Kan man dropper man sit barn!?

Jeg skriver ind, fordi jeg har budt mine forældre meget i mine teenage år, men det var nu ikke helt der det gik galt.
Min familie er ikke særlig stor, og vi er alle meget tæt og tit samlet til fødselsdage/højtider osv. Jeg har altid været utrolig meget knyttet til min mor, og været glad for hende, vi er en fin familie og kærlig.
Jeg mødte min fyr i en tidlig alder, han var små kriminel og voldlig til tider (Han har dog aldrig slået mig) Jeg havde fået nok og var forvirret, dog var problemet at vi havde en datter sammen. Min mor har aldrig kunne lide ham, hvilket jeg nok også var svagt påvirket af et sted.
Mor og far og hele familien blev rodet ind i det da jeg skulle gå fra ham, da de alle var bange for ham, og hjalp mig igennem deres kilder osv.
Jeg kom på krisecenter, og savnede ham bestemt ikke. Jeg var sikker på det var det rigtige.
Dog kom jeg til og tænke på alle de gode sider han havde med tiden. Måske man kunne gøre noget. Han havde nu søgt læge hjælp osv. Jeg tog et valg og gik tilbage.
Min familie har nu droppet mig og vil ikke se mig længere. Jeg ved jeg har gjort noget skidt, og er virkelig ked af det. Det gør ondt at de holder fødselsdage uden mig osv.
Jeg har det bedre end nogensinde med ham og vores datter, og er ikke i tvivl om vi nok skal klare det hele. Men er det okay at ens egen mor og far ikke vil se eller snakke med en.
Hvad skal der til før det er i orden ens egen mor aldrig vil se en mere!?

Tja.. over skriften siger det.
Forældre forlader ikke et barn barn. Jeg ved godt du altid er/vil være dine forældres barn, men som voksen skal man også bruge hjernen.
Du har vel kørt dine forældre derud hvor de ikke kan mere. De har hjulpet dig fra din mand, og så snart din mand virker lidt bedre løber du tilbage til ham og glemmer alt hvad du og din familie - dit barn + dine forældre, har været igennem.
Du har valgt din mand fremfor dine forældre, det er dit valg. Og det lyder jo som om du synes du har gjort det rigtige.
Så sådan er det.
Du er voksen og burde gøre brug af din hjerne og sunde fornuft - siger ikke du ikke har gjort det, men jeg kan godt forstå dine forældre. I deres øjne har du ikke brugt hjernen og den sunde fornuft. De vil det bedste, men du svigter dem og jeg synes også du har udnyttet dem.

Kan bare ikke forholde mig til det, det virker så forkert. Må deres børnebørn ikke kende deres mormor og morfar pga min fejl.
Jeg føler også jeg har udnyttet dem, og du minder mig lidt om min mor sådan som du skriver. Men eftersom jeg har mistet hele min familie må jeg virkelig være slem, jeg vil ikke vælge, de har valgt. Synes bare ikke man kan, mor og far har også kun mig. Jeg er enebarn, aå kan man da kører den videre, er det noget i opdragelsen, eller noget endnu størrer måske jeg har brug for hjælp osv.
Men tak for hjælpen

Jo du har valgt.
Du valgte at gå tilbage til en mand, som dine forældre har gjort alt for at hjælpe dig fra. Det kan godt være han er blevet bedre, men du har stadig valgt.
Du lyder ikke så gammel, kan godt læse du har barn, men måske fået det tidligt ect. Men vær nu voksen og tag nu et ANSVAR for dit eget liv og DINE valg. For DET ER dig der har valgt!

Nej jeg er 22år, det samme er min fyr, og vores datter er snart 3. Tidligt ja, men hun er kanon opdraget og er en rigtig glad pige.
Men hun savner da mine små kusiner osv hele min side af familien. Det er bare sådan en skam, fordi alting netop kunne være så perfekt hvis de bare var med.
Vil bare aldrig i hele mit liv, droppe min datter for noget som helst uanset hvad hun havde gjort, vil altid prøve og støtte og hjælpe.
Min mormor er også ked af det, og er efterhånden den eneste, der ikke kan/vil droppe mig, og hun er så ked af hun ikke kan invitere os.

Jeg er helt enig med Katja.
Husk, der er kun én der kan tage ansvar for dit liv, og det er dig selv. Jeg er sikker på dine forældre ikke ønsker at situationen skal være sådan,ligeså lidt som du ønsker det. Hvis du vil ændre dit liv og dit forhold til dine forældre er det DIG og KUN DIG, der kan gøre det. Så her er dine muligheder:
a) Du kan sætte dig ned og have en masse skyld og slvmedlidenhed over den måde du har slidt dine forældre...
ELLER
b) Du kan beslutte dig for at TAGE ANSVAR for dit eget liv.
Jeg er sikker på at både du og dine forældre ville have det bedre hvis du vælger b). I kunne få et godt forhold igen, deres indsats ville ikke have været meningsløs. Lige nu lyder det desværre som om du har valgt a). Bare husk at man altid har et valg.

Jeg håber i har det bedre og det går godt, det er et svært valg du har teget. Men du har taget et valg og må leve med det.
Men måske kan dine forældre være bedsteforældre for dine børn. På samme måde som fraskilte forældre har barnet eksempelvis hver 14. dag.
De eller du kunne henter/bringe barnet og aflever det på nøjagtig samme måde som hvis det var to forældre der ikke kunne sammen. Med minimum kontakt. Så ville dit barn have kontakt med sine bedsteforældre og det ville da være dejligt for både pigen og bedsteforældre.
Du må bare æde den møllesten du selv har lavet,at du ikke kan være der. Måske med tiden,men nok ikke lige de første år. Du har i deres øjene jo misbrugt deres tillidog som du selv siger, du føler du har udnyttet dem.
Jeg håber det bedste for jer.

Ved jeg skal tage ansvar, og har tænkt mig og få styr på alt det løse. Jeg har altid været utrolig god troende og nem og påvirke.
Men skal alle ikke have chancher her i livet, det vigtigste er vel at vi lærer af dem. Jeg er ikke nogen ond person, og jeg har bestemt ikke gjort det for at sårer nogen i min familie, bestemt ikke. Jeg har til gengæld oplevet hvad det vil sige og have en familie der støtter og vil gøre næsten alt for en.
Jeg føler mor har løsnet lidt op omkring mig, men hun stejler stadig tit, og vil ikke have et normalt stabilt forhold til mig. Ja det er sku noget rod.