Er du incestoffer?

Jeg er incestoffer. Min far valgte på mine vegne at skade mig på måder som intet mareridt kunne måle sig med. Han tæskede, voldtog og ydmygede os i 9 lange år indtil nabokonen så ham kaste min mor igennem stuen og ringede efter politiet. Jeg skylder hende alt, mit liv, min sjæl, alt. Jeg fik alt den hjælp jeg kunne bede om, den varede til vi i fællesskab besluttede os for at nu var jeg så hel som jeg kunne blive, jeg har accepteret min skæbne og affundet mig med min magtesløshed i situationen. Skammen er idag væk, jeg erkender det ikke var min skyld, jeg anerkender at det var hans valg, hans vilje.
Men hvorfor er mit had så ikke væk? Hvorfor kan jeg stadig vågne og hade ham så meget at det føles som om der brister noget i mig?
Jeg hader ham fordi han mange år inden jeg overhovedet kom til, besluttede sig for at ødelægge min mor, jeg hader ham fordi han valgte at voldtage mig, han valgte at ødelægge mig, lave mig om til et destruktivt menneske der gik glip af hele sin barndom, min teenagetid, langt det meste af mit voksne liv. Jeg hader ham fordi han tager kontakt til mig på facebook og fortæller mig at det ikke var så slemt, at det er min mor der har puttet historier i mit hovede, jeg hader ham fordi han nu lever med sin købte filipinske kone og deres 3 døtre, jeg hader ham fordi han ikke skal leve med det kors jeg skal slæbe rundt på resten af mine dage. Jeg hader ham fordi han forventer at jeg tilgiver ham det, at jeg sætter mit had og mine oplevelser til side fordi han nu har lyst til at se mig igen.
Er du incestoffer? Hvordan kom du væk fra det had, hvordan lærte du at leve i samme land med den der forbrød sig mod dig? Hvordan styrer du lysten til ikke at tage bilen, køre ud og gøre det af med ham? Hvordan kom du videre med fornemmelsen af at vi lever i et samfund hvor der skal være plads til ham der voldtog dig, at det er dig der skal leve i skjul?
For jeg sidder fast, jeg sidder fast i lysten til at få ham fjernet fra klodens overflade så jeg kunne leve mit liv som jeg lystede, så jeg kunne komme rigtigt videre fra hans greb om mig.

Åh, det er hårdt at læse et indlæg, der rammer ens egne følelser.
Samme situation som dig, ikke far, men anden i familiens bekedtskabskreds. Det er nu 7 år siden, men er relevant igen, da jeg netop er blevet kontaktet på FB af denne - med en friend request. (Så meget for at komme i kontakt med gamle venner).
Jeg hader også. Men kun nogengange, kun når jeg har det rigtig skidt. For det meste er tiden er det nu noget, som jeg har lagt bag mig - det er ikke en del af mig længere! For mig har det været essentielt at få lagt afstand til hændelserne, at få gjort det klat voerfor mig selv, at det er en del af min fortid - IKKE min nutid!
Min historie er uden tvivl ikke lige så slem som din, da min mor opdagede det og satte himmel og jord i bevægelse (Og jeg fik masser af støtte). Men måske kan du alligevel se, at det kan lade sig gøre at komme videre og leve et godt og lykkeligt liv, hvor man ikke behøver at tænke på det hver dag!
Min kæreste og mine venner ved det ikke; Jeg valgte ikke at fortælle det, netop fordi det ikke er en del af den person jeg er (ønsker at være) i dag. Når jeg tænker på ha, som gjorde de ting ved mig, så er det ikke med had, eller noget i den dur, det er mere som om, jeg bliver helt følelseskold indeni, når jeg tænker på ham. Og så kommer der en lille tanke op i mit hoved, at han er et sygt sygt menneske, som Aldrig skal i nærheden af mig - eller dem jeg holder af - igen.
Jeg beklager evt. stavefejl, emn det er gået lidt stærkt med at skrive mine tanker ned, blev faktisk ret oprevet af dit indlæg. Føler med dig og ønsker dig held og lykke med din videre bearbejdelse!
Kærlige hilsner,
Hillelil

Den del af jeres liv skal væk!
De svin der har gjort noget så utilgiveligt har ikke fortjent at køre rundt i jeres hoveder og ødelægge jeres sjæle.
Sæt jer ind for at I vil bekæmpe sådanne skammelige mennesker, at gøre noget mod andre. I står ikke alene.
Jeg vil ikke have medlidenhed med jer. For jeg ser Jer som stærke selvstændige personer.
Kig fremad hele tiden.
Det der blev gjort imod jer, skal i ikke tilgive I skal heller ikke acceptere det, for det er på ingen måde tilgiveligt eller acceptabelt.
Lad ikke umennesker fra jeres fortid være en del af jeres fremtid. I bestemmer! Bestem af de ikke skal være en del af jeres liv.
Mht. facebook.
De angrer, tro mig. De er ved at dø dårlig samvittighed. Det er noget i ikke skal have, dårlig samvittighed. Det har sin plads hos dem der skadede jer. Og det er præcis derfor de henvender sig til jer igen. Fordi de bare vil høre 1 ord, der kan lette lidt på samvittigheden. Men lad dem ikke få den fornøjelse.

Det hjælper altid lidt at se jeg ikke er den eneste, så meget et misfoster er jeg trods alt ikke, mine følelser er både legale og almindelige.
Men jeg forstår ikke hvorfor det skal være sådan, hvorfor er det mig der betaler prisen for hans gerninger, mens han kan leve et godt liv i den anden ende af landet - nu med 4 nye ofre, konen og de 3 døtre. Hvorfor er det mig der skal stemples af samfundet og leve med min viden, detaljer om hans gerninger som jeg ikke kan dele med nogen? Hvorfor er det ikke ham der skal tage ansvaret, straffen? Hvorfor skal jeg først tæskes, voldtages og ydmyges af mit eget kød og blod for derefter at vokse op og så leve videre med ydmygelserne? Idag er de bare anderledes, ydmygelsen i ikke at have det samme som de jævnaldrene, fordi da de tog uddannelser levede jeg i rendestenen med et stort håb om at dø, nu sidder jeg så her med alle mine talenter og slæber mig igennem en ungdomsuddannelse som jeg skulle have taget for 10 år siden - altsammen fordi han ikke kunne styre sig?! Hvor fanden er det retfærdige i MIT liv?
Jeg undskylder, idag er en helt særlig sort dag for mig, jeg orker snart ikke stå op, se mig selv i spejlet og se mine ar overalt på kroppen, jeg orker ikke at være en del af et samfund der accepterer hans pædofili og ikke gør noget ved hans nye børn, jeg orker ikke at skulle blive ved med at være hende den ekstremt stærke, hende der overlevede tortur - hvornår er det min tur til at være den lille i hjørnet, hende der bliver taget lidt af?
Pisseuretfærdigt er det.

Jeg har ikke været i din situation. Jeg har oplevet andre stærke sager og jeg forstår din vrede.
Jeg er ikke ude på at forsimple dine tanker men at forsøge at give et syn.
Jeg tror du skal af med din vrede (men hvordan ?).... denne person der behandlede dig sådan er ikke dine tanker værd. Du har haft svære odds som selvfølgelig ikke er retfærdigt men desværre en realitet. Jeg tror dog du skal passe på ikke at lade det være omdrejningspunktet for dit liv.
Du skal tænke positivt (ja det er sku let sagt) ... altså brug energi på det du opnår det du (trods dine kår) klarer på egen hånd. Jeg håber også du får (eller har fået) noget professionelt hjælp. Du skal ikke spilde flere kræfter på denne psykotiske person men udelukkende på at få det godt og et godt liv. Find de ting der betyder noget og gå 100 procent efter dem koste hvad det vil.
Livet har mange facetter og kvaliteter .. muligheder som for os hver især er det rigtige for os. Dit liv er lige så meget værd selvom du går din egen vej. Brug din viden til at hjælpe andre i samme situation hvis du kan .... altså forsøg at vende det til positive indslag eller styrker som du af få har. Det kan frigive vreden som ødelægger dig ... lad ikke den psyko få den magt også.
Kasser