Gode ven, ensom 4.
Kære du, som nu læser dette,
Du må ikke misforstå mig. Det er jo ikke sikkert du er sådan, helt ensom. Det kan jo være, at du bare sidder og tænker. Tænker på, ja på livet og det, som livet er eller kunne være.
Måske har du "prøvet" forskelligt i dit liv og det har gjort dig til den person du er i dag. Der er sikkert ting du "savner" eller, som du aldrig fik gjort "op med". Det kan også være, at du tænker på dine muligheder fremover?
Det som var før og nu er "forsvundet" kan muligvis gå hen og blive en drivkraft til det, "som skal ske" i fremtiden for dig. Nogen gange er det vigtigt, at vide, at man ikke er alene. Derfor har jeg fundet nogle "tanker" frem, jeg skrev ned for nogle år siden, som måske kan glæde dig eller opmuntre dig.
Det var hårdt, men det gik godt alligevel. Så her er de ( tankerne).
Livets Stilhed
Stille bøjer jeg mig over graven,
stille,
stille er det voldsomme uvejr,
som raser i mit sind.
Sindet
det stille,
rummer en smerte,
som har lukket alt ude i
stilheden.
Smerten ,
som driver
ned af væggene,
som fugten i en kold kælder,
hvor kun stilheden er.
Hvorfor netop dig,
min elskede?
Hvorfor lige netop mig?
Hvis du bare kunne vide og forstå,
hvis du bare havde
givet det en chance,
livet.
Livet det aller skønneste,
som vi delte og havde,
som et fællesskab –
et bånd ,som var ubrydeligt.
Var jeg ikke nok for dig?
Hvor var jeg
i dig ?
Jeg elskede dig.
For mig var du alt.
Ophøjet skønhed
ophøjet elskelighed -
moderen ,
som ser alt og giver-
alt i kærlighedens
flydende og brusende smukke
farveflor.
Lyset af hellighedens blå flamme.
Der var stilhed
i rummet,
når du var der.
En egen form for varme
og nærhed ,
som efterlod
en egen trygheds følelse-
nemlig livet.
Jeg var hos dig – som
sommernattens varme duft –
hvor nærheden er, som
universets oversanselige
musik.
Frydefuldt var livet
med dig – fremfor alt.
Et pust af kulde –
fra uendelighedens udødelige
hav – fik mit indre væsen
til at gyse.
Du måtte ikke – jeg
ville ikke, det -
hvad var det
du ville og forstod – som
var ubegribeligt?
Hvor ubegribelige og
ufattelige –
alle disse tanker
og følelsernes berusende
magt?
Kærligheden,
den store drivkraft,
den store lærermester –
som ,
vi ej næppe fatter.
Elskede – mit livs
udødelige ophav –
I uendelighedens malstrøm
drager bølgerne
menneskene til sig,
i godheden og kærlighedens
ubønhørlige navn.
Lyde af høje toner,
som farver sindet
med gule og zinoberrøde
stråler – som den person
med kærlighedsfølelserne
bliver båret af –
ubevidst med længslens
dybe suk.
Hvorfor – hvorfor ved
jeg ikke,
men jeg prøver
at forstå dig.
Jeg står jo og lytter
til stilheden og forsøger
efter bedste evne,
at forstå dig.
Som du ville jeg skulle
fordi det var dig –
dig,
som jeg elskede
overalt på jorden.
Du skulle jo være hos
mig og sammen skulle vi
glædes og juble.
Nu er der stilhed –
en følelse af savn –
som knuger mig.
Du efterlod alt efter,
at have givet alt.
Kærligheden,
som var for
stor, at bære –
den ejer jeg nu.
Så hvad skal jeg
gøre?
Her hvor stilheden
larmer?
Hvad ville du
gøre i mit sted?
Hvad var det du
ville forstå? Hvad var det?
Det store univers
med milliarder af smukke
stjerner –
derude og her
er vi – sammen i evigheden.
.
Du lever og jeg lever
hver for sig –
og følelsen af samhørighed
bærer en følelse,
som er ubeskrivelig -
i smertens navn.
Du ville jeg skulle leve –
for dig og for mig.
jeg dit afkom –
dit liv.
Derfor lever jeg nu i
din stilhed –
i din kærlighed.
Ærbødigst
Enoch
Du må ikke misforstå mig. Det er jo ikke sikkert du er sådan, helt ensom. Det kan jo være, at du bare sidder og tænker. Tænker på, ja på livet og det, som livet er eller kunne være.
Måske har du "prøvet" forskelligt i dit liv og det har gjort dig til den person du er i dag. Der er sikkert ting du "savner" eller, som du aldrig fik gjort "op med". Det kan også være, at du tænker på dine muligheder fremover?
Det som var før og nu er "forsvundet" kan muligvis gå hen og blive en drivkraft til det, "som skal ske" i fremtiden for dig. Nogen gange er det vigtigt, at vide, at man ikke er alene. Derfor har jeg fundet nogle "tanker" frem, jeg skrev ned for nogle år siden, som måske kan glæde dig eller opmuntre dig.
Det var hårdt, men det gik godt alligevel. Så her er de ( tankerne).
Livets Stilhed
Stille bøjer jeg mig over graven,
stille,
stille er det voldsomme uvejr,
som raser i mit sind.
Sindet
det stille,
rummer en smerte,
som har lukket alt ude i
stilheden.
Smerten ,
som driver
ned af væggene,
som fugten i en kold kælder,
hvor kun stilheden er.
Hvorfor netop dig,
min elskede?
Hvorfor lige netop mig?
Hvis du bare kunne vide og forstå,
hvis du bare havde
givet det en chance,
livet.
Livet det aller skønneste,
som vi delte og havde,
som et fællesskab –
et bånd ,som var ubrydeligt.
Var jeg ikke nok for dig?
Hvor var jeg
i dig ?
Jeg elskede dig.
For mig var du alt.
Ophøjet skønhed
ophøjet elskelighed -
moderen ,
som ser alt og giver-
alt i kærlighedens
flydende og brusende smukke
farveflor.
Lyset af hellighedens blå flamme.
Der var stilhed
i rummet,
når du var der.
En egen form for varme
og nærhed ,
som efterlod
en egen trygheds følelse-
nemlig livet.
Jeg var hos dig – som
sommernattens varme duft –
hvor nærheden er, som
universets oversanselige
musik.
Frydefuldt var livet
med dig – fremfor alt.
Et pust af kulde –
fra uendelighedens udødelige
hav – fik mit indre væsen
til at gyse.
Du måtte ikke – jeg
ville ikke, det -
hvad var det
du ville og forstod – som
var ubegribeligt?
Hvor ubegribelige og
ufattelige –
alle disse tanker
og følelsernes berusende
magt?
Kærligheden,
den store drivkraft,
den store lærermester –
som ,
vi ej næppe fatter.
Elskede – mit livs
udødelige ophav –
I uendelighedens malstrøm
drager bølgerne
menneskene til sig,
i godheden og kærlighedens
ubønhørlige navn.
Lyde af høje toner,
som farver sindet
med gule og zinoberrøde
stråler – som den person
med kærlighedsfølelserne
bliver båret af –
ubevidst med længslens
dybe suk.
Hvorfor – hvorfor ved
jeg ikke,
men jeg prøver
at forstå dig.
Jeg står jo og lytter
til stilheden og forsøger
efter bedste evne,
at forstå dig.
Som du ville jeg skulle
fordi det var dig –
dig,
som jeg elskede
overalt på jorden.
Du skulle jo være hos
mig og sammen skulle vi
glædes og juble.
Nu er der stilhed –
en følelse af savn –
som knuger mig.
Du efterlod alt efter,
at have givet alt.
Kærligheden,
som var for
stor, at bære –
den ejer jeg nu.
Så hvad skal jeg
gøre?
Her hvor stilheden
larmer?
Hvad ville du
gøre i mit sted?
Hvad var det du
ville forstå? Hvad var det?
Det store univers
med milliarder af smukke
stjerner –
derude og her
er vi – sammen i evigheden.
.
Du lever og jeg lever
hver for sig –
og følelsen af samhørighed
bærer en følelse,
som er ubeskrivelig -
i smertens navn.
Du ville jeg skulle leve –
for dig og for mig.
jeg dit afkom –
dit liv.
Derfor lever jeg nu i
din stilhed –
i din kærlighed.
Ærbødigst
Enoch