har jeg overhovedet en chance hos ham????

hej.
jeg har kig på den her fyr som er nogle år ældre end mig selv.
jeg sys han er røvlækker og rigtig sød.
føler bare han ligger i den kategori : har jeg overhovedet en chance hos ham?
hvordan tænker i fyre❓kan jeg godt tillade mig at prøve på noget, eller er der piger hvor i bare tænker, nixen??
jeg får selv tit at vide at jeg er en rigtig pæn pige, men det tror jeg jo bare ikke selv :(
giv mig et råd til hvordan jeg får startet lidt op med ham, hvis i forstår ?

Er det godt nok sådan mandehjerner tænker, eller er du bare under den kriminelle lavalder? Og efterlyst på Arto?

Du må lige øve dig lidt med hensyn til din selvtillid🙂
Fyre synes generelt det er cool med noget initiativ, men det jo ikke så nemt, hvis din selvtillid halter lidt🙂
Bare husk på at det VÆRSTE der kan ske, er han siger nej, men alligevel vil han helt sikkert være positiv over initiativet anyways🙂Og der kan jo altså også ske det modsatte, altså at han ER interesseret.. :)

mandehjerner tænker anderledes end quindehjerner. Men forslaget er da fint. En god og naturlig måde at komme til at kunne tale sammen, uden at sætte noget på spil.
Koncert, juleudstilling, museum o.s.v. kan også bruges, men er ikke neutralt nok til det første møde. Hvis man i fællesskab kan finde en film at gå ind at se, så er første skridt allerede taget, noget man er lidt enige om. Skulle der ikke være interesse, så har man nok ikke tid, og så er den sag afgjort.
Efter min mening et rigtigt godt forslag.
Rigtig God fornøjelse til Jer begge to.

"Er det godt nok sådan mandehjerner tænker, eller er du bare under den kriminelle lavalder? Og efterlyst på Arto? "
Jamen det er mandehjerner, hvis du gerne vil gøre som kvinder gør så bare spil kostbar og kald ham en svin
Det er typisk råd spil "hard to get", "fyre elsker det!" gu gør de ej.
Og så undre kvinder sig over hvor alle mænd er, det er jo fordi de tager råd fra kvindeblade med råd som slet ikke fungere i det virkelige liv.
Spil du bare kostbar og andet ævl, får du ingenting =). Eller gør som jeg foreslog, 50% chance du får ham, men 100% chance for at du får et klart svar om han vil dig eller ej, uden at du skal spille nogen spil, og andet ævl. Gør det idag, så er du allerede afklaret på fredag højst sandsynligvis.
Held og lykke

Næste gang du ser ham så smil sødt og løb hen til ham og sig hej.
Giv ham et lidt langtrukken kram, strejf hans røv eller rør ham i skridtet.
Inviter ham hjem, hvis det går godt så kan i da godt gå i biffen, bagefter......
Hvis han ikke fatter det. så ring efter en krisepsykolog og få ham indlagt.

Rør en mand i skridtet, og han tænker "OK hvis jeg blir sulten en dag kan jeg da altid k..... hende dér den nemme". Det er IKKE noget hvor man tænker wouw, dejlig pige, lad mig undersøge hvad hun har at byde på.
Vær liidt kostbar men stadig åben og inviterende. Husk, du er lækker og ikke på udsalg! Mænd gider ikke tage hende på udsalg før efter kl. 04 om morgenen. Den del med det lange knus og et varmt knus - den er god nok. Man når langt med at komme tæt på. Jeg kender fra mig selv, hvis kvinder knuser mig så længe at jeg når at dufte deres eau de cologne og/eller deres hår, og mærke lidt af kropsvarmen - så er man straks mere på mærkerne. Rent instinkt.
Og så bare i kødet på ham uden at sælge det hele ved første samtale. Hvad er det værste der kan ske? Du bliver hverken syg eller dør.
Det værste der kan ske er at han siger "hør, du er ikke min type" - and so what? Så er du en andens type. Det er det dejlige ved livet - der er masser af mænd/kvinder og tid til at matche dem i hvis man ellers eksponerer sig for muligheden.

Jeg er en fyr på 19, og til en gymnasium fest har jeg
været ude for at en pige, som jeg var vild med igennem hele gymnasie tiden,
netop kom og strejfede min røv.
Jeg fattede det så bare ikke, fordi jeg også tænkte
"har jeg overhovedt en chance der", og først nu, et halvt år siden
jeg sidst har set hende, har jeg indset at man intet har at tabe ved
at kaste sig ud i det og at alle jo bare er mennesker, uanset hvor uopnåelige
de virker...
Gør det inden det er for sent, så du ikke om et
halvt år, ligesom mig, sidder og tænker: "Hvad nu hvis...?"
Jeg er så bare ikke blevet kaldt til krisepsykolog... endnu :S... Hehe