han tager alt fra mig !

Min eks mand er ved at tage alt fra mig som jeg har kært, bare fordi jeg valgt at gå en anden vej i livet end "normen" forskrev.
Jeg valgte at gå fra min daværende mand for over et halvt år siden, det hele var meget kaotise da jeg forlod ham for jeg kunne ikke tage mere, jeg fik desvære kun det ene af de to børn som vi har med mig, og nu køre forældermyndigheds sag i højeste gear, og han trækker mig rundt i i teateret.Han gør alt og lidt til for at tage børnene fra mig,jeg har givet så mange tilbud og om at finde en løsning... men han gør alt hvad han kan for at såre mig... igår var der en psykolog hjemme og skulle snakke med børnene, og den store på 9 sagde at han ville bo hos sin far, hvilke det slog mig totalt ned.
jeg kan slet ikke bære tanken om at børnene eventuelt skal bo over 200 km væk fra mig.....
Det eneste jeg fik med da jeg gik var mti tøj og min dyne....
Min familie er der ingen støtte i for de mener at jeg er en slemmer en fordi jeg gik fra ham og jeg ikke levede op til de normer som de mener at livet skal leves efter..
jeg kunne jo bare havde været blevet og have ædt mere lort....
det hele lyder som om at jeg måske kommer fra en anden etnisk herkomst end dansk, eller jeg kommer fra en eller andet tros retning, der foreskriver en anden livs holdning (ingen kretik det er jo deres liv) men jeg er ganske dansk .....

Det er s.. da for meget - tænk at nogle (mænd især??) kan nedlade sig til denne form for primitiv adfærd.
Du har forhåbentlig en god advokat eller anden PROFESSIONEL rådgiver.
Selvom det koster (og du har måske ikke de store midler???) så er det s.. nok mere end man kan få løst her i debatten.
Men råd og moralsk støtte kan du få...
Jeg tror det er vigtigt du fokuserer på "opgaven" og ikke luller dig hen i selvmedlidenhed.
På med vanten og giv den s...... èn på sinkadusen
Held og lykke og +tanker herfra...

Kære du.
Du står lige nu i en af livets sværeste situationer og det er meget svært at finde trøst for noget som fylder så meget i ens hjerte som ens børn jo gør - og iøvrigt også meget svært at finde de trøstende ord.
Da jeg jo ikke rigtigt ved hvad der ligger til grund for din beslutning om at forlade din mand - og måske også din familie, er det temmelig svært at tage stilling til noget som helst - dog vil jeg sige til dig: Stå ved dig selv og kæmp for din ret til selv at vælge dit liv, - for du har jo kun dette ene!
Din søn på 9 år har selv taget stilling til at han ønsker at bo hos sin far, det må man være lydhør overfor - men man skal tænke på hvad der ligger til grund for HANS beslutning. Skyldes hans valg, at han er utryg ved dig og evt din levevis?
Skyldes hans valg, at han føler sig presset af faderen til at sige dette?
Skyldes hans valg at han er tættere knyttet til sin far end til sin mor?
Eller er han måske bare bange for at skulle flytte og evt skifte skole?
Disse ting må du som hans mor vide noget om - men hvad med det andet barn?

jeg ville heller ikke ønske at "efterlade" mine børn hos faderen hvis det kom dertil...men der er ikke nogen lov om at børnene SKAL bo hos moderen, hvis han er en god far, er der vel intet der taler imod at lade din søn bo hos ham? jeg ville også kæmpe for at få ham med, men det ville være af ren egoistiske grunde må jeg nok indrømme, for ingen vil undvære sine børn...sikkert heller ikke faderen her....
og hvis han er en dårlig far, skal myndighederne nok finde ud af det...men desværre er sådan en kamp om forældremyndighed lang og sej..især for børnene..husk det!! Så lad ikke din søn mærke at din verden brød sammen efter at han valgte sin far...den dreng har nok at kæmpe med nu, han skal ikke føle sig "tvunget" til at tage hensyn til nogen, så blir han bare mere forvirret.....
held og lykke med denne kamp.

Tag dog lige og slap lidt af. Hvem siger at manden ikke har ret. Det skal du da ikke gøre dig til dommer over for. Lad ham skrive hvad han vil.
Personligt har jeg det sådan at man skal passe meget på med at få for stor en medlidenhed med kvinden der skrev ang. sin ex og børn.
Vi ved jo ikke om hun er alkoholiker, voldelig.......Folk er jo gode til at skrive så de selv står i godt lys.

Du kan vel forudsige at det ikke er helt nemt det med afstande, hvis du flytter 200km fra dit tidligere hjem, din mand har vel også krav på at se sine børn, undrer mig bare at du forventer en ensidig forældremyndighed, eller ivertfald ved tvivl at den tilkommer dig.
ps har været lidt i samme situation, her var det bare kvinden som var den teroriserende, hun ejede på papiret alt hvad vi havde, bollede kun når det var udenom, brokkede sig konstant over alt muligt ligegyldigt, men af hensyn til samkvem med barnet på 7 år bor vi i samme kummune, har barnet på halv tid. der skal sku ædes nogle sure æbler engang imellem.

ja du har tildels ret i det du skriver, for det er jo muligt at kvinden i dette tilfælde ikke er egnet til at have sine børn boende - men det ved vi jo faktisk ikke noget om vel?
Og derfor synes jeg ikke det er fair at skrive tilhende at hun nok får som fortjent vel?
Kvinden skrev her for at få et trøstende ord med på vejen - og det fik hun af mig!

En skilsmisse, opbrud afsked er altid sorgfuld, voksne mennesker siger og gør ting der til tider er under lavmålet for hvad man kan tillade sig. Når det er sagt, vil jeg gerne at du et øjeblik træder ud af din egen ulykke og betragter dine børn, deres liv er lige nu gået helt i stykker og jeg vil råde dig til at lytte til din dreng når han ytre ønske om at bo hos sin far, hvis det er det han ønsker så skal du støtte ham og ikke tage det som et personligt anslag mod dig. Du er nød til at være den voksne og ikke den forudrettede her.

Du kan ikke bære at børnene skal bo 200 km fra dig.Er det kun dig selv du tænker på.Børnene er da også hans,ikk?Han har da også krav på dem.Der er fejl på begge sider af jer.Tænk dig lige om.

såret ham meget. det er det jeg høre. Han er i gang med at hævne sig.
Det kan tage kort tid og det kan tage lang tid, men jeg tror ikke at han stopper før han har fået så meget hævn, som det han føler at du har trådt på ham ved at gå fra ham.
Men held og lykke med dit liv. Det er hårdt nu, men skulle gerne blive bedre med tiden, selvom at det ikke er nogle trøst nu.

da ej æde mere lort fra ham, det er bare med at komme ud af bageriet. Hvis du kan bevise hvordan han har opført sig, så får han jo ikke forældremyndigheden over børnene. Han vil naturligvis få samkvem, men du skal ikke være bange. Børnene mister deres respekt for en mor der lader sig udsætte for groteske ting.

...Er ikke vores, vi har dem kun til låns", er der et meget klogt ordsprog der siger..
Så længe de er i vores arme, skal vi behandle dem med respekt, kærlighed, og konsekvens.
Et barn har 2 forældre, som (forhåbentlig) elsker dem overalt på jorden - Ingen af os - Mødre som fædre - har patent på den kærlighed, og ingen har førsteret til vore børns uforbeholdne kærlighed og tillid.
Jeg forstår din eks-mands håb, om i det mindste at bo sammen med sit barn, når alt andet er gået galt. Prøv at sætte dig i hans situation, bare lidt, hvis du kan - Og også i børnenes.
Din familie skal du ikke tænke på - Du er voksen, og i stand til at træffe egne valg, om hvad du vil stille op med dit liv. Var dit liv en trædemølle, kan du, og kun du, træffe en beslutning, og handle derfra. Men din beslutning har konsekvenser, som du må se i øjnene. Den involverer nemlig andre mennesker.
Så prøv at se ud over dit eget tab, og kig på dine elskedes samme.
Om ikke andet, så må du for alt i verden ikke ødelægge dine børns trivsel - Og du må sørge for at være tæt på dem, ligesom din eksmand altid skal have lov at se sine børn. Bosæt dig i nærheden.
Dine unger har ikke valgt for dig - Det har du!
Held og lykke herfra!!

Du er sku da egoist,du skriver at du ikke kan bære at dine børn skal bo 200 km fra dig, men det er for dig iorden at de skal bo 200 km fra deres far,sikken en tankegang

der skal være 2 til forholdet ikker holder. eller mam vosker fra hinanden, og det gør ondt og man gør hinanden ondt han har ont og prøver at knække dig du må finde din inder strykke fram du har 2 børn og 1 der hjemme skal være der for så kæmp for det du kan mærke er rigthi hel og lykke

-desværre ikke altid sjovt, at ens liv lige pludseligt ændrer sig så drastisk, som dit og det er/virker som en hård skilsmisse det her...
Men det , at børnene er kommet til en alder, at de selv ytrer sig, om hvem de vil være hos, er klart en ytring man ikke må være overhørig...
Det , at du skriver, at de skal bo så langt fra dig, er selvfølgeligt også meget uheldigt, men det er dog også en stor feljtagelse, at mange opfatter det sådan i en skilsmisse, at mor altid er den der SKAL have forældremyndigheden...
Du går klart igennem meget meget hårde betingelsr her, men børnene må og skal høres...
Jeg håber så inderligt for dig, at i finder en løsning der vil være til at leve med, for både dig, manden men ikke midst jeres børn...
De varmeste tanker til dig fra mig..
MvH Mummi

Jeg synes, du skal blive ved med at kæmpe som en løvinde. Jeg har selv været i den situation engang, og kan godt huske, hvordan det var. Mine børn valgte dog mig i en alder af 8 og 9, men deres far prøvede konstant at fylde dem og myndighederne med løgn og latin. Det tog flere år. Du skal blot kæmpe videre, selv om din dreng har valgt p.t. at han vil bo hos sin far. Han er måske så påduttet og bange for at gøre sin far ked af det, at han valgte at ville bo hos ham. Et barn på 9 kan ikke altid overskue konsekvenserne, og jeg synes, det er utrolig synd, at børnene skal skilles fra hinanden. Kæmp videre og lad være med at lade dig slå totalt ud, OK?
Stort knus herfra

men man skal lytte meget godt efter. Jeg er en af de rigtig grimme mødre. Jeg tog alle tre.
Advokaterne på begge sider mente nu godt nok, det var lidt overdrevet at jeg skulle have tre og deres far ingen. Min datter var på det tidspunkt fyldt 12 så hun skulle høres, dvs hun skulle til en samtale med en dommer. For mig var det vigtigste, at børnene ikke skulle skilles, så da min datter erklærede at hun godt ville bo hos sin far, foreslog jeg han fik alle tre. HAN SAGDE NEJ TAK!!!! Det tog jeg simpelthen som en krigserklæring. At se hans sønners ansigt, da det gik op for dem han slet ikke ville have dem....
Det viste sig så ved nærmere eftersyn at min datters tilbud om at flytte til sin far, var et spørgsmål om at dele sol og vind lige. Hun syntes det var synd for ham. Det er ikke grund nok til at skille børnene ad, men jeg var rystet over at hun var klar til at "ofre sig". Vi taler af og til om, hvilket helved hendes liv ville være blevet, såfremt jeg havde givet efter den gang. Hun er lykkelig for, der var en voksen der overstyrrede den beslutning, for hun kunne ikke få sig selv til at sige nej til ham.

-gøre det helt klart for dig, at jeg er mor med stort M selv, og kan tænke mig hvilke forfærdelige tider du her går igennem..
Jeg er selv skilt, dog er mine nu store og så store , at de selv tager beslutninger...
Men jeg levede med en mand, der klart har FRAVALGT sine børn...
Sådan kan mænd også være, og jeg har så stor respekt, for de mænd der vil kæmpe for, at det også er deres ret, at have deres /vores fælles børn...
Men det skal ikke være , af årsager der kun går på, at såre modparten...
Det er helt helt klart de forkert forudsætninger, at ville sine børn på, og jeg håber ikke det er på de forudsætninger, din mand vil denne kamp med dig, om jeres børn...
Hvilket igen igen, ender med, at børnene bliver de store tabere, som i mange skilsmisse sager...
Endnu engang mine tanker til dig...
MvH Mummi

...når jeg ser at denne kvinde ikke finder det fair at hendes børn skal leve 200km væk, tænker hun så slet ikke på at hvis hun fik dem, så skulle de bo 200km fra deres far?
Ser man helt og aldeles objektivt på det, så vælger denne kvinde at fjerne sig fra det fælles hjem. At det får konsekvenser kommer så helt bagpå hende? Vi er så vant til at kvinden har mange trumfer på hånden hvad børnene angår. Men kan det passe at en kvinde/mor kan gøre lige præcist hvad hun lyster, og så stadigt bevare alle rettigheder/trumfer?
Får vi at vide om det var en anden mand der fik hende til at flygte? Får vi at vide om hun var udsat for en uholdbar opførsel fra sin mands side? Hvem har sørger for at afstanden blev 200km? Hvem har bestemt at børnene skal fjernes 200km fra far/kammerater/skole/familie? Hvis det er kvinden, med hvilken ret optræder hun så som det helt store offer i denne sag?
Fandango

Jeg har desværre ikke set ét indlæg hvor man ikke siger "hun har da ret til at se sine børn" "han har da ret til at se sine børn". Hvor bliver børnenes ret af? Hvorfor er vi så forhippede på at kræve vores ret, og nævner ikke med ét ord børnenes ret?
Tænkte kvinden på børnenes ret da hun besluttede sig for at rømme familien/hjemmet?
Fandango

Din manglende respekt for det valg denne kvindes søn kom med, er intet mindre end rystende. Mødre siger, med rette, ofte at der skal tages hensyn til børnenes tarv og ønsker. Men når det så kommer til stykket, så viser disse kvinder at de ikke følger disse udtalelser.
Hvad er det der giver jer kvinder den ret til at se børnene som jeres ejendom? Som får jeg til at sætte jer helt ud over farens og børnenes berettigede ønsker? Det kan ikke være rigtigt at bare fordi man har retten, at man så også udnytter den til fulde, og endda skider på hvad ens familie ellers ønsker.
Fandango

Har du overvejet den mulighed, at det også er hans børn, og at han også gerne vil se dem? Har du overvejet at lytte til, hvad børnene vil? Eller regner du bare med, at du kan få det præcis som du vil have det, og at andre bare skal rette sig efter hvad du vil?

Hvordan er det lige han har opført sig? Det får vi ikke en skid at vide om.. Bare at det ikke er som hun ønsker!

vold?

... må være det eneste vigtige. Og det kan undre at så mange pr. refleks synes det er synd for - i dette tilfælde - dig. Måske vil det være det bedste for børnene at tage med dig - det er ikke til at sige ud fra det beskrevne, men hvis man kigger på det udefra (eller set med børneøjne), så har de voksne spillet fallit ved at bevise at den tryghed der var i at være en familie, er væk. Dernæst er der tale om at børnene evt. skal flytte langt væk, og begynde et nyt usikkert liv, med skoleskift, kammerater osv og det i en situation hvor det de har allermest brug for, er tryghed og vante rammer .........! Hvis du virkelig vil det bedste for børnene, hvorfor så ikke blive boende i byen så de ikke skal skifte skole, kan bevare deres venner og ikke mindst - kontakt til begge forældre ??
venligst 1-2-3 - far til 2 og selv et splittet skilsmisse"barn"

Jeg kan se på din overskrift, at du allerede betragter "slaget" omkring forældremyndigheden over Jeres børn som tabt, og at du ser i ånden, at han efterfølgende vil tage mere fra dig, indtil du ikke har noget tilbage.
Hmmmmm? Det er I vel en hel (tidligere) familie om at bestemme? plus nogle jurister, velsagtens.
Måske kan du have glæde af at overveje dit brud med normen, dengang du gik din egen vej i livet, en ekstra gang? Hvis du stadig "kæmper en indre kamp" for i dine tanker at "overbevise" dine omgivelser om, at det, du gjorde, var OK, ligemeget, hvad de måtte synes om det, binder du meget af din energi der.
Hvis du kan nikke genkendende til "den indre kamp", så prøv at få en "stille" periode, hvor du kan falde til ro, og hvor du kan komme overens med dig selv om de ting, der skete inden bruddet startede. Hvis du kan få det til at "falde på plads" bedre, end det måske er nu, får du meget mere energi til og overblik over den relle konflikt, du har med din eksmand.
Hvis du ikke kan nikke genkendende til "den indre kamp", så bare glem, hvad jeg har skrevet.
Under alle omstændigheder, så:
Held og lykke med det!
Johannes

tak til alle det gav lidt håb igen og til Johannes. du har fået post

... flygte ud af huset med din dyne og efterlade dit barn?
Det var bare lige en tanke...

Der kan du se hvordan en FAR har detmen til dig,du ligger som du har redt,jeg har IKKE medlinhed med dig,dette er sket mange gange for Fædre.
Faderen.

jeg spørger mig selv! kan man overhovedet tage dette indlæg seriøst?? - er det ikke bare opdigtet??

Hej du!
Jeg føler med dig. Men allermest føler jeg med dine børn, som er midt i dette tovtrækkeri. Hvad jeg ikke helt forstår er, at din søn bliver spurgt hvor han helst vil bo. Mig bekendt skal børn have en alder af 12 år, før de må tage stilling til dette spørgsmål selv. Et barn på 9 år, kan ikke selv tage stilling til så stort et spørgsmål. Det er godt nok noget af en belastning at lægge på sådan en lille fyrs skulder, da børn i den alder ikke vil såre hverken mor eller far.
At du har valgt at blive skilt, er dit ansvar. Sørg for at få en god advokat og støt dig op af nogle gode venner. Lad vær med at blive lige så primitiv som din ex-mand, men hold hovedet koldt.
Held og lykke fra en fraskilt.

Hej
Føler med dig.
Har selv været igennem en hård periode efter skilsmisse og ja kender det godt, når man føler ens indvolde bliver revet ud gennem en.
Alt hvad der engang var er bare ikke mere og folk viser sig fra hidtil ukendte sider.
Mod på og ønsker dig det bedste.
Knus

tak for de opmundrende ord, det var noget jeg kunne bruge *S* ........