja, for jeg ved godt du netop ikke kan gøre dette i èt hug, fordi du - som en anden så godt beskriver det - sidder dybt fast i mudderet p.t. Og så KAN man bare ikke skride fra det hele, man er bundet SÅ meget op omkring denne mandsperson, som man engang elskede blindt, så meget at man ikke kan forestille sig nogen anden i verden vil kunne elske en!
For man skal nok finde en eller anden fejl hos sig selv, som gør at man er overbevist om man er helt afhængig af hans form for kærlighed resten af sit liv. Og det selvom man har mistet sig selv i kærligheden til netop ham, ham som glemte en som kvinde, ham der har såret så meget...jamen hvorfor bliver man alligevel? Tror selv det er noget selvdestruktivt hos kvinder der binder os til mænd, der behandler os skidt. 😖
Pusser

Vi er mange som dig, men der er et liv efter utroskaben, selvom man kan synes, at tilværelsen ligger i ruiner.
Personligt synes jeg, jeg døde. Chokket var ubeskriveligt! Jeg skreg og græd i ét væk. Jeg blev fysisk dårlig og troede mit liv var forbi! Alle de løgne jeg godtroende idiot havde troet på! Jeg havde jo en mand, der elskede mig? Og det bedyrede han da også, da han lå på sine grædende knæ. Men der er noget, der for altid er ødelagt. Tilliden!
For mig var det desillusioneringen, der var det værste. Det, at verden ikke var, hvad jeg troede den var, var et stort chok.

Det lyder som om, du er ung endnu, så tænk dig nøje om. Om konsekvenser, fremtidsmuligheder og hvor meget du vil ydmyges.
Jeg vil ikke råde dig i, hvad du skal gøre, men bare udtrykke, at du ikke er alene, og at jeg ønsker det bedste for dig.

Selvom mange herinde ikke kan lide min historie om utroskab, så var det denne følelse af afmagt og sårethed, som - kan jeg nu se i bagspejlet - førte til min senere utroskab. Min mand var ikke utro, men han forstod at spille på mine svage sider fremfor at understøtte mig i det stærke og kreative. OG:
Han(og din mand måske også) udøver denne form for skjult undertrykkelse ubevist tror jeg. De føler sig måske afmægtige overfor vores kvindelige (oprindelige) styrke, og kan kun føle sig lige med os, ved at undergrave vores selvtillid...det kan også ske ved at fremhæve andre kvinder på lige de punkter hvor man ellers følte sig "suveræn" og elsket, og så man føler sig endnu mere afmægtig, for på en finurlig måde bliver man så afhængig af HANS accept, fremfor af sin EGEN personlige dom.
Så at din mand finder sig en 20-årig som ikke kan give ham ordentligt modspil, tyder på han er en meget svag mand i virkeligheden. 😖
Skift brillerne ud og se ikke længere på dig selv med din mands øjne, men med dine egne øjne (hvis de da stadig fungerer) se på dig selv med kærlighed. Sådan begyndte min frigørelse, fordi jeg altid har kæmpet mod uretfærdighed og forstod jeg blev behandlet uretfærdigt, hermed lykkedes det mig at kæmpe for mig selv denne gang. Prøv om du ikke kan finde styrke i at kæmpe for dig selv - og hermed for din værdighed som kvinde/mor som dine børn vil kunne være stolte af senere hen. For de påvirkes negativt af en svag mor. [:*(]
Jeg begyndte at frigøre mig fra min mand i mit stille sind, da jeg opdagede hvordan han for at få overtaget forsøgte at knække min selvtillid - ikke bevidst, men i hele hans attityde. Jeg er kunstner - det især frygtede han (tror jeg - at jeg skulle overhale ham indenom, og dermed blive mere attraktiv for andre mænd??). Jeg kunne tænke at din mand nok helst så dig som IKKE attraktiv for andre, og så har han jo selv frit lejde til at forsøge sig med lidt nemmere kvinder....Hm.😕

Jeg bad til de højere magter om at blive FRI for mine følelser for min mand, så jeg kunne vinde mig selv tilbage igen. Og det skete for mig gennem en længere proces. Nu føler jeg at jeg kan og tør leve i overensstemmelse med mig selv. Jeg satser nu på mit eget liv uafhængigt af hvad min mand synes, og jeg arbejder med det jeg holder mest af i denne verden - hos mig kunsten. Jeg er bedøvende ligeglad nu - min mand kan simpelten ikke kue mig længere.
Han har virkelig fået sig en lærestreg efter min utroskab. Han er overfor mig nu, som de første forelskelses år. Jeg er ikke i tvivl om hans kærlighed og føler mig stærk igen og som e hel kvinde - efter at have været helt uden selvtillid, ser jeg så først nu!! Både som kvinde og kunstner turde jeg jo ikke stå ved mig selv.
Håber du kan bruge min historie til noget. At du skal tro på dig selv uanset hvad din mand finder på, for det har dybest set INTET med dig at gøre. Så du må kæmpe dig ud af muddergrøften nu - stille og roligt, og genfinde din medfødte kvindestolthed.
Håber det bedste for dig - for når jeg kunne, så kan du også 😉
Knus Pus[f]

Han påtager sig næsten ingenting.
Han er ked af fordi han var utro , men det var min egen skyld han gjorde det og nu er det mig som skal rette på det hele.
Jeg føler at jeg har ikke mulighed at være ked af , fordi jeg skal hele tiden tænke på ham , hvordan han bliver glad!!!
Jeg føler mig så tom, tror at mine følelser for ham er forsvundet.
Jeg er bange for at være alene, har været sammen med ham i 10 år.
Han ændrer ikke på noget, han tror at det hele er min skyld, at jeg blev opdrager forkeret fordi min mor er dominerende i hendes ægteskab.
Jeg finder mig i alt muligt og siger ikke meget, og han synes at vi skal bare glemme det hele og forsætte med vores liv.
Men jeg kan bare ikke glemme det hele.
Synes ikke at jeg var så slemt kone at han kunne være bekendt at svigte mig som han gjorde.

Din kone må være rigtigt heldig :-)
Han siger at han forstå det, at kvinde bliver helt anden person når børnene kommer i verden. MEN hvad med ham? Derfor han har fundet noget hos en pige på 20 år som han har manglet hos mig.
Altså hvordan kan jeg samlingens med en på 20 år?

Kære Sandra
Hvad han har fundet hos en ung pige. Han har badet sig i hendes tilbedelse. Han er ikke særlig moden og vil gerne bekræftes i han stadig kan få kvinder.
Jeg forstår godt, det er svært at få modet til at droppe ham. Alene det at tænke på, hvor skal vi flytte hen, hvordan skal vi bo, kan jeg klare det økonomiske, hvad med hans samkvem med børnene. Jeg tror egentlig heller ikke, jeg havde modet.
Du skriver også, du tror dine følelser er døde, det forstår jeg. Man føler sig totalt lammet. Jeg vil ønske for dig, at dine følelser er kølnet meget af over for ham. Så kan du meget lettere holde tilværelsen ud.
Lad han ikke få indbildt dig, at det er din skyld. Det er det ikke. Skylden er hans og hans alene. Uanset hvad, behandler man ikke andre sådan og slet ikke sine børns mor.
Du skal have kræfter til at tage dig af dem. Han er åbenbart ikke nogen særlig god far.
Fortæl ham, du ikke vil påtage dig den skyld, der alene ligger på ham.
Jeg ved, hvor svært det er, at prøve på at tænke på andre ting. Jeg vil ønske for dig at du kan. Prøv om ikke der et et eller andet, der kunne vække din interesse og gå op i det. Sådan at tankerne kommer lidt væk fra ham.
Lige meget hvad du gør, påtager dig skyld, gør alt for at tilfredstille ham, vil det ikke lykkedes. Han trænger til kamp.
Jeg kan fortælle dig, da jeg gav op og mine følelser blev kolde, jeg begyndte at kigge på verden, da min eksmand opdagede det, forandrede han sig. Han ville have mig tilbage.
Hvis bare du kunne vise ham ligegyldighed, vise ham, det er ham der skal kæmpe for at beholde dig.
Hvis det ikke er dig, der betyder mest for ham, så kan det være ligegyldigt.
At bruge livet for at kæmpe for en kærlighed man ikke får, det er der ingen grund til. For der findes andre. Egentlig kunne jeg unde ham, at du fandt en anden.
Men, jeg tænker på jeres børn. Jeg har ondt af dem. Du må undgå de hører skænderier.
Jeg ved hvor svært det er , men det er så synd for dem. Tænk på, deres tryghed er jo mor og far. Deres far er så ret umoden , så de har deres mor. Som mine børn havde mig.
Du kan ikke sammenlignes med en ung umoden pige på 20 år. Du har født hans børn. Du er hans kone, hans børns mor. Han burde skamme sig.
Nu giver han dig tilmed skylden. Åh, jeg kunne ruske ham.
Mine børn ville aldrig være utro, det hader det, efter det med deres far. Så naturligvis er de blevet påvirket af det. Derfor tænker jeg på dine børn. Tænk på dem, du får det mange gange tilbage, når de bliver store.
Alt kommer op i mig, da jeg læste dit indlæg. Jeg føler virkelig med dig. Jeg ved hvad du går igennem. Hvis bare jeg kunne få dig til at tro på, det varer ikke ved. Du kommer over det. Dine følelser vil blive mere kolde over for ham med tiden. Man siger, der altid er en, der elsker mere, lad det blive ham.
I dag fatter jeg ikke af hvorfor jeg lod min eksmand have den magt. Jeg skulle have givet ham modspil, så han havde været i tvivl om, hvor han havde mig.
Det er jo svært, når man er den trofaste type, men sådan er der åbenbart nogle, der skal have det.
Kan tanker hjælpe vil jeg sende dig styrke til at klare ham. tag afsted en aften engang imellem, så kan han være barnepige. Vis ham du er glad, når du kommer hjem. Så bliver han usikker på, hvad du laver. Min eksmand blev så nervøs, at han aflæste , hvor mange kilometer jeg havde kørt i bilen.
Han havde grund til at blive nervøs, for som tiden var gået, børnene blevet store var mine følelser døde. Den slags mænd har svært ved at tro, at følelserne for dem kan dø.
Du burde tale med en psykolog for at få dine følelser på plads, men det er jo dyrt, det ved jeg.
Du kan låne en bog på biblioteket og læs om den slags, så bliver du klogere på, hvad der sker. Det hjælper, selv om du måske ikke lige tror det nu.
Ja, som du ser tænker jeg stadig på dig. Jeg kan ikke rigtig slippe dig. Jeg ville ønske jeg kunne sende dig noget af min styrke.
Fat mod, det bliver ikke ved, hvis ikke du vil have det. Vis ham styrke.
Jeg skriver til dig, fordi du skal ikke føle dig alene. Jeg tænkte på dig, med det samme jeg stod op.

Jeg får helt deja-vu ved at læse din historie. Mine børns far lavede samme "nummer" - og det tog mig lang tid at beslutte mig til hvad jeg ville! Og det var en stor belastning for mig som person - jeg var tæt på at gå ned på det - fik ikke sovet, spiste intet og var bare ulykkelig konstant i et halvt år!
I det halve år forsøgte jeg alle mulige ting, blandt andet at arrangere en kærlighedsrejse for ham og mig uden børn, hvilket han afslog - og da han igen og igen påstod, at fejlen var min blev det mig en dag for meget. Jeg følte, at uanset at begge har haft en part i utroskab, at man i det mindste kunne vise den anden så meget respekt, at man valgte det ene fra, før man valgte det andet til. Desuden påstod han at forholdet var afsluttet, hvilket det ikke var!
Jeg valgte til sidst, efter megen overvejelse, at gå fra ham!
Det var den eneste måde, hvorpå jeg kunne rejse mig igen som kvinde, for han havde først trådt mig ned og ved ikke at tage ansvar, valgte han så at sige at blive stående!
Tillad ham ikke at lægge skylden på dig - hans ansvar har hele tiden været, at sige fra overfor dig, før han indlod sig på andet!
FORLANG at komme til par-terapi! Uanset udfaldet vil det kun kunne hjælpe!
Og lad ham ikke træde på din familie overfor dig, ved at drage paralleler og påstå at du er ligesom din mor!
Rejs dig og hvæs kløer nu - for din egen skyld er du nødt til, at bevise overfor dig selv, at du er mere værd!
Der er intet farligt i at være alene!
Jeg kender det - jeg gik ud af ægteskabet, uden at have været sexuelt sammen med andre, aldrig have betalt en regning selv - og aldrig have boet alene! Jeg tvivlede SÅ meget på om jeg kunne klare det og var hunderæd for verdenen som alene-mor - alt det ansvar!
Hvis jeg kan, kan du også!
Lyt til hvad din indre stemme fortæller dig - den stemme er den eneste i denne verden som du kan stole 100 % på!
Smil fra mig til dig

Der må være en bestemt type mænd. For som du beskriver det, sådan føltes mit ægteskab også.
Bortset fra, at jeg holdt ud i 20 år. De sidste fem år var de værste. 5 elskerinder havde han på en gang. Alle, tror jeg, lovede han ægteskab, når han slap af med mig.
Det hele var min skyld og det luftede han over for elskerinder og andre.
Det kneb ham til tider at holde styr på hele flokken, på den måde fik jeg at vide, hvad han fortalte.
Jeg nægtede ham sex, og det var meget slemt for en mand som ham, fik jeg at vide fra andre.
Jeg forsøgte også med en kærlighedsrejse. Hvad skete, han tog alene afsted, han ville ikke have mig med.
Så fortalte han, at forholdet var afsluttet, så var det optaget igen, fordi jeg var som jeg var.
Jeg havde, som du, ikke kendt andre end ham. Jeg havde heller ikke været alene før.Jeg havde heller ingen penge.
Jeg kunne ikke spise, ikke sove, jeg tabte mig uhyggeligt.
Så blev jeg klar over, jeg var ved at dø langsomt.
Derefter forlangte jeg skilsmisse. Det ønskede han ikke. Men sådan blev det.
Han gik fuldstændig i opløsning. Kunne ikke mere skjule over for omgivelserne, hvordan han var. Bl. a. talte jeg med hans stakkels mor, som han blev væmmelig over for.
Jeg begyndte at leve.

Mit ægteskab holdt i 17 år - og jeg har lært en del af det - allermest har jeg lært af tiden efter!
Jeg har lært hvor attraktiv, kvik og dygtig en kvinde jeg er, og hvor god en mor jeg er - nu da jeg ikke hører hans misbilligelse konstant! Og jeg har lært at jeg er langt fra så frigid, som han påstod at jeg er - dermed må det jo have været ham, der ikke forstod at gøre sex interessant for mig ...hvem har lyst til at åbne sig og være fysisk sammen med en tyran, der kun er negativ? ;o)
Min selvtillid er i den grad genoprettet - og jeg tillader aldrig at den bliver anderledes i resten af mit liv!
Mænd der føler at deres kvinder nægter dem sex, bør se indad og se hvorfor ......
Ingen er perfekte - hverken mænd eller kvinder, men hvis din partner ikke er den, der slår armene om dig, når du er fortvivlet, skal din partner heller ikke forvente at du slår armene om Ham/Hende!
Tillykke med dit og mit nye liv! Vi er videre - og klogere :o)
Smil til dig fra mig

der er problemet her!
Og det gælder vel både mænd og kvinder - at de efter mislykkede ægteskaber hænger deres hhv. mand eller kone ud, for efterfølgende GENERELT at overføre deres oplevelser negativt på andre mænd/kvinder....
Mange mænd oplever i ægteskabet dette: Når kvinden først har fået børn med ham og hun er sikker på manden nu er bundet til ægteskabet (kald det bare forældreskabet) og hun han elsker sine børn overalt og meget nødig vil se sig selv som weekendfar - ja så lader hun hånt om sin kvindelighed! Hun kører derudad med sit rengøringsvanvid og sin kontrollerende adfærd med sin altid utilfredse facon! Alt imens hun er ham utro med bagerens fristelser oveni. ja kort sagt hun udvikler sig til modsdætningen af den kvinde han oprindeligt blev forelsket i.
Og mange kvinder oplever i ægteskabet: Når manden først er blevet sikker på sin kvinde, får hun den lidet attraktive rolle, som hans moar for ham. Han ser hende ikke længere som den attraktive erotiske udfordring, men mere som hans mor der elsker ham uanset hvad! Og han kan jo altid lade sig stimulere af andre kvinder imens - om ikke andet så pornokikkeri. Men dybest set interesserer hans kone ham ikke længere som KVINDE ! For hun er blevet hans mor nu. Og en mor elsker man ikke som et erotisdk væsen - men er det denne form for kærlighed kvinder søger❓
Det er synd for mænd og kvinder, når de går så meget fejl af hinanden som tilfældet er i dagens Danmark. Det bedste råd er derfor at hver enkelt tager fat i sit EGET liv og tager det på sig og opfylder sine egne behov - fremfor at gå rundt som en frustreret selvmedlidende ynkværdig person, der mener det mere er partnerens SKYLD at ægteskabet gik som det gik.
citat:"Jeg nægtede ham sex, og det var meget slemt for en mand som ham, fik jeg at vide fra andre. Jeg forsøgte også med en kærlighedsrejse. Hvad skete, han tog alene afsted, han ville ikke have mig med. "
Undskyld mig men på den baggrund, kan jeg virkelig godt forstå, din mand tog alene afsted 😉
Men det kan sagtens lade sig gøre at få et dybt og intimt ægteskab, der holder over tid! Man skal bare skippe alle fordomme og droppe moralisternes opskrift på "det rigtige ægteskab" . Dvs. man skal turde gå sine egne veje, for at finde sin helt personlige løsning på problemerne. Gør man det, kan man selv og ens partner sagtens udvikle sig i den ønskede retning.
Vi forvandler os alle undervejs - undttaget de der går rundt som levende døde - derfor er der altid håb for kærligheden, ja selv i de mest fastlåste ægteskaber.[f]🙂[l]
Pusser

Pusserpigen
Læs lige mine indlæg igen, og du vil forhåbentligt se, at det ikke var sådan det forholdt sig i MIT tilfælde. Faktisk lidt modsat - ay jeg havde den der negative mand, som ikke kunne stilles tifreds, medmindre alt blev gjort og sagt, som han syntes det skulle!
Og indrømmet - set i bakspejlet - gjorde det, at jeg ikke havde lyst til sex med ham. Men er det så hans skyld eller min ;o) Og giver det ham ret til at kalde mig frigid?
Jeg burde være gået fra ham tidligere - det er helt sikkert - men han burde have afsluttet vores forhold, inden han startede et nyt! Han havde INGEN ret til at trække mig igennem det helvede det var, at stå midt i utroskaben, uden at have haft noget af det sjove! Det VAR hans ansvar ....og jeg tog ansvaret på mig, efter at have tænkt tingene igennem i det halve år, hvor han bad mig blive og lovede guld og grønne skove, for dagen efter igen at mene at alt var MIN skyld. Jeg valgte skilsmissen - jeg betalte for den - med penge og med en stor del af mit indre, min tillid til mænd og med den sidste rest af mit selvværd!
Vi forvandler os undervejs - ingen tvivl om det ...det fritager bare ingen af os fra ansvaret om at tage vare på hinanden, opføre os som mennesker istedetfor dyr, og give ens børns anden forælder en smule respekt!

Undskyld mig, du læser forkert. Jeg nægtede ham ikke sex. Men det var noget han sagde, for at få medlidenhed fra damerne.
Men du er ,måske en af hans tidligere elskerinder, siden du har så let ved at tro på det.

Jeg blev harmdirrende, da jeg læste hvad du skrev. Du tager SÅ meget fejl.
Jeg skrev: Jeg nægtede ham sex, og det var meget slemt for en mand som ham. FIK JEG AT VIDE FRA ANDRE.
Jeg er ikke mere et nikkefår, som lader mig byde alt, at du ved det. Tro du, hvad du vil. Jeg ved, hvad der er rigtigt. Ingen mand skal nogensinde mere behandle mig på den måde. Jeg har et godt liv i dag. Jeg har været gift med den samme mand i mange år efter den første. De er ikke alle sådan, som den første. Han var bare et rigtig kedelig stykke "mandfolk".
Utrolig så klog du er. Bare du ikke knækker nakken på den mening.

"og droppe moralisternes opskrift på "det rigtige ægteskab"
Pusserpigen har så travlt med at promovere sin egen opskrift, at hun læser kommentarerne som en vis mand læser bibelen

Jeg har læst din profil. Nu forstår jeg dig bedre. Du har jo selv været utro. Derfor er det så rart, at kaste beskyldninger i hovedet på andre.
Det er sandelig partnerens skyld, at man er utro, ikke sandt. Det gælder for dig om ikke alene at finde undskyldninger for dig selv, men samtidig er det rart at beskylde andre for, at det er deres egen skyld, ægtefællen er dem utro. Det giver dig sådan en rar fornemmelse, ikke. Derfor valgte du at overse, hvad jeg skrev, at det var noget han bagtalte mig med. Ligesom andre ting, han bagtalte mig med.
Nøjagtig lige som det du gør, prøver at retfærdiggøre dig selv.
Jeg fik altså ret. Du kunne godt være en af de fem. Kors for et lille menneske du er.

Kære pusserpige,
Dine to indlæg her viser at du er blevet mere nuanceret. Godt for dig. Nu håber jeg bare at du ikke per automatik klandres for dine tidligere, meget bombastiske, udtalelser.
Utroskab er stadig ikke den rette løsning i et ægteskabelig problem. Når det er sagt, viser livet, dit og mit, at man kan hvis ønsket er der, komme langt bedre ud af det efterfølgende. Men det kræver hårdt arbejde, mod, selvindsigt og vilje. Du har været den utro, jeg den utrosramt. Jeg har en vis forståelse for dit synspunkt.
Der hvor vi er enig, er at det er vigtigt at være stolt over sig selv, og at det at genfinde ens kvindelig stolhed er alfa omega. Når først man er glad for sig selv og skaber et godt liv for sig selv, vil manden ønske at være en del af det.
KH
Micha[s]

Kære Micha, jeg er glad for du kan læse min historie også ud fra din (den svigtedes vinkel nu) for det var måske også, det der var problemet, da jeg startede herinde. At folk ikke kendte hele baggrunden for min utroskab.
Jeg synes stadig,der er mange andre former for svigt eller utroskab i et parforhold, end lige den fysiske utroskab. Og disse svigt kan netop senere føre til, at den anden part er utro. Jeg mener hver enkelt må redde sig selv, hvis kærligheden ødelægger en. I mit tilfælde reddede jeg mig selv gennem utroskab, som jeg derfor stadig ikke fortryder, da det førte så meget godt med sig. Og jeg vil kunne gøre det igen, hvis samme situation skulle opstå!
Men der er sikkert mange andre måder...også måske bedre - f.eks.kan jo også helt forlade åstedet og begynde forfra med sig selv. Jeg personligt er så bare glad for, jeg blev hos min mand, for jeg kan ikke forestille mig et liv uden ham, vi er simpelthen blevet for tætte i årenes løb. Det ville blive et ulideligt savn, hvis vi skiltes, tror vi begge ville gå helt ned på det.
Dette mener jeg også selvom jeg stadig er stærkt tiltrukket af min forh.v. elsker - ikke er "færdig" med ham i den forstand at han lader mig ligegyldig. Men det smerter ikke at se ham mere, som det gjorde lige efter bruddet, jeg er ovre ham i den forstand at jeg ikke har den dragning mod at tækkes ham som tidligere. Det er virkelig befriende 😃[f]
Set i bakspejlet, har jeg frigjort mig først fra min mand og siden fra min elsker. Så at frigøre sig og blive herre i eget hus er simpelthen hele omdrejningspunktet her, som jeg godt vil give videre til andre kvinder i følelses mæssigt underskud overfor deres partner. Kan mærke det har været en sund proces også for min mand, da der er en større rumlighed mellem os nu. Før var jeg var alt for afhængig af hans sindstilstand osv. og dette er noget som masser af kvinder kender til. Det er jo lige denne svaghed hos os, som gør at selvundertrykkelsen hos kvinder er så udbredt.😖
Alfa omega må være at hver enkelt finder sin indre værdighed og selvværd tilbage, hvis den er blevet undergravet under ægteskabet - her at kvinden mister sit selvværd. Det sker jo i mange ægteskaber, hvor vi kvinder har det med at hige efter at få positiv respons og opmærksomhed fra netop HAM som vi elsker, og ikke fra alle mulige andre (modsat mænd?).
Men så får manden ofte al for stor magt,og værre bliver det, hvis han også misbruger sin magt.😕
Tak for nu, skal ud i den rigtige [s] derude. Herligt vejr 🙂
Knus
Pus

Du har fået rigtig mange gode svar, derfor vil jeg blot sige, at du deler skæbne med mange kvinder, det gør ikke din dine problemer mindre eller din sorg nemmere at bære, men rart at vide, at man ikke er den eneste i verden.
Jeg er blevet svigtet af to mænd, jeg vil vove at påstå, det ville være nemmere hvis de var døde, så havde man i det mindste ikke den følelse af svigt og så vidste man , at man SKULLE videre i livet.
At stå med det ene ben ude af ægteskabet og inderst inde håbe man kan få det til at køre igen er dybt frustrende.
Jeg ønsker det bedste for dig med disse ord. EFTER REGNEN KOMMER ALTID SOLSKIN.[s]Irene

at høre om en utros bekendelser og mulige udvikling, - men Pussekat! - Har du nogensinde været svigtet? - Det er det, der blir spurgt om, søde. Du kunne prøve at holde dig til emnerne bare engang imellem! - Så kunne du altid lige sætte et NB på med lidt utoskabsforherligelse!😉

Har prøvet det samme, han mangler noget, hva med med dig?
for du og ungerne hans opmærksomhed?
det er tit sådan, at mænd der mangler noget glemmer, at de også skal give noget igen
der er nemt, at bare klage og sende sin udmodenhed vider til dig, hav bilder han sig ind?
du er for meget mor, så er han sikkert ikke ret meget far.
Selfølig skal man huske kærlighed og romantik men det skal være der hjemme.

Hvis jeg læser mellem linjerne i alle de indlæg der er lavet her, så er alle mænd nogle svin. Hos os var det min kone der var er s...
Nå det var lige min galde. Nu lige et par ord til Sandra
1: Det var ikke din skyld. Ja han var sikkert utilfreds med et eller andet, men du skal ikke finde dig i at han giver dig skylden for at han er dig utro.
2: Hvis du ikke kan få ham til at være ærlig om hvad han har lavet med hende, skal du nok heller ikke forvente at han vil være ærlig i fremtiden. Hvis han ikke vil indrømme at han vil har haft sex med hende, så prøv om du ikke kan snyde hende til at indrømme det.
3: Det er klart at du skal ændre nogle ting, men hvis han ikke ligger nede på hans knæ og tigger dig om det, så gør han det igen og igen. Hvis han ikke springer rundt for at rette op på hans utroskab, ønsker han ikke jeres ægteskab skal fortsætte.
4: Kan han ikke forstå det selv skal I søge hjælp. I snakker sikkert ikke så godt sammen lige nu. Alt hvad den anden siger er forkert, så få en udefra til at sige de vise ord.
5: Stil krav til ham. Vær ikke bange for at det så er slut mellem Jer. Kan han ikke leve med de krav du stiller ham, vil du for altid have det dårligt med dig selv. Når du har det dårligt med dig selv har dine børn det også dårligt.
6: Det er ikke sikkert I kommer igennem det sammen. Du skal måske prøve, men ikke for en hver pris.

Jeg er selv blevet hos min kone og mine børn. Jeg blev kun for børnenes skyld. Min kone var mig utro for 4 år siden. Hun gav også mig skylden, hun var heller ikke ærlig om det med lagen-gymnastikken og jeg fik det ud af ham istedet for. Hun vil ikke snakke om det.
Jeg lever stadigvæk i en tåge, det bliver aldrig rigtig godt igen. Jeg regner vel inderst inde med, at en dag når ungerne flytter hjemmefra at så bliver vi også skilt. Lad være med at udsætte det hvis han ikke vil samarbejde. Hvis jeg lader mig skille i dag er det jo mig der er en idiot - ingen kan forstå at jeg stadigvæk ikke er kommet over det der skete dengang for fire år siden.
Held og lykke

Tak for din svar, og tror mig at han er på hans knæ nu.
Nu var jeg den perfekte kone, mister alt hvis jeg går fra ham ....
Fik bekræftelse på i sidste uge at de var i seng sammen og at han har lovet hende livet sammen !!
Jeg forlader ham så må han passe på i sin næste forhold, man svigter ikke folk på den måde.
Jeg vil ikke på i tåge selvom mine børn er små.

det havde jeg også gjort. At være passivt accepterende overfor ens kæretses/mands negative adfærd vil jeg da aldrig råde nogen til. Mange mænd mister jo følsomheden, når de tror sig sikre - på deres koner. Så må man handle - enten ved at gå, eller "lave ballade" på hjemmefronten, eller som jeg være utro. Jeg havde efterhånden fået nok af at skulle kæmpe for at blive værdsat - her som ligeværdig med ham indenfor mit fag! Det endte med en indbyrdes magtkamp på det faglige - men det kunne også være på det kønspolitiske område - for er det dybest set ikke det samme 😮
begge dele er dog en dødssejler for ethvert parforhold. Men det er altså op til den enkelte at tage sagen i egen hånd, for ser man passivt til går vreden indad, og til sidst har man mistet forbindelsen til sif selv - sin essens - undervejs.😖
Du skriver:"Og indrømmet - set i bakspejlet - gjorde det, at jeg ikke havde lyst til sex med ham. Men er det så hans skyld eller min ;o) Og giver det ham ret til at kalde mig frigid?"
Næh synes også det lyder som han selv har fremkaldt din ulyst, så jeg forstår dig egentlig godt. Jeg mener også at trådstarter burde ha` forladt skuden forlængst! Men jeg ser nu at hun er i færd med at forlade manden, det håber jeg for hende hun er stærk nok til at holde fast ved. For jeg forstår hende egentlig godt. Selvom jeg ofte kan li` at se dialektisk på en situation, mener jeg det her er manden der manglede et følelsesmæssigt engagement.

Heldigvis lever vi i en fri periode, hvor vi kvinder ikke er afhængige af vores mænd.😉
Pusser

som om du har truffet dit valg. Tillykke
Det bliver en svær tid du går i møde, men det ville det også blive hvis du valgte at blive.
Rank ryggen! Nu kan du se dig selv i øjnene! Du har valgt dine værdier her i livet og kan se fremad.
Held og lykke.

Lad mig fortælle historie om en mand som i 10 år var gift med verdens smukkeste, bedste og mest sexede pige. Han har altid været der for hende og hun vidste at hun kunne regne med ham uanset hvad det drejer sig om. Alle de forpligtelser man har i familien har han delt med hende. Når hun fik for meget, så var han lige der til at tage lasten af. Samtidig passede han et hård arbejde fordi der skulle være penge til ferie, tøj, frisør, kosmetolog og alt andet der skal til for at konen føler sig som en rigtig kvinde. Desuden igennem de 10 år glemte han aldrig en eneste fødselsdag eller bryllupsdag. Han forkælede hende med dyre gaver fordi hun var den bedste og andet fortjent hun jo ikke. Han vil aldrig nogensinde tillade at hans kone løfter noget der vejer mere end 3 kilo, for hvad er han for en mand hvis konen skal udsættes for fysisk arbejde?! Ja, hun benægtede ham sex mange gange og han var ked af det fordi han ikke var så stor i hendes øjne som hun var i hans. Eneste idioten ville var en klap på skulderen og lidt bekræftelse for sin indsats. Han forsøgte mange gange at forklare det til sin kære kone, men hvergang fik det samme svar: "Hvis du ikke kan leve med mig som jeg er så værsgo find dig en anden". Ikke fordi han ikke kunne leve med hende, det kunne han sagtens, hun var den bedste, men hvor har han bare savnet at høre at han var det samme for hende. En dag blev han for egoistisk, tænkte på sig selv og gik i jagt efter bekræftelse. Det er hans skyld, det har han aldrig benægtet og den dårligt samvittighed han har over det følger ham ned i gravet. Han skulle måske gøre det på en anden måde, finde bekræftelse på en anden måde, men hvordan og hvorhen? Hvad hjælper bekræftelse hvis ikke den kommer fra kvinden man elsker allerhøjst i verden?! Han har aldrig beskyldt hende for sin handling, det kan han ikke tværimod han tog fuld ansvar for det. Vi alle er ansvarlige for vores handlinger uanset om de er gode eller dårlige. Sådan er det i livet.