Er fred ønskeligt? Nej!
Jeg vil bede dig læse hele indlægget. Lad være med at kommentere, hvis du ikke har læst hele indlægget.
---------
Igennem hele verdenshistorien, har vi kæmpet. Land efter land har erklæret krig. I middelalderen førte vi krige. Krige skabte de landområder, vi nu kender idag.
Men blot at se på krig, som at krig er krig, er en meget unuanceret måde at se på krig på. For at forstå, hvad krig er, skal man ikke blot kigge på selve overgrebene mod mennesker. Men kigge på det, der lå under det. Ellers kunne vi jo kalde almindelige mord i landet, for at være borgerkrige. Men det er det jo ikke.
Vi må derfor differenciere mellem krige. En krig er ikke blot en krig. En krig er ført af forskellige årsager, og forskellige årsager er blandt de vigtigste elementer i krig. For det er årsagerne til krigsførelsen, der afgører resultaterne, for de fremtidige generationer, der skal leve efter de nye fastsatte normer, som er formet, på baggrund af en overstået krig.
Derfor er der forkert, blot at se på krig, som en ting. For krig er mange ting. Krig handler om meget andet, end blot at slå hinanden ihjel. For der er en årsag, og det er denne årsag, der er det vigtigste frem for alt. For det er årsagen, til krigene, der skaber de fremtidige generationers levevilkår.
Krige er derfor skabt ud fra økonomiske, politiske, grænsemæssige, ideologiske, etniske og nationale årsager.
Derfor er det vigtigt at vi anskuer krige ud fra dette synspunkt primært.
I middelalderen blev der ført mange krig indbyrdes. Men disse krige havde alle det til fældes, at det primært omhandlede at styrke sine egne territoriale grunde. Jo mere jord man kunne tilegne sit land, jo flere resourcer kunne man få, og dermed skabe mere storhed. Religion og politik spillede en meget lille rolle i middelalderens krige. Kun i de europæiske korstog i mellemøsten var der tale om religion, men igen var dette ikke for at fremme kristendommen i andre lande, men igen en kamp om, hvem der skulle have Jerusalem, og dermed være det land, der i fremtiden kunne bryste sig med at eje Jerusalem, og dermed tjene penge på turistattraktioner, pilgrimsrejser osv.
Så heller ikke her, spillede religion en egentlig rolle. Kun ud fra en ren økonomisk og territorial holdning.
De europæiske lande besatte ikke andre dele af verden fordi de ville udbrede deres ideologi. De besatte disse områder, med det eneste formål, at de kunne høste frugter og andet, der kunne skabe rigdom i deres land. Derfor skabtes der kolonimagter.
Krige var derfor primært helt op til og med 1. verdenskrig primært økonomiske og territoriale anliggender. Der var ingen politik indblandet. Der var ingen ideologiske bagtanker om, at sprede en bestemt religiøs eller politisk overbevisning, men ene og alene rigdom. Og meget rigdom krævede meget land, og derfor blev der krige.
Kun den amerikanske uafhængighedskrig og den franske revolution, var ideologiske krige. Og disse var endda interne krige, og ikke krige mellem andre stater. Den franske revolution var en intern krig, hvor selve befolkningen lavede krig imod statsmagten. Og det samme var der under den amerikanske uafhængighedskrig, hvor det her var engelske statsborgere, der erklærede krig imod deres eget land.
Men ingen krige imellem 2 suveræne nationer, var før 2. verdenskrig ført på baggrund af politik. De var alle et resultat af økonomiske og territoriale interesser.
Derfor blev diplomati gradvist opfundet, for at minimere krig. For der var jo ingen grund til, at slå folk ihjel for nogle øer, der ligger langt væk fra ens eget land. Man kunne jo lige så godt handle sig frem til det. Dermed blev diplomatiet skabt. Og diplomatiet kunne have gjort, at 1. verdenskrig var blevet undgået.
For også den var primært en krig, hvor de forskellige lande havde økonomiske interesser i balkanområdet, et område, der ikke i sig selv havde det fjerneste at gøre med de krigsførende magter, Tyskland, Frankrig, England, USA og Rusland. Man påpegede, at 1. verdenskrig var en nationalistisk krig, men denne nationalisme var ikke baseret på, hvem der havde den mest korrekte politiske ideologi, men var en konkurrence om, hvem der kunne have retten til at være mest stolt af sig selv, dvs. det land, der kunne have flest økonomiske handler i udlandet, uden indblanding fra andre lande.
Det var primært dette, der skabte nationalismen.
2. verdenskrig og de resterende efterfølgende krige, var alle rent politiske. Det var krig, der alene havde til formål, at fremme en bestem t politisk ideologi. 2. verdenskrig var derfor ikke baseret på, hvor man kunne have sine økonomiske interesser. For nu spillede økonomien ikke nogen rolle. Det var politikken. Krigen skulle afgøre, hvilken ideologi der skulle styre verden. Fascismen, Kommunismen eller Kapitalismen.
Efter de fascistiske landes nederlag i 1945, blev dette reduceret. Nu var der kun et spørgsmål om, hvilket ideologi der nu skulle være herskende: Kapitalismen eller kommunismen.
Kommunismen faldt sammen i 1992, og dermed tog det samtlige lande med sig. Lande, der idag kaldes for kommunistiske, er kapitalistiske.
Således er f.eks. Kina et stærkt kapitalistisk samfund.
Men efter kommunismens sammenbrud, og kapitalismens hersken, var der stadig tvivlsspørgsmål. For nu opdagede man, at det jo ikke kun var det økonomiske spørgsmål, der skulle afgøres. For hvor både Fascismen, Kommunismen og Kapitalismen primært beskæftigede sig med det økonomiske, dvs. om staten skal eje resourcerne (kommunisme), om staten skal hjælpe private storkapitaler (fascisme) eller om det alene skal være private, der skal eje resourcerne (kapitalisme), så indså man nu, at der var meget andet.
For at et land er kapitalistisk siger jo ikke så meget om det, udover hvordan økonomien styres. Der er også den ideologiske. Og den ideologiske kamp, omhandler idag ikke så meget om, hvorvidt økonomien skal styres af staten eller de private, men hvorvidt vi skal have borgerrettigheder, eller om dette er skadeligt for staten.
Hvor krig før i tiden kunne blive løst diplomatisk, fordi disse var økonomiske interesser, og derfor ikke omhandlede den almindelige borger nede på gaden, så er krige idag baseret på ideologi og værdier, som bygger vores samfund op.
Disse udgører selveste grundlaget, for civilisationerne, og dem kan vi ikke forhandle med. Vi kan ikke blot sælge vores vestlige værdier, tilgengæld for, at andre så acceptere nogle af vores. Dette så vi under muhammedkrisen.
Vi har med andre ord ikke længere noget at handle med.
Hvor vi før i tiden reelt set kunne vælge at handle, selvom vi ikke gjorde det, så kan vi ikke det idag, simpelthen fordi det svarer til, at man i gamle dage havde ikke-menneskelige ting, som man kunne handle med. Men idag står vi over for, at skulle handle med det, der udgører grundlaget, for os selv. Dette svarer til, at vi står fuldstændigt nøgne, og skal til at handle. Du må derfor tage af dig selv. Dette i sig selv må jo give en kamp. Og der skal være en kamp. For man skal ikke tage af sig selv.
Diplomati er godt til at løse økonomiske og territoriale problemer med. Men når det omhandler basale menneskelige værdier, så kan der ikke handles. Vi er med andre ord, nået ned til det aller mest basale af os selv, hvor vi før i tiden havde en masse uden om os, som sejlruter, handel og andet, der ikke vedkom os direkte. Men nu handler det om, hvorvidt vi skal have lov til at sige vores mening eller ej.
Det er med andre ord nu, at vi er kommet ud i en situation, hvor diplomati ikke kan anvendes.
At anvende diplomati i det 21. århundrede vil være en stor fejl. For vi har ikke noget at handle med. Vi skal ikke til at begynde at sælge ud af os selv. For hvis vi begynder på det, så mister begge parter noget, og ingen får noget.
Og denne handel har resultater, der direkte vil påvirke de fremtidige generationer.
Derfor vil diplomati, status quo og fredsfremmende missioner, ikke være gavnlige for vores nuværende civilisation. Med andre ord, skal vi altså nu igang med en krig.
Man kunne sige, at vores forfædre skulle have tænkt længere, og have anvendt diplomati, dengang det var muligt. Dengang man havde ikke -menneskelige ting, at handle med. Og så gemme de dårlige erfaringer med krig, til senere.
Men nu står vi i en meget uheldig situation:
Vi skal for det første til at handle med os selv. Vi er altså truet til at afgive noget af os selv, og noget af det, vi tror på, og noget af det, som vi har som de aller mest basale værdier.
Men samtidig er vores vilje til at gå i kamp for vores inderste menneskelige værdier, gået tabt eller har tabt pusten, grundet de mange unødvendige krige før i tiden.
Men det vil være forkert, at anvende de dårlige erfaringer med krig i denne tid. For ja, vi må indse, at vi vil få dårlige erfaringer, også med denne krig. Men det er vigtigt. For vi står nu i en situation, hvor vi blot skal definere de fremtidige generationers grænsehandel. Ejheller skal vi definere de fremtidige generationers valg af resourcer. Nej, vi skal afgøre de fremtidige generationers basale menneskerettigheder. Og af disse, er der forskellige definationer på.
Vi kan ikke blot lade visse lande være suveræne. For at gøre det, vil også gøre, at vi tillader dem, at bryde vores egne værdier, idet vi hermed afgiver dem en del af vores jord, til at gøre det mod andre mennesker, som vi er imod.
Derfor er suverænitetsprincippet også forældet.
Vi må, og skal, indse, at der ikke er nogen anden udvej, end en total krig.
Dette er blevet sagt før, med en krig, der skal afslutte alle krige. Men denne gang er det rigtigt nok.
For når vi har sat det ideologiske på plads, har vi sat alle civilisationære brikker på plads. Først satte vi de territoriale brikker på plads. Så satte vi de handelsmæssige brikker på plads. Så satte vi de produktionsmæssige brikker på plads.
Så satte vi de politiske brikker på plads.
Nu mangler vi, at sætte de sidste brikker på plads, nemlig de ideologiske og værdimæssige brikker på plads.
Og der er vitterligt ikke flere brikker. For hvor man før i tiden har sagt, at denne krig vil ende alle krige, så har man dog fortsat vidst, at der var andre brikker, der skulle falde på plads, men man mente dengang, at disse kunne falde på plads uden krig.
Men nu er der vitterligt ikke flere brikker. For civilisationen består vitterligt ikke af andre brikker end de territoriale, handelsmæssige, produktionsmæssige, politikmæssige og ideologi og værdimæssige brikker.
Vi kunne have valgt at sætte de territoriale og handelsmæssige brikker på plads med diplomati. Men vi kan altså ikke sætte de ideologi og værdimæssige brikker på plads med diplomati. Vi må og skal have en krig.
En krig, der denne gang, skal ende alle krige.
Hvis den vel og mærke bliver ført til sin ende og ender med en verdensstat, der klart definerer de næste generationers ideologi og værdigrundlag.
---------
Igennem hele verdenshistorien, har vi kæmpet. Land efter land har erklæret krig. I middelalderen førte vi krige. Krige skabte de landområder, vi nu kender idag.
Men blot at se på krig, som at krig er krig, er en meget unuanceret måde at se på krig på. For at forstå, hvad krig er, skal man ikke blot kigge på selve overgrebene mod mennesker. Men kigge på det, der lå under det. Ellers kunne vi jo kalde almindelige mord i landet, for at være borgerkrige. Men det er det jo ikke.
Vi må derfor differenciere mellem krige. En krig er ikke blot en krig. En krig er ført af forskellige årsager, og forskellige årsager er blandt de vigtigste elementer i krig. For det er årsagerne til krigsførelsen, der afgører resultaterne, for de fremtidige generationer, der skal leve efter de nye fastsatte normer, som er formet, på baggrund af en overstået krig.
Derfor er der forkert, blot at se på krig, som en ting. For krig er mange ting. Krig handler om meget andet, end blot at slå hinanden ihjel. For der er en årsag, og det er denne årsag, der er det vigtigste frem for alt. For det er årsagen, til krigene, der skaber de fremtidige generationers levevilkår.
Krige er derfor skabt ud fra økonomiske, politiske, grænsemæssige, ideologiske, etniske og nationale årsager.
Derfor er det vigtigt at vi anskuer krige ud fra dette synspunkt primært.
I middelalderen blev der ført mange krig indbyrdes. Men disse krige havde alle det til fældes, at det primært omhandlede at styrke sine egne territoriale grunde. Jo mere jord man kunne tilegne sit land, jo flere resourcer kunne man få, og dermed skabe mere storhed. Religion og politik spillede en meget lille rolle i middelalderens krige. Kun i de europæiske korstog i mellemøsten var der tale om religion, men igen var dette ikke for at fremme kristendommen i andre lande, men igen en kamp om, hvem der skulle have Jerusalem, og dermed være det land, der i fremtiden kunne bryste sig med at eje Jerusalem, og dermed tjene penge på turistattraktioner, pilgrimsrejser osv.
Så heller ikke her, spillede religion en egentlig rolle. Kun ud fra en ren økonomisk og territorial holdning.
De europæiske lande besatte ikke andre dele af verden fordi de ville udbrede deres ideologi. De besatte disse områder, med det eneste formål, at de kunne høste frugter og andet, der kunne skabe rigdom i deres land. Derfor skabtes der kolonimagter.
Krige var derfor primært helt op til og med 1. verdenskrig primært økonomiske og territoriale anliggender. Der var ingen politik indblandet. Der var ingen ideologiske bagtanker om, at sprede en bestemt religiøs eller politisk overbevisning, men ene og alene rigdom. Og meget rigdom krævede meget land, og derfor blev der krige.
Kun den amerikanske uafhængighedskrig og den franske revolution, var ideologiske krige. Og disse var endda interne krige, og ikke krige mellem andre stater. Den franske revolution var en intern krig, hvor selve befolkningen lavede krig imod statsmagten. Og det samme var der under den amerikanske uafhængighedskrig, hvor det her var engelske statsborgere, der erklærede krig imod deres eget land.
Men ingen krige imellem 2 suveræne nationer, var før 2. verdenskrig ført på baggrund af politik. De var alle et resultat af økonomiske og territoriale interesser.
Derfor blev diplomati gradvist opfundet, for at minimere krig. For der var jo ingen grund til, at slå folk ihjel for nogle øer, der ligger langt væk fra ens eget land. Man kunne jo lige så godt handle sig frem til det. Dermed blev diplomatiet skabt. Og diplomatiet kunne have gjort, at 1. verdenskrig var blevet undgået.
For også den var primært en krig, hvor de forskellige lande havde økonomiske interesser i balkanområdet, et område, der ikke i sig selv havde det fjerneste at gøre med de krigsførende magter, Tyskland, Frankrig, England, USA og Rusland. Man påpegede, at 1. verdenskrig var en nationalistisk krig, men denne nationalisme var ikke baseret på, hvem der havde den mest korrekte politiske ideologi, men var en konkurrence om, hvem der kunne have retten til at være mest stolt af sig selv, dvs. det land, der kunne have flest økonomiske handler i udlandet, uden indblanding fra andre lande.
Det var primært dette, der skabte nationalismen.
2. verdenskrig og de resterende efterfølgende krige, var alle rent politiske. Det var krig, der alene havde til formål, at fremme en bestem t politisk ideologi. 2. verdenskrig var derfor ikke baseret på, hvor man kunne have sine økonomiske interesser. For nu spillede økonomien ikke nogen rolle. Det var politikken. Krigen skulle afgøre, hvilken ideologi der skulle styre verden. Fascismen, Kommunismen eller Kapitalismen.
Efter de fascistiske landes nederlag i 1945, blev dette reduceret. Nu var der kun et spørgsmål om, hvilket ideologi der nu skulle være herskende: Kapitalismen eller kommunismen.
Kommunismen faldt sammen i 1992, og dermed tog det samtlige lande med sig. Lande, der idag kaldes for kommunistiske, er kapitalistiske.
Således er f.eks. Kina et stærkt kapitalistisk samfund.
Men efter kommunismens sammenbrud, og kapitalismens hersken, var der stadig tvivlsspørgsmål. For nu opdagede man, at det jo ikke kun var det økonomiske spørgsmål, der skulle afgøres. For hvor både Fascismen, Kommunismen og Kapitalismen primært beskæftigede sig med det økonomiske, dvs. om staten skal eje resourcerne (kommunisme), om staten skal hjælpe private storkapitaler (fascisme) eller om det alene skal være private, der skal eje resourcerne (kapitalisme), så indså man nu, at der var meget andet.
For at et land er kapitalistisk siger jo ikke så meget om det, udover hvordan økonomien styres. Der er også den ideologiske. Og den ideologiske kamp, omhandler idag ikke så meget om, hvorvidt økonomien skal styres af staten eller de private, men hvorvidt vi skal have borgerrettigheder, eller om dette er skadeligt for staten.
Hvor krig før i tiden kunne blive løst diplomatisk, fordi disse var økonomiske interesser, og derfor ikke omhandlede den almindelige borger nede på gaden, så er krige idag baseret på ideologi og værdier, som bygger vores samfund op.
Disse udgører selveste grundlaget, for civilisationerne, og dem kan vi ikke forhandle med. Vi kan ikke blot sælge vores vestlige værdier, tilgengæld for, at andre så acceptere nogle af vores. Dette så vi under muhammedkrisen.
Vi har med andre ord ikke længere noget at handle med.
Hvor vi før i tiden reelt set kunne vælge at handle, selvom vi ikke gjorde det, så kan vi ikke det idag, simpelthen fordi det svarer til, at man i gamle dage havde ikke-menneskelige ting, som man kunne handle med. Men idag står vi over for, at skulle handle med det, der udgører grundlaget, for os selv. Dette svarer til, at vi står fuldstændigt nøgne, og skal til at handle. Du må derfor tage af dig selv. Dette i sig selv må jo give en kamp. Og der skal være en kamp. For man skal ikke tage af sig selv.
Diplomati er godt til at løse økonomiske og territoriale problemer med. Men når det omhandler basale menneskelige værdier, så kan der ikke handles. Vi er med andre ord, nået ned til det aller mest basale af os selv, hvor vi før i tiden havde en masse uden om os, som sejlruter, handel og andet, der ikke vedkom os direkte. Men nu handler det om, hvorvidt vi skal have lov til at sige vores mening eller ej.
Det er med andre ord nu, at vi er kommet ud i en situation, hvor diplomati ikke kan anvendes.
At anvende diplomati i det 21. århundrede vil være en stor fejl. For vi har ikke noget at handle med. Vi skal ikke til at begynde at sælge ud af os selv. For hvis vi begynder på det, så mister begge parter noget, og ingen får noget.
Og denne handel har resultater, der direkte vil påvirke de fremtidige generationer.
Derfor vil diplomati, status quo og fredsfremmende missioner, ikke være gavnlige for vores nuværende civilisation. Med andre ord, skal vi altså nu igang med en krig.
Man kunne sige, at vores forfædre skulle have tænkt længere, og have anvendt diplomati, dengang det var muligt. Dengang man havde ikke -menneskelige ting, at handle med. Og så gemme de dårlige erfaringer med krig, til senere.
Men nu står vi i en meget uheldig situation:
Vi skal for det første til at handle med os selv. Vi er altså truet til at afgive noget af os selv, og noget af det, vi tror på, og noget af det, som vi har som de aller mest basale værdier.
Men samtidig er vores vilje til at gå i kamp for vores inderste menneskelige værdier, gået tabt eller har tabt pusten, grundet de mange unødvendige krige før i tiden.
Men det vil være forkert, at anvende de dårlige erfaringer med krig i denne tid. For ja, vi må indse, at vi vil få dårlige erfaringer, også med denne krig. Men det er vigtigt. For vi står nu i en situation, hvor vi blot skal definere de fremtidige generationers grænsehandel. Ejheller skal vi definere de fremtidige generationers valg af resourcer. Nej, vi skal afgøre de fremtidige generationers basale menneskerettigheder. Og af disse, er der forskellige definationer på.
Vi kan ikke blot lade visse lande være suveræne. For at gøre det, vil også gøre, at vi tillader dem, at bryde vores egne værdier, idet vi hermed afgiver dem en del af vores jord, til at gøre det mod andre mennesker, som vi er imod.
Derfor er suverænitetsprincippet også forældet.
Vi må, og skal, indse, at der ikke er nogen anden udvej, end en total krig.
Dette er blevet sagt før, med en krig, der skal afslutte alle krige. Men denne gang er det rigtigt nok.
For når vi har sat det ideologiske på plads, har vi sat alle civilisationære brikker på plads. Først satte vi de territoriale brikker på plads. Så satte vi de handelsmæssige brikker på plads. Så satte vi de produktionsmæssige brikker på plads.
Så satte vi de politiske brikker på plads.
Nu mangler vi, at sætte de sidste brikker på plads, nemlig de ideologiske og værdimæssige brikker på plads.
Og der er vitterligt ikke flere brikker. For hvor man før i tiden har sagt, at denne krig vil ende alle krige, så har man dog fortsat vidst, at der var andre brikker, der skulle falde på plads, men man mente dengang, at disse kunne falde på plads uden krig.
Men nu er der vitterligt ikke flere brikker. For civilisationen består vitterligt ikke af andre brikker end de territoriale, handelsmæssige, produktionsmæssige, politikmæssige og ideologi og værdimæssige brikker.
Vi kunne have valgt at sætte de territoriale og handelsmæssige brikker på plads med diplomati. Men vi kan altså ikke sætte de ideologi og værdimæssige brikker på plads med diplomati. Vi må og skal have en krig.
En krig, der denne gang, skal ende alle krige.
Hvis den vel og mærke bliver ført til sin ende og ender med en verdensstat, der klart definerer de næste generationers ideologi og værdigrundlag.