Har I et godt raad??

... Jeg er en kvinde paa 24. Jeg har vaeret sammen med min partner paa 30 i 4,5 aar og vi har boet sammen i to aar. Det har altid vaeret meget op og ned for os - rigtig lykkelige har vi kun vaeret i det sidste aar - de foerste tre var fyldt med diskussioner, skaenderier og nok bare det at vi var og er meget forskellige. Men paa en eller anden maade har vi laert at tilpasse os hinanden (eller jeg har tilpasset mig ham) at vi nu har et egentlig dejligt forhold uden nogen form for skaenderier eller daarlig stemning. Naar jeg taenker tilbage kan jeg ikke huske at jeg nogensinde var smaskforelsket - pludselig var vi bare sammen - men jeg er kommet til at elske ham meget med aarene.
For omkring fire maaneder siden begyndte jeg saa af en eller anden grund at taenke over tingene - jeg tror at det startede med at jeg laeste et indlaeg om hvor vigtigt sex og lidenskab er i et forhold. Min kaereste er vist en af de faa maend som ikke har saa meget brug for sex saa vi har det maaske en gang om maaneden. Jeg har laert at tilpasse mig og har nok glemt mine egne behov med tiden. Foer jeg moedte ham var jeg en meget glad pige som tit gik i byen og holdt af at moedes med venner. Min partner er den lidt "kedelige" type som helst haenger derhjemme paa sofaen foran tv'et - saa det har vi saadan set gjort i de sidste to aar. Jeg foeler at jeg er ved at eksplodere. Jeg traenger saa meget til at komme ud og vaere ung og blive lidt mere saelvstaendig, moede nye mennesker - og maaske opleve den aegte kaerlighed - forbundet med et dejligt sexliv. Jeg er selv meget lidenskabelig og varmblodig og ved at jeg ikke kan fortsaette saadan her - jeg tror at jeg har tilsidesat mig selv laenge nok. Jeg har gjort ham opmaerksom paa det mange gange i de sidste paar aar men har altid faaet til svar at han ikke havde energi paa grund af arbejdet... Jeg har vaeret ude at se paa en lejlighed og overvejer staerkt at flytte. Men egentlig elsker jeg ham jo stadig - men maaske mest som en ven. Han er et meget godt menneske og han viser mig tit at han holder af mig. Jeg er bange for at tage det store spring - bange for at sidde om en maaned i min egen lejlighed og fortryde det jeg har gjort... jeg har bedt ham om at vi bor et lille stykke tid hver for sig for ligesom at faa det hele lidt paa afstand og maaske se det lidt mere objektivt. Men det vil han ikke. Han siger at det er enten eller da han ikke tror paa at det holder hvis jeg flytter. Hvad skal jeg dog goere? et eller andet sted tror jeg paa at der findes en mand som passer bedre til mig - paa den anden side kan man ikke faa alt her i livet...
hvad ville vaere det rigtige at goere?
Paa forhaand tak for jeres tanker og ord.
Den fortvivlede

... problemet er nok ogsaa at jeg kun har haft det ene lange forhold saa jeg overvejer tit om det jeg har i ham er noget som jeg ogsaa kan finde i andre maend... opmaerksomhed, oemhed, han sender tit blomster, kaertegn... det er svaert uden et sammenligningsgrundlag...

eller jeg har tilpasset mig ham?
ja, det er sgu da på tide du får et liv

hvor har jeg ondt af folk som dig...du har vist ingen anelse om livet og har sikkert aldrig haft et laengerevaerende parforhold... det er nu engang bare ikke saa ligetil! Og det gaelder da om at vaere lykkelig her i livet. Man skylder sig selv og sin partner at vaere aerlig. Og som jeg selv skrev er jeg da klar over at man ikke kan have alt - men visse ting er nu engang meget vigtigere.

Jeg synes det er ærgeligt at du glemmer dig selv og det du har behov for. Spring ud mens tid er, og se så at huske og tænke lidt på dig selv.
Det er dejligt at være to - når man elsker hinanden, og ikke bare er forelsket i trygheden ved at være to.
Pøj-pøj med det du nu finder ud af.

Det er ikke nemt - men det er der heller ikke nogen, der har lovet dig, vel?
Er det mon løsningen; at suse ud og realisere sig selv når hverdagen melder sig? Hvad har du gjort for at tænde din mand? Hvad har du gjort for sparke liv i forholdet? Hvad gør du for at holde dig selv i gang?
Du skriver, at du elsker ham. Du stoler på ham. Han er en kær ven. Hvis dét er, hvad du føler, ville det måske være en idé at spice tingene lidt op der hvor du er... Magien kan skabes. Det er ikke udelukkende en følelse - det er også en række af handlinger, der viser, hvor vigtig partneren er i ens eget liv.
Det er møg-svært at være "bedsteste venner" med sin ex. Ikke mindst, når der kommer nye kærester ind i billedet.
Det er alvorligt valg, du skal foretage. Ingen kan hjælpe dig med at træffe den rigtige beslutning - løsningen må du kigge indad efter.
Håber du tænker mere end en gang over tingene.
Knus

Med andre ord, du har fået kløe i dåsen. Jamen så kom da igang, bol til højere og venstre, og se så om du har fået det bedre.

bitre mand
Alle er ikk som din kone, søte!

Du er da alt andet end kedelig......

At hun stadigvæk er en ung og viril dame på 24år, og
hendes kæreste er en dødbider på 30år. Der ikke
har en pind forstand på sexuallivets glæder. Desuden
gider han ikke gå i byen, hvilke min eks. hellere ikke
gad. Der er skam mere end de 4 vægge hver eneste
weekend i et menneskes liv!

Hej. Hvor er det trist at se, at du får useriøse eller skulle man sige uintelligente svar, på dit meget seriøse brev. Jeg er snart 50 år, og har derfor en del livserfaring.Når man lever i et forhold er der forskel på om der er børn indvolveret eller ej, i hvor meget man skal udsætte sig for, og hvor meget man skal kæmpe for et forhold. Så vidt jeg ser er der ingen børn at tage hensyn til. Jeg vil tro at mange forhold ligner dit.Men jeg tror så, at der oftere er børn med og at folk er en del ældre. Det er ikke det samme som at det er godt nok. Jeg tror, at du har indlevet dig for meget i den passive rolle, og derfor ser forholdet ud til at fungere bedre end i starten, hvor du nu ligner din kæreste mere. Når man har livet for sig som du har, er der så meget vidunderligt, der skal opleves, og så mange smukke følelser og ord der skal føles og siges. Man skal føle sig elsket og elske.Dit forhold lyder som et hvor børnene og arbejdet har suget energien ud, og man kun magter at sidde foran tv til man falder i søvn. Der er to ting at gøre, en ting er sikkert. Du hverken kan eller skal lave ham om. Du kan kun gøre ham opmærksom på hvordan du har det, og give udtryk for, hvordan du kunne tænke, at dit forhold så ud. Det er så op til ham, hvad han vil gøre, og det lyder jo til at du allerede har fået et svar.Enten kan du flytte og nøjes med at se ham under de betingelser, som du er glad for, hvis han altså går med til det, eller du kan helt at slutte forholdet. Den anden er at blive i forholdet og tage de gode ting i har sammen, og så få resten udfyldt andet sted. Gå i byen, bio osv. med venner, gå til massage, sport,aftenskole, ja hvad som helst, der kan gøre dig glad.Jeg ved godt, at det er din drøm, at du kunne gøre disse ting med ham, men det tror du jo heller ikke rigtigt selv på, selv om du stadig har et håb, ellers var du nemlig gået.Du kan ikke finde alt i en, om du så leder hele livet, men du kan prøve at sætte dig ned og tænke på, hvad der her og nu er vigtigt for dig, at en mand indeholder, for om et år er det måske noget helt andet.Jeg ved godt at du inderst inde ved, hvad der er godt for dig selv. Det er jo angsten for det ukendte, måske angsten for at være alene, at historien gentager sig med den næste, at du helt mister ham du har, at der måske aldrig kommer flere. Lov mig, at du ikke bruger dit liv på at være bange.Livet er dejligt, du er selv den ansvarlige for hvordan dit liv skal gå, selv om du altid kan bede om hjælp og vejledning. Jeg kan forsikre dig, at der er mange dejlige mænd derude, som vil dig alt godt, det er også en kæmpe jungle, hvor du skal finde en måde, at beskytte dig selv på. Du skal huske, at når du møder en mand, så læg mærke til, hvordan han er, og hvad han normalt gør, for når forelskelsen er på retur og hverdagen kommer, vender han ofte tilbage til sit tidligere mønster. Du KAN ikke lave ham om, kun hvis han er indstillet på forandringer. Hvis du ikke tør tage nogle store beslutninger her og nu, så sørg for at tage et skridt ad gangen. Gør noget godt for dig selv. Lad være at sætte dig foran fjernsynet, selv om du har brug for nærhed med din kæreste. I kan jo prøve at tale seriøst om det, feks flytte fjernsynet til et mindre hyggeligt rum, hvor det ikke står så centralt. Du kan komme med forslag til, hvad i skal lave, og indvitere ham ud, finde på overraskelser, være den aktive og hvis det ikke hjælper noget, så køb en lille æske og læg al din angst i og brænd den og kom videre i livet, for ellers er det vejen til tristhed og mindre selvværd.Hilsen Tanja
Du er velkommen til at skrive til mig, dog har jeg kun denne adresse i 4 uger mere.