Er hunduismen polyteistisk?

Så enkelt kan man ikke sige det. Hinduismen accepterer alle former for gudsdyrkelse, både ren monisme, monoteisme og polyteisme.
Om Tat Sat
Brahmananda.

´
(De fleste)
Respekterer alle religioner - De postulerer IKKE FALSK TRO i tide og utide!

Nu har jeg ingen forstand på Hinduisme, jeg ved kun at der findes mange "grene" af
den også, på linje med alle andre religioner, og at nogle af "grenene" er meget Tolerante!

Med venlig hilsen
jalmar

Ikke respekterer.

´

Hvem man spørger er det ikke?
Eller muligvis også hvilken retning man tilhører?
En del Kristne Respekterer andre Trosretninger -
Og nogle accepterer andre trosretninger - Andre gør det bestemt ikke!

Men hvis DU kategorisk holder på "ACCEPTERER",
så må jeg jo stole på det - Du er uomtvistelig den der burde vide det!

Med venlig hilsen
jalmar

Der findes ingen religion ved navn hinduismen. Det vi i dag kalder hinduisme er kolonimagternes model og forklaring på det virvar af religioner og sekter som europæerne støtte på – på det indiske kontingent. Som altid spejlede de besejrede folkeslag sig i besejrernes billede af dem, og mange indere begyndte så småt selv at antage fællesbetegnelsen ”hinduismen” for det religions konglomerat som de kendte under alle mulige fraktioner og sekter og filosofiske skoler. Nogen dyrkede den ene gud andre den anden – nogle dyrkede ved særlige lejligheder de andres guder som underguder. I den ene religion var nogle over guder og andre under guder – og i en anden udgave var de byttet om. Et godt eksempel på denne type er ”Gaudiya Vaishnavism” som er kendt i vesten som Hari Krishna bevægelsen eller ISKCON. Hvis I har læst nogle af deres skrifter vil I sikkert huske at det for dem er meget vigtigt at fremhave guder som Shiva, Ganesa og ligende som underguder, medens deres egen gud Krishna eller Vishnu er den eneste og sande overgud. Spørger man så de mange shivaister vil man få et omvendt svar. Det man i dag kalder hinduisme er en slags romantiserede udgave af det spejlbillede af sig selv som inderne, så i kolonimagtens religions udredninger i anden halvdel af den nittende århundrede. Det er denne romantiserende form for ”hinduisme” som Brahmananda åbenbart bekender sig til og tror på. I virkeligheden er det et fortegnede, idealiserede og stærkt forsimplet billede at de religiøse aktiviteter der forekommer på det indiske kontingent. At denne forstillede hinduisme skulle være så hammerne tolerant, er en forbandet illusion (maya om I vil), men der er her og der en religiøs tolerance som er sjælden. Man kan bare ikke sige at det gælder for hele lortet – det er den fedeste maya af det hele. Og angående disse tolerante hellige mænd og kvinder – så læg vel mærke til hvor hadefulde de stunt om er. Alle er de gode til at svine hinanden til (forståeligt nok, der er omkring en million af slagsen og de konkurrere om de samme nyttige idioter). Værst af alt er den måde de hellige mænd i Indien normalt omtaler dem der ikke følger deres anvisninger for et rigtigt liv. De omtales som, laverestående, som dyr eller derunder, som uvidende og fordømte, dæmoniske og så videre – tror I mig ikke, så blad i en af deres hellige skrifter og se et tilfældigt sted – det vrimler med sådanne nedladende og hadefulde udtagelser. Især er der et generelt, had til livet og kærligheden mellem mand og kvinde – den slags er kun for de lavtstående. Ser ud til at Hjalmar har forstået ”hinduismen” meget bedre en Egoananda undskyld Brahmananda der altid sætter sig selv op på en piedestal – heri slægter han sine læremestre på de indiske ”hellige” mænd.