Er jeg helt urimelig?
Jeg er kommet i et lille dilemma med mig selv, fordi jeg føler mig skuffet, men kan ikke helt finde ud af, om det egentligt bare er noget pjat fra min side, så nu tænkte jeg, at jeg lige ville kaste "problemet" ud her.
Sagen er, at jeg skal giftes til september, og som de fleste, vil jeg jo gerne have mine veninder med. Så jeg ringede til dem alle sammen, da vi havde bestemt datoen (hvilket vi gjorde i februar), og annoncerede den gode nyhed. Min bedste veninde jublede sammen med mig, og sagde at selvfølgelig ville hun komme. Nu kommer skuffelsen så, fordi hun ringede i dag, og sagde, at hun måske ikke kom alligevel, fordi hendes gamle folkeskoleklasse holder klassefest samme dag, og nu ved hun ikke, hvad hun har mest lyst til. Jeg blev selvfølgelig helt paf, for jeg troede jo, at vi skulle glæde os sammen. Det har været en meget nær veninde, som jeg har delt meget med, både glæder og sorger. Vi er begge flyttet, så vi nu bor i nordjylland og sønderjylland, så vi kan ikke ses så ofte, men jeg føler stadig, at vi er så nære, som vi var, da vi begge boede i samme by. Og nu kan jeg ikke helt finde ud af, om jeg er urimelig i følelsen af at være utroligt skuffet. Hun var jo den veninde, der skulle have været "best woman", hvis hun havde boet ved siden af, og det var hende, der var den eneste, jeg var helt sikker på, at jeg kunne regne med. Og nu sidder jeg med en flad fornemmelse, fordi jeg ikke helt ved, hvad jeg skal gøre.
Håber, at I enten kan give mig et spark i r****, eller kan give gode råd.
På forhånd tak!
Sagen er, at jeg skal giftes til september, og som de fleste, vil jeg jo gerne have mine veninder med. Så jeg ringede til dem alle sammen, da vi havde bestemt datoen (hvilket vi gjorde i februar), og annoncerede den gode nyhed. Min bedste veninde jublede sammen med mig, og sagde at selvfølgelig ville hun komme. Nu kommer skuffelsen så, fordi hun ringede i dag, og sagde, at hun måske ikke kom alligevel, fordi hendes gamle folkeskoleklasse holder klassefest samme dag, og nu ved hun ikke, hvad hun har mest lyst til. Jeg blev selvfølgelig helt paf, for jeg troede jo, at vi skulle glæde os sammen. Det har været en meget nær veninde, som jeg har delt meget med, både glæder og sorger. Vi er begge flyttet, så vi nu bor i nordjylland og sønderjylland, så vi kan ikke ses så ofte, men jeg føler stadig, at vi er så nære, som vi var, da vi begge boede i samme by. Og nu kan jeg ikke helt finde ud af, om jeg er urimelig i følelsen af at være utroligt skuffet. Hun var jo den veninde, der skulle have været "best woman", hvis hun havde boet ved siden af, og det var hende, der var den eneste, jeg var helt sikker på, at jeg kunne regne med. Og nu sidder jeg med en flad fornemmelse, fordi jeg ikke helt ved, hvad jeg skal gøre.
Håber, at I enten kan give mig et spark i r****, eller kan give gode råd.
På forhånd tak!